Af Christian Egander Skov
Terrorangrebet i Stockholm har forfærdet os, fordi vi endnu en gang har fået lejlighed til at smage afmagten. Sandheden er, at vi intet kan stille op, når fjenden allerede er iblandt os og når han ikke behøver andre våben end fanatisme og et motorkøretøj.
Ingen tweets om medfølelse, ingen skriftlige tilkendegivelser om chok og deltagelse fra den måbende Facebook-offentlighed og ingen manende ord om at stå sammen (om hvad og med hvem?) kan ændre det faktum.
Men selvom afmagten over for det konkrete er en realitet, er afmagt ikke noget, vi kan tillade os at svælge i. Så bliver den en selvopfyldende profeti. En del af afmagtsfornemmelsen stammer fra den kendsgerning, at vi har mere end vanskeligt ved at acceptere, at vi står i en ny situation. Hver gang den nye virkelighed, der allerede er en realitet, melder sig, føles det som en åndelig mavepuster.
Første skridt ud ad afmagten er erkendelsen af den situation, der har været vores i snart 17 år. Vi er i en konflikt med en væbnet doktrin, islamismen, der alenelever af og på fjendskabsforholdet til Vesten. Der er ingen dialog mulig, kun kamp.
På grund af masseindvandringen fra den muslimske verden er frontlinjen hver eneste gadehjørne i vores byer. Det er virkeligheden.
Men vi er ikke i krig mod Islam. Nej den krig, der raser i vores gader, raser med større styrke i den muslimske verden. Den er i høj grad en indre islamisk borgerkrig om den muslimske verdens fremtid og den rette forståelse af Islam. Vi har to alvorlige problemer i den forbindelse.
For det første er denne borgerkrig en, der afgøres af en åndelig kamp mellem muslimer. Vores ord har ingen, eller ringe vægt. Vi er i forhold til det grundlæggende tvunget til at være tilskuere. For det andet er det ikke en kamp, vi står til at vinde. Islamismen er den mest vitale, inspirerende og mobiliserende kraft i den muslimske verden. Også i Europas voksende muslimske diaspora vinder islamismen frem, når unge muslimer skyr det danske såvel som deres forældres etniske og kulturelle identitet til fordel for identifikationen med et verdensomspændende muslimsk broderskab.
Erkendelsen af islamismen som vores relevante fjende er afgørende. Det er mere præcist, afmålt og korrekt end den analyse, der vil gøre Islam – og dermed ipso facto udøvere af Islam – til fjenden. En analyse, der helt ser bort fra, at vores væsentligste allierede i denne kamp nødvendigvis må være muslimer, der vil noget andet. Fokusset på islamismen er samtidig bredere end den analyse, der vil insistere på, at vores fjende alene er et stærkt begrænset antal jihadister, og som derfor er ude af stand til at forstå udfordringens omfang og latente trussel mod den politiske orden i Vesten.
Ayaan Hirsi Ali har for nyligt i et interview udtrykt det præcist og rammende:
“What the Islamists call jihad,” she continues, “is what we call terrorism, and our preoccupation with it is, I think, a form of overconfidence. ‘Terrorism is the way of the weak,’ we tell ourselves, ‘and if we can just take out the leaders and bring down al Qaeda or ISIS, then surely the followers will stop their jihad.’ But we’re wrong. Every time Western leaders take down a particular organization, you see a different one emerge, or the same one take on a different shape. And that’s because we’ve been ignoring dawa.”
Ms. Hirsi Ali wants us to get away from this game of jihadi Whac-A-Mole and confront “the enemy that is in plain sight—the activists, the Islamists, who have access to all the Western institutions of socialization.” She chuckles here: “That’s a horrible phrase . . . ‘institutions of socialization’ . . . but they’re there, in families, in schools, in universities, prisons, in the military as chaplains. And we can’t allow them to pursue their aims unchecked.”
Hvis fjenden ikke er den snævre gruppe af terrorister, men den bredere gruppe af islamister, så er vores primære problem ikke jihad men ” dawa” argumenterer Hirsi Ali.
Dawa er en missions- og radikaluseringsbestræbelse, hvorom Hirsi Ali siger
“It aims to convert non-Muslims to political Islam and also to push existing Muslims in a more extreme direction.” The ultimate goal is “to destroy the political institutions of a free society and replace them with Shariah.” It is a “never-ending process,” she says, and then checks herself: “It ends when an Islamic utopia is achieved. Shariah everywhere!”
Her står den åndelige og politiske kamp, både i og uden for Vesten. Så længe der er islamisme vil der være opløb til islamisk generalmobilisering mod os, og så længe det er tilfældet, vil vi blive ramt af terror.
Vi står i en global kamp mod islamismen, som må bekæmpes juridisk, politisk, kulturelt og militært.
