Mette Bocks kulturpolitik: “Kulturens trebenede skammel”

28. november 2016
13 minutters læsetid

Liberal Alliance er for første gang indtrådt i regering, og partiet har sat sig på en række tunge kulturpolitiske poster, såsom undervisningsministeriet og ikke mindst kulturministeriet. Men hvad er liberal kulturpolitik? Den nye liberale kulturminister Mette Bock har sammen med den nye udenrigsminister Anders Samuelsen begået en lille afhandling om emnet til Årsskriftet Critique VII, som udkom 2104. Vi bringer det her i fuld længde.

Af mag.art. Mette Bock og cand.scient.pol. Anders Samuelsen, Liberal Alliance 

 

Kultur er det, der binder et samfund sammen. Politikere taler ofte om behovet for at skabe ”sammenhængskraft” mellem borgerne gennem lovgivning, tvang og omfordeling. Den tilgang betragter vi som institutionel og udtryk for et kultursyn, som vi ikke deler, nemlig at kulturen skal styres fra oven, og at staten er klogere end borgerne. Vi betragter kultur som noget langt bredere end kunst eller kulturforbrug i snæver forstand.

Som liberale vil vi hellere tale om det fællesskab, der binder mennesker sammen. Fordi vi er fælles om historie, sprog og grundlæggende værdier – samtidig med at vi insisterer på vores individuelle frihed og forskellighed og et liv i en globaliseret verden.

Kulturen bygger i en sådan forståelse på tre ben: Civilsamfund, dannelse og institutioner. Alt for ofte ender kulturpolitiske diskussioner i endeløse slagsmål om fordeling af penge og tilskud. Og alt for sjældent får vi samtalen om, hvilken kultur det danske samfund bygger på, og i hvilken retning vi – som civilsamfund og borgere – ønsker kulturen skal udvikle sig. Vi mangler kulturelt overskud og er blevet åndeligt fattigere.

I dette bidrag til kulturdebatten sætter vi økonomidiskussionen bagest.  I stedet koncentrerer vi os om at beskrive den danske kulturs styrker og svagheder samt de muligheder og trusler, vi som liberale ser omkring os. De tre afsnit omhandler civilsamfund, institutioner og dannelse. Som et lille aber dabei vil vi så til sidst berøre, hvordan de økonomiske rammer for kulturpolitikken kan understøtte den udvikling, vi ønsker.

I stedet for kun at fokusere på den økonomiske krise burde vi tale meget mere om den kulturelle krise i det danske samfund. Politik skaber ikke kultur, som en tysk politiker engang udtrykte det. Men kultur skaber politik, økonomi og samfund – på godt og ondt.

Civilsamfund

Meget ofte glemmer vi, at det danske samfund er opbygget af og omkring et stærkt civilsamfund. Da vi fik grundloven i 1849, blev den bygget på nogle kerneværdier, nemlig frihedsrettighederne. Grundloven skulle beskytte det enkelte menneske mod overgreb fra en enevældig konges side og sikre retten til privatliv, ejendom, retten til at ytre sig, forsamle sig og tro, som man ville. Lovgivningen skulle desuden vedtages af folkevalgte politikere, borgerne kunne smide på porten, hvis de ikke forvaltede magten tilfredsstillende.

I 1864 skete den tragedie, som på mange måder kom til at forme den danske selvforståelse. Danmark tabte hele Slesvig og blev med et slag reduceret fra selvopfattelsen som stormagt til den skrøbelige position som småstat. Den positive side af tabet var imidlertid, at det danske folk rejste sig på det fundament, som Grundloven allerede havde givet folket: Hvad udad tabes, skal indad vindes. Og det blev det. Tabet blev formende for dansk kultur og identitet – og for det samfund, vi kender i dag.

Det tog ganske vist adskillige årtier, før vi med fast blik kunne påstå, at demokratiet var en realitet. Men langsomt udviklede vi andelsbevægelse, højskolebevægelse, foreningsliv, en fri presse, folkeskole og folkekirke – alt sammen med frihedspas til at gøre noget andet, hvis man kunne finde andre at gøre det sammen med. Bønderne slog sig sammen i mangfoldige landboforeninger, de byggede andelsmejerier, andelsslagterier og andelsselskaber, som blev styret af medlemmerne selv, ligesom heden blev opdyrket og dyrkningsmetoderne effektiviseret. Samtidig kom industrialiseringen for alvor til Danmark, og ingeniørerne kastede sig over innovation, produktivitetsforbedringer, arbejdsdeling og udvikling af nye maskiner.

Højskolebevægelsen, igangsat af Grundtvig og Kold, havde det klare formål at oplive og oplyse det danske folk. Vi havde ambitionerne om at blive både klogere og dygtigere, og mulighederne blev begærligt grebet. Almuen søgte højskolerne, der ikke bare sikrede et løft i almendannelsen, men også udbød praktiske fag fra regning og sløjd over kurser om hestens pleje til praktisk husgerning. Uddannelsessystemet blev udbygget. Borgerne greb sultent muligheden for at tage sagen i egen hånd, som Grundloven havde åbnet for.

Også demokratiet udviklede sig skridt for skridt. Man forsamledes i grupper, typisk bygget omkring klassetilhørsforhold, der senere blev til politiske partier: Højre for borgerskabet (Det konservative Folkeparti fra 1915), Venstre for bønderne, Socialdemokratiet for arbejderne og fra 1905 Det radikale Venstre som et konglomerat af husmænd og intellektuelle. Sideløbende blev pressens firebladssystem udviklet, og aviserne blev kraftfulde talerør for de forskellige politiske partier. Enhver større provinsby havde sine fire dagblade, der med fynd og klem argumenterede for partiernes synspunkter, hvilket også i høj grad prægede reportagen. Der var ingen fine paroler om upartiskhed og fairness. Til gengæld var der rene trut i trompeten og varedeklaration i kolofonerne, der tydeligt fremhævede partibåndene – ligesom journalisterne helst skulle have partibogen i orden.

Også kristendommen og troen på Vorherre indgik helt naturligt i mange avisreportager. Som et morsomt eksempel herpå kan henvises til Berlingske Tidendes forsideartikel på befrielsesdagen i 1945. Lange stræk bruges til at takke Vorherre for befrielsen og den klogskab, hvormed Han nu havde tilrettelagt krigens afslutning, og det takkede danskerne naturligvis for. Og nå ja, så var der jo også lige noget med nogle allierede, der spillede en birolle. Måden, medierne fungerede på dengang, var på mange måder fundamentalt anderledes end nutidens normer for god journalistik, og dette forhold har haft enorm betydning, også kulturelt.

Tilbage til de kulturelt rige år i slutningen af 1800-tallet. Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersen skrev, så det knitrede, og efter nogle benspænd med provisorielove og fortsat forfølgelse af især socialdemokrater, venstremænd og intellektuelle kritikere foldede parlamentarismen sig fuldt ud efter systemskiftet i 1901. De færreste borgere lagde skjul på, hvilket parti de tilhørte, hvilket jo også afspejlede sig i avishold og i, hvilke foreninger man var medlem af. De folkevalgte var rigets fremmeste mænd – og efter 1915 kvinder – der på et, som oftest relativt sent, tidspunkt i livet blev betroet nøglerne til magten.

Nu kan ovenstående jo let komme til at lyde som den rene idyl. Det var det ikke. Der var voldsomme modsætninger i samfundet og mange blev langt op i 1900-tallet efterladt på bagsmækken alene af den grund, at de var født i det forkerte samfundslag. Men fundamentet for et stærkt og selvforvaltende civilsamfund blev støbt, og i balancen mellem stat og civilsamfund var civilsamfundet absolut til det vigtigste. Staten skulle understøtte, hvor civilsamfundet ikke kunne magte opgaven. Den skulle ikke overstyre.

Den balance tippede definitivt i statens favør i 1970’erne. Civilsamfundet blev trængt i baggrunden, og staten overtog opgaver, der ikke blot sikrede, at de, der ikke kunne selv, blev hjulpet – men også en statslig styring og dominans i kulturelle anliggender. Det er ikke uden grund, at Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt (S), blev udnævnt i 1962. Fra det tidspunkt satte statsliggørelsen af kulturen ind.

Dannelse

Formålet med beskrivelsen af civilsamfundets udvikling i perioden fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet har været at påpege, hvilken enorm betydning civilsamfundet havde for den kulturelle dannelse. Folket rejste sig bogstavelig talt frigjort fra enevældens lænker og begrænsninger. Vilje, kræfter og ikke mindst ambitioner og sult efter materielt bedre forhold og indsigt i ånd og kultur var en drivkraft, der bandt sammen, også på tværs af eksisterende sociale klasser. Frihed for Loke såvel som for Thor, som Grundtvig beskrev det så visionært i Nordens Mythologi: ”Mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd – og der skal være plads til alle synspunkter og præferencer.” 272

Grundtvig så myterne og de nordiske fortællinger som afgørende for forståelse af den evige kamp mellem det gode og det onde. Han valgte tilmed at gå ind i politik efter sine rejser til det mere liberale England og kæmpede med næb og klør for ånds-, tros- og ytringsfriheden. Alligevel fik Grundloven som bekendt ikke Grundtvigs stemme, da bekymringen for, om danskerne nu var oplyste nok, var for stor – trods det forhold, at den første grundlov kun gav omkring 14 procent (mandlige) borgere valgret.

Bekymring var ikke ny. Allerede i 1844 blev Danmarks første højskole grundlagt i Rødding af Christian Flor. Efter det store, nationale nederlag i 1864 landede Rødding syd for grænsen, hvilket førte til etablering af den legendariske Askov Højskole lige nord for Kongeå-grænsen i 1865. Højskolens betydning for dansk kultur og dannelse kan næppe overvurderes. Hele tanken om ungdommens møde mellem rig og fattig, høj og lav – med fordybelse og dannelse som det egentlige formål – har præget generation efter generation helt op til vore dage. Talrige højskoleforstandere har gennem tiden været åndelige fyrtårn, der har givet markante bidrag til samfundsdebatten. Skal man i få ord beskrive, hvad der har været med til at skabe fundamentet for den danske kultur, er det nærliggende at henvise til kristendommen, højskolebevægelsen, arbejderbevægelsen og foreningslivet – en pligtetik og et folk, der ville og kunne selv.

Nu skal det jo ikke være den rene forfaldshistorie. Som et nyetableret, liberalt parti bliver vi ofte beskyldt for at ville destruere alt, hvad danskerne har kært – fra velfærdssamfund til kulturliv. Det har vi absolut ingen intentioner om. Tværtimod synes vi, det er på tide, at vi som danskere besinder os på grundlaget for vores historie og kultur og får genoprettet balancen mellem civilsamfund og stat. Noget kan blive så gammeldags, at det bliver moderne igen – i nye klæder. Vilje, kræfter og ambitioner skal igen tildeles friheden til at folde sig ud. Men jo mere staten fylder og omfordeler, des mere læner vi os tilbage og forventer, at det meste klares for os, og at der i hvert fald knyttes betaling til, hvis vi skal engagere os og præstere. Noget (skat) for noget (ydelser).

Når vi skal knytte sløjfen tilbage til de rige år i slutningen af 1800-tallet, er det ikke en romantisk drøm om det tabte. Det er faktisk et oprigtigt ønske om at frigøre vilje og kræfter, som vi ved fortsat eksisterer.

Nøglen til en sådan renæssance på en ny tids vilkår ligger i skole- og uddannelsessystemet. Der er et paradoks i, at den tyske tømrer kender sin Goethe og Schiller, den franske landmand er stolt af sin Voltaire og Rousseau, og den engelske lærer fortsat begejstres over Shakespeare. Men hvor er danskerne viden om vore egne åndsfyrtårne og klassikere blevet af? Hvor er evnen til at erkende de lange linjer? Hvis man ikke kender (kultur)historien, er det vanskeligt at finde fodfæste og navigere i en foranderlig verden. Resultatet kan meget vel blive, at angst, rodløshed og indelukkethed kommer til at overskygge kreativitet, nysgerrighed, åbenhed og lysten til at skabe.

Også hvad angår dannelsen skete der en grundskade omkring 1970. Opgøret med den sorte skole blev ganske vist indledt af Grundtvig, men man forvekslede i 1970 det på mange måder tiltrængte opgør med autoriteterne med behovet for at skrotte enhver form for almen dannelse.  Kendskabet til dansk historie, litteratur, kristendom og sprog blev forvist fra kerne til periferi i både grundskole, ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser. Historiefaget blev i en periode slugt af faget orientering, kristendomsfaget blev til religion, danskundervisningens toning flyttede sig fra klassikere og grammatik til Anders And og reklamekritik – ligesom musikundervisningen blev til sammenspil og rytmisk musik. Det burde være obligatorisk, at ethvert dansk skolebarn én gang om året kom i teatret, én gang om året til en koncert, én gang om året til en forfatterdag og én gang om året på et museumsbesøg. Enkelt, effektivt og øjeåbnende. Man kan jo ikke bebrejde den unge generation, at de intet kender til kunstens mange genrer, hvis de stort set ikke er blevet præsenteret for dem i et levende møde.

De videregående uddannelser er sideløbende blevet mere og mere specialiserede. Antallet af uddannelser er eksploderet, mens de almendannende elementer stort set der udryddede. Vi bliver muligvis teknisk dygtige – men ikke særlig kloge på livet og vores egen kulturelle identitet.

Der er intet i vejen for udvikling af curriculae – det vil være en fortsat proces i takt med, at samfundet forandrer sig. Problemet er bare, at de bærende søjler røg ud til fordel for massiv prioritering af det tidsaktuelle og moderne. Det fag-faglige blev tværfagligt uden forståelse for, at tværfaglighed uden et fundament af faglighed er en parodi. Ligesom læring af fremmedsprogene engelsk, tysk og fransk – som alle bør opprioriteres – forudsætter stærk kompetence i modersmålet dansk.

Vejen frem er heller ikke på dette punkt at drømme sig tilbage til en tid, der ikke længere er. Vejen frem er derimod helt jordnært at opprioritere det almene og de lange linjer – i alle fag. Det er ikke nok at klistre særlige nye fag på skemaet – det skal ind i alle fag. Helt lavpraktisk kan første skridt være at gøre læreruddannelsen universitetsbaseret – og at bringe didaktik og pædagogik ind i de universitetsfag, der for manges vedkommende fører til lærerjobs på ungdomsuddannelserne. Alle læreruddannelser, der fører i retning af såvel grundskole som ungdomsuddannelser, bør stå på tre ben: Det ene i form af dyb fag-faglige viden, som den findes på universiteterne. Det andet i form af indsigt i didaktik og pædagogik, som den findes på læreruddannelserne. Og det tredje i form af almendannende elementer – som ikke findes nogen steder i dag! En kombination heraf ville gøre underværker.

Et lille kuriosum tyder på, at der findes en utilfredsstillet sult. I 1970´erne og 1980´erne afskaffede mange skoler morgensangen. Le blot, men manglende viden om den danske sangskat som et helt unikt kulturtræk i verdenssammenhæng, skal man ikke kimse af. I dag kan vi konstatere, at mange skoler og arbejdspladser genindfører morgensangen. Der er kommet en ny generation, som mærker, at de mangler noget. Resultatet er blandt andet, at den seneste udgave af højskolesangbogen er blevet et større hit end nogen af de øvrige 18 udgaver, og siden udgivelsen i 2006 har solgt i knap 40.000 eksemplarer. Det er der ikke mange udgivelser, der kan slå. Opprioritering af dannelseselementet handler om vilje – ikke om penge.

Institutionerne

De tredje ben på kulturens skammel er institutionerne. I et lille land med godt fem millioner indbyggere kan kulturens bærende institutioner ikke fungere alene på markedets vilkår. Vi skal have en opera, en nationalscene, museer og symfoniorkestre. Og vi skal have uddannelser, der sikrer, at den kunstneriske talentmasse udvikles. Vi kommer med andre ord ikke udenom, at fællesskabet også i et liberalt samfund skal bidrage til finansieringen af kulturens institutioner og uddannelser. Men det må konstateres, at staten i dag ikke blot understøtter, men overstyrer – hvilket ikke kan undre, for den, der betaler musikken, bestemmer naturligvis, hvad der skal spilles.

Tænk, hvis vi blot vovede de første små, liberale skridt. Tænk, hvis skatten blev sat ned, så borgerne i højere grad kunne være medfinansierende og dermed selv prioritere deres kulturforbrug. Tænk, hvis introduktionen til kunst og kultur var et centralt element i skole og uddannelser. Og tænk, hvis politikerne ellers havde modet til at omfordele i stedet for bevidstløst at videreføre gamle privilegier. Hver gang der tales kulturpolitik på Christiansborg, handler det om flere eller færre penge.

Hvis vi nu forestiller os, at vi indarbejder kultur og almendannelse i undervisningen af børn og unge. Hvis vi nu forestiller os, at vi fastfryser kulturministeriets budget de næste ti år, men prioriterer kulturstøtten anderledes end i dag, kunne vi få gjort op med, at stort set ingen, der på noget tidspunkt har fået tildelt støtte, kan få den frataget igen. Resultatet er over tid, at kulturstøtten er blevet smurt ud i et tyndere og tyndere lag.

I dag fordeles kulturstøtten i snæver forstand på tre forskellige niveauer: Eliten, mainstream og vækstlaget. I en omfordeling ser vi gerne, at elite og vækstlag styrkes – mens mainstream i langt højere grad bør stå på egne ben. Ikke alle kulturudbud skal støttes, og har aktører i vækstlaget fået støtte i en tid uden at bevæge sig i retning af større selvfinansiering, bør støtten ophøre.

Samtidig bør der stilles større krav til de nationale kulturinstitutioners leverancer. Det kan ikke passe, at Det Kgl. Teater har langt færre premierer end sammenlignelige institutioner i andre europæiske lande. Det kan ikke passe, at de nationale kulturinstitutioner ikke forpligtes til i højere grad at bevæge sig ud i landet – og at modtage skoleelever og studerende i langt større omfang. Det kan ikke passe, at DR ikke prioriterer kulturformidlingen højere end i dag. Og det kan ikke passe, at borgerne ikke tillægges et større ansvar for eget liv.

Så kom vi alligevel lidt ind på pengene til sidst. Pointen er den, vi indledte med: Kultur er noget langt bredere end kunst og kulturforbrug i klassisk forstand. Det handler om bærende værdier, der binder os sammen. Om kendskab til historie, identitet og sprog. Og det handler om respekten for, at vi er forskellige.

Kulturpolitikken skal med andre ord sikre, at danskerne introduceres til kulturfællesskabets bærende værdier og kunstens mange genrer allerede fra barnsben i skole og uddannelse. At talent får mulighed for at udvikle sig. At kunstnerne og kulturinstitutionerne påtager sig et større ansvar for at introducere alle for både kulturarvens rige bagage og det banebrydende og nyskabende. Dermed kommer kunsten til at sikre den enkelte borgers individuelle forståelse af egen identitet og situation, ligesom muligheden styrkes for at forholde sig til det, der almenmenneskeligt går på tværs af religion, social status, seksuel orientering, køn og nationalitet. Hertil kommer, at en ændret balance mellem civilsamfund og stat vil give alle mulighed for i højere grad selv at prioritere deres kulturforbrug.

Kunst og kultur er de seneste 50 år blevet forvist til et eksklusivt sidelokale for de få i stedet for at være hovedmøblet på torvet. Kulturens fundament ligger ikke i en montre – det er en trebenet skammel: Civilsamfund, dannelse og institutioner. Erkendelse heraf forudsætter nytænkning i kulturpolitikken, mod til omprioritering – og vilje til at stille krav. Det handler ikke om penge.

Anders Samuelsen (f. 1967) er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, medlem af Folketinget og politisk leder af Liberal Alliance.

Mette Bock (1957) er mag.art. i filosofi fra Syddansk Universitet og cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, og medlem af Folketinget for Liberal Alliance. Hun er bl.a. fhv. ansvarshavende chefredaktør for Jyske Vestkysten og prorektor på Aarhus Universitet.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside