Et satirisk emalcipationseventyr for voksne og børn.
Af Laurids-Leander Paulsen
I hine tider blomstrede Kælriget. Kællingernes rige. Og ved Kejserinde Kunigunde XI.s nåde ligesom under alle tidligere herskerinder øvedes den eneste sande styreform: kællingevældet også kaldet kællevældet. Ingen huskede længer, hvad Kælriget fordum havde heddet; hvad der havde fandtes i dets sted. Det gamle Intrige og det endnu ældre Malrige var begge gledet over i sagnhistorien. Nogle mallinger ville måske have ment, at dette skyldtes Glamsel; de kunne imidlertid ikke tænke tanken, thi gennem årtusinders opdræt var deres forstand blevet vredet ud af dem sammen med sygelighedsanlæg og andre kælsides uønskede egenskaber. Desårsag var mallingerne kællingernes slaver.
Glamsel var et udyr, der sagdes at plage det indenrigs, mens Ustand, et andet uhyre, hærgede de udenrigs skove og fjelde. Ingen havde nogensinde set dem. Det sagdes, at Glamsel var liden som en ganflue og frådsede hu, mens Ustand, stort som verdenshavet, slugte riger. Mallingerne frygtede begge og ville nok have ment, havde de haft forstand, at det ret set var de tvende bæster, der herskede i landene. Kællingerne nægtede imidlertid at anerkende uvæsenernes tilvær; sligt var dunkel overtro og vrøvlagtig mallingsk uforstand eller malstand, mente de.
Kællingerne hyldede et princip, de kaldte ustand, hvis beskaffenhed, hævdede de hårdnakket, intet havde med overtroens Ustand at gøre. Det ene hidrørte fra et ældgammelt kælsk dogme, hvis stræv gjaldt åndens betvingelse, det andet udsprang af hedenoldsk maltro. Talrige filologinder havde ad flere omgange påvist, at grundformen “ustn” var mindst to tusinde år gammel, og at den tyd, der kom til udtryk i “ustand”, måtte være blevet udspaltet for mere end tusind år siden. Omtrent samme alder tildeltes det semantiske indhold i “Ustand”. I fordum tid havde de to ord været skrevet på skellig vis, til dømme: ‹[ú/Ú]stahn›, ‹[ū/Ū]stahn›, ‹[ú/Ú]stann›, ‹[ū/Ū]stann›, ‹[u/U]sten›, ‹[u/U]zten›, ‹[u/U]stān› og ‹[u/U]ztān›. Hvordan formsammenfaldet var kommet i stand, sås ellers bort fra det fælles ophav, kunne filologinderne ej nå til enighed om. En navnereform var flere gange blevet foreslået: Overkæncelliet, Det Ortografiske Nævn, Kælarvsstyrelsen og Den Kejserindelige Leksikografiske Stiftelse fastholdt imidlertid, at sligt grænsede til helligbrøde, thi ordet “ustand” var fredet. Og hvad “Ustand” angik: Et forbud mod ordets anvendelse på skrift kunne ikke komme på tale, al den stund kælsk “ustand” jævnlig skulle skrives med stort begyndelsesbogstav; til dømme når det stod først i en sætning. At fastsætte skrivemåden til “Ustan” var ej muligt heller, da det var navnet på Kælpaladset, hvor den stedse regerende kejserinde residerede. Det Ortografiske Nævn havde rigtignok allerede under Kejserinde Brynhilde II. fastsat skrivemåden ‹Uztān› for “Ustand”, alligevel sneg den hævdvundne – officielt fejlskrevne – form sig gang på gang forbi skriftlærdindernes skarpe blik og straffedes da med mulkt for efterladenhed i embedspligter.
Et andet princip, kællingevældet hyldede, søgte at indfatte begrebet unuft, der regnedes for en bærende søjle i feministisk lærdom.
Begge doktriner var så indviklede, at næppe mere end en håndfuld lærdinder var i stand til at udrede dem.
Den kælske lære også kaldet kællingelæren eller kællæren forvaltedes af rigets Overkæncelli og dyrkedes ivrigt på kiniversiteterne; især på Den Kejserindelige Feministiske Stiftelse, kort Fem, der var arnested, midtpunkt samt drivkraft for al kælsk kundskab og videnhed. Den tærede da også en uforholdsmæssig stor del af statsmidlerne og var des grund til rentekammermesterindens evige hovedpine.
Kællæren prædikedes på alle rigets skoler alle dage året rundt fra årle morgen til silde eftermiddag og vedrørte alle livets forhold. Den syntes dog at være særlig optaget af især sprog, adfærd og tankesæt. Een læresætning handlede om den lykke, der i oldtidsdagene tildroges alle kællinger og mallinger, dengang Kælriget grundlagdes til det gamle Intriges og det endnu ældre Malriges fordel. En anden læresætning handlede om, at man aldrig måtte sige eller skrive “man”, men i stedet “kin”, som var den seneste normkorrekte form fastsat af Det Ortografiske Nævn. I gammel tid havde det heddet “kvijnd” og senere “kvind”, men både d- og v-lyden var med tiden faldet bort ved såkaldt svækkelse (dialektalt forekom dog stadig “kvijn”, “kvin”, “kven” og “kvejn”). En tredje læresætning bød, at kin aldrig måtte sige eller skrive “mallinger og kællinger”, men i stedet “kællinger og mallinger”, thi førstnævnte skulle altid stå først.
Siden Kejserinde Brynhilde III.s styre havde det været strafbart at begynde en sætning med ordet “malling”, hvilket voldte genvordigheder til dømme i tekster, der udelukkende vedrørte mallingske sager, såkaldte malsager.
Det var ligeledes forbudt i hvervsbetegnelser at undlade kælmalmarkering. Således ansås til dømme ordet “slagter” for både vrangt og ubrugeligt, i stedet skulle bruges enten “slagtermalling” eller “slagterkælling” afhængigt af det refererede. Særlig yndede var former, der endte på “-inde” samt “-ske”; til dømme “rådsherrinde”, “slagterinde”, “kroerske” og “kvælerske”. Undertiden konkurrerede de to: til dømme “borgerinde”, “digterinde” med “borgerske”, “digterske”. Puristerne henled jævnlig opmærksomheden på stadig eksisterende oldmalske islæt i det kælske sprog, til dømme det midtstående “-er-” i “slagterinde”, som de mente burde sløjfes, så at det hed “slagtinde”; men deres stræb bar kun stedvis frugt.
Alle læresætninger, liste over hvervsbetegnelser samt meget andet var nedfældede i bogen Store K, som havde status af en art håndfæstning, lovsamling med kommentarer og Bibel i eet. Store K revideredes regelmæssigt i Overkæncelliets regi under selveste majestætens, senest Kunigunde XI.s, tilsyn. På denne tid forelå Store K i 113. udgave, fyldte 79 bind, og kaldtes oftest SK113. Alle SK-udgaver var retsgyldige, men den seneste havde førsteret. Var et emne ubehandlet i til dømme SK113, men behandlet i til dømme SK8, kunne den givne SK8-bestemmelse stadig gøres gældende – det være i en trætte, en tingsag, en voldgiftsretssag eller andre sammenhænge.
Grundet Glamsels fråds i hu var der ingen, der vidste, hvad K’et i Store K stod for. Nogle mente, det måtte være ‘kyndelser’, andre at det henviste til ‘kællingens blusel’. En lærdinde fra Selskabet for Kælsk Oldkyndighed forfægtede den hypotese, at K’et kunne være en ældgammel rest fra sagntiden, hvor et helligskrift skal have heddet Karnov.
Udover feminismen stod bomuldsdyrkningen og bomuldsforarbejdningen stærkt. Den Kejserindelige Bomuldstekniske Stiftelse, kort Bom, var den næststørste og næstfornemste på Det Kejserindelige Kiniversitet. Da kællæren var særlig optaget af sprog og tankesæt, gaves ordbogsarbejde forrang, hvorfor Den Kejserindelige Leksikografiske Stiftelse nød stor veneration. Arbejdet på Ordbog over det kælske sprog havde nu stået på i 173 år, var nået til bind 33, hæfte 9, til og med ordbogsartiklen “kussevinge” (‘et af de to kødudvækster inden for kusselapperne’) og dermed omtrent halvvejs igennem alfabetet. Naturligvis var der blevet lavet ordbøger før, særlig kendt og vellidt var Kælsprogets ordbog i 81 bind udgivet under Kejserinde Runapat II.s opdrag ni slægtindeled inden.
På både Fem, Bom, Det Kejserindelige Strikkeselskab, Det Ortografiske Nævn, Den Kejserindelige Leksikografiske Stiftelse, Det Kejserindelige Kartografiske Selskab samt andetsteds udfoldedes ofte en livlig debat om stort og småt.
Et af de tilbagevendende stridsemner var Malrigets og Intrigets fordum tilvær. Fortalerne mente, det kunne være nyttigt, om de to riger vitterlig havde fandtes, thi da kunne den herskende malkuelse – mallingeunderkuelsen ved kællingehånd – retfærdiggøres i fuldt snur, eftersom det utvivstsomt kunne antages, at kællingen i hine tider havde været under åg omtrent som hesten og oksen siden forhistorisk tid. Fortalernes regressive fløj mente tillige, at kin burde hævde Malrigets og Intrigets fordum tilvær sagens sandfærdighed uagtet.
Modstanderinderne indvendte, at kin med slige ord ville indrømme, at kællingen engang havde været under åg, noget, der ikke alene var skamfuldt og uværdigt for den enkelte, men samtidig vanærede Kælriget som helhed. “Se blot på, hvordan vi håndterer mallingerne! Og så skal vi erkende samt kynde, at vi engang selv stedtes i sølet? Hvem efterspørger en retfærdiggørelse af kællingens omgang med okse eller hest? Ingen! Hvorfor så retfærdiggøre malgangen? Vi holder svin og får, så at vi kan spise, og mallinger, så at vi kan have arbejdskraft. Hvordan kunne det være anderledes?” – lød en modstanderindes indvending.
Et andet tilbagevendende stridsemne var ordet “moderkage”. Sprogreformistinderne fandt det lidet flatterende grundet “kage”-delen og foreslog skellige afløsningsord; mest yndet blandt lærdinder var “mæk” sammentrukket af “moderudtræk”, men det vandt aldrig udbredelse i almenheden. Et andet udskældt ord var “fissilinke” (‘utugtig kælling’). Ordets ulidthed skyldtes dels i-lyden i midten, dels det obskure andetled “linke”, som næsten ingen længer kendte tyden af. Nogle lærdinder fremførte, at “linke” tød ‘hinke’ eller ‘halte’, men ingen gav agt derpå.
Det var ikke ualmindeligt, at retslærdinder blandede sig i sproglærdinders disput. Således gjorde de engang under et stormøde fælles sag og fremførte, at “fissilinke” egentlig var et kivspirende ord, der burde forlises på glemsels skær. Hensigtstjenligere var det, særlig når strafudmålingen toges i betragtning, om kin i stedet søsatte ordene “fissikællinke” og “fissimallinke”, thi af dem fremgik entydigt, om den utugtige havde stupreret en kælling eller en malling.
Mallingerne brugtes også i avlsøjemed. Thi mallinger var stærkere og mere adrætte end kællinger. Når storken kom flyvende med afkom, skulle den snarligst fanges, ellers åd den sin last. Kællingerne evnede ej at fange den. At udvikle fangstværktøj viste sig genstridigt. Det Kejserindelige Strikkeselskab havde rigtignok spundet, knyttet og strikket skellige masker, net og garn, men inden dagen oprandt, hvor de skulle tages i brug, havde den ene eller anden myndighed nået at udstede et forbud: Det ville ende med storkefald og afkomsbrist, hed det; langt nemmere, langt sikrere, at bruge mallinger. Mallingerne elskede at fange storke. Som følge af en medfødt drift og tilbøjelighed var de ydermere bavsende gode til det.
Det spæde afkom kaldtes “gnalling”; senere “billing”, dersom det var malsk, eller “killing” (dialektalt også “kællung”), såfremt det var kælsk. Straks efter fangsten fragtedes de malske gnallinger til Det Kejserindelige Malstutteri, hvor kyndige kællinger besørgede deres opdræt. Efter nogle år vurderede kin afkommets adfærd; kløgt, årvågenhed, nysgerrighed og slige egenskaber lønnedes i reglen med aflivning. Visse sådanne gnallinger gemtes dog, thi de brugtes efter nogen vækst i kælskafkomsøjemed. Erfaringen havde vist, at når den storkefangende malling var snild, blev afkommet det også.
Fissefagteri – sådan kaldtes uanstændig adfærd kællinger og mallinger imellem – nidstirredes, men forekom kun sjældent. Fribløderi nød til gengæld højagtelse i samfundets alle lag. Desårsag friblødte den stedse herskende kejserinde året rundt. Rigsmesterskabet i friblødning afholdt hvert jævndøgn var altid en stor begivenhed og malsides deltagelse påkrævet.
Det var svært at sige, hvad mallingerne fik ud af skuet. Thi de havde ingen forstand. Mangen malling syntes at give udtryk for medfølelse; de troede vel, at kællingerne var skadelidte, siden de blødte.
Rundt om Kælriget byggedes Kælmuren. Den skulle værne rigets indvånere mod det ukendte; ingen vidste, hvad det ukendte var, thi det var ukendt. Til murens opførelse brugte kin mallinger, da disse var ferme til at løfte stenblokke.
En dag hændte det, at en billing, mens horden drog tilbage til lejren efter endt arbejdsdag, blev væk fra sine fæller. Eftersom mallingerne var et sejlivet pak, kunne de vandre månedsvis uden mad og drikke, ligesom de kunne tåle barskt vejr, sot samt anden trængsel og ulykke.
Skønt nysgerrighed ikke opelskedes hos billinger, havde en sådan tilbøjelighed hos just denne purk gemt sig så dybt i hu, at den uopdaget kunne vente på en dag at komme til sin ret. Kælmuren var langtfra færdig. Billingen vandrede således ud af Kælriget et sted, hvor der ingen mur var, og stod snart foran Storskoven. Denne var større end Kælriget selv; ingen vidste, hvor langt den rakte. Det Kejserindelige Kartografiske Selskab var endnu ikke nået til udenrigsområdernes kortlægning, de var stadig i gang med at udarbejde det store rigskort, Kælkortet, i størrelsesforholdet et til et.
Efter nogle måneders vandring nåede billingen frem til en gigantisk afgrund. Verdenshavet udfoldede sig foran ham i al sin ophøjede, uudgrundelige, lumskvældske storhed. Uforstandig endskønt nysgerrig, som han var, fattede purken ej, at det var Ustands leje, der med sine tunge bølger duvede under brinken. Ustand var blind, men havde en uovertræffelig lugtesans. I eet nu spærredes udsigten til himlen. Ustand var styrtet op af dybet. Han slugte billingen, tog fært af de udskilte dunster, purken havde efterladt under sin vandring, og nåede ad den vej frem til den fortæredes hjemstavn; noget, han aldrig tidligere var bleven undt, da ingen nogensinde før havde vandret i de egne. Havende fundet Kælriget slugte Ustand det i een mundfuld. Thi hans sult var uendelig stor.
