Mediekurser og kulturkristendom

6. december 2016
4 minutters læsetid

”Folkekirken skal lære at svare igen” – lød overskriften, da DR sidste i måned bragte nyheden om, at præsterne i Aarhus Stift skal på mediekursus for at blive rustet til at håndtere udfordringen fra Ateistisk Selskabs mediekampagne.

Nu er Danmarks Radio jo ikke den bedste kilde til oplysninger om Folkekirken. Men overskriften er alligevel sigende, også for den situation, som Folkekirken står i. For hvad er det, der skal gives gensvar på? Og hvordan?

Folkekirkens demografiske grundlag skrumper. Navnlig faldende dåbstal vækker bekymring på langt sigt. Og det gjorde det naturligvis også inden Ateistisk Selskabs udmeldelses-kampagne. Allerede i 2007 var det således under halvdelen af de nyfødte i Københavns Stift, der blev døbt. Men bevidstheden om tilbagegangen var naturligvis med til at forstærke den opmærksomhed, der blev rettet mod kampagnen.

Det er en flabet kampagne, der måler sin succes i andres tilbagegang. Men lidt klarhed kunne måske vindes, hvis man fokuserede på de spørgsmål, der faktisk blev stillet, i stedet for at stirre sig blind på tallene og kampagnens tilsyneladende succes. Ikke mindst fordi, det, der blev spurgt til fra Ateistisk Selskabs side, egentlig er reelt nok. Også selvom det var en negativ kampagne, der sigtede på at gøre skade på et andet foretagende.

Det enkelte fremstød, som genererede mest opmærksomhed, var skiltene på først de københavnske – og siden de århusianske bybusser: ”Hvorfor tro på en gud?”, ”Hvorfor koster tro noget?” og ”Talte Jesus og Muhammed med en Gud?”

hjemmesiden har talsmand Anders Stjernholm uddybet: ”I uge 13 & 14 opfordrer AS til at ’tænke selv’, og udmelde sig af Folkekirken hvis man kun er ’traditionskristen’”. Spørgsmålene sigter i virkeligheden i forskellige retninger. Spørgsmålet: ”Hvorfor koster tro noget?” går på kirken som organisation og på Folkekirkens særlige forhold til den danske stat. De to øvrige spørgsmål er egentlige teologiske spørgsmål, som også religiøse mennesker og passive folkekirkemedlemmer kan stille sig selv. Og det er selvfølgelig ikke fordi, kampagnen manglede fokus, men fordi formålet hele tiden har været at drive en kile ind mellem kulturkristendommen (som Stjernholm kalder traditionskristendom) og Folkekirken.

Som folkekirke og forkynder må man derfor tænke sig godt om: Hvad er det konkret, man svarer på? Hvad er det egentlig, man forsvarer?

Det er selvfølgelig nærliggende at komme kulturkristendommen til undsætning som det første. Ikke mindst fordi kulturkristendommen i sin bredde altid har bedre pressedækning end kristendommen og dogmatikken. Men det er en vej med mange faldgruber.

Paul Joachim Stenders indlæg fra september om desertion og faneflugt fra kirken er et godt eksempel: Påmindelsen om kirken som den stridende kirke, Ecclesia militans, og kampen mod materialismen er helt oplagt. Men da han skal uddybe, hvad der strides for, kommer det til at handle om ”åndelighed”, ”poesi” og om kirken som et pusterum i hverdagen. Det er med andre ord uklart, hvad indlægget egentlig er et svar på.

Den nyligt afdøde biskop i Roskilde Jan Lindhardt yndede at sammenligne danskerne og deres forhold til kirken med et skrabelod: De ser blanke ud, men kradser man i overfladen, dukker den kristne frem nedenunder. Analogien er ikke helt ueffen, når det netop gælder om at forklare, hvad den såkaldte kulturkristendom er for en størrelse: Altså de kulturelt overførte sæder, skikke, antagelser og såkaldte værdier, som man retrospektivt (og efter vilje og evne) henfører til kristendommen.

Når det gælder kristentroen, eller hvad man kan kalde den bekendende kristendom, duer den ikke længere. Eller rettere: Den fungerer kun, fordi der her, ligesom på skrabeloddet, er notorisk langt mellem gevinsterne.

Et andet problem ved at fokusere på kulturkristendommen er, at prioriteringen kan blive skæv. Vægtskålene kan blive forbyttede og perspektivet forskubbes. Folkekirken forsvarer kulturkristendommen, dels fordi man er overbevist om dens fortræffeligheder, men også fordi det er et forsvar for Folkekirken selv. Det kan i og for sig være godt nok, men man skal netop passe på, at det ikke bliver prismet, hvor igennem man ser selve kristendommen.

I det allerførste nummer af ”Øieblikket” fra 1855 bragte Søren Kierkegaard en skildring af netop sådan en fejlsslutning: ”Altsaa der er 1000 Embedsmænd, som med Familie skal leve deraf, ergo maa der være en Million Christne.” En advarsel mod medlemstallets forblindelse, med andre ord.

Det kan virke ulogisk, at man ikke skal fokusere på kulturkristendommen, når det netop er hævdet, at Ateistisk Selskabs kampagne er en kile mellem Folkekirken og kulturkristendommen. Men det tætte bånd mellem kirke, folk og stat er både Folkekirkens dåbsgave og dens fødselsskavank: Formår kirken, på Helligåndens nåde, at forkynde kristendommen rent og purt, som det hedder, i hele folket – og formår den klart at svare på spørgsmål som ’Hvorfor tro på en Gud?’ og ’Talte Jesus med en Gud?’ – ja, så er det jo en stor styrke. Men gør den det ikke – ja, så ér der jo allerede åbnet for en kile mellem den selv, kirken, og folket, som gør forsvaret af kulturkristendommen stadig mere meningsløst.

Når biskoppen over Aarhus Stift, Henrik Wigh Poulsen, søsætter sine mediekurser, kan han derfor med fordel ihukomme den standart, som en tidligere sjællandsk kollega forsøgte at sætte for sine præsters formidlingsevner. Biskop Peder Palladius’ berømte ”En Visitatsbog” fra midten det 16. Århundrede rummer således denne glimrende anbefaling:

”Først drejer det sig om, hvor vidt jeres sognepræst prædiker for jer det hellige evangelium, Jesu Kristi salige ord rent og klart. Gør han det så forståeligt, at selv en fattig tjenestepige – dersom hun da endnu kan huske sin børnelærdom – kan afgøre, om han går ind for helgenpåkaldelse eller anden papisme og munkelærdom, enten offentligt på prædikestolen eller hemmeligt i skriftestolen?”

Evnen til at drage skel mellem evangelium og papisme er forresten ikke mindre væsentlig i dag, hvor lutherdommen omklamres af en økumenisk besjælet og stadig mere offensiv katolicisme – men det er en anden historie. Palladius’ budskab var klart: Kristendommen skal forkyndes så tydeligt og eftertrykkeligt, at lægfolket selv kan stille præsterne til ansvar for, om de prædiker netop kristendom.

Sker det, så skal kulturkristendommen nok følge efter.


Jacob Aarslev er cand.mag. i historie og religionsvidenskab fra Syddansk Universitet. Ud over at have bidraget flittigt til såvel Årsskriftet Critique som Replique, er Aarslev en del af det originale hold bag bloggen konservativ reaktion. Han vil bidrage med artikler inden for kultur, samfund og kirke.

 

Jacob Aarslev

Jacob Christian Aarslev er cand.mag. i historie og religionsstudier fra Syddansk Universitet i Odense, hvor han har skrevet speciale om den kirkelige filantropi, der udgik fra Indre Mission, og de politiske holdninger i bevægelsen. Til daglig er han beskæftiget som tekstforfatter. Jacob Christian Aarslev er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside