Amerikanske Tænkere kaster lys over en amerikansk intellektuel tradition, der er rigere end vi tror, og som med det overraskende udfald af det amerikanske præsidentvalg er sjældent aktuel.

Af Christian Egander Skov

Amerika er på alles læber og i alles sind, altid og hele tiden. Særligt nu, hvor præsidentvalgets uventede resultat har taget det meste af den dannede offentlighed på sengen og givet dem noget at tænke over. Men interessen for Amerika stikker dybere end som så.

Der er dem, der vil hævde, at europæisk tankegang er blevet koloniseret af amerikanisme. Indtil for nylige oplevede vi globalisering som amerikanisering. Alligevel har vi ikke taget amerikansk tænkning alvorligt, eller har i hvert fald ikke traditionelt gjort det.

Amerikanerne både tænker og handler

Vi har sagt: ”Amerikanere handler, de tænker ikke.” I modsætning til os europæere, der ikke handler men tænker. Måske dækker holdningen over, at vi klynger vi os til en følelse af intellektuel overlegenhed, der skal skjule, at vi har tabt status i enhver anden henseende. Vi kan intet andet end betragte og vurdere på afstand. Vi er ikke længere i stand til at handle og derfor tænker vi. Amerikanerne derimod er tvunget til at handle, og så vidt som de vil handle klogt, er de også tvunget til at tænke. Amerikanerne er tvunget til at handle på deres tænkning og tænke over deres handlinger. Derfor betyder både tænkning og handling mere dér end her.

Det er på den baggrund, at man må kalde Christian Olaf Christensen og Astrid Nonbos antologi Amerikanske Tænkere en gave til en offentlig debat, hvor vi ofte forholder os til USA uden at tage amerikanske forhold alvorligt.

Præmissen for bogen er den provokerende, at mange amerikanere ikke alene er i stand til at tænke, deres tanker er også værd at beskæftige sig med. Bogen er ud af den tradition, som man typisk kalder intellektuel historie. Dens fokus er ikke tanker og idéer i deres relation til Sandheden – med stort S – men derimod tanker og idéers relation til menneskers liv og virkelighed. Det drejer sig altså om idéer, der har været med til at forandre USA eller på anden vis udøvet indflydelse på samfundslivet.

Og selvom antologiens redaktører har deres udgangspunkt i Idéhistorie på Aarhus Universitet, har de tilsyneladende et godt blik for, at politisk handling ikke nødvendigvis drejer sig om dristig forandring eller endog revolution. Således beskæftiger bogen sig både med liberale (altså i amerikansk forstand), egentligt venstreorienterede og – hold nu godt fast – konservative tænkere.

Tro mod den intellektuelle situation i USA – indtil for ganske nyligt – er de liberale tænkere foranstillet de konservative, mens de egentligt venstreorienterede er hæftet på til sidst. Ja, sådan er det jo derovre. Eller sådan var det i hvert fald. I det følgende vil jeg kort se nærmere på bogens behandling af de tænkere, den hævder som konservative: Buckley, Keenan, Niebuhr og Strauss.

Fusionismens fødsel

William F. Buckley var den måske vigtigste konservative intellektuelle i det 20. århundrede. Ikke fordi hans konservative tænkning nåede samme højder som samtidige konservative intellektuelle, eksempelvis litteraten Russel Kirk eller filosoffen Eric Voegelin, men fordi Buckley formåede at organisere en intellektuel konservativ bevægelse og knytte forskellige personligheder og strømninger sammen i én bevægelse.

Frem til 1950’erne havde der ikke været en egentlig konservatisme i USA og det var i høj grad Buckleys fortjeneste, at den opstod. I sit tidsskrift National Review lod han både statshadende libertarianere, kampberedte antikommunister og teoretisk velbevandrede traditionalister bidrage og skabte dermed baggrunden for en konservativ konsensus, der ofte kaldes fusionisme. Amerikansk konservatisme betød herefter forsvaret for frie markeder og traditionelle kristelige værdier og kampen mod kommunismen i USA og på verdensplan.

Lektor Niels Bjerre Poulsen skriver godt og veloplagt om Buckley i sit bidrag til Amerikanske Tænkere og hans kapital kan anbefales som en god og fair introduktion til en af det 20. århundredes væsentligste konservative intellektuelle. Det samme gælder Vibeke Schou Tjalves kapitel om teologen Reinhold Niebuhr samt Kasper Grotle Rasmussens kapitel om George F. Keenan, den berømte udenrigspolitiske tænker, der formulerede doktrinen om inddæmning af verdenskommunismen. Begge tilhørte gruppen af antikommunistiske intellektuelle, der – i hvert fald i en periode – leverede ideologisk ammunition til USA’s udenrigspolitiske og militære indsats mod kommunismen.

Tvivlens tænker

Særligt Niebuhr er i den forbindelse interessant, fordi han ud fra et kristent udgangspunkt i mellemkrigstiden formulerede et udenrigspolitisk imperativ for USA om at gå aktivt ind i kampen. Landet måtte ikke opfatte sig som et, der stod over og uden for striden mod de totalitære regimer, men som et, der i kraft af sin vælde, måtte engagere sig. Niebuhr kan siges at være en af dem, der formulerede den etiske-ideologiske baggrund for den opfattelse af USA’s rolle i verden, der har behersket landets udenrigspolitiske tænkning frem til nu – på tværs af partierne. Niebuhr er da også både en af Obamas helte og en skikkelse, der ofte fremhæves af konservative udenrigspolitiske høge i USA.

Vibeke Schou Tjalve undlader ikke at tage stilling i denne kamp om Niebuhrs eftermæle. Hun kalder ham tvivlens tænker og forbinder ham indledningsvist til Obama, ligesom hun bruger en del krudt på at vise, at han netop ikke opfattede sig selv som konservativ, og at han i øvrigt udviklede sig til kritiker af overdreven militarisme.

Samme tema om omvendelse fra en hårdere til en blødere udenrigspolitisk linje finder vi i øvrigt i Grotle Rasmussens kapitel om Keenan. I begge tilfælde opfattes denne udvikling både som positiv såvel som det væsentligste perspektiv at se pågældende tænkere i.

Her kan man nok overveje om der ikke ligger en vis skævhed i, at Amerikanske Tænkeres bidragsydere så indædt forsøger at redde de tænkere, som bogens redaktører har stemplet som konservative, fra konservatismen. Ja, det er som om, at vi overhovedet skal beskæftige os med dem, netop fordi de ikke alligevel var så konservative.

De var altså gode nok.

Anti-intellektuel konservatisme?

Samme redningsaktion forsøger Bjerre Poulsen ikke at udføre på Buckley, som er og bliver konservativ. Men også her træder tendensen alligevel frem til at lægge afstand mellem den konservative tænker og så konservatismen. I kapitlet om Buckley gøres det endog noget hårdhændet ved at påstå, at konservatismen efter Buckley, ja allerede i løbet af 70’erne, blev anti-intellektuel. Ok, i vores aktuelle situation er det måske ikke en vurdering, der vil støde de fleste læsere. Men man må dog alligevel spørge, om det ikke er en forkert vurdering af konservatismens forhold, en for kraftig understregning af dens intellektuelle forfald.

Det er jo netop i 1970’erne, at konservatismen får en intellektuel saltvandsindsprøjtning i form af den første generation af neokonservative intellektuelle som Irving Kristol, Nathan Glazer og Daniel Bell. Det er også på dette tidspunkt, at de konservative tænketanke som AEI og Heritage for alvor begynder at udvikle sig til intellektuelle kraftcentre, der dels skabte rammerne om mange konservative intellektuelles karriere, dels knyttede konservativ tænkning til konservativ politik på en helt anden måde ned tilfældet havde været i 1950’erne.

Niels Bjerre Poulsens forfaldshistorie taber dette helt af syne. Det er naturligvis meget reelt at diskutere, hvordan det står til for intellektuel konservatisme i dagens USA og hvorfor det står sådan til, men det bør nok gøres på et lidt mindre polemisk og lidt mere forsigtigt grundlag.

Strauss og straussianismen

Mens de neokonservative glimrer ved deres fravær i Niels Bjerre Poulsens forfaldshistorie, er de til gengæld kraftigt til stede i Manni Crones kapitel om filosoffen Leo Strauss. Denne var en indflydelsesrig professor i filosofi, der siden har dannet skole: den såkaldte straussianisme. Dens hovedpåstand har groft sagt været, at vi ikke skal læse den klassiske filosofi med moderne øjne, men derimod læse den moderne verden med den klassiske filosofis øjne. Straussianisme bliver derfor let en konservativ og modernitetskritisk position.

Populært forbindes Strauss og straussianerne med neokonservatismen, og Manni Crone forsøger også at lokke læserne til at acceptere denne forbindelse – hvor tvivlsom den end måtte være. Uden at gå i detaljer vil jeg bemærke, at jeg ikke finder synspunktet overbevisende. Der er ikke nogen stærk ideologisk eller idéhistorisk forbindelse mellem straussianisme og den form for neokonservatisme, vi husker fra 00’erne. Endnu vagere bliver forbindelserne mellem den form for neokonservatisme, der var samtidig med Strauss, og så straussianismen.

Ihærdigheden hvormed Crone alligevel forsøger at få kabalen til at gå op, skæmmer i nogen grad kapitlet. For det bliver mere end vanskeligt at forstå, hvad Strauss’ filosofi egentlig gik ud på, når forfatteren med al hast forsøger at trække læserens opmærksomhed frem til Irakkrigen. Og det bliver på den anden side noget overfladisk – for nu at sige det mildt – når Irakkrigen forsøges forstået som et udslag af, at nogle neokonservative straussianere havde læst for meget om de peloponnesiske krige.

Her bruges idéhistorien ikke til at trænge ind i problemerne, men til at genfortælle en skrøne.

Bogens mangler

Her havde det været meget bedre med et kapitel om nogle af de egentlige neokonservative, f.eks. førnævnte Irving Kristol, der har samme position inden for denne konservative tradition, som Buckley havde i mere gængs konservatisme. Man kunne så med fordel have strøget kapitlet om den uinteressante og ikke-konservative ”filosof” Ayn Rand, der desværre har fundet vej til bogen. Ja i det hele taget kunne redaktørerne nok have overvejet, om det var en god idé at lave et afsnit om konservative tænkere, hvor kun to uden alt for store krumspring kan rubriceres som konservative, nemlig Buckley og Strauss.

Disse kritiske kommentarerer skal imidlertid ikke skygge for, at Amerikanske Tænkere er en udmærket antologi med et forfriskende højt ambitionsniveau. Kapitlerne er velskrevne og lette at gå til. For alle der interesserer sig for tænkning og politik i USA – og det bør man interessere sig for netop nu – er bogen et godt sted at begynde.

Astrid Nonbo Andersen og Christian Olaf Christiansen (red.): Amerikanske tænkere. Informations forlag, 2016.

Christian Egander Skov er redaktør ved Årsskriftet Critique og ph.d. i historie.