Duplik: Iben Bjørnssons problematiske motivanalyse

8. marts 2017
3 minutters læsetid
Jens Wendel-Hansen svarer her på Iben Bjørnssons kritik af hans artikel Grønlandshistoriens blinde vinkler fra Replique.

Iben Bjørnsson har som svar på min artikel i Replique anfægtet, at jeg tillægger hende holdninger, som hun ikke har. Jeg benægter ikke efter at have læst hendes svar, at jeg har været en smule unuanceret i mine gengivelser af hendes holdninger, men jeg vil gerne have lov til at begrunde, hvorfor jeg har gjort disse antagelser, som jeg i øvrigt finder det beklageligt, at Iben Bjørnsson finder så problematiske, at hun mener, at det blokerer for enhver diskussion af mine faglige pointer. Jeg har dog i øvrigt svært ved at forstå, hvordan de skulle være så problematiserende.

Var moderniseringen et problem i sig selv?

For det første anfægter Iben Bjørnsson, at jeg har tillagt hende det synspunkt, at bygdelukninger, danskundervisning og skoleophold skete med det formål at ødelægge det grønlandske samfund. I så fald har jeg udtrykt mig uklart. Jeg har ikke ønsket at tillægge Bjørnsson det synspunkt, at det var det danske formål med at tilføre disse elementer at bringe ødelæggelse til det grønlandske samfund, men derimod det synspunkt, at hun mener, at denne ødelæggelse, der angiveligt skulle være konsekvensen af disse tiltag, er relevant at inddrage i en diskussion om, hvorvidt Danmark skal give Grønland en undskyldning.

Hvorfor skulle det være et relevant emne for Iben Bjørnsson at nævne i denne debat, hvis ikke netop det nævnte har medført skade på det grønlandske samfund? Når jeg har været så fræk at antage, at der hermed mentes en ødelæggelse af det grønlandske samfund, så er det, fordi det er det, både danske og grønlandske moderniseringsskeptikere i samtiden fremhæver som faren ved tiltagene – altså at man ofrer den grønlandske kultur og dermed det grønlandske samfunds egenart i moderniseringsprocessen.

Jeg erkender dog, at dette dog kunne være beskrevet med flere nuancer – f.eks. er en af de senere tilkomne problematiseringer, at det medførte psykiske mén på mange grønlændere at blive sendt på skoleophold eller at være reduceret til tilskuere til processen i Grønland. Det ændrer imidlertid ikke på, at hverken bygdelukninger eller danskundervisningen var problematiske i sig selv, men alene bliver relevant i en diskussion om en undskyldning til Grønland, når der ses på de konsekvenser, de medførte.

Undskyldningen til Grønland

For det andet anfægter Iben Bjørnsson, at jeg har tilskrevet hende det synspunkt, at hun opfordrer til, at den danske stat skal give en undskyldning til Grønland. Bjørnsson skriver i sit svar, at det, hun har sagt, er, at ”spørgsmålet om behov for undskyldning må rejses og defineres af den grønlandske befolkning selv”, og at ”Hvis det sker, mener jeg at den danske stat bør være lydhør”. Når jeg lidt hurtigt læste hendes kronik som en opfordring til, at der afgives en undskyldning fra den danske stat, så er det, fordi – som Bjørnsson i øvrigt er inde på med sin henvisning til Hans Enoksens udtalelser i den henseende – at et sådant udtrykt behov er fremstillet af det officielle Grønland. Det skete i forbindelse med nedsættelse af forsoningskommissionen i 2013, men er også sket i flere konkrete eksempler, f.eks. de første skoleophold i 1950’erne, der blev problematiseret i 2010 i forbindelse med premieren på filmen Eksperimentet om samme emne.

Som jeg ser det, er vi altså et skridt længere fremme, og hvis Bjørnsson dermed mener, at der kun skal et grønlandsk ønske om undskyldning til, så må det være forståeligt nok, at hendes kronik kunne læses som en opfordring til afgivelsen af en undskyldning, nu hvor sådanne behov flere gange er blevet ytret. Hvad jeg derefter greb fat i, var, at en sådan undskyldning, hvis den skal afgives, skal gøres på et retvisende grundlag. I denne forbindelse fremførte jeg så flere punkter, hvor de eksempler, som Bjørnsson fremdrager, ikke i min optik kan siges at udgøre et sådant grundlag.

Bjørnssons motivanalyse

Sidst, men ikke mindst finder Iben Bjørnsson det problematisk, at jeg har bragt mit svar i et ”erklæret konservativt tidsskrift”. Dertil er at sige, at jeg på opfordring fra tidsskriftet selv tilsendte Replique artiklen i samme form, som jeg havde fået den afvist af Politikens debatredaktion. Tidsskriftets henvendelse er ikke i sig selv mærkværdig, da jeg for det første selv er tilknyttet foretagendet, der driver Replique, om end jeg ikke selv sidder i redaktionen, og for det andet fordi emnet appellerer til tidsskriftets læserskare. Derudover er tidsskriftet ikke, hvad Bjørnsson lader til at tro, etableret med det formål at bringe ensidige, polemiserende og ideologisk betingede artikler, men derimod oplysende artikler på akademisk niveau af interesse for en borgerlig offentlighed. Jeg har ikke selv bidraget med artikler til Replique af anden end denne art.

Jeg erkender, som jeg også har nævnt, at jeg kunne have formuleret mig blødere i gengivelsen af Bjørnssons synspunkter, men jeg mener derimod ikke, at de ”store fede stråmænd”, mine ”faglige pointer er pakket ind i”, på nogen som helst måde burde afholde Iben Bjørnsson fra at indgå i en egentlig diskussion om sagens kerne endsige berettige hende til at beskylde mig for at ”lege neutral”, hvilket jeg har meget svært ved at forstå som andet end en beskyldning om manglende akademisk lødighed.

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside