Vi er ikke i krig mod Islam

2. september 2016
6 minutters læsetid

Christian Egander Skov

For tiden raser en debat om forholdet mellem terror og Islam – en debat som også har afdækket principielle skillelinjer på den politiske højrefløj. En ting lader det sig ikke gøre at benægte: Vi er under stadigt angreb fra terrorister med muslimsk baggrund.

Men spørgsmålet er, hvordan vi på den baggrund skal forstå vores situation: Er der et sammenstød mellem Vesten og Islam? Er vi, som størstedelen af den nationalkonservative højrefløj – og senest Monica Papazu her i Replique – hævder, i krig mod Islam som sådan? Eller er vi, som Søren Pind kom for skade at hævde, i krig mod en dødskult eller ligefrem mørket? Eller er der i virkeligheden tale om, at Vesten og vestlige eller moderniserende kræfter uden for Vesten er i krig mod en form for radikal politisk islam, som vi typisk kalder islamisme?

Spørgsmålet er kompliceret, ikke mindst fordi debatten jo udspiller sig som en underdebat under en større debat på samfundsplan om forholdet mellem Islam og terrorisme, hvor en endnu større diversitet af synspunkter eksisterer.

Et andet element, der komplicerer sagen noget, er islamdebattens stadigt mere udtalte karakter af identitetsmarkør: Mener man, på den ene side, at vi er i krig med Islam og at der er en uforligelig modsætning mellem Vesten og Islam, ja så ryger man hurtigt ud af det gode selskab. Mener man, på den anden side, at det er enten uhensigtsmæssigt eller faktuelt problematisk at tale om en krig imod Islam som sådan, ja da bliver det hurtigt regnet for faneflugt blandt de nationalkonservative, der opfatter vores tid som en, der er bestemt af krigen mod Islam.

For såvel demonstrativt anstændige som uanstændige handler en ikke ringe del af debatten om at positionere sig, og dermed er den sunde sans og analytiske klarhed allerede opgivet som bestræbelse.

Meningsløs snak om krig mod Islam

Men til sagen. Det står for mig fuldstændig klart, at det er meningsløst at hævde, at der ikke er en forbindelse mellem Islam og den terrorbølge, vi oplever i Europa – og som man i øvrigt lider langt stærkere under  i Mellemøsten og i Afrika. Det er også meningsløst at hævde, at masseindvandringen til Europa ikke har medført endog meget store sociale og kulturelle udfordringer, der kun vil blive større i årene, der kommer. Det er endvidere meningsløst at hævde, at der ikke er et sammenstød mellem den islamiske verden og Vesten, et sammenstød, der tager sig forskelligt ud alt efter, om man nu er orientalsk eller occidentalsk situeret, men som er en realitet på samme måde, som det dårlige danske sommervejr.

Men det er ikke meningsfyldt at tale om en krig mod Islam.

Det er ikke meningsfyldt, fordi flertallet af muslimer ikke støtter terrorisme (hvilket ikke skal skygge for, at et stort mindretal mange steder faktisk gør det). Den islamiske verden er desuden  tilsyneladende delt midt over, når det kommer til at vurdere, om indflydelsen fra Vesten er fortrinsvis negativ eller positiv. Ser vi endeligt specifikt på støtten til Islamisk Stat – der pt. er den organisation, der inspirerer til og tager ansvar for størsteparten af den islamiske terrorisme i Vesten – så er den i det meste af Mellemøsten meget lav (men stadig højere end man kunne ønske sig). [se det hele her]

Views of ISIS Overwhelmingly Negative
Men dette er måske for nemt? Svaret fra de nationalkonservative islamkritikere vil her i hvert fald falde prompte. De ville sige: ”Denne betragtning er irrelevant, fordi vi jo alligevel aldrig har hævdet at være i krig mod alle verdens muslimer men derimod Islam som religion [eller oftere Islam som ideologi.]”

Er det så meningsfyldt at være i krig mod Islam i den forstand? Ja måske. Men kun under den betingelse, at Islam kan koges ned til én ting og, at denne ting bl.a. indebærer en entydig legitimering af terror mod Vesten, for det er jo terroren vi peger på, når vi siger, at vi er under angreb (medmindre man ligefrem hører til dem, der mener, at den muslimske indvandring er en form for bevidst koloniseringspolitik.)

De, der hævder, at vi er i krig med Islam, har altså og må nødvendigvis have et helt specifikt udgangspunkt for den overbevisning, nemlig en stærkt essentialistisk opfattelse af Islam. Det må vel at mærke være en opfattelse, der ikke blot siger, at Islam har en kerne og en tradition og er disponeret i en særlig retning, men at Islam entydigt er ét, og at der ikke er tale om Islam, når Islam hævdes at være andet end dette ene, eller når muslimer gør andet end det ene, de er foreskrevet at gøre.

Er islam ét?

Men at Islam ikke er ét, viser selv det mest overfladiske blik på den islamiske verden, præget som den er af sekteriske stridigheder, indbyrdes modsætningsforhold, synkretisme og stærkt varierende holdninger selv til områder som Sharia, der for en overfladisk betragtning skulle stå mejslet i sten som selve fundamentet for den lovreligion, Islam først og sidst er.

Det levende religiøse fællesskab Islam er ikke ét men mange. Og det er ikke kun den religiøse praksis, der afviger fra sted til sted og fra tid til tid. Det er også den teologiske tænkning.

Kun ved at se helt bort fra den empiriske mangfoldighed og reducere Islam til en kerne, man så forlener med en teologisk entydighed, Islam ikke har, og kun ved at postulere denne kerne som et entydigt forsvar for terror og jihad, (som fordømmes af de fleste muslimske lærde, hvis den ikke finder sted inden for de korrekte institutionelle rammer)  kun da kan opfattelsen af en krig mod Islam give mening.

Den kyndige mellemøstbetragter og konservative politiker Naser Khader har derfor en afgørende pointe, når han peger på ligheden mellem dele af højrefløjens islamkritik og islamisterne. Pointen er vel at mærke ikke, at de vil det samme; nej de to parter vil ved Gud det modsatte af hinanden. Pointen er, at deres opfattelse af Islam er den samme: Islam er ét og Islam er terror, og radikale islamister har den rette udlægning af islamisk teologi.

Den virkelige krig, vores virkelighed

Vesten og Islam oplever et sammenstød, for Islam trænger ind i Vesten gennem masseindvandringen, og Vesten trænger ind i den islamiske verden gennem moderniteten. Terror er det mest synlige udslag af dette sammenstøds negative konsekvenser, og vi har alle grunde til at tage det alvorligt.

Men vi er ikke i nogen meningsfyldt forstand i krig med Islam. Og dem, der hævder det, skylder i hvert fald at gøre fuldstændig klart, hvad de egentligt mener, når de siger hævder denne krig, i hvert fald, hvis det skal opfattes som andet end et retorisk greb, en alvorlig ment analyse af vores situation og opgave.

Hvordan er man i krig mod en religion eller en idé? Hvad er med andre ord de konkrete politiske, militære og juridiske konsekvenser af den krigstilstand, der forkyndes? Hvordan kan vi være i krig mod Islam uden at være i krig mod dem, der bekender sig til Islam? Hvordan kan vi altså være i krig mod Islam uden at være i krig mod muslimerne? Og hvis vi er i krig mod muslimerne, af hvilken der er op imod 300.000 herhjemme, hvad er det så vi skal gøre ved dem? Hvad skal vi gøre ved deres muligheder for at være muslimer i Danmark?

Jeg tror ikke et øjeblik på, at den islamkritiske højrefløj overhovedet ville overveje at føre analysen af krigstilstanden til sin logiske konsekvens, men netop derfor skal den – og vi – også nøje overveje om analysen er korrekt. Og i det omfang, man er ligeglad med, om den er korrekt, fordi det handler om at vække det danske folk, så kan man overveje, om den er hensigtsmæssig.

Hvem er vi så i krig mod? Fanatisme? En dødskult? Eller måske mørket? Nej, alt dette er gøgl er og røgslør, en måde at gøre den konkrete fjende ukonkret for at vi intet skal foretage os. Vi er i krig mod dem, der angriber os, og dem, der udråber os til fjenden. Vi er i krig mod den moderne islamiske vækkelsesbevægelse, vi kender som islamisme. Denne fjende er dødsensfarlig, fordi den gror af utilfredsheden og vreden i den islamiske verden og særligt i den muslimske diaspora.

Det er alvorligt for os, fordi den islamiske civilisation er vores nærmeste nabo og fordi Islam er i vores midte. Dermed står vi i frontlinjen i det den konservative redaktør Norman Podhoretz i 2007 kaldte den fjerde verdenskrig, den lange kamp mod islamofascismen. Og det bliver ikke nemt.

Men vi må holde hovedet koldt og forstå, at vi intet vinder ved at tage de ideologiske skyklapper på og legitimere islamisterne som de eneste og sandeste repræsentanter for Islam. Dermed formår vi kun drastisk at forøge fjendens styrker samt umuliggøre enhver sejr, der ikke forudsætter, at vi omstøber vor sjæl i helvedes varmeste smeltedigler.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside