Unge danske digtere

10. juli 2017
6 minutters læsetid
Forlaget Kronstork fremsendte i foråret 2017 en stabel udgivelser til redaktionen. Forlaget vil – iflg. sin egen hjemmeside – gerne være med til at ”foreslå en dagsorden”, litterært og i den offentlige debat. En af vore redaktører modtog forslaget og valgte tre, relativt tilfældige værker fra stablen.

De tre værker fordeler sig således, at der er tale om én samling af fortællinger, det er ikke helt sikkert der er tale om noveller, og dertil to indholdsmæssigt ret forskellige digtsamlinger. To af forfatterne er omkring de tredive og akademikere, den sidste er blevet eller bliver tyve i indeværende år. De tre værker har det relativt stramt komponerede til fælles. Begge digtsamlinger er ikke over 75 sider lange og med masser af hvidt på siderne. Formmæssigt er de begge prægede af rytmiske gentagelser; af en tillempet, til tider nærmest programmatisk forbindelse mellem form og indhold. Samlingen af fortællinger er tilsvarende tilpas kortfattet, lidt over 200 sider med halvstor skrift og tilsvarende store pletter af hvidt på siderne.

Bergman’ske tematikker

Der skal nævnes et sidste fællestræk, som har med association at gøre. Der gives derfor forbehold for at dette fællestræk ikke kan følges umiddelbart, men det er væsentligt alligevel. For i omegnen af et halvt århundrede siden havde en filminstruktør som Ingmar Bergman ry for at være blandt de fremmeste fortolkere af en såkaldt nordisk protestantisme. I Bergmans filmografi fandtes en kunstnerisk skildring og undersøgelse af ofte plagede eksistenser; af tematikker som (Guds) tavshed, sygdom, svigt, tvivl og meningsløshed som fundamentale levevilkår. Bergman kan siges at have konciperet en slags modernistisk horrorfilm i hovedværket Persona fra 1966, hvor den ene af filmens hovedpersoner netop reagerer dybt afsondret på den moderne verdens gennem fjernsynet billedbårne skildring af afgrundsdybe katastrofer, såsom nazisternes jødeudryddelser og Vietnamkrigen.

 

Fælles for de tre her anmeldte værker er en for nærværende anmelder påfaldende overvintring af disse Bergman’ske tematikker. I en tilsyneladende ellers selvsekulariserende verden, behersket af velfærdsstat og moderne adfærdsvidenskab og psykiatri, står den nordiske protestantismes kunstnerisk manifestede tematikker – de summarisk førnævnte – påfaldende usvækkede her i 2017. Der er givetvis sket et sprog- og overvindelsestab, men sansningen af de Bergman’ske tematikker står i hvert fald stærkt. Jeg ved ikke om forfatterne til de tre værker i al hemmelighed dyrker filmene? I fald får de sig en berigende oplevelse.

Klagesang

Netop Persona’s problematik er bærende for Peter-Clement Woetmanns digtsamling Bag bakkerne, kysten med undertitlen En klagesang. Gradvist – og egentlig ganske habilt – står det klart, at Woetmanns anliggende er tilvandringen af fremmede mennesker, primært over Middelhavet til Europa, og de heraf afledte beretninger. Kontrasteringen af vores – for Woetmann opererer såmænd med et os og dem (!) – poetisk-usvækkede forhold til havet, klitterne og kysterne med de fremmedes langt mere brutale billede af samme fungerer sprogligt set ganske sirligt-overbevisende. I længden kortslutter klagesangsdigtningen dog af to årsager.

Kortslutninger

Dels på grund af den manglende internalisering. Forfatteren har så at sige et kropsligt-håndgribeligt forhold til genstanden for sin klagesang – tidstypisk, det med kroppen i øvrigt – og vælger, i stedet for at afrunde med en internaliseringsskildring, at afslutte sin klagesang med at fremdrage navngivne, men alligevel navnløse, der har sat livet til ved deres forehavende. ”Min krop er ikke Samia Yusuf Omars krop / Min krop er ikke Mohamed Asfaks krop, ikke Amdi Mostafas krop, ikke Toumani Samakes krop, ikke Riza Karadags krop.” Woetmann har, som så mange andre, ikke lært den livslektie at det abstrakte ikke bliver konkret ved at komme i fjernsynet eller på internettet. I længden tager det tautologiske også stilistisk overhånd i klagesangen: nej, ganske rigtigt, Peter-Clement Woetmanns krop er ikke de førnævnte, og den er heller ikke en redningsvest, en lastbil eller et containerskib.

Det have været langt mere effektfuldt, hvis Woetmann havde ladet sin klagesang blive vedkommende og indadvendt mod afrundingen. Her er en smuk, anskueliggørende strofe fra en færøsk-dansk digter, der som 21-årig i 1921 (!) udgav en genremæssigt beslægtet, dvs. elegisk, digtsamling. ”Natlige Tungsindsrøster / trænger herind, / vækker af Daglarmens Dvale / Minder om ensomme Timer. / Lydt er mit Sind / for Tavshedens ene Tone, / der roligt bag alle Lyde / vaagner og kimer, / koldt uden Genlyd i Tidernes isnede Hvælv.”

Dels fordi Woetmann forfalder til den intellektuelle uhæderlighed, der også plager den hjemlige debat om de fremmede. Messende minder forfatteren læseren om sin lyse hud og sine blå øjne, underforstået: det betyder noget for nogen, men det er ganske enkelt ikke tilfældet. Woetmann insinuerer hermed, ganske vist i sit kunstneriske udtryk, der jo nyder betydelig autonomi, jovist, at hud- og øjenfarve skulle være relevant for nogen som helst, eksempelvis de der vil begrænse de højtbesungne fremmedes muligheder for at opnå ophold i Europa. I virkeligheden er det, selv om tanken sikkert ligger ham fjernt, netop ham der dermed inkorporerer den egentlige racismes begrebsapparat i sin tænkemåde; polemisk sagt sår et frø og skænder begreber.

Sindets kringelkroge

Rakel Haslund-Gjerrilds samling af korte fortællinger, situerede i hendes hjemstavn på Bornholm, sætter scenen fra allerførste side. På den ene side har hun et næsten, men komparativt set stensikkert greb om det danske sprog og udfolder i de ret facetterede fortællinger lovende evner som auteur. På den anden side – og det er altid farligt, når man har originaliteten som varemærke – sværger Haslund-Gjerrild en del stilistisk troskab undervejs. F.eks. i samlingens første fortælling, Den sidste fisker, hvor det er lige på grænsen at den meget sansende, men ordknappe drengefortæller hedder Nick – som Hemingways Adams – ikke mindst når fortællingen som helhed også låner mange andre træk fra netop Hemingways Nick Adams-katalog.

I det store og hele er Haslund-Gjerrilds Øer dog en fortrinlig læseoplevelse. Hun skriver om noget, tak for det, veksler fint og undersøgende mellem det ind- og udadvendte og begriber på imponerende vis mennesker, steder, stemninger, vind og vejr og ting og sager. Ikke mindst at det er de mærkeligste ting, der kan have betydning for mennesker. Sindets kringelkroge kunne man kalde det. Særlig kvalitet holder den gribende fortælling Ud i det grønne, der på fremragende vis skildrer en dybfølt sansning af modsætningsparret natur og kultur overført til et øde sted i en bred forstand opgivet dansk udkant. Det er forståeligt, hvis man venter sig meget af Rakel Haslund-Gjerrild i fremtiden.

Sjælens elfenbenstårn

Maja Mittag (f. 1997) øver sig i at være glad i sin digtsamling med dette navn og intonerer – måske – klarest den føromtalte Bergman-association. Nemt har hun det i hvert fald ikke, og det står nærmest bøjet i neon på de i kanten blegrøde sider. Nemt er det heller ikke at være kritiker, og hermed indrammer Mittag tidens følsomme paradoks: den evindelige skrøbelighed kalder på, nærmest kræver særhensyn. Såkaldte 12-tals-piger, særligt sensitive, sjældne diagnoser, sårbare, angst, depression, psykofarmaka, selvskade, lægeerklæringer, stress. Det er derfor i sig selv en intimiderende oplevelse at skulle efterse Maja Mittags fortælling om sig selv kritisk. Hvem ved hvor man sender hende hen?

Nuvel. Hvor Rakel Haslund-Gjerrild – på meget anderledes vis – skrev om sjælens kringelkroge, kan man sige at Mittag skriver om sjælens elfenbenstårn. Det kan gå an med Weltschmerz og Jesus-komplekser i afmålte doser, men på side efter side krænger Mittag al sin lidelse ud over læseren. Psykosomatikken er overvældende – og paradoksal, netop i den føromtalte selvsekulariserende verden. ”Jeg har brug for at være syg igen / for at have noget at definere mig selv ud fra” skriver Maja Mittag på side 33, og det er da noget af en bekendelse. Nærværende anmelder håber, nærmest af medmenneskelige årsager, at hun kan finde noget andet at definere sig ud fra. Mittag kan i hvert fald skrive, tilmed i en flot og relativt sjælden komposition – men bør gøre det om noget andet.

Grøde?

Er der grøde blandt de unge danske digtere? Det ved nærværende anmelder ikke rigtig, for han har ikke læst så megen nyere dansk litteratur de seneste ti år. Sammenfattende er der ikke andet at sige end at det er en fejl – og en fejl, anmelderen påviseligt deler med en del af nærværende tidsskrifts læsere. Det er nok en god idé at begynde.

Rakel Haslund-Gjerrild: Øer. Forlaget Kronstork, 2016.

Maja Mittag: Jeg øver mig i at være glad. Forlaget Kronstork, 2016.

Peter-Clement Woetmann: Bag bakkerne, kysten. En klagesang. Forlaget Kronstork, 2017.

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside