Efter 100 dage: Trump svigter sit projekt

3. maj 2017
3 minutters læsetid

Af Thomas Gress

Det er 100 dage siden, at Trump blev indsat som præsident i den måske mest sensationelle politiske sejr nogensinde.

Trods forbløffende ringe debat- og formuleringsevner (der fik mig til at tro, at han ville tabe) lykkedes det Trump at vinde en uhørt stor sejr målt i valgmandsstemmer. Ikke bare over Hillary Clinton men også hele det politiske etablissement samt langt de fleste meningsdannere, der enstemmigt forudså og håbede på en Clinton-sejr.

Dét er vigtigt at erindre i disse dage, nu hvor Trump i sine politiske prioriteringer mere og mere ligner en typisk neokonservativ republikaner, især mht. skatte og forsvarspolitikken.

De ringe debatpræstationer var en bekræftelse af dét, som mange allerede dengang vidste: Trump er ingen stor intellektuel og har formentlig ikke gjort sig særlig dybe tanker om noget som helst af samfundsvidenskabelig beskaffenhed ud over, hvad der vedrørte hans egne forretningsinteresser.

Trumps valg af ministre

Netop derfor fulgte de politiske kommentatorer i dagene op til og efter Trumps indsættelse nøjsomt med i alle Trumps udnævnelser, eftersom de altafgørende detaljer og nuancer i den politik, som Trump ville føre, ville skulle tegnes og tilrettelægges af de ministre, Trump udnævnte.

Fordi Trump selv er et intellektuelt tomrum var det derfor altafgørende, hvem der ville være hans håndlangere.

Udnævnelsen af Jeff Sessions til justitsminister og Steven Bannon som chefstrateg syntes at antyde en vigtig sejr for en ny gren af konservatisme og forhåbninger om et reelt alternativ til den progressive dagsorden, der har domineret Vestens inden- og udenrigspolitik de seneste årtier. Valget af General John Kelly som minister for Intern Sikkerhed (red: egen oversættelse fra Homeland Security) og Andy Puzder som beskæftigelsesminister antød derimod, at de kræfter som Trump udryddede under primærvalgene, stadig var i stand til at udøve betydelig indflydelse, formentlig gennem vicepræsidenten Mike Pence, hvis fingeraftryk kunne læses på flere af Trumps beslutninger.

Svigtet på indvandringspolitikken

De seneste tre måneder er det dog begyndt mere og mere at ligne, at Trump desværre mangler formatet til at gennemføre den dagsorden, han ellers var valgt til.
Den underliggende årsag til Trumps valgsejr skulle findes i antipatien mod globaliseringens mange sociale slagsider, hvor indvandringen var det centrale anke.

Siden Reagan amnestien i 1986 har såvel republikanere som demokratere, efter opfordring fra stærke erhvervsinteresser og den oikofobiske venstrefløj undergravet retsfølelsen ved at nægte at håndhæve loven over for de illegale. Samme interessegrupper lokkede eksempelvis præsident Bush ud i at foreslå en ny amnesti tilbage i 2006. Senest under Obama valgte man i 2012 at udstede dekretet DACA, ”Deferred Action for Childhood Arrivals”, hvor personer, der ulovligt blev bragt til USA som unge, kunne undgå udvisning og samtidig opnå arbejdsopholdstilladelser.

Der var altså tale om en de facto amnesti ved dekret, hvorfor det er svært at forestille sig et mere oplagt dekret for Trump at tilbagekalde. Men intet er der sket. Ikke blot har Trump undladt at tilbagekalde dekretet, der udstedes stadig nye opholdstilladelser til DACA-børnene.

Ligeledes med den omtalte mur, hvor der i den netop vedtagne finanslov ikke er afsat midler til dens opførsel. For at det ikke skal være løgn, er der gennemført en række begrænsninger for, hvordan Trump kan anvende nye midler til grænsesikkerhed. Et muligt smuthul, hvor man ved brug af en lov fra 2006 kunne iværksætte opførslen af mur er også blevet lukket.

I stedet for at fortsætte kampen på den slagmark, der bragte Trump sin sensationelle sejr, har han i stedet valgt at markere sig som en mere traditionel republikaner: et missilangreb mod Syrien, der i bedste fald intet udretter, men i værste fald kan føre til Assads afsættelse og fuldbyrdelsen af folkemordet på kristne i Mellemøsten; og holden fast i de alliancer, der blot lægger USA til last og luller ellers velstående lande i en dødsensfarlig forsvarspolitisk søvn.

Dommen over Trump?

Betyder alt dette, at Trump helt bør afskrives?

Det er nok stadig for tidligt, men de første 100 dage bekræfter valgkampens værste anelser. Jeg vil dog vove den påstand, at det stadig var rigtigt at bakke op om Trump, fordi han om ikke andet viste, at et klassisk konservativt budskab i modsætning til den stedse mere militante progressivisme, der hidtil har lammet USA og Vesten, absolut stadig vinder gehør hos de amerikanske vælgere.

Dermed har han, selv hvis han viser sig at være en total fiasko, om ikke andet, banet vejen for fremtidige konservative af den rette støbning.

Mere herom i et senere indlæg.


Thomas Gress cand.polit fra Københavns Universitet, dansk-amerikaner, og er vokset såvel ”over-there” som herhjemme. Han har en brændende interesse for samfundsvidenskaben, amerikansk og europæisk historie, og bidrager med sit brede kendskab og interesse for amerikanske samfundsforhold og USA’s internationale rolle.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside