Obama var en udenrigspolitisk fiasko

20. januar 2017
14 minutters læsetid

Obamas udenrigspolitik har været en serie af fiaskoer i Irak, Syrien, Israel, Libyen og Ukraine. Obamas svaghed har suget håbet ud af Vesten og efterladt os i indbildt afmagt. Dette skriver redaktør Christian Egander Skov i sit essay om Obamas udenrigspolitik.

Af Christian Egander Skov

Nu er det alvor. Barack Obamas tid som præsident for verdens eneste supermagt er forbi. Donald Trump er om føje tid indsat, og i horisonten truer en god del usikkerhed om, hvordan USA vil agere de næste fire år.

Måske er det udsigten til Trump, der har ført til, hvad man måske kan betegne som præmatur Obama-nostalgi.Den afgående præsident har altid været populær i Europa, hvor han er feteret som en mellemting mellem en popstjerne og en politisk Messias. Men også derhjemme, i USA, hvor det langt hen ad vejen har været lidt mere trist at være Obama, har præsidentens popularitet oplevet et stærkt revival.

 

Siden november 2015 er Obamas såkaldte job approval rating gået fra det halvsløje til det imponerende. Når Obama træder tilbage vil han være næsten lige så populær som Reagan – ikke så lidt af en bedrift, når man tænker på, at Reagan den dag i dag er et fast referencepunkt i den politiske samtale. Måske vil Obama opleve samme gunst? Mange går vel ud fra det. Jeg tvivler stærkt.

Yes we did!

I sin stort anlagte afskedstale i Chicago 10. januar gjorde Obama i sit for, at hans legacy – et ord, der kastes omkring i disse stunder – skulle tage sig godt ud. Og han har da også tidligere udtryk sin veneration for Reagan, det vil sige ikke hans politik, men hans evne til at forandre landets kurs. Fra begyndelsen har Obama sat sig selv i scene som en ny Reagan, eller mere præcist en anti-Reagan.

Han blev valgt på slagord som ”Hope” og ”Change”, og med tanke på det begyndte han sin tale med at slå to streger under facit: Takket være ham selv og hans støtter er USA blevet et stærkere land og et bedre sted. Håbet er indfriet, forandringen tilvejebragt. Og for at ingen nu skulle være i tvivl, vendte han ved talens afslutning tilbage til endnu et af sine gamle slogans, ”Yes, we can!”, denne gang udbygget med konstateringen ”yes, we did!”.

Flot var det og smukt lød det. Obama er en prægtig taler, der kan læse fra en teleprompter med en sådan lidenskab, at det ikke er sært, at hans menighed kan henfalde til at tale om ham med en næsten religiøs hengivenhed. Obama har en flot statur og en ædel, dyb stemme, som han bruger godt og klangfuldt. På én gang udstråler han den sikkerhed og autoritet, der må være til stede i hans embede, såvel som den trang til at forandre verden og løbe storm mod autoriteter, som han er blevet valgt på. Ja, når man lytter til Obama får man uvægerligt det indtryk, at det faktisk er muligt både at spise ostemadden og gemme den til senere.

Sådan er det som bekendt ikke. Og den gode taler er da heller ikke nødvendigvis den, der præsenterer sandheden uden omsvøb. Tværtimod er det en langt større kunst, med sine ord, at kunne gøre det smukke hæsligt og det hæslige smukt. Reagan var en god taler, fordi han magtede det. Obama er en god taler, fordi han magtede det. Hvis man bare vil gengive virkeligheden, som den står, er det ikke muligt at tale håbet ind i håbløsheden.

Fra begyndelsen har Obama sat sig selv i scene som en ny Reagan, eller mere præcist en anti-Reagan.

Men at de begge forstod denne kunst, gør ikke Obama til en ny Reagan. At Obama med overbevisning kunne tale om håb og forandring, betyder ikke, at han rent faktisk har skabt håb og forandring. For med håbet står det ifølge målinger skidt til. Og hvad forandringerne angår har de ikke været til det bedre.

At vælge retræten

Obama har ikke været en katastrofe, men han har heller ikke været en god præsident. Hans arv til eftertiden er et splittet land, der er mere usikker på sin rolle i verden end nogensinde – i hvert fald siden 1920’erne. Og hvad værre er: Den verden, han efterlader os, er en mere risikabel verden, hvor selve den liberale, internationale ordens legitimitet og durabilitet er i en form for krise.

I én sætning kan resultatet af Obama-æraens internationale udvikling karakteriseres som en bevægelse fra vestligt (over)mod til indbildt afmagt. Det er med vilje, jeg skriver vestligt og ikke bare amerikansk. For en amerikansk præsidents virke er ikke et indenrigspolitisk forhold, men potentielt en åndshistorisk begivenhed, i hvis billede verden omskabes. Situationen er nu engang sådan, at USA er den frie verdens leder og et land, der endnu kan beskrives som international hegemon. USA er ikke en normal udenrigspolitisk aktør, men den nation på hvis skuldre den internationale orden hviler, the indispensable nation som det hedder.

At den liberale orden er mindre sikker i dag end den var i 2008, er uomtvisteligt. Noget af det har ganske vist at gøre med en udvikling, Obama ikke har ansvar for, f.eks. at asymmetrien mellem Vesten og resten udlignes i takt med væksten i eksempelvis Kinas økonomi og dermed politiske og militære muligheder. Men meget har at gøre med konkrete politiske valg. Der er fortsat intet land, der kan udfordre USA’s position, og det er meningsløst at tale om, at vi nu oplever en naturgivet afvikling af den liberale orden og Vestens dominans.

I én sætning kan resultatet af Obama-æraens internationale udvikling karakteriseres som en bevægelse fra vestligt (over)mod til indbildt afmagt.

USA er ikke alene verdens eneste supermagt, men også den eneste reelle verdensmagt og vil fortsat være det i al overskuelig fremtid.

Problemet er, at Obamas administration ageret på en måde, der har styrket indtrykket af en i stigende grad afmægtig hegemon. Forfald er, som den udenrigspolitiske skribent Charles Krauthammer har udtrykt det, et valg.

Obamas udenrigspolitiske fiaskoer er mange og alvorlige. Blandt de vigtigste er er hans beslutning om uden hensyn til situationen i landet i øvrigt at fastholde en hastig tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Irak i 2011. Denne retræte indkapslede det defensive præg i Obama-administrationens udenrigspolitik i det hele taget. Men tilbagetrækningen havde ikke blot en stor symbolsk betydning, fordi den betegnede enden på George W. Bush’ udenrigspolitik til fordel for en mere defensiv position, den havde også den konkrete betydning, at Iraks dårligt fungerende og porøse politiske orden nu blev kastet ud i krise.

Ikke alene drev Irak, hvis politiske system nu var majoriseret af det shiamuslimske flertal, nærmere Iran, men det vakuum Obama efterlod sig, gav også muligheden for en ny terrorbevægelse, IS, der opstod i det nordlige Irak, udviklede sig og bredte sig, indtil landet reelt set stod i en fornyet borgerkrig, der som bekendt har trukket spor i såvel Syrien som Jordan, ligesom IS har organiseret og ikke mindst inspireret en bølge af terror mod Europa, som vi stadig lever med.

At tilpasse sig sine fjender

Iran er en anden af præsidentens kontroversielle resultater. I 2015 indgik USA en aftale med landet, der skulle sikre, at landets fremadskridende atomprogram ikke endte med at give præstestyret atomvåben. Aftalen er en af de resultater, som Obama bryster sig af, og mange opfatter den som en stor udenrigspolitisk sejr, men der har været skarp kritik af Iran-aftalen, som det er værd at hæfte sig ved.

For det første bliver det reelt set mere end vanskeligt at forhindre iranerne i at bruge den ekspertise og de kapaciteter, de nu udvikler, til at få atomvåben. Mulighederne for at gå Iranerne efter i sømmene er også begrænsede. Det er meget tænkeligt, at Iran med årene ligesom Nordkorea vil blive en atommagt uden for den internationale orden. For det andet er der ikke er nogen tegn i sol og måne på, at Iran i øvrigt er blevet mere vestligt orienteret, eller at aftalen har givet landets reformkræfter overtaget i den interne magtkamp.

Tværtimod kan man argumentere for, at aftalen har styrket det bestående iranske regime: Hvor det før var underlagt hårde sanktioner, betyder aftalen, at landet atter er åbent for investeringer. Iran oplever aktuelt en stærk vækst, der puster til landets ambitioner om at blive en regional stormagt, hvis vilje understøttes af regimets nukleare kapacitet. Al den stund, at det iranske regime fundamentalt set er anti-vestligt og involveret ikke alene i finansiering af terrorgrupper som Hizbollah og Hamas, men også holder hånden under Assad, er det en problematisk udvikling.

Desuden har aftalen med Iran skabt uro blandt USA’s traditionelle allierede i regionen, særligt golfstaterne og Israel, der vil opleve presset fra en styrket og fjendtlig iransk tilstedeværelse i regionen. Med Iran-aftalen har Obama åbnet ballet for en ny omgang regional magtkapløb, hvor han mærkværdigt nok har givet USA’s modstandere stærke kort på hånden.

Et andet land Obama har forsøgt at gøre kur til, er Rusland. Under præsidentvalgkampen i 2012 slog hans republikanske modkandidat Mitt Romney fast, at Putins regime var en strategisk modstander af USA. Obama var uenig og hans demokratiske støtter gjorde sig åbenlyst morsom på bekostning af Romney. I sin første periode havde Obama da også forsøgt sig med en genstart af forholdet til Rusland. Devisen var, at hvis blot USA ville komme Putin i møde, ville de spændinger, der var under opbygning aftage af sig selv. Men det var – som vi ved nu – en skæbnesvanger fejlberegning.

Medens Obama har forsøgt at udleve drømmen om et USA, der leder ”from behind”, har Rusland fået blod på tanden, landets revanchistiske regime har strammet grebet om civilsamfundet og styrket modsætningen til Vesten, invaderet Ukraine, besat og annekteret Krim – og fortsætter i skrivende stund med at støtte oprørere i Ukraine og sætte en skræk i livet på landene i Vestens østeuropæiske periferi. Endelig har Putin med stor succes ageret spielverderber i Mellemøsten og helt åbenlyst har ydmyget Obama i Syrien. Ruslands position er nu stærkere i den region end den har været selv under den kolde krig.

Realistisk set har der hele tiden været to og kun to muligheder med Rusland: at give efter eller sætte det på plads. Obama forsøgte sig med en mellemting, der hverken var fugl eller fisk eller rettere først lidt af det ene og så lidt af det andet. Og således står vi nu i en situation, hvor spændingerne mellem Vesten og Rusland er af et sådant omfang, at nogle åbent trækker tråde til den kolde krig, og hvor almindelig politik har udviklet sig til noget, der bringer mindelser om dårlige spionromaner.

At ydmyge sine venner

Samtidig med, at Obama har haft travlt med at kurtisere fjender og strategiske modstandere, har han også aktivt skubbet ellers solide allierede væk. Under Det Arabiske Forår svigtede Obama landets trofaste allierede, Ægyptens præsident Hosni Mubarak, da en blandet skare af islamister, twitter-liberale og almindelige arbejdsløse indtog Tahrir-pladsen og krævede hans afgang. Obama opfordrede Mubarak til at træde tilbage og viste dermed ikke blot Ægypten men hele regionens pro-vestlige regimer, at de ikke kunne regne med hverken amerikansk støtte eller moralsk opbakning mod de folkelige protester.

Medens Obama har forsøgt at udleve drømmen om et USA, der leder ”from behind”, har Rusland fået blod på tanden, landets revanchistiske regime har strammet grebet om civilsamfundet og styrket modsætningen til Vesten, invaderet Ukraine, besat og annekteret Krim – og fortsætter i skrivende stund med at støtte oprørere i Ukraine og sætte en skræk i livet på landene i Vestens østeuropæiske periferi

Resultatet var, at landet først faldt i kløerne på Det Muslimske Broderskab, en yderligtgående islamistisk, antivestlig og anti-israelsk bevægelse med tætte bånd til terrororganisationen Hamas. Da Broderskabet forsøgte at fæstne sig greb om magten, blev de konfronteret med en modreaktion fra l’ancien regime, der førte til et kup begået af hærchefen Abdel El-Sisi. Ud over at Sisi er en langt mere hårdhændet despot end Mubarak, har forløbet resulteret i, at Ægypten er på vej i skred væk fra USA og over mod Rusland. Landet, der siden fredsaftalen med Israel i 1979 har været en af regionens få stabiliserende stormagter, er foreløbigt spillet af hænde. Hvad det kommer til at betyde på længere sig, ved vi endnu ikke, men usikkerheden er et faktum.

Og så er der naturligvis affæren med Israel, USA’s tætteste allierede i regionen. Her har Obama kort før sin afgang kastet alt op i luften, da USA meget bemærkelsesværdigt undlod at bruge sit veto mod en anti-israelsk resolution i FN’s sikkerhedsråd, der erklærede samtlige ”bosættelser” på Vestbredden ulovlige. Obama har dermed brudt en lang tradition for tværpolitisk amerikansk støtte til Israel og muligvis indledt en bevægelse i Det Demokratiske Parti i retning af den udtalte anti-israelske holdning, der præger venstrefløjen i Europa.

På kort sigt får dette uansvarlige stunt marginal betydning, da Trump står på en klar pro-israelsk linje, men hvad det kommer til at betyde på længere sigt, hvis USA ikke længere er en pålidelig allieret for Mellemøstens eneste fungerende demokrati, det er en anden sag.

At lade stå til

Syrien og Libyen er de to væsentligste fiaskoer i Obamas udenrigspolitik. Da Det Arabiske Forår kom til Libyen stod amerikanerne i spidsen for en koalition, der skulle bombe Gadaffis regime fra magten, blandt andet fordi man med rette frygtede for et blodbad, hvis man gav Gadaffi frit lejde til at slå oprøret ned. Men indsatsen begrænsede sig til et bombetogt og så en hel masse retorik om og tiltro til, at Gadaffis modstandere var Vestens venner og, at alting ville gå af sig selv. Obama ville ikke et nyt Irak, og der blev derfor aldrig tale om en dybere involvering i Libyen.

Konsekvensen er, at et tidligere stabilt land med et regime, man kunne samarbejde med – om end det var noget problematisk – nu er brudt fuldstændigt sammen, uden at nogen greb muligheden for at etablere en sundere politisk orden i landet. I dag er landet reelt set i borgerkrig og har udviklet sig til en tumleplads for jihadister og en åben port til Europas bløde underbug for talløse afrikanske indvandrere, der står i kø for at briste deres håb om en bedre fremtid i Europa.

I Syrien nåede Obama aldrig så langt som til at bombe. Da Det Arabiske Forår i Syrien udviklede sig til en borgerkrig undlod Obama i 2012 at sætte magt bag sine trusler over for regimet. I stedet overlod man landets mere eller mindre moderate opposition til sin skæbne og Assads nåde. Og Assad gjorde, hvad man kunne forvente af en trængt, men snu ræv. Han bombede den opposition, vi kunne samarbejde med, og lod IS og Al Qaeda vokse sig store, for på den måde at gøre vestlig intervention endnu mindre tillokkende. Han styrkede sine relationer til Iran og til Rusland, indrullerede Hizbollah og gjorde regning på vestlig svaghed.

Resultatet ser vi i dag: Et land i borgerkrig, utallige døde, ubegribelige ødelæggelser en markant styrkelse af ekstremistiske grupper som IS og Al Qaeda samt af Rusland og Irans position i regionen. Og mere håndgribeligt, hvis man er ligeglad med magtbalancen i Mellemøsten, har det betydet millioner af fordrevne og flygtninge, der i mange tilfælde før eller siden vil finde vej til Europa.

Den liberale orden trues

Som det var tilfældet med Det arabiske forår og forholdet til Rusland, giver den slags begivenheder ringe i vandet. Da millioner af flygtninge satte sig i bevægelse, medførte det et politisk stemningsskift i Europa, hvor de traditionelle politiske eliter blev presset af en stærk folkelig protest mod den ukontrollerede migration.

Ikke alene har flygtningekrisen betydet vind i sejlene til populistiske partier, men også en voksende mistro til den liberale orden i de vestlige samfund i det hele taget. For er det – kan man med rette spørge – en sund orden, der ikke kan værne ens hjem mod presset ude fra? Ingen politisk orden kan leve på sin teoretiske fortræffelighed alene, hvis ikke den formår at værne om det basale, eroderer den eller kollapser.

Uanset hvad ens holdning er til EU eller til migrantkrisen, ligger det fast, at de mange og indbyrdes forbundne kriser, er et udslag af og en årsag til svigtende vestlig selvtillid. Stemningen blev bedst fanget af journalisten Anne Applebaum, der i sommers spåede, at den vestlige orden kun var tre valg fra at falde fra hinanden: Brexit, en Trump-sejr i USA og en sejr til Le Pen i Frankrig.

Indtil videre har vi to ud af tre.

Analysen er måske alarmistisk, men faktum er, at vi ikke længere oplever, at verden er sikker for os og vores værdier. Vi har i mange år levet på den tro, at fremtiden tilhørte os. Det gør vi ikke længere. Pessimismen sniger sig ind alle vegne og gennem alle sprækker.

De mange forkerte beslutninger og de mange eksempler på vores svaghed har skabt en fornemmelse af afmagt, som kun styrkes af visheden om, at andre lande er på vej frem, medens Vesten relativt set er på vej tilbage. Afmagten er – som jeg har understreget – i høj grad indbildning, for Vesten vil fortsat kunne dominere i al overskuelig fremtid, hvis vi bare vil det.

Men det forhold, at fornemmelsen hele tiden bekræftes, kan ende med at overbevise os om, at den faktisk er reel: og at vi skal sadle om og agere i verden på baggrund af svaghed, snarere end styrke.

Trump

Denne fortælling er potentiel katastrofal, for den bærer kimen til undergang i sig. Og denne fortællings håbløshed er frugten af Obamas tale om håb og forandring. Det var ideologiske slagord, der skulle forsvare at handle i verden, som om den ikke var denne verden, men en anden og mere ideel verden. Den slags blåøjethed straffes hårdt.

De mange forkerte beslutninger og de mange eksempler på vores svaghed har skabt en fornemmelse af afmagt, som kun styrkes af visheden om, at andre lande er på vej frem, medens Vesten relativt set er på vej tilbage

Hvis Irak var et lærestykke om prisen for at gribe ind, er Syrien blevet et lærestykke om prisen for ikke at gribe ind. Den lektie vi, og Obama, har at lære af Syrien er samtidig væsentlig tungere end læren fra Irak. For hvor Irak var historien om, at ting kan gå galt, selvom man har magt til at sætte sin vilje igennem, så er Syrien blevet et udstillingsvindue til vestlig og amerikansk afmagt – et vidnesbyrd om et land, der sagtens kan, men ikke længere vil forpligte sig på at opretholde den internationale, liberale orden, der er skabt i dets billede og sikret ved dets magt og vilje.

I den forstand er det måske et passende punktum for Obamas politiske karriere, at han afløses af en mand, der er gået til valg på at hejse vindebroen og håbe på det bedste.

Når alt kommer til alt, er Trumps udenrigspolitik, som den tegner sig, ikke et opgør med Obamas linje, men en radikalisering af den.

Christian Egander Skov er redaktør ved Årsskriftet Critique og Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside