Europas ånd er barn af ilden: tragisk optimistiske bemærkninger til vågne venner

18. august 2017
3 minutters læsetid

Af Johan Christian Nord

Endnu et islamisk angreb på en endnu europæisk storby. Endnu en mængde tilfældige europæiske mennesker, der blev forvandlede til forrevet kød, fordi fjendens længsel er at søle sig i vores blod – fordi et menneske hørte kaldet, fandt sig sin varevogn og pløjede så mange kroppe ned, som tiden tillod. Siden da fulgte endnu et angreb, og nu, hvor disse linjer skrives, tikker detaljerne fortsat ind.

Hovedsagen er, at motivet af et lastbilsangreb igen er blevet mejslet ind i det fælleseuropæiske sind: Lyden af et køretøj, der accelererer; skrig og gråd fra mennesker, som forstår deres vilkår; fødder, der flygter, som de nu kan det. Og så sammenstødene – den slags lyde, som de færreste af os har hørt, men som vi jo godt kan forestille os, hvordan må være: Mennesker, der dør – og mennesker, som ser deres kære dø.

“Vi er ikke rystede. Vi er ikke overraskede. Vi er afklarede.”

Vi må formode, at han gjorde det, fordi han kunne lide det. Vi må antage, at han ofte havde tænkt på at gøre det – og drømt sine sultne drømme om den store dag. Først havde det bare meldt sig som en mulighed. En fantasi, han fornøjede sig med – foran skærmen, i moskeen og mellem vennerne.

Ja, sådan har det vel været. Han har tit siddet dér og tænkt på at gøre det; langsomt fik det kraft i ham – og den 17. August 2017 blev det hele virkeligt: Han slagtede vesterlændinge i blodgudens navn.

Vi, der sidder her ved vores skærme, har efterhånden set det så mange gange, at den følelse, der nu har fat i de mere tænksomme af os, ikke er rystelsen eller overraskelsen.

Vi er ikke rystede. Vi er ikke overraskede. Vi er afklarede.

For vi havde regnet med flere angreb, og det gør vi stadig. Ja, vi forventer mange flere angreb, før noget vil ændre sig – og kan ændre sig. Vi véd, at alt skal blive meget værre, før det en dag kan blive bedre – og vi véd, at alt vil blive meget værre.

For vi har set tidens tegn, og hvis du – dig, der læser disse linjer – ikke føler dig som en del af dette ’vi’; ja, så har vi ingen lyst til at forklare os yderligere for dig. For vi tror ikke længere på vore opdrageres døde drømme om herredømmefrie samtaler og selvgyldige argumenter. Vi har set, at det ikke er de koldsindige forklaringer, der flytter mennesker og lærer dem at tænke anderledes

“vi er ikke pessimister. Vi er tragiske optimister.”

Kun ganske få mennesker er så tænksomme, at de overvejer andre tanker end dem, de er blevet fodrede med. Vi véd, at det kun er begivenheder, rystende begivenheder, der kan belære den magelige. Vi forstår, at det kun er Virkeligheden selv, der kan flytte på tåbelige sind.

Og vi tror, at det er dét, der nu er ved at ske: At det er Virkeligheden selv (ja, det var endnu et stort V), som nu bearbejder sindene og ganske gradvist tvinger dem frem mod afgørelsen – frem mod overgangen til det konkrete.

Hvad betyder det – overgangen til det konkrete?  Det betyder en omvæltning af det fælles sind – en erkendelse af, at vi ikke har nogen fremtid, hvis vi ikke lærer at værne om vores eget. Det konkrete – det betyder: os og dem.

Netop derfor er vi ikke pessimister. Vi forventer ikke Europas undergang, men håber og tror på en genfødsel i flammerne. Vi tror faktisk, at flammerne kan helbrede syge sind – og at kampens erfaringer kan vække sans for fælles liv.

“Frisk mod, vågne venner – glem aldrig, at Europas ånd er barn af ilden”

Ja, for nu at sige det, som det er: Vi er håbefulde. Vi håber, at Europas møde med den gamle fjende kan ruske dig og mig fri af selvdyrkelsen – og ind i det fælles.

Så nej, vi er ikke pessimister. Vi er tragiske optimister.

For, som sagt: Vi tror, at alt skal blive meget værre, før det en dag kan blive bedre – og vi forventer, at den dag vil komme.

Alt det, vi ser omkring os og mærker i os, er så absolut ikke afslutningen. Måske er det ikke engang begyndelsen på afslutningen, men bare begyndelsen på begyndelsen. Flammerne er kun ved at rejse sig – og heltene vågner først, når blomsterhaven brænder. Så vi tror på sejren i ilden.

Indtil da: Frisk mod, vågne venner – glem aldrig, at Europas ånd er barn af ilden.


Johan Christian Nord er grundtvigsk valgmenighedspræst og desuden ph.d.-stipendiat i tysk på Aarhus Universitet, hvor han arbejder med Schopenhauer-receptionen i dansk åndsliv. Han skriver om kampen og livet, om Danmark og det danske – og om den gamle åndsvirkelighed, som lever i billedernes verden og altid bliver ung igen, når den lille Loke tier, og hjertet begynder at lytte.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside