Kære verdensborger

2. maj 2017
4 minutters læsetid

”Jeg er verdensborger” skrev en ubekendt gut i en facebookdiskussion, som jeg deltog i forleden dag. ”Ahvafornoe er du?!”, tænkte jeg oppe i mit hoved, mens jeg forsøgte at formulere et nogenlunde sammenhængende svar til ham. Men den var god nok. Verdensborger! Intet mindre kunne gøre det! Jeg måtte forlade diskussionen med uforrettet sag. Men hvad i alverden er en verdensborger egentlig?

Dér har jeg rod

Når man er borger i et land, medfører det en lang række ting. Det medfører noget basalt kendskab til landet. Det medfører en særlig og dybest set irrationel følelse over for dit land. Det medfører en rodfæstethed, som om du vil det eller ej minder dig om, at det er her, du kommer fra. Det kendskab og de følelser har du ikke for hele verden. Du aner ikke, hvem der er statsoverhoved i Somalia. Rent faktisk ved du slet ikke, om Somalia har et statsoverhoved. Du ved ikke, hvad møntfoden hedder i Saudi-Arabien. Du kan ikke placere Papua Ny Guinea på et verdenskort. Du er mildest talt bedøvende ligeglad med, om Trinidad og Tobago igen kvalificerer sig til VM i fodbold – især nu da Dwight Yorke ikke længere er med.

Og når du så er rejst til Sydens sol, og en smuk kvinde mod alle odds har udvalgt dig blandt mange andre til sin sommerflirt, fortæller du hende da ved den gode Gud ikke, at du kommer fra Verden. Så ved du nemlig godt, at hun med det samme dropper dig til fordel for en anden. Nej, du siger da naturligvis, at du er fra Danmark og fortæller med en vis stolthed i stemmen om det land, hvor du har rod, om Dronningen og om vikingetogterne. Og du trækker på smilebåndet, når hun spørger dig, om det ikke bare et hovedstaden i Sverige. Og indeni bliver du en smule stolt, hvis hun nævner H.C. Andersen, Michael Laudrup eller eller Aqua på trods af, du ikke har noget til fælles med dem – altså bortset fra, at I deler den lille plet på jorden, I kan kalde for jeres. Det er netop de fælles referencepunkter, vi har som danskere.

Ethvert menneske ved da inderst inde, at man ikke kan være verdensborger. Du følger naturligt med i de forhold, som gør sig gældende i Danmark. Du kan med det samme finde Danmark på et verdenskort. Du ved, at Danmark har en Dronning, et Folketing og en lille latterlig bakke, vi kalder Himmelbjerget. Du kender den helt særlige hyggekultur, som vi som danskere er pavestolte af, men som vi aldrig helt kan forklare udlændinge. Og når der spilles sport, hepper du som det selvfølgeligste i verden på det danske landshold. Selv curlig tvinger det halve af landet sig selv til at følge med i, når Danmark når langt nok. Curling! Det er ikke noget, vi rationelt kan udrede, men vi gør det, fordi vi er fra Danmark.

Og selv i en så globaliseret verden som den danske har langt de fleste af os stadig vores bånd i Danmark. Det er her, langt størstedelen af vores familie bor og har sit ophav. Det er her, vi har gået i skole. Det var formentlig her, vi mødte vores første kærlighed, der slog benene væk under os, og det var sandsynligvis også her, vi første gang fik en øl for meget og vågnede op forvissede om, at nu skulle vi altså aldrig drikke igen! Det er i det her land, vi har vores rødder, vores minder og vores liv.

De følelser, historier og referencepunkter deler du ikke med nogen andre lande i verden. Det er ikke fordi, du er ignorant. Det er fordi, det er naturligt og fordi, du kommer fra Danmark og ikke fra Papua Ny Guinea. Og uagtet hvor meget du måtte fortælle dine venner, at du er en verdensborger, fordi det kan lyde ret sejt og eksotisk, er du i sidste ende glad for, at du bor i Danmark.

Utaknemlighed

Vi kunne stoppe den her. Du ved godt, du ikke er verdensborger. Det ved alle jo, de ikke er. Men der ligger langt mere i det – hele uforskammetheden i at kalde sig verdensborger. For uagtet hvordan man vender og drejer det, er du jo glad for at bo her. Du har fået en tryg barndom sammenlignet med over 99% af verdens andre børn. Du har fået en skolegang og formentlig også en form for videre uddannelse – uagtet om den måtte være gymnasial eller af anden art. Du mangler aldrig mad på bordet, og hvis vi skal være helt ærlige over for hinanden, har du det jo egentlig ret godt.

Men alt det her er jo ikke din egen skyld. Tænker du nogensinde over det? Der er nogle folk, der i generation efter generation har bygget det her op. Det har folk gjort længe før, der nogensinde var tænkt på dig. Det gjorde de, fordi de associerede sig med Danmark og for at gøre Danmark til et bedre sted at være for fremtidige generationer – for folk som dig og mig. Og på deres skuldre står du og jeg. De har givet dig alt det, du er vokset op i. Du har fået det hele foræret af dem, og alle muligheder har stået vidt åbne for dig lige fra fødselen.

Vores pligt

Og det er præcis den pligt, der nu påhviler os. Vi har vores lille plet i Verden, hvor vi inderst inde godt ved, vi hører til. Og det er ingen tilfældighed, at den lille plet synes os så skøn på trods af dårligt vejr og dyre biler. Og det er denne lille plet, vi skal kere os om og aflevere i en endnu bedre forfatning til vores børn i stedet for at ævle løs om verdensborgerskab.

Kuzma Pavlov

Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Hans fokus spænder derfor bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside