Grundtvig og populismen

13. februar 2017
2 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Gamle Grundtvig har aldrig fået lov at hvile i sin grav. Det er jo i øvrigt en god ting. Men alligevel; noget af det, der altid har undret mig, er hvor meget elastik, der egentlig er i de grundtvigske hoser.

En ting er, at han er ligedele husgud for Det Radikale Venstres intellektuelle landbofløj i Grundtivgsk Forum og for mange nationalkonservative. Noget andet er, at Grundtvig også i svundne tider blev adopteret af agrarromantiske maoister på venstrefløjen. Og så er han selvfølgelig for nyligt blevet adopteret af Trump-apologetikken. Man håber ikke hoserne revner, men man frygter, at de allerede er revnede, og at det mere handler om at lappe virkeligheden med små fragmenter af Grundtvig, så det hæslige bliver lidt kønnere eller udstyres med en duft af folkelig hjemstavnsret.

Angående den forbindelse mellem Grundtvig og nationalpopulisme, som vistnok er på mode, har historiker og ph.d.-stipendiat Kasper Haunstrup Madsen skrevet et glimrende indlæg i Weekendavisen.

“Som i så mange andre debatter må den gode, gamle Grundtvig trækkes op af graven og bruges som politisk kasteskyts i den igangværende kulturkamp.

Når han nu allerede er oppe fra sit hvile, kan vi lige så godt stille skarpt på, hvad den gamle skjald faktisk mente om folket. Der hersker ingen tvivl om, at Grundtvig var dybt forelsket i folket, men det var ikke blind kærlighed. Folkestemningen var nemlig flygtig, som han gav udtryk for i foredragsrækken »Mands Minde« i slutningen af 1830rne.

Den havde tryllebundet ham under de danske stænderforsamlinger, men ligeledes også forfærdet ham, da den medvirkede til guillotinernes Paris og malede gaderne røde med royalt og gejstligt blod. Grundtvig så på en og samme tid det bedste og det værste i folket. Derfor blev en af hjørnestenene i den grundtvigianske bevægelse netop folkeoplysningen. Almuen skulle opdrages til altid at have det fælles bedste for øje. Sammenligner man det med trumpisternes blinde tiltro til det amerikanske folk, er det svært at se lighederne de to imellem.”

Haunstrup Madsen, der jo i øvrigt også er noget så sjældent som en konservativ intellektuel – med baggrund i KU’s hvide fløj – slutter af med denne mere principielle betragtning, som jeg helt tilslutter mig:

“Den nationalkonservative bevægelse har altid gået på to ben. Fra den konservative tradition har man en sund skepsis over for det abstrakte og en modvilje mod pludselige omvæltninger af den bestående orden. Fra den grundtvigsk­inspirerede nationalromantik har man en kærlighed til sprog, folk, kultur og historie, men ligeledes også en skepsis over for selvtilstrækkelighed.

I 1807 skrev Grundtvig således, at »aldrig kan ægte Fædrelandskiærlighed byde Mennesket, at forstørre sin Indskrænkning, ved at binde sig til et Lands Grændsepæle«. Nationalkonservatismen vil i sagens natur værne om institutionerne, men også sproget, historien og kulturen. Dertil nytter det ikke, at den stiller sig ukritisk bag folkestemningen, for denne er, som Grundtvig rigtigt nok bemærkede, flygtig. Og når man samtidig forsvarer løgne, fordi de er politisk opportune, kaster man enhver intellektuel hæderlighed over bord. Ingen af delene gavner den nationalkonservative sag.”

Præcis. Eller sagt på en anden vis. Populismen og den folkelige opstand mod vores globalistiske eliter vidner om elitens svigt, men det betyder ikke, at vi skal lade os føre ved snuden af folkestemningen.

Populismen har ingen svar i sig selv, men er først og fremmest reaktion. En sund konservatisme må gribe dette opgøret øjeblik, men gøre det med udgangspunkt i sine idéer og sin tradition og sikre en fornyelse af samfundskontrakten.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside