Suveræniteten er magten til at definere et folk

18. april 2017
4 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Den 2. april 2017 kunne man på Critiques sider læse et glimrende kronik af Søren Hviid Pedersen. Indlæggets absolut bærende pointe var, at ”suverænitet” må betragtes som et aldeles uomgængeligt og centralt begreb i konservativt tankegods, og i forlængelse heraf gjorde Søren Hviid Pedersen sig i et par interessante tanker om begrebets beskaffenhed og vigtighed.

Lektor Pedersens gode betragtninger til trods vil jeg i det følgende gøre et par bemærkninger til netop begrebet suverænitet. Hovedærindet er at blotlægge, at begrebet er mere komplekst end mange tror.

Hvad er suverænitet?

Suverænitet er som begreb tæt knyttet til magt. Det handler om magten i de situationer, hvor de normale systemer til behandling af tvister viser sig utilstrækkelige. Og i særlig grad handler det om retten til at definere fremtidige systemer til behandling af tvister. ”Souverän ist, wer über die Ausnahmezustand entscheidet”, som Carl Schmitt skrev allerede i 1920’erne.

Af dette kan vi udlægge to ting: For det første, at suverænitet defineres konkret – ikke abstrakt. Sådan vil og må det altid være i praksis, og når det kommer til magt og magtanvendelse, er praksis det eneste relevante. For det andet, at i en undtagelsessituation – når vi står foran det ekstraordinære – så nytter sniksnak om abstrakte principper ikke meget, hvis det ikke er koblet til en (potentiel) konkret handling. Og at definere disse konkrete muligheder for handling i den ekstraordinære situation, dét er suverænitet.

Suveræniteten og den liberale retsorden

Ud fra dette perspektiv kan vi tilføje den første nuance til Søren Hviid Pedersens betragtninger: Er den liberale retsorden så uden betydning, som Søren Hviid Pedersen skriver? Svaret på dette spørgsmål må vi nødvendigvis dele i to, thi en liberal retsorden kan jo i sagens natur både være national og international.

I begge tilfælde kan vi dog hastigt konkludere, at en liberal retsorden bestemt ikke er uden betydning. I praksis vil den givne retsorden jo fungere som magtens redskab i den fredelige hverdag – i de normale situationer, hvor den endelige autoritet ikke bringes i tvivl.

Men en liberal retsorden kan aldrig definere suveræniteten. Og det kan den ikke af lige præcis den årsag, som jeg anfører ovenfor: Suverænitet handler om den ekstraordinære situation. Om de situationer, hvor den gældende retsorden kommer til kort. Hvor konflikten opstår. Hvor magten pludselig skal (re)aktiveres, og en orden defineres.

Jeg vil ikke gå så vidt som Søren Hviid Pedersen og kalde den liberale retsorden for suverænitetens negation. Men en liberal retsorden lever på og under en bestemt suverænitets – eller skulle vi sige: suveræns? – nåde og vilkår. Og i den situation, hvor vi skal definere suveræniteten, da bliver den liberale retsordens materielle indhold temmelig ligegyldig.

Ovenstående gælder sådan set uanset, om retsordenen er national eller international. Dér, hvor forskelligheden mellem de to for alvor kommer frem, er i den praktiske sandsynlighed for, at suveræniteten skal defineres. I en stabil, national retsorden – også en liberal – vil dette af så utrolig mange årsager sjældent blive relevant. I en international retsorden vil det derimod være et konstant spørgsmål. Ligesom det internationale pengesystem ikke har en ”lender of last resort”, så mangler vi en ”sovereign of last resort” internationalt.

Dette betyder bestemt ikke, at en sådan suverænitet ikke kan etableres – for det kan den. Men etableringen af en sådan kræver pr. definition et opgør med den eksisterende orden.

Begrebet folkesuverænitet

Ovenstående kan man også gøre sig klart ved at kigge på en af de mest dominerende og samtidig mest besynderlige tankekonstruktioner i moderne, europæisk rets-, forfatnings- og politisk historie, nemlig begrebet ”folkesuverænitet”.

Dette begreb finder man særlig i germansk retstradition, og begrebet spiller således en central rolle i både den tyske og den østrigske forfatning. I præamblen til den tyske Grundgesetz hedder det således, at det tyske folk ”i kraft af sin forfatningsgivende magt” har givet forfatningen, og i artikel 20(2) hedder det, at ”alt statsmagt udgør fra folket”. Også den østrigske forfatnings artikel 1 siger direkte, at ”Østrig er en demokratisk republik. Dens ret udgår fra folket”.

”Folket” er imidlertid en abstrakt størrelse, der ikke kan agere som én samlet enhed uden et givent medium – en stat, en konge, et parlament, osv.; dermed bliver ”folket” som kilde til suverænitet en umulighed: Hvordan kan ”folket” i al sit abstrakte vælde definere op og ned – og her skriver jeg bevidst ikke ”ret og uret” – i de ekstraordinære situationer, hvor suveræniteten skal defineres?

I erkendelse heraf har man selv i de to nævnte folkesuverænitetsrepublikker heller ikke helt opgivet at have et statsoverhoved – der skal være nogen for enden af bordet, hvis det hele brænder fuldkommen sammen. Og I vort eget lille kongerige udfylder monarken naturligt denne rolle. Det er her – hævet over dagligdagens politiske beslutninger om chokoladeafgifter, strafferammer for lommetyveri og administrationen af udlændingeloven – at suveræniteten defineres. Det er ikke et historisk kuriosum, at der er så tæt en knytning mellem de væbnede styrker og kongehuset.

Suveræniteten er magten til at definere et folk

Konklusionen: Ja, suverænitet er afgørende, men begrebet kan ikke direkte kobles til ”folket”, da suverænitet er så tæt knyttet til magt. Så selvom suveræniteten er ”forudsætningen for, at denne klodes mennesker, kulturer og civilisationer kan leve og eksistere”, som Søren Hviid Pedersen skriver, så er suverænitet ikke det samme som folkets uindskrænkede vælde over sig selv. Det er snarere det faktum, at der eksisterer en magt, der kan definere et folk i politisk og juridisk – ikke kulturel – forstand.

Dette betyder også, at suverænitet ikke kan deles frit og afgives uden konsekvenser. Øget internationalisering og juridisk suverænitetsafgivelse betyder nemlig, at magten til at definere et folk udvandes; og dermed eroderes forudsætningen for, at ”kulturer og civilisationer kan eksistere”.

Alternativt er konsekvensen en kamp om denne definitionsret – en kamp om suveræniteten – i hvilken én part (gradvist) tager sig mere og mere ret til at definere en demos og dermed til at definere og etablere sin egen grund, ”hvorpå man kan realisere institutioner, traditioner, vaner og fællesskab”.

Og denne erkendelse af suverænitetens politiske grundlag og komplekse natur er såre relevant i en tid, hvor suverænitet i højere og højere grad defineres som nogle få justitsministerielle juristers (udvidende) fortolkning af Grundlovens § 20.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol. og ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, hvor han arbejder med erhvervsorganisationers indflydelse på lovgivningsarbejdet. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside