Indvandring: Nej til alarmisme, ja til realisme!

5. maj 2017
9 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

20 procent af Danmarks befolkning vil i 2060 være af fremmed herkomst. Dette lidt ubekvemme faktum, har været genstand for meget debat de sidste dage, efter at tal fra Danmarks Statistik har slået fast, at det er udsigten.

Tallene vækker ikke uden grund en vis bekymring. For indvandringen har store, negative konsekvenser for Danmark. Både økonomisk, sikkerhedsmæssigt og kulturelt. Men måske er det alligevel værd at mane til en grad af besindighed og overveje, hvad udsigterne faktisk er. Når vi taler om fremtiden, er alt usikkert. Men noget kan vi dog sige. Og det skal jeg så forsøge i det følgende.

Danmark bliver mere multietnisk

Men lad os begynde et andet sted. I virkeligheden er de chokerende tal ikke så nye igen, eller i hvert fald ikke specielt overraskende for denne nyhed kunne man faktisk allerede læse i Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning fra 2016, hvor man opjusterede antallet af indvandrere og efterkommere med 82.000 i 2060 som følge af den forøgede immigration i 2015.

I 2060 vil der ifølge disse tal være 1,3 mio. indvandrere og efterkommere i Danmark. Men egentlig er her tale om en underdrivelse. Det reelle antal af fremmed herkomst vil være højere. For i Danmarks Statistik falder efterkommere ud i 3. generation.

Hvis f.eks. to efterkommere, hvoraf blot den ene har dansk statsborgerskab, får et barn, så vil dette barn være at regne som af dansk oprindelse. Hvis en efterkommer med dansk statsborgerskab får et barn med en nyligt indvandret m/k regnes deres barn ligeledes som af dansk oprindelse. Hvor stor denne gruppe vil være i 2060? Det er vanskeligt at sige.

Som det er nu, opererer Danmarks Statistik med en særlig gruppe, de kalder “Børn af efterkommere”, der per 2016 udgør lige under 20.000 (både vestlige og ikke-vestlige) til dette tal kan så lægges yderligere omtrent 15.000, der ikke regnes med i kategorien ”Børn af efterkommere”, fordi én af forældrene har dansk oprindelse, dvs. er født i Danmark og har dansk statsborgerskab.

Det korte af det lange er, at Danmark vil blive væsentligt mere multietnisk, end det er i dag. Og hvis man nærer skepsis over for et multikulturelt samfund, ja så er der god grund til at være bekymret over udviklingen.

Men det er også nødvendigt at slå koldt vand i blodet og understrege, hvad tallene ikke viser.

Vestlige indvandrere er ikke et problem

Ja for det første viser de ikke, at  20 procent af landets befolkning i 2060 vil være af ikke vestlig herkomst. For der vil være omkring 7 procent indvandrere og efterkommere af vestlig herkomst. Det efterlader omkring 13 procent ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Er det væsentligt? Ja meget!

For de vestlige indvandrere og efterkommere fungerer fundamentalt set anderledes end ikke vestlige. Man behøver ikke engang pege på de åbenlyse forhold, at de er langt mindre kriminelle og i modsætning til ikke-vestlige faktisk er netto-bidragsydere til de offentlige finanser.

Det væsentlige er i virkeligheden, at de over tid ikke opretholder parallelsamfund og separate identiteter. De gifter sig ikke sjældent ind i etnisk danske familier og allerede i 2. generation, vil de på langt de fleste parametre være umulige at skelne fra folk af dansk oprindelse. De bliver kort sagt assimileret over tid.

Det samme gælder – i bedste fald – i mindre grad for indvandrere og efterkommere fra 3. verdenslande.

Så pointen er, at det tal, vi skal være bekymret for ikke er 20 men 13, andelen af ikke vestlige indvandrere og efterkommere. I 2060 vil der altså relativt set være mange flere af dem, men absolut vil de stadig være en mindre gruppe.

Hertil skal dog så eventuelt lægges i hvert fald en anseelig mængde af den gruppe af børn af efterkommere. Men vi vil næppe være i nærheden af de 20 procent af den grund. Et væsentligt faktum, som man kan have en tendens til at glemme, er at efterkommeres fertilitet ikke er særlig høj. Den ligger omkring 1,8. Det samme gælder  for ikke vestlige indvandrere, hvis fertilitet siden år 2000 er faldet drastisk, bl.a. som følge af 24 års-reglen. Kort sagt lider indvandrere og efterkommere fra 3. verdenslande – samlet set – af samme problem som danskere: de reproducerer sig ikke i tilstrækkelig grad til uden fornyet immigration at opretholde folketallet.

Bliver Danmark islamisk?

Et andet sprøgsmål er så, hvor mange af disse, der vil være muslimer? For det er jo i høj grad dem, debatten handler om.

Ja, det siger tallene faktisk ikke noget om. Reelt set ved vi ikke, hvor mange muslimer, der findes i Danmark i 2060 og vi ved heller ikke, hvor mange, der findes nu.

Men det er imidlertid muligt for mennesker, der beskæftiger sig med den slags at lave pålidelige skøn. Ifølge dem, så er der omkring 4-5 % muslimer i dag. I 2050 vil det tal være steget til lidt over 8 procent ifølge Pew. Tallet kan naturligvis blive højere, hvis immigrationen til Europa overstiger de forventninger, Pew har lagt ind i modellen og det kan også blive så lavt som 6,7 procent, hvis der slet ingen indvandring kommer.

Uanset om det er det ene eller det andet, der bliver tilfældet, så er vi tilsyneladende meget langt fra den dystopiske fremtid, hvor Danmark og Europa er blevet reduceret til en libanoniseret ruinhob, eller et slags occidentalsk kalifat. Undergangen er ikke nær.

Vi har brug for realisme, ikke alarmisme

Faktisk er antallet af muslimer så lavt, at Danmark – og Europa – burde være i stand til at håndtere den udfordring,  uden at det ryster den politiske orden i sin grundvold. Tilstedeværelsen af et muslimsk mindretal i den størrelsesorden burde heller ikke udfordre Danmarks identitet som et dansk og kristent land.

Ikke i sig selv i hvert fald.

Man kan frygte, at bevægelsen mod et mere mulietnisk samfund vil sætte skub i bevægelsen i retning af et ideologisk mulitkulturelt samfund. Pointen er dog, at hvis det er dette, vi frygter – og det gør jeg! –  så kommer udfordringen i mindre grad fra Islams udbredelse end vores egen alt for rodfæstede vankelmod, vores frygt for vores egen nationale skygge, vores ligegyldighed over for traditionens autoritet og vores i stigende grad sækulære tilværelsesforståelse.

Forsøger man at tegne et billede af en nær fremtid, hvor gaderne flyder med blod og hvor Islam er på vej til at majorisere landets politiske og kulturelle liv, ja så er man ikke ude i et analytisk ærinde, men et ideologisk. Så handler det om at mane et så sort billede frem af vores børns fremtid, at det legitimerer radikale politiske handler inden for og uden om det parlamentariske system lige nu.

Det har man naturligvis lov til, men på den anden side er det rimeligt at antage, at vi handler mest målrettet, afmålt og formålstjenstligt, hvis vi handler på baggrund af så sikker viden som mulig.

Hellere realisme end alarmisme

Vi skal med andre ord væk fra alarmismen og i retning af realismen. Og her vil et nøgternt blik hurtigt se, at der også uden truslen om Eurabia er meget overbevisende grunde til at føre en så restriktiv immigrationspolitik over for migration for 3. verdenslande.

For indvandrere og efterkommere fra 3. verdenslande er mere kriminelle end personer af dansk oprindelse. Og hvor personer med dansk oprindelse bliver stadig mindre kriminelle over tid, så er forholdet det modsatte for indvandrere/efterkommere, hvor efterkommerne netop er markant mere kriminelle end indvandrerne. (Alt dette kan man læse om i Danmarks Statistiks publikation Indvandrere i Danmark 2016.)

Indvandrere og efterkommere har en lavere erhvervsfrekvens og får flere offentlige ydelser. I skolerne får de lavere karakterer. Og selvom det jævnligt fejres som en succeshistorie, at flere efterkommere nu er kommet i gymnasiet, så får de også her lavere karakterer, ligesom der er begyndt at vise sig kraftige tegn på selvvalgt etnisk segregation i gymnasieskolen. Ja, i virkeligheden dækker succeshistorien desværre nok bare over, at gymnasiet i det hele taget er blevet mere ”demokratisk” over de sidste 10 år.

Rent økonomisk er indvandringen en alvorlig byrde for Danmark. Ifølge den store rapport fra Finansministeriet Indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser løber udgiften fra de ikke-vestlige indvandrer og efterkommer op i 33 mia. kr. – og det er i øvrigt per år. Nettoudgifterne til en indvandrer er i gennemsnit (alderstandardiseret) 95.000 kr om året, mens en efterkommer koster 51.000 kr. En danske bidrager til sammenligning netto med 10.000 kr.

Udover dette er der problemerne med kultursammenstød og radikalisering. Flere indvandrere fra muslimske lande betyder rimeligvis en større andel af islamister og voldsparate jihadister. Selvom de sidste kun udgør et lille mindretal, udgør de et stor problem. Et eksempel: En stor undersøgelse af britiske muslimer har vist, at langt størstedelen fordømmer selvmordsangreb. Det er kun 4 procent, der under visse omstændigheder bifalder det. Det er en lillebitte minoritet. Men numerisk udgør de over 100.000. Langt flere end det er muligt at overvåge og holde styr på. Pointen er, at selvom man – som undertegnede – måtte mene, at Islam i sig selv ikke udgør et sikkerhedspolitisk problem, kan man ikke afvise, at der til tilstedeværelsen af en stor muslimsk minoritet knytter sig sikkerhedspolitiske problemer.

En anden ting er små sammenstød i det daglige, ”mikroaggressionerne” for nu at bruge et modeord, misforståelserne og den mistillid, der tilsyneladende er et sociologisk naturfænomen, hvor forskellige grupper lever op af hinanden men ikke med hinanden. Det er straks svære at gøre op numerisk. Her råder de små fortællinger som Anders Orris’ beretning fra Haderslev eller Morten Papes store (og i øvrigt ret apologetiske) roman Planen om hans opvækst i et Ghetto-miljø plaget af den multietniske virkeligheds brutalitet og håbløshed.

Vores fremtid

Som indvandrerdebatten understreger, er fornemmelsen af et kultursammenstød allerede i høj grad til stede i dag. Og det oplagte spørgsmål er, hvordan situationen så vil være, når andelen af indvandrere og efterkommere fra 3. verdenslande er vokset betragteligt?

Man kan håbe på det bedste. Og det gør jeg i øvrigt, skulle jeg hilse at sige. Man kan også være optimist og pege på, at de socio-økonomiske ligheder mellem udlændinge og danskere er større end forskellene (og det er vitterligt godt at huske på), men på den anden side er det faktisk sådan, at det ofte er forskellene, der betyder noget. Så kan man naturligvis sætte sin lid til integrationen. Og lad os endelig gøre det. Det er i hvert fald vigtigt, at den fungerer. Men man må desuden i det mindste overveje den mulighed, at situationen for indvandrere og efterkommere også i fremtiden vil være nogenlunde som i dag. Det vil sige, at vi må overveje, at vi kan tage alle de integrationsrelaterede problemer, vi har i dag og gange med omtrent to.

Hertil kommer så, at det er et åbent spørgsmål, hvordan det vil gå de 3. generations indvandrere, der hos Danmarks Statistik optræder som ”af dansk oprindelse”. Jeg tvivler ikke på, at en væsentlig del af dem faktisk vil blive integrerede i et eller andet omfang, men det synes også rimeligt at antage, at i hvert fald en del af dem vil have omtrent samme profil som efterkommere.

Det vil sige, at de vil være væsentligt mere kriminelle end såvel danskere som indvandrere. De vil stadig udgøre en nettoudgift på de offentlige finanser. Og de vil i højere grad søge i retning af en identitet, der understreger deres ”andethed” i forhold til danskerne.

Selvom jeg altså vil medgive, at det bestemt er muligt at være optimistisk, så forekommer det mig, at en “alt andet lige” fremskrivning af Danmarks udfordringer med indvandrere og efterkommere fra 3. verdenslande peger på, at de kun vil blive større i fremtiden. Nej, Danmark vil ikke bryde sammen – Europa heller ikke. Der vil ikke kommen nogen borgerkrig. Islamiseringen vil ikke være noget, der plager danskerne, men derimod de muslimske minoriteter.

Men der vil være et højere konfliktniveau i samfundet. Der vil være større spændinger mellem de enkelte etniske grupper. Der vil være mindre tillid og mere polarisering. Der vil være flere og større ghettoområder og ”udenforskabet” i disse områder vil være mere udtalt end i dag. Der vil være mere krimininalitet begået af folk af fremmed herkomst. Der vil være en større og konstant trussel om politisk vold og terrorisme. Radikal islamisme vil værre en større udfordring end i dag.

Danmark er i dag et enestående fredeligt, tillidsfuldt og velfungerende land. Det er det, som er under pres. Og det er derfor, der skal føres en ansvarlig og realistisk indvandrer- og integrationspolitik, der begrænser immigration mest muligt, bekæmper islamisme i alle dens former og skaber de bedst mulige incitamenter for integration og assimilation.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside