Berlingskes æstetiske borgerlighed

24. oktober 2016
3 minutters læsetid

I Berlingskes artikelserie ”På sporet af borgerligheden” møder man den 19. oktober Luise Faurschou, der viser sig at beskrive en borgerlighed der kun i nogen omfang er beslægtet med et konservativt livssyn. Hendes hovedpointe om borgerlighed er en ide om, at man først og fremmest er en borger i verdenssamfundet:

”Når jeg skal forholde mig til begrebet »borgerlige værdier«, er det første, jeg tænker, at borgerlig er at være borger i et samfund. Det er vi naturligvis i vores nationale samfund, det danske, men i min optik i 2016 er det i lige så høj grad at være borger i verdenssamfundet. Så mit afsæt både for mine politiske holdninger og mit arbejde er, at jeg anser mig selv som en »global citizen«.”

At hun så efterfølgende erklærer sig for mere humanist end borgerlig, og i øvrigt stemmer radikalt, er nok næppe en overraskelse for læsere af Årsskriftet Critique. Ideen om verdensborgerskabet er dog en der findes af og til blandt selverklærede borgerlige, og der kan derfor være god grund til at se nærmere på, hvorfor den ide egentlig er en dårlig ide. Til det formål skal vi bruge en samtale om dannelse, der fandt sted på Vallekilde Højskole i anden halvdel af 1800-tallet.

Poetisk dannelse

Vallekilde Højskole var fra sin fødsel i 1865 en del af den grundtvigianske bevægelse, der i den periode bestod af en lang række skoler, kirker og andre institutioner, der alle havde berøring med landbokulturen. Vallekildes grundlægger hed Ernst Trier, og det er en samtale han havde med biskop H.L. Martensen, som vi her vil bruge. Samtalen er beskrevet i Ove Korsgaards fremragende beskrivelse af den nu næsten uddøde landbokultur, ”Solskin for det sorte muld”.

Biskoppen er på besøg på Vallekilde, og han undrer sig over det sted han besøger. Vallekilde Højskole var på det tidspunkt både et sted for, hvad vi i dag ville kalde akademiske og praktiske sysler. Biskoppen spørger derfor om det virkelig er meningen at disse landbokarle og piger skal være ”æstetisk dannede mennesker”?

Til det svarer Trier benægtende. Den æstetiske dannelse er for Trier en dannelse der beskæftiger sig med nydelse og abstraktioner, og som derfor løsriver mennesker fra den verden de skal leve deres liv i. I stedet svarer Ernst Trier:

”Det, jeg vil give eleverne del i, er ikke den æstetiske dannelse, men en virkelig poetisk opfattelse af livet. Ikke den, der giver fordringer til livet, så de ikke kan malke en ko, fordi lugten i stalden svækker livsnydelsen, men den dannelse, der giver glæde i arbejdet.”

Det æstetiske borgerskab

Jeg kan ikke her behandle datidens dannelsesdiskussion mellem den grundtvigske og den nyhumanistiske tradition på nogen fornuftig facon. Jeg kan dog anvende Ernst Triers skarpe skel mellem en dannelse, der fjerner individet fra hverdagen, og en dannelse der forankrer individer i hverdagens gøremål.

Min fortolkning er her, at ideen om borgerskabet selvfølgeligt er en del af den dannelsestradition Trier repræsenterer. For grundtvigianerne var der en intim sammenhæng mellem arbejde, foreningsdeltagelse og fritid, og mellem åndsliv og praktiske gøremål. For Ernst Trier ville ideen om at borgerskabet skulle være løsrevet fra lokalsamfundet, nationen og menigheden, have været absurd.

I Triersk forstand giver det derfor mening at benævne det globale borgerskab som en art æstetisk borgerskab. Det er et borgerskab der ikke bygger på en forankring i nogen kultur eller noget særligt geografisk område, men alene bygger på en række abstraktioner såsom globalisering, menneskerettigheder, menneskeheden, et globalt samfund osv. Det er løsrivelse i sin rene form.

Borgerskabets forankring

Det gode ved det borgerskab Grundtvig forestillede sig, og som også er en del af den konservative tradition, er at vi i borgerskabet forbindes til de konkrete medmennesker der lever som vores naboer. Vi bindes til hinanden i den lokale skole, i de lokale foreninger, i det lokale demokrati osv. Det lokale borgerskab giver os også pligter, fordi tingene kun eksisterer eller lever i kraft af vores deltagelse i dem.

Hvilke pligter binder den globale medborger til sine medmennesker? Hvorfor skulle en i egen forståelse global borger dog involvere sig i den lokale gymnastikforening, partiforening eller menighedsråd? Det globale borgerskab som ide er derfor en dårlig ide, fordi det beskriver den ubundne tilværelse, hvor kun lysten, og aldrig pligten sætter grænser. Pligter er nemlig noget der meget konkret opstår i forankringen i det lokale og nationale fællesskab.

Stefan Agger

Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside