Derfor vandt Trump

9. november 2016
4 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Ja, så er det sket. I skrivende stund har selv CNN og AP erkendt det. Donald Trump har vundet og er valgt som Obamas afløser, USA’s nye præsident.

Jeg har forsøgt ikke at følge den danske mediedækning af valget og jeg har egentlig tænkt mig at holde fast i det princip i dag, eller måske endda særligt i dag, hvor vi uden tvivl vil opleve en mur af jammer, forargelse og overraskelse (og husk venligst, kære læser, at dette er skrevet af den slags formastelige konservative, der i sit stille sind havde håbet på en sejr til Hillary Clinton.)

Jeg kom dog for skade at tænde radioen, og det har jeg allerede fortrudt. Holger K. Nielsen var sur og forarget og mente, at vi måtte revurdere vores forhold til USA. Lars Trier Mogensen slyngede om sig med lommepsykologiske diagnoser og forklarede den tålmodige lytter, at det mest var i diktaturer, at man havde ledere af Trumps karakter. Ja, jammer og rædsel er det. Og det kan der måske være god grund til.

Også jeg frygter, at Trump vil blive en katastrofe. Både for USA som for Republikanerne som for den ideologiske konservatisme. Men jammeren i de danske medier og den danske offentlighed er så frygtelig forudsigelig, at den ikke er værd at beskæftige sig med.

Hinsides jammer – Hvad er vigtigt?

Her er mit bud på, hvad det i første omgang er værd at hæfte sig ved.

Der er ingen grund til at være overrasket, for valget lå frygtelig tæt. Og jeg havde selv til almindelig moro peget på, at det var meget tænkeligt, at Trump ville vinde valget allerede 6. november. Selvom Clinton så ud til at have stoppet blødningen siden da, var intet forandret, da valget gik i gang. Det lå frygtelig tæt og alt kunne ske.

Faktisk er del vel kun, hvis man som mange danske (og amerikanske anti-Trump) kommentatorer lod sig vildlede af de mange rapporter om Clintons store sejr blandt dem, der havde stemt før tid, at man for alvor kunne blive overrasket. ”Early voting” i svingstaterne Florida og Nevada havde peget på, at mange latinamerikanere ville stemme og, at de ville stemme mod Trump i stort tal. Resultatet er nu, at det faktisk lykkedes Demokraterne at fastholde Nevada, der nu i tre valg i streg er faldet til dem, mens Trump vandt i Florida.

For mig er det eneste overraskende, at Trumps sejr er blevet så stor, som den er, og at han har vundet stater som Michigan og Pennsylvania. Det havde jeg ikke troet. Jeg havde egentlig peget på, at Trumps kurs til det hvide hus gik over en mere traditionel kurs med stater som Nevada, Arizona og Florida som afgørende. Men med Trumps sejr i Michigan og Pennsylvania har han haft råd til at miste Nevada.

Det er væsentligt at hæfte sig ved, hvilke stater, han har vundet: Traditionelle Demokratiske højborge. Det peger på, at det faktisk er lykkedes Trump og Republikanerne at tage et større antal arbejder-/middelklassestemmer fra Demokraterne (og få dem til at stemme), end de fleste havde antaget.

Det store billede

Skal jeg give mit bud på, hvad det store billede ved dette valg er, må det være følgende:

  1.  Clintons svaghed. Hun var en svag kandidat, moralsk korrumperet og med et blakket ry. Hun har ikke kunnet mønstre nok engagement til at holde fast på Obamas koalition af minoriteter. Man skal huske, at Obama vandt i sin tid ved at mobilisere nye vælgergrupper blandt sorte og latinamerikanere og unge, der normalt ikke har stemt. Disse grupper har stadig i høj grad støttet Clinton, men de har næppe stemt i det antal, som hun havde håbet. Det peger også på, at Demokraternes meget udbyggede valgmaskineri, deres organisation og ”ground game”s betydning har været overvurderet. Den har ikke kunnet stå mål med entusiasmen fra Trumps kampagne.
  2. De demografiske ændringer, som Demokraterne længe har sat deres lid til, har en bagside og det gælder både i USA og i Europa. Udviklingen, der af demografer kaldes ”the browning of America” og hvis motor først og fremmest er en de facto meget liberal indvandringspolitik, skubber traditionel arbejder-/middelklasse over på højrefløjen, fordi den truer deres identitet.
  3. Dette har ført til, at særligt den hvide arbejderklasse begynder at opføre sig som det, progressive aldrig svigter en chance for at minde dem om, at de er, nemlig en minoritet. Med andre ord bevæger de sig mod at stemme en bloc og uheldigvis for Demokraterne har de arbejdet hårdt på at skubbe dem, deres tidligere kernevælgere fra sig. Den hvide arbejderklasse udgør stadig 35-40 procent af befolkningen og er den største vælgergruppe i landet – uanset de demografiske ændringer.
  4.  Venstrefløjens ideologiske fallit. USA’s venstrefløj har længe slået sig op på en aggressiv multikulturalisme og afvist mytologien om USA som en smeltedigel til fordel om idéen om landet som en salatskål. På samme vis har den kastet sig ud i en aggressiv kønsidentitetspolitik, hvor den har villet undergrave traditionelle (og om man vil naturlige) kønskategorier til fordel for en ustyrligt blomstrende kønspluralisme, som de fleste har vanskeligt ved at kapere. Venstrefløjens identitetspolitik har været et væsentligt udslag af og er fortsat en væsentlig komponent i dens ideologiske og kulturelle dominans, men den er også – for nu – årsagen til dens fald.
  5.  Republikanerne (eller Trump) har nu fundet en ny identitetspolitisk position, en etno-national eller nationalpopulistisk identitetspolitik. Denne har nu vist sig at være mere potent end venstrefløjens minoritetsfetichisme. En erfaring vi også kender fra Europa.

Dette er mine umiddelbare tanker om valget og, hvad det fortæller om det politiske billede. En måde at opsummere situationen er ved at konstatere, at Trump er et resultat af Obama-linjen hos Demokraterne. Trump er Obamas søn uden for ægteskab.

Og sådan ligger landet med andre ord. Trump vil blive USA’s næste præsident. Jeg synes ikke det er godt for USA eller verden, men det er ikke pointen her. Pointen er, at jordskredet er en realitet, og dermed er dynamikken i amerikansk politik ændret på samme måde som da det lykkes Demokraternes progressive at jage kristne vælgere over til Reagan.

Og nok er Trump ikke en ny Reagan, men han kan meget vel være en ny Nixon.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside