Er Rigsretten nedlagt?

11. november 2016
3 minutters læsetid

Information kan i dag endnu engang underholde deres læsere med historien om, at landets statsminister har undladt at underrette Folketinget om et brev fra FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, som Statsministeriet modtog i midten af januar, og som kritiserede den påtænkte smykkelov, der på dette tidspunkt blev behandlet i Folketinget. Når Information tager sagen op igen, er det, fordi nyligt fremkomne dokumenter muliggør, at undladelsen var forsætlig.

I ministeransvarlighedsloven fastslås det, at en minister skal straffes, ”hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed”. Stridende imod disse pligter, er det ekspliciteret, er det, når pågældende minister ”giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen”.

Dermed antyder Information således, at landets statsminister har forbrudt sig mod loven og sit embede.

Ministeransvarlighedsloven er en juridisk ejendommelighed, idet kun Folketinget og regeringen selv kan anklage en minister for brud på denne lov. Men ingen af de to institutioner har anklaget statsministeren.

Når end ikke oppositionen har stillet forslag om en rigsretsanklage i denne sag, der ellers må synes oplagt at få skabt klarhed over, så efterlades vi som borgere ikke med anden formodning, end at det ikke er i Folketingets interesse overhovedet at benytte dette kontrolapparat over for regeringen – end ikke for de partier, der i højst grad ynder at markedsføre sig selv som gennemsigtighedens bannerførere og folkets sande repræsentanter. Når det er sådan, så kan man let få den tanke, at dette forhold hidrører fra en stille borgfred, hvad angår rigsretssager – alene fordi våbenet er tveægget. Det kan være ens egen regering, der bliver mødt med et sådant forslag næste gang, og man har ikke behov for den tyngende moralske forpligtelse, der skulle tvinge en til at bringe den regering, man selv danner parlamentarisk grundlag for, for en rigsretssag.

Dette er ikke et udebatteret emne. Under Estrups regeringstid forlangte flere højrefolk, at Venstre, hvis partiets medlemmer virkelig mente, at de provisoriske love var grundlovsstridige, var pligtige at anlægge sag for Rigsretten. Hertil svarede Venstre, at det var et eksklusivt prærogativ, som Folketinget selv afgjorde, hvornår det ville bruge.

Man må imidlertid stille sig selv det spørgsmål, om det på nogen måde er meningsfuldt, at regeringen vedvarende kan unddrage sig anklage for at vildlede parlamentet, når bare den kan tage sit parlamentariske grundlag i ed. Kontrolinstansen var en hjørnesten i Junigrundloven fra 1849, netop fordi regeringen ikke skulle kunne styre ved magtmæssig vilkårlighed, men efter lovens bogstav. Det er således decideret grundlovsundergravende, hvis brugen af kontrolinstansen bliver genstand for en politisk studehandel.

Der har ikke desto mindre de seneste år været en række sager, som har været præget af endda såre legitime beskyldninger om, at Folketinget er blevet vildledt – forsætligt eller uagtsomt. Her kan f.eks. nævnes sagen om landbrugspakken tidligere på året, hvor navnlig Enhedslisten fremhævede fødevareministerens handlingers ulovlighed uden heller her at tage de fornødne skridt til en rigsretsanklage.

Bemærkelsesværdig var i denne forbindelse også Christiania-sagen i 2013, hvor Folketingets Retsudvalg fik at vide, at man ikke kunne gennemføre et besøg på Christiania, fordi politidirektøren ikke kunne deltage. Dette var efter alt at dømme en bevidst vildledning, den såkaldte nødløgn. Bevares, Morten Bødskov forlod efterfølgende sit embede, men blev ikke retsforfulgt og dermed heller ikke straffet på trods af, at bevidst vildledning i ministeransvarlighedsloven er en skærpende omstændighed og ville, hvis vurderet slem nok, kunne føre til en fængselsdom. Morten Bødskov er i øjeblikket medlem af Nationalbankens repræsentantskab.

Det er væsentligt for forståelsen af denne sag, at vi ikke betragter vores land som stående på et kulturniveau, hvor man løser konflikter ved at nære tillid til udfaldet af dyst i håndgemæng, kast med fæces eller anden form for indbyrdes kamp. Danmark er, bilder vi vores børn ind, en retsstat. Retstrætter løses ikke – eller bør i hvert fald ikke løses – ved anden model end ved moden undersøgelse af sagen og en på denne baggrund udmålt sanktion over for den eventuelt mod loven forbrydende part.

Virkeligheden er imidlertid, at vi har en lov, der gentagne gange synes tilsidesat, uden at der er bragt klarhed over sagen, og uden at de eventuelle lovbrydere er blevet straffet for deres brøde. Magt har på dette område erstattet ret. Loven håndhæves ikke, alene fordi de, der har magt – og pligt – til at anlægge sagen, ikke har interesse i at håndhæve den.

Man kan naturligvis stille spørgsmålet, om det er rimeligt at anlægge en rigsretssag, hver gang en sådan sag opstår. Det synes imidlertid at være en lille pris at betale for at sikre, at lovene vedtages på oplyst grundlag, for at der faktisk dannes klarhed over, hvad der foregår i det politiske system – navnlig i lyset af den nuværende offentlighedslovs mørklægning – og sidst, men ikke mindst, for at hverken landets ministre eller Folketingets medlemmer på noget tidspunkt vover at formaste sig til at tro, at de kan tilsidesætte loven i egen magtfuldkommenhed.

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside