Dansk værdi grand prix

12. december 2016
2 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Danmarkskanonen er landet. Folket har talt og som sædvanligt er det ikke til at høre, hvad de har at sige. I hvert fald er resultatet af Bertel Haarders forsøg på at bygge sig et åndeligt mausolæum blevet lige så ligegyldig, som man kunne have forventet.

Hvad drejer det sig så om? Jo nu skal I høre, men pas på I ikke falder ned af stolen: Frisind, kønsligestilling, velfærdssamfundet, tillid, det danske sprog, foreningsliv og frivillighed, hygge, den kristne kulturarv, frihed, lighed for loven.

Hør blot:

Ja er det ikke Danmark? og er det ikke dejligt? Det er da lige så kvierne dratter om på marken af bare begejstring! Eller rettere er det ikke mærkværdigt? Danmarkskanonen er lige så lidt Danmark som Frankensteins monster var et menneske. Men en god efterligning er det da.

Den er Danmark sat på formel. Det er liste, der har samme forhold til Danmark, som en kageopskrift har til en kage. Eller mere præcist: en kage kageopskrift, hvor de fleste af ingredienserne er siet fra, eller hvor man har spurgt folk, hvilke ingredienser i kager, de bedst kunne lide.

Ja, det er dejligt. Men forsøg ikke at bage den. Kager indeholder ikke kun sukkerstads og glasur men også bagepulver og smør og andre upåagtede ingredienser. Og man kan ikke bage kagen uden at røre det hele sammen så hver enkelt del mister sig selv og overgiver sig til helheden.  Lægger man ingredienserne sirligt ved siden af hinanden og sætter dem i ovnen får man ingen kage, kun nogle ulideligt varme ingredienser.

Og sådan er det jo netop med danskhed og identitet. Det er ikke enkeltdelene men sammensuriet, der gør det. En kogebog gør visseligt ingen mand til en kok, det kræver også et vist håndelag, en vis forståelse og en masse tid og tålmodighed.

Værdi grand prix

Men ok Danmarkskanonen gør vel ingen skade? Nej, men den gør heller ingen gavn.

Og i virkeligheden irriterer den bare en smule. Den er ikke en kanon i nogen meningsfuld forstand. Det er da fint, at der har siddet gode folk og diskuteret danske værdier, men det er tilgengæld forfærdeligt, at folk har skullet stemme efterfølgende. Og hvem har egentlig stemt? Jeg har da i hvert fald ikke.

Danmarkskanonen burde retteligt have heddet “Dansk Værdi grand prix”, for det er, hvad den er. En ideologisk sangkonkurrence til X-factor-alderen. Og ligesom sit musikalske sidestykke er resultatet af dette vox populi=vox dei blevet endeløse mængder af ligegyldighed og selvfølgelighed. Men i modsætning til sit musikalske sidestykke har værdigrandprixet ikke så meget som et strejf af Dario Campeotto og Angelique, ikke så meget som meget som antydning af gehør og musikalitet.

Og så står det altså meget, meget skidt til.

Trøsten er, at denne kanons levetid kun bliver marginalt længere end den gennemsnittelige grand prix schlagers boltren sig i æteren.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside