Nikolaj Bøgh, konservativ

Monarkiets genfortryllelse

10. august 2017
5 minutters læsetid

Bag den triste personhistorie om den aldrende Prins Henrik og hans opsigtsvækkende modvilje mod at blive begravet sammen med sin hustru i Roskilde Domkirke gemmer der sig fortællingen om et stærkt og levedygtigt monarki, der i Dronning Margrethe II’s 45-årige regeringstid markant har styrket sin samfundsmæssige position og på mange måder genskabt fortidens forherligelse af monarken og hendes slægt – med netop begravelsesskikkene som et af de markante eksempler.

Den 14. januar 1972 døde kong Frederik IX på Kommunehospitalet i København. Umiddelbart efter blev en række personer, der havde forsamlet sig på Amalienborg Slotsplads, interviewet af Danmarks Radio om deres følelser i anledning af dødsfaldet. En af dem var den nu temmelig glemte forfatter Peter Ronild, der frejdigt erklærede, at han var mødt frem, fordi det nok blev sidste gang i Danmarkshistorien, at vi kom til at opleve et kongedødsfald. Frederik IX havde været en populær og folkelig konge, men tidsånden i begyndelsen af 70’erne var ikke just med monarkiet, og meningsmålinger viste markant og stigende tilslutning til republik. Kongens regeringstid havde været præget af en stadig mere begrænset rolle til monarkiet i samfundslivet. I udviklingen af det konstitutionelle monarkis position, som har været under konstant udvikling og til konstant forhandling siden vedtagelsen af Grundloven i 1849, trak Frederik IX afgjort i retning af det mere og mere tilbagetrukne, givetvis i stor overensstemmelse med kongens personlighed, som ikke var til at indtage markante standpunkter eller markere klare grænser for sin forståelse af sin centrale rolle som forfatningens værner i forhold til de folkevalgtes magtudøvelse. Kongen trak konstant i retning af en folkeliggørelse af monarkiet, som ikke skulle fremstå som særligt ophøjet eller fornemt. Han talte om ”min kone og børnene” og fortalte gerne medierne om, hvordan de egentlig levede som en helt almindelig familie. Det dynastiske var ikke hans kop te, og i de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg anvendte man efter hans udtrykkelige ønske nødigt det rum, som stadig rummer et enormt og traditionsmættet slægtsportræt med hans oldefar Christian IX på tronen med kronregalierne, flankeret af efterfølgerne Frederik VIII og Christian X i hermelinskåber og med den lille prins Frederik i hvid barnedragt som kongehusets pant på en arvefølge og en fremtid, der ville strække sig mange, mange år frem i tiden.

Da Frederik IX var død, var det længe ganske usikkert, hvad der skulle ske med hans jordiske rester. Hans flagsmykkede kiste blev placeret midt på gulvet i Christian IX’s kapel i Roskilde Domkirke, hvor de tre begravelsespladser allerede var optaget af hans forældres, bedsteforældres og oldeforældres sarkofager. Her stod den helt til 1985, hvor den blev flyttet til den nuværende begravelsesplads uden for kirken, hvor han og Dronning Ingrid nu hviler under åben himmel som det første danske kongepar i omtrent et årtusinde. En stor, men egentlig helt almindelig granitsten med et kors formet som et anker og den nøgterne tekst ”Frederik IX – Danmarks konge fra 1947 til 1972” dækker den sejlglade konges grav, der kun er skærmet fra omgivelserne af en ottekantet rødstensmur med kikhuller i.

Gravpladsen har plads til ti grave og kunne dermed have markeret afslutningen på den periode i Danmarkshistorien, hvor selve Roskilde Domkirke var kongeslægtens gravkirke. Her kunne, udover Frederik IX og Dronning Ingrid, have været plads til Margrethe II, Frederik X, Christian XI og (måske) Frederik XI med ægtefæller. Sådan skulle det imidlertid ikke komme til at gå, og i 2013 blev det offentliggjort, at kunstneren Bjørn Nørgaard gennem en årrække havde arbejdet på et monumentalt gravmæle til Margrethe II og Prins Henrik, en dobbeltsarkofag i glas med Dronningen og prinsgemalens silhouetter udformet som hulrum i glasset, med heraldisk udsmykning og båret af tre søjler af henholdsvis grønlandsk marmor, færøsk basalt og bornholmsk granit. Gravmælets placering bliver inde i domkirken, i Sankt Birgittes Kapel, hvor regentparret efter de oprindelige planer begge skulle hvile under gulvet. Med værket trækker kunstneren og Dronningen, som utvivlsomt har medvirket meget aktivt i udformningen, på stærke referencer til renæssancen og barokken. Selvom der er tale om et udpræget moderne kunstværk, er det med fremhævelsen af regentparrets fysiske fremtræden og kongemagtens symboler og geografiske besiddelser snarere i familie med kirkens store renæssancegravmæler over Christian III og Frederik II og med Christian V’s, Frederik IV’s og deres dronningers storslået udsmykkede barokkister i højkoret end med de mere enkle og nøgterne sarkofager, der rummer Frederik IX’s umiddelbare forgængere. For slet ikke at tale om kongen selv, der altså indtil videre udgør en parentes i kongehusets begravelseshistorie med sin relativt beskedne udendørs begravelse.

På samme måde som Dronning Margrethe II’s (og Prins Henriks, hvad enten han vil eller ej) kommende gravmæle kaster et markant anker tilbage i historien og genskaber en stor del af den pragt og herlighed, som omgav fortidens konger i efterlivet, så har majestætens hidtidige regeringstid efterladt flere andre meget markante minder, som på mange måder genfortryller kongemagten og trækker den ud af den ”almindeliggørelse”, som ellers havde været god latin i hendes fars regeringstid. I Christiansborgs riddersal finder man således i dag samme Bjørn Nørgaards storslåede gobelinudsmykning, der gennemgår hele Danmarkshistorien med markant vægt på de danske kongers rolle og med en tydelig undertone af, at det er de dybe historiske rødder og blodets bånd, der legitimerer vore dages monarki, der afslutter gobelinserien med helfigursportrætter af Dronningen og prins Henrik samt deres to sønner med solide heraldiske og historiske referencer. Igen er der tale om et moderne kunstværk, der på aldeles ”usamtidig” vis hylder monarkiet og kontinuiteten og meget tydeligt trækker på referencer til renæssancen og barokken, bl.a. til Hans Kniepers kronborgtapeter fra 1580’erne med den danske kongerække samt til Karel van Manders (desværre tabte) tapeter med motiver fra Christian IV’s regeringstid på Frederiksborg Slot og til gobelinerne i riddersalen på Rosenborg, der viser Christian V’s sejre i Skånske Krig. Var det tænkeligt, at Frederik IX’s regeringstid skulle have efterladt et så storslået monument til eftertiden med en gennemgående fortælling om Danmark som et 1000-årigt kongerige og kongeslægten som den røde tråd og samlingspunkt i denne lange historie? Det var det næppe, ligesom Frederik IX næppe heller ville have haft vilje eller interesse til at blive en af de mest portrætterede danske monarker til dato, således som tilfældet er med Margrethe II. I en tid, hvor portrætkunsten de fleste steder i samfundet er sat på museum og alene hører fortiden til, der er den i kongehuset så levende som aldrig før, og eftertiden vil råde over en stor samling fremragende malede portrætter af Dronningen, udført af samtidens ypperste danske og internationale kunstnere. Endnu et eksempel på den revitalisering og den genfortryllelse af det danske monarki, som har kendetegnet Margrethe II’s regeringstid.

Hvordan bevarer man en skrøbelig, dybt værdifuld institution som monarkiet i en tid og i et land, der sædvanligvis dyrker demokratiet nærmest religiøst, hylder lighedsmageriet, vrænger af det ophøjede og fornemme og ligger på maven for alt, hvad der er ”nyt”? Det er naturligvis en balancegang mellem tradition og fornyelse, hvor også monarkiet gradvist må indrette sig på ændringer i samfund og omgangsformer. Men uden en insisteren på og en understregning af den kontinuitet og de slægtsbånd, der i sidste ende legitimerer monarkiet, der er det vanskeligt at se, at det kan opretholde sin mening og folkelige opbakning. Hvorfor skulle en helt almindelig familie, der stærkt insisterer på at være netop det, bo på slotte, køre i karet og være dem, der giver lovene kraft? Det forekommer indlysende, at Dronning Margrethe II’s regeringstid, som vi nu formentlig befinder os i anden halvdel af, har givet monarkiet nyt liv og ny mening for mange mennesker, som kvitterer med at yde det stor opbakning, så snart lejlighed gives. Centrale kendetegn for denne udvikling har været en genfortryllelse af monarkiet, der med stærke og dybe rødder står solidt, også når det stormer lidt i sladderpressen.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside