Årskonference 2017: En ny verdensorden?

8. december 2016
4 minutters læsetid

Det er med stor glæde, at vi endelig kan invitere til årets store konservative begivenhed, Årsskriftet Critiques Årskonference 2017. I år kommer det til at handle om verdensordenen, udenrigspolitisk opbrud og historiens retning. Bestil allerede nu. Program Følger. Bestil også billet til middagen efter konferencen.

ÅRETS KONFERENCE: EN NY VERDENSORDEN?

Tid: Lørdag d. 25. februar kl. 12.30-17.30
Sted: Preben Hornung Stuen, Studenternes Hus, Frederik Nielsens vej 2-4, 8000 Aarhus C.

Tilmeld dig her

Med afslutningen på Den kolde krig troede mange, at vi nu befandt os ved historiens afslutning. Det liberale demokrati havde sejret, og der var ikke noget alternativ. Nu drejede det sig alene om den fortsatte udbredelse af den liberale orden. Idag er situationen en anden.

Allerede 11. september 2001 antydede, at vi ikke stod ved historiens afslutning men ved dens genkomst. Konturerne til et civilisationernes sammenstød tegnede sig i horisonten. Her næsten 16 år efter synes udviklingsoptimismen at være trængt yderligere i defensiven. I sommeren spåede den liberal-konservative udenrigspolitiske kommentator Anne Applebaum, at Vesten kun var tre valg fra sammenbrud. I tilfælde af Trumps sejr i USA, Brexit i UK og Front Nationals sejr i præsidentvalget i Frankrig ville Vesten være forandret for altid.

Uanset om dette er alarmisme, er meget allerede forandret. Donald Trump har lagt op til et opgør i dybden med USA’s internationale rolle og slået isolationistiske toner an og rundt omkring i verden rejser autoritære regimer sig i opposition til en vestligt domineret international orden. Spørger man i Rusland, Kina eller Tyrkiet har Vesten mistet sin inspirerende kraft. Måske står vi på tærsklen til en ny verdensorden, måske vil den gamle orden bestå, men den er under alle omstændigheder under pres.

Derfor stiller vi i år skarpt på den helt store fortælling om den globale orden, udenrigspolitikken, Vestens eventuelle forfald og muligheder, genbekræftelsen af lokale identiter, udfordringen mod vestlig universalisme og spørgsmålet om selve historiens retning. Ikke mindst spørger vi, hvordan konservatismen skal forholde sig i dette tidehverv.

Konferencen åbner kl. 12.30 og slutter kl. 17.30.

Efter konferencen inviterer vi til middag i de tilstødende lokaler. Middagen skal købes seperat.

Derefter vil der fra kl. 20. være mulighed for at nyde en øl og diskutere dagens forløb i den velassorterede Unibaren.

PROGRAM

12.30 Velkomst og introduktion v. David Munk Bogballe

12.45 Kasper Støvring: Den nye verdensorden

Vi er indtrådt i en ny, multipolær verdensorden, hvor Vesten er blevet svagere samtidig med, at andre civilisationer er blevet styrket ved at gøre det modsatte af Vesten: ved at revitalisere deres egne, distinkte kulturværdier. Det betyder, at liberale værdier spiller en mindre rolle i verden – stik imod Fukuyamas tese om historiens afslutning. Hvad er drivkræfterne bag denne udvikling? Hvordan skal vi forstå andre kulturer? Hvordan kan Vesten blive styrket? Hvad skal vi stille op med konflikterne med Rusland og Kina, og hvad er fremtiden for den arabiske verden? Vi bør opgive det idealistiske, liberale paradigme og i stedet gribe til et realistisk, konservativt paradigme, der er inspireret af Huntington, når vi skal forholde os til international politik.

13.45 Pause

14.00 Naser Khader: Verdens gode gårdvagt

Vi er (måske) indtrådt i en ny verdensorden, men vestens værdier har ikke ændret sig. Vi er stadigvæk demokratiets og frihedsrettighedernes forkæmpere. Vi er ikke verdens politibetjent. Men vi skal være den gode globale gårdvagt. At være konservativ og stor tilhænger af det liberale demokrati fordrer udbredelse af de demokratiske frihedsrettigheder, som vi mener skaber frie samfund. Vi kan ikke leve med gentagelser af Rwanda og Dafur, også selvom overgrebene sker uden for vores kortsigtede og snævre interessesfære. Huntington fik ret i, at civilisationer skulle støde sammen, men forskellige civilisationer, kulturer og religioner kan aldrig legitimere krænkelser af frihedsrettighederne. I Churchills ånd kræver en (til stadighed forandrende/ny) verdensorden, at vi bliver ved med at blande os, ikke kun på grund af vores interesser, men også for at forsvare demokratiet, udbrede det og beskytte de svageste.

15.00 Kaffe og kage

15.30 Georg Sørensen: Liberale dilemmaer

Vi hører ofte, at magtforholdene I verden er fundamentalt ændrede til fordel for opkommende, autoritære magter, og til ugunst for det liberale Vesten. Det er langt hen forkert: hvis vi ser på de faktiske forhold, er Vesten ikke på vej ned; vi er stadig stærkt dominerende, militært, økonomisk, institutionelt og værdimæssigt. Men Vesten har mistet selvtillid siden afslutningen af den kolde krig. I stedet for en ubesværet liberal dominans på globalt plan tårner problemerne sig op. Det hænger sammen med to ting: for det første har Vesten ikke holdt orden I sit eget hus: den liberale økonomiske og politiske model trænger til reform.

For det andet har vi involveret os I en række krige I svage stater (Irak, Afghanistan, Libyen) som ikke kan vindes på den måde vi håbede. Vejen frem er ikke at holde sig helt væk, for der er ikke noget alternativ til en grundlæggende liberal verdensorden. Men den liberale orden fremmes ikke af hybris og dobbeltmoral; vi skal finde en bedre balance mellem respekt for de andre og universelle liberale værdier, både hjemme hos os selv og ude I verden.

16.30 Pause

16.40 Åbent panel med foredragsholderne

Konferencen slutter senest 17.30. Efter konferencen kan de, der har bestilt middag gå direkte til middagen og begynde med en øl eller et glas vin, inden smørebrød serveres kl. 18. Kl. 20. åbner Universitetsbaren, der er kendt for sit store udvalg af feinschmecker-øl.

Om talerne

  • Kasper Støvring er forfatter til en række dagsordenssættende bøger om dansk konservatisme, herunder Blivende Værdier (2004), Sammenhængskraft (2010) og senest Fortællingen om Fredens Europa (2013). Pt. arbejder han på en bog om det store internationale opbrud og fremkomsten af en ny verdensorden. Den udkommer til efteråret på Munch & Lorenzen.
  • Naser Khader er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti, er Naser Khader næstformand i Folketingets udenrigsudvalg og medlem af Udenrigspolitisk nævn. Han er Senior Fellow ved den anerkendte amerikanske tænketank Hudson Institute og forfatter til en række bøger, senest Hjertet Bløder og udviklingen i mellemøsten efter Det Arabiske forår.
  • Georg Sørensen er professor emeritus ved Statskundskab på Aarhus Universitet. Han er desuden en internationalt anerkendt ekspert inden for international politik. Han har gennem mange år beskæftiget sig indgående med den liberale verdensorden, dens situation, krise og muligheder idag og har blandt andet udgivet bogen A Liberal World Order in Crisis (2011)
  • David Munk Bogballe er direktør og doktorand i politisk filosofi ved Freie Universität i Berlin. Han er desuden blogger på Børsen og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Randers.

Praktiske informationer

Tid: lørdag d. 25. februar kl. 12.30-17.30
Sted: Preben Hornung-stuen i Studenternes hus, Frederik Nielsens vej 2-4, 8000 Aarhus C
Pris: 100 kr. for abonnenter, 150 for ikke-abonnenter. Prisen inkluderer deltagelse samt eftermiddagskaffe og kage. Der vil kunnne købes øl og vand til billige penge under konferencen.

Middag koster 100 kr. Der vil kunne købes øl, vin og vand til middagen.

Tilmeld dig her

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside