Betydningen af karakter

19. december 2016
3 minutters læsetid

I ”Solskin for det sorte muld” beskriver højskolemanden og historikeren Ove Korsgaard landbokulturens storhed og fald. For Korsgaard er det i høj grad en trist forfaldshistorie. Både fordi det er det Danmark han selv kommer af, men måske i højere grad fordi Korsgaard ser at der ligger et nationalt tab af dannelse i landbokulturens uddøen.

Hans tese er, at Danmark i disse år undergår et karakterologisk tab af betydeligt omfang, og at der i dette tab ligger en række konsekvenser som vi slet ikke kender endnu. Karakterologi er kort fortalt en række karaktertræk der præger mennesker på tværs af bestemte grupper, og begrebet er tæt beslægtet med sociologiens begreb om socialkarakter.

I sociologisk teori opererer man med ideen om ’det indrestyrede’ menneske som Vestens og modernitetens arketype: den samvittighedsfulde, skyldfølende og principfaste samfundsbygger, der med udgangspunkt i kernefamilien møjsommeligt har slidt og slæbt for at skabe det frie og velstående samfund vi kender i dag.

Samfundsbyggerne

I Danmark har vi haft to særlige og parallelle kulturer, der skabte de mennesker, der skabte samfundet: Landbokulturen og arbejderkulturen. I begge disse kulturer har man haft blik for ideen om karakter: Begge kulturer har gennem det hårde daglige arbejde og livet i de understøttende foreninger fremmet værdier som pligt, arbejdsomhed, ordholdenhed, udholdenhed og flid.

Nu er begge kulturer på vej ud i glemslen, og de mennesker, der blev formet af disse værdier, er næsten væk fra det danske arbejdsmarked og det danske foreningsliv. Spørgsmålet, der rejser sig, er så: Når de to kulturer opløses og er helt væk, hvem skal da sørge for, at de mennesker vi danner i Danmark, har den rette støbning; at de har karakter?

den samvittighedsfulde, skyldfølende og principfaste samfundsbygger, der med udgangspunkt i kernefamilien møjsommeligt har slidt og slæbt for at skabe det frie og velstående samfund vi kender i dag.

Set i det store perspektiv har det i Europa i høj grad været den lutherske kristendom, der har skabt det indrestyrede individ, og kristendommen er da også netop forudsætningen for landbokulturen, hvor kristen vækkelse og andels- og foreningsdannelser gik hånd i hånd. Det er dog ikke realistisk, at den type kristendom, der i dag lever i Folkekirken og i danskerne generelt, længere kan varetage opgaven med at skærpe den danske karakter. Dermed kan pilen næsten kun pege på Folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Skolen som karakterbygger

Rollen som garant for unge menneskers karakter er ikke en, der er fremmed i skolehistorisk forstand i Danmark. Skole har siden middelalderen og helt frem til det 20. århundrede først og fremmest handlet om at videregive det kristne budskab til nye generationer af danskere, og i den proces er der blevet tugtet godt og grundigt gennem årene.

Også den moderne Folkeskolen har haft karakterdannelse tæt inde på livet i sine tidlige år. I Folkeskolens formålsparagraf fra 1937 hedder det ganske smukt:

“Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber”

Det ansås altså på dette tidspunkt som en absolut kerneopgave at arbejde med at styrke elevernes karakter.

Set i det store perspektiv har det i Europa i høj grad været den lutherske kristendom, der har skabt det indrestyrede individ, og kristendommen er da også netop forudsætningen for landbokulturen, hvor kristen vækkelse og andels- og foreningsdannelser gik hånd i hånd.

Desværre udvikler formålsparagraffen for folkets skole sig i 1960’erne og frem til en veritabel ideologisk legeplads for reformpædagoger, kulturradikale og socialister, hvor det først og fremmest kommer til at handle om den radikale rousseau’ske frisættelse af barnet fra traditionernes snærende bånd, og ideen om karakterbygning falder helt ud.

Siden midt i 90’erne er debatten om skolen og dens formål dog rykket noget i den modsatte retning, og både kundskaber og karakter er igen en del af Folkeskolens formålsparagraf. I den nuværende udgave skal man dog helt ned i styk 3 før man finder ordet ’pligter’, og særligt centralt kan man ikke sige det står:

”Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Oprustning

Skal vi som samfund handle på tabet af de bærende kulturer i det moderne Danmark, bliver vi nødt til at genindføre ideen om karakter som bærende i både Folkeskolen og ungdomsuddannelsernes formålsparagraffer. Ikke foran kundskaber i vigtighed, men lige efter. Vi skal og må anerkende at der ligger en selvstændig værdi i skolearbejdet, fordi det bygger karakter, og følgelig skal skolens interne mekanik bygges sådan op at flid og vedholdenhed belønnes og tilskyndes.

Desværre udvikler formålsparagraffen for folkets skole sig i 1960’erne og frem til en veritabel ideologisk legeplads for reformpædagoger, kulturradikale og socialister, hvor det først og fremmest kommer til at handle om den radikale rousseau’ske frisættelse af barnet fra traditionernes snærende bånd, og ideen om karakterbygning falder helt ud.

Der er mange tegn i tiden på at et velfærdssamfund ikke lader sig opretholde, hvis ikke dets individer i gennemsnit besidder samvittighed og moral i et sådant omfang, at kun ganske få ikke vil gøre deres samfundspligt, hvis de kan. Det er i denne bestræbelse på et mere moralsk samfund at skolen har en vigtig rolle at spille.

Stefan Agger

Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside