Kommunitarisme og konservatisme

4. juli 2017
6 minutters læsetid

Af Rasmus Ulstrup Larsen

Kommunitarismen er i dansk kontekst en meget overset politisk tænkning. Mens den i USA siden 80’erne har bidraget til et afgørende brud med den filosofiske og politiske diskussion, har den i Danmark gået stort set ubemærket hen i uddannelsesinstitutionerne og den offentlige debat. Antallet af oversatte værker fra de kommunitære forfattere bevidner denne ubemærkethed.

Det er ærgerligt, for kommunitarismen rummer dybe argumenter for en konservativ position, også selvom den udspringer af den angelsaksiske filosofi. At den udspringer derfra, gør den blot mere relevant, for liberalismens filosofi hentes selv i den nyere amerikanske filosofi. Derfor er kommunitarismen også afgørende at stifte bekendtskab med, fordi den rummer de argumenter vi intuitivt besidder i en konservativ position.

Men for at forstå kommunitarismen, bliver man først nødt til at forstå hvad den er en reaktion imod.

Liberalismen

Fælles for den kommunitære tænkning er en afvisning af den moderne liberalisme, som den blev formidlet af amerikanske tænkere som John Rawls og Robert Nozick. Fælles for disse liberalister er: Da alle individer har forskellige præferencer og mål i livet, da må enhver være fri til at vælge sine egne mål, og derfor skal ingen diktere ét mål frem for noget andet. Staten skal være værdineutral, for hvis den ikke er det, så dikterer den nødvendigvis en prioritering af bestemte mål. Individet har retten til selv at bestemme sine mål og forpligtelser, så længe den overholder andres ret til det samme. At afgive sin individuelle frihed og kræve en sådan afgivelse af andre, skal derfor ske i overensstemmelse med frivilligt indgåede kontrakter mellem individer.

Er der noget du er forpligtet på, uafhængig af om du vælger det selv? Og kan vi overhovedet reflektere etisk, uden at forstå hvad vi er en del af?

Udgangspunktet for denne liberalisme er derfor individets autonomi og selvbestemmelsesret og -evne. Du forpligter dig kun på det du vælger at forpligte dig på. Valget er her afgørende, og hviler på et grundlag om individets ret og evne til at indgå valg, som i sig selv er retfærdige, netop fordi de vælges frit af et individ. Hvad der vælges, og konsekvenserne af valget, er irrelevant for en etisk bedømmelse af det valgte.

At valget i sig selv, og ikke konsekvenserne af valget, er det vigtige, rummer en afgørende afvisning af den utilitaristiske etik, hvor individet i utilitarismen reduceres til en brik i et puslespil, der har til formål at sikre de bedste konsekvenser for samfundet. Individet må, ifølge liberalismen, altid ses som en værdig person, der i kraft af sine frie valg altid kan påkræve respekt for det valgte. Ikke blot respekt fra staten, men respekt i den etiske bedømmelse af det givne valg. Den etiske dom fra liberal side bliver derfor ikke at spørge: ”Hvad valgte individet at gøre og hvad var konsekvenserne?”, men udelukkende at spørge: ”Hvad var betingelserne for det valgte?”.

Etik og politik

Det etiske og det politiske må derfor også ses som et samspil, hvor det ikke er muligt at formidle en politisk orden i et samfund uden et etisk grundlag. Etikken sætter rammerne for den politiske udfoldelse, for det er etikken der formidler det afgørende grundlag for politiske rettigheder for individet. At individet f.eks. selv har ret til at vælge sine forpligtelser er et etisk udsagn, men har politiske konsekvenser.

Denne politiske filosofi som liberalismen fremfører, rummer ved første øjekast en umiddelbar dikotomi om individ kontra stat. Enten er udgangspunktet individuel frihed, eller også er det socialisme. Men der er en tredje mulighed; at vi kun kan forstå hvad vi bør vælge, og hvad vi er forpligtet på, ved at forstå hvad vi ikke selv vælger, men som er os givet uafhængigt af vores valg, og som netop derfor forpligter os udover vores valg til at gøre det. At indkredse det der er givet, bliver her det udgangspunkt kommunitarismen arbejder ud fra.

Det leder til de afgørende kritiske spørgsmål: Er der noget du er forpligtet på, uafhængig af om du vælger det selv? Og kan vi overhovedet reflektere etisk, uden at forstå hvad vi er en del af?

Kommunitarisme

I det følgende vil jeg ligge vægt på særligt Michael Sandels filosofiske bidrag til den kommunitaristiske filosofi. Det er en forenkling som kunne anklages for at være en forgrovning, men det er en optimal indførelse i både kommunitarismens menneskesyn og etiske grundlag.

Den kommunitaristiske filosofi bringer de argumenter, der er afgørende for en konservativ livsforståelse, og konservativ politisk forpligtelsestænkning. Overfor liberalismens insisteren på proceduren for individets valg som det eneste grundlag for en etisk dom, undersøger Sandel om ikke man skal forstå den enkelte som en del af en helhed der forpligter såvel etisk som politisk, og at denne forpligtelse ikke eksisterer i kraft af at man vælger den, men netop i kraft af at den er givet forud for valget. Sandel giver følgende beskrivelse af sin position:

Can we view ourselves as independent selves, independent in the sense that our identity is never tied to our aims and attachments? I do not think we can, at least not without cost to those loyalties and convictions whose moral force consists partly in the fact that by living by them is inseparable from understanding ourselves as the particular persons we are – as members of this family or community or nation or people, as bearers of that history, as citizens of this republic. Allegiances such as these are more than values I happen to have, and to hold, at a certain distance. They go beyond the obligations I voluntarily incur and the natural duties I owe to human beings as such. They allow that to some I owe more than justice requires or event permits, not by reason of agreements I have made but instead in virtue of those more or less enduring attachments and commitments, that, taken together, partly define the person I am. [1]

Der er her tale om et markant opgør med liberalismens etiske forståelse for frivillighedens forpligtelse som det eneste bindende. Sandel forsøger at lokalisere de forpligtelser der gør dig til den du er, og som er givet uafhængigt af det frie valg om at vælge det. Netop dette fokus er afgørende for at forstå den konservative tænkning, der prioriterer nationen, familien og lokalsamfundet og hvordan det forpligter den enkelte der formes af disse.

At forstå sig selv som en der, løsrevet fra det der konstituerer en, på fri basis kan vælge sine konstituenter, resulterer i et distanceret menneskesyn der løsriver den enkelte fra de etiske fordringer der gør sig gældende. Mennesket bliver tomt, og uden karakter, som Sandel videre skriver:

To imagine a person incapable of constitutive attachments such as these is not to conceive an ideally free and rational agent, but to imagine a person wholly without character, without moral depth. For to have character is to know that I move in a history I neither summon nor command, which carries consequences nonetheless for my choices and conduct. It draws me closer to some and more distant from others; it makes some aims more appropriate, others less so[2]

Der er altså tale om et menneskesyn og en etisk forståelse, der danner grundlag for en konservativ politisk tænkning imod senmodernitetens individualisering, og som på denne måde formidler et forsvar for en konservativ forståelseshorisont.

Men for at forstå den kommunitaristiske tænkning tydeligst muligt, skal man måske gå til filosoffen Alasdair Macintyre, der med en enkelt sætning leverer den ramme hvorigennem mennesket kan forstås, og som konservatismen må trække på for at forstå det grundlag konservatismens etik bygger på: ”I can only answer the question ’What am I to do?’ if I can answer the prior question ’Of what story or stories, do I find myself a part?’”.[3]

Den kommunitaristiske tænknings udgangspunkt som formuleres her af Sandel og Macintyre, rummer en fuldstændig afvisning af den liberale individetik. Den afvisning er afgørende for en videre forståelse af den konservative værdipolitik og danner grundlaget for en insisteren på nationen, familien og de nære forpligtelser.

[1] Michael Sandel (1984), Political Theory, 90.
[2] Ibid.
[3] Alasdair Macintyre (1981), After Virtue, 216.


Rasmus Ulstrup Larsen er cand.merc.(fil.) fra CBS og underviser i erhvervsøkonomi og filosofi ved Øregård Gymnasium. Ved CBS skrev han speciale om den filosofiske diskussion mellem liberalisme og kommunitarisme, og anser netop denne diskussion som værende af afgørende betydning for den konservative tænkning. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om identitet, etik og eksistens.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside