Da FDF blev for friske til Dannebrog

17. august 2017
4 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Først en bekendelse: Jeg er gammelt medlem af FDF, hvor jeg i min barndom og meget tidlige ungdom havde mange gode stunder.

Vi brugte meget tid på at binde knob og synge. Vi snittede også hyppigt i grene og ved en enkelt lejlighed snittede vi kæppe skarpe og løb efter hinanden i noget, der i bagklogskabens lys forekommer at have været en noget uforsvarlig kamp på liv og død. Vi kæmpede om ejendomsretten til et særligt hul i jorden forstås. Såre godt alt sammen.

Om morgenen blev vi vækket ved reveillen. Vi sang flaget op med ordene fra Der er ingenting, der maner.

Der er ingenting, der maner,
som et flag, der går til top,
mens det drager vore hjerter
og vort sind mod himlen op –
og det vajer under saling
som en flammende befaling,
å men også som en hvisken
om det største, som vi ved:
Ikke din og ikke min
men hele folkets evighed! 

Derpå gik vi til en kort morgenandagt og så videre til dagens dont. Arbejdet, eller oftere legen, blev kun afbrudt af tre måltider, hvor vi altid sang bordvers. Typisk Alle gode gaver, de kommer oven ned, eller ham takke alle vi med sang. Men var man doven kunne det stundom klares med et “Mad halleluja, Amen!”.

Mest udfoldet var morgensmadsritualet, hvor de morgendovne stemmer fik lov til at slå sig løs med de tre vers af morgensangen Fader tak for nattens hvile. Det gik nogenlunde sådan:

Fader, tak for nattens hvile
Tak for dag, der stunder til
hjælp at vi, medens timer ile,
lever kun som Du det vil

Vær os nær med al din nåde,
slip os aldrig af din hånd,
lad din ånd i hjertet råde
før os i det ledebånd

Snubler vi lad os ej falde,
ved din kraft vi sejren få,
giv for Jesu skyld vi alle
i din himmel samles må

Og således havende ihukommet den stundende død, kunne vi gå til havregrøden. Om aftnen gik vi atter til andagt. Og vi sang flaget ned. Nu var det med sidste vers af Jeg elsker de grønne lunde.

Men end er der sang i skoven,
højt bølger det røde flag,
end er der en Gud for oven,
der råder for Danmarks sag.

Inden vi kunne lade endnu en omgang trompettrutteri stede os til hvile, sang vi, idet vi stirrede ud i horisonten, den gamle FDF-hymne langt over lande, som jeg altid – og den dag i dag – sætter stor pris på. Den lyder:

Langt over lande lyder i natten
uvejrets stumme drønen derud,
tavse vi stirrer ud over havet,
når vil den nye dag bringe bud?
Danmark som morgenvagt vil gerne vi møde,
være med livet og lyset i pagt
øjnene åbne, viljerne vågne
stiller din unge hvidklædte vagt.

Herre vi beder, vær hos vor konge,
vær hos hans mænd med ansvar og magt,
vær hos de mange sjæle, som aldrig
lysets og livets lykke fik bragt.
Herre, lad os få lov at bringe et budskab,
sige de mange, at morgen er nær.
Storsynets stjerner frem skal os føre,
fremad mod dagen dådlyse færd.

Dådlys færd. Hvilket fantastisk udtryk! En smule alt-modisch måske. Men der var vel også en del alt-modische ting i dagligdagen som FDF’er. F.eks. boede vi jo i telte. Og når vi skulle, ja så skulle vi i spande.

Måske var det netop denne anderledeshed, der skabte den særlige stemning, som jeg og mine venner i mange år levede i og med. Altså spandene kunne vi nok have undværet, og mange var også trætte af de evindelige andagter, men ellers. Det var de særegne symboler, traditioner og skikke, der skabte det, man ville have kaldt korpsånd, hvis FDF havde været en spejderbevægelse af andet end gavn.

Man kunne nu også dengang mærke fornyelsen snige sig ind.

Efterhånden gik vi væk fra de gamle flagsange og begyndte at afsynge nogle gudsforladte kompositioner, såsom “Nu er det tiden, flaget skal op, langsom til toppen at nås”. Og så husker jeg på landslejren i 2001, at en af de såre respekterede ledere delte sin foragt over den gamle tradition med, at de forskellige FDF-kredse stod fanevagt med deres kredsfane til lejrens store gudstjeneste. “Det her er en af de nationalistiske traditioner, jeg virkeligt ikke bryder mig om” skummede han. Og folk nikkede.

I dag tror jeg, han er glad.

I dagens udgave af Kristeligt Dagblad kan man læse, at FDF vil udskifte sit gamle logo – som foreningen vel at mærke har fastholdt siden begyndelsen i 1902. Det er nemlig nationalistisk og gammeldags. Det har en spørgeskemaundersøgelse med 1000 respondenter selv vist.

Logoet repræsenterer ikke det, som FDF i virkeligheden står for: “Tro, leg, relationer og samfundsengagement, som i dag ikke er synligt i vores visuelle udtryk” som foreningens nuværende landsformand udtrykker det i en “nuance” til Kristeligt Dagblads dækning.

Hvad FDF så har tænkt sig i stedet for denne kombination af kors, dannebrog og værgeskjold, der har været foreningens mærke i mere end 100 år, er noget uklart.

Men vi kan trøste os med, at der er noget i gang, som på det åndsflade nysprog, man i dag taler i foreningskredse, kaldes for en “logo-proces”. Og her er alt, som det skal være. Det er nemlig allerede i 2016 blevet besluttet af de rette organer, at det slet ikke går med det gamle logo længere. “Intet er i stykker. Noget må gøres!” lyder kravet fra de rette organer.

Og så kan vi andre herude i offentligheden i øvrigt bare vente til, at de rette organer klemmer en uden tvivl glat og intetsigende øjebæ ud, der med landsformandens nuance in mente kunne tænkes at ligne DUI – Leg og Virkes svært ufarlige cirkeldanslogo.

Hvis dette udslag af neo-fili ikke i sig selv er oprørende, så kan man læse videre i landsformandens nuancering og opdage, at bemeldte spørgeskema, der fik skovlen under logoet, i virkeligheden er fejlkonstrueret, således at man ikke kunne tilkendegive, at logoet fik en til at tænke på Danmark eller noget nationalt, men alene på det negative begreb nationalisme.

“Vi har gennemgået undersøgelsen igen, og vurderer at folk har svaret nationalistisk, fordi det var eneste svarmulighed relateret til danskhed. Det var en fodfejl. Der burde have været andre svarmuligheder som ’dansk’ eller ’national’.”

Men rolig nu. Hvis man synes, at det da er noget underligt noget, så kan landsformanden også trøste med, at det er helt ligemeget. For beslutningen er jo allerede truffet. Toget er kørt. Hvorhen ved ingen. Men det er også ligemeget. Se hvor lystigt det går.

Lyder det tosset? Nå! jamen FDF er trods alt 115 år gammelt. I den alder må varigt svækkede åndsevner være at forvente.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside