Hvad liberalister ikke kan se

20. september 2016
4 minutters læsetid

Af Jon Eirik Lundberg

Blandt liberalister florerer der historier om, at den offentlige sektor er for stor og dyr, og bør, af hensyn til samfundets bedste, reduceres mest muligt. Den private sektor er så effektiv, at den bør håndtere flest mulige opgaver, og i øvrigt, af samme grund, stå som model for den offentlige. Des større den offentlige sektor er, siger disse historier, des dårligere går det med økonomien i et land. Kreativiteten hæmmes, væksten stagnerer, derouten er et faktum. Næste stop er statsbankerot og kaos.

I Berlingske Tidende den 1. september giver Asger Aamund en variant af denne fortælling. Han indleder med at hævde, at 2,2 millioner danskere lever ”på offentlig forsørgelse”. Fra dette udleder han et dramatisk scenarie:

”Det flertal, som ikke arbejder, kan nu stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, der arbejder. Denne kendsgerning har medført en ændring i sammensætningen af Folketinget, hvis flertal i dag består af partier, der ikke interesserer sig for at skabe vækst og velstand.”

Konklusionen ligger lige for: ”Vi har ikke råd til den nuværende politik”.

Det første problem med denne narrativ er, at den er empirisk forkert. Det andet er, at den er så forlokkende simpel, at mange kan være fristet til at tro på den, og dermed helt se bort fra essentielle aspekter af den politiske frihed, fortællingen hævder er truet.

Myten om det dovne flertal

Det empiriske først: I gruppen på 2,2 millioner er inkluderet både studerende og pensionister; mennesker det ikke giver mening at hævde ligger samfundet ”til last”. Derudover kronisk syge eller førtidspensionerede, som vel næppe kan kaldes ”arbejdssky elementer”. Ved nærmere eftersyn er der ca. 150.000 reelt arbejdsduelige, der ikke arbejder. Men selv den kategori indeholder folk på vej fra et job til et andet, eller er sygemeldte for en tid. Det system kaldes flexicurity. Selv om jobbet ryger, falder tilværelsen ikke sammen, og man kommer videre, i stedet for at ende på gaden. En ordning der vækker misundelse i det meste af verden.

Når historien om det dovne flertal alligevel vinder udbredelse, hænger det måske sammen med dens nærmest sakrale forhold til (stats)budgetter. Disse kolonner med tal, der er et symbolsk udtryk for resultatet af politiske kampe, ophøjes til en beskrivelse af virkeligheden. Budgettet forvandles til metafysik; til ”det, der går forud for og konstituerer”. Via tallene kan man justere sig frem til det samfund man ønsker. I liberalisternes tilfælde et samfund med lavere skatter. Statsbudgettet bliver ligesom en spillekonsol til Xbox. Fjerner man nogle af statens udgifter, kan man reducere dens indtægter. Og des mere man reducerer dens indtægter, des flere penge er der til borgerne at lege med. Voila, individets frihed er lig med statens reducerede udgifter, ergo bliver friheden større, når Velfærdsstaten bliver mindre.

Men hvilken frihed er der tale om? Jo, den ”personlige frihed”. Altså frihed indenfor det private område. Penge den enkelte skal bruge på sig selv.

Personlig og politisk frihed

Det fortællingen ikke opsnapper er, at man sagtens kan have personlig frihed uden have politisk frihed. Medlemmer af den saudiske kongefamilie nyder eksempelvis mange personlige friheder. Det samme gør medlemmer af Politbureauet i Pyongyang og deres familier. Men i disse samfund er der ikke noget der hedder politisk frihed. Uden oliekilder ville Saudi-Arabien været blandt de fattigste lande i verden. Nordkorea er allerede et af de fattigste lande i verden. Og den der træder ved siden af, og lever ”den personlige frihed” ud offentligt, sætter livet på spil. Alene en bemærkning på twitter kan få fatale konsekvenser. Hvad skal man så med personlig frihed, hvis man lever kun en bemærkning fra offentlig henrettelse?

Sagen er jo, at den personlige frihed til nydelse og forlystelse er helt betinget af en forudgående politisk frihed. Uden den politiske frihed er den personlige frihed intet værd. Ideen om Velfærdsstaten som problem forudser, at man kan bevare den nuværende politiske frihed og sociale stabilitet, hvori velfærdsstaten indgår, selv om man fjerner den, eller reducerer den. Måske vil det være mere intuitivt at antage, at den nuværende frihed, som man gerne ønsker mere af, er et produkt af en helhed, som den ikke kan adskilles fra, uden det får konsekvenser også for friheden?

I forhold til Asger Aamunds fortælling kan vi sige det med sikkerhed: Hans budgetorienterede tilgang til politik vil uvægerligt underminere den politiske frihed. Fordi det bekvemt forenklede budget-perspektiv kun har øje for det private aspekt af samfundet, og overser det offentlige rum.

Betydningen af det offentlige rum

Hvad er så et offentlig rum?

Det er det rum den saudiske blogger Raid Badawi talte ind i, da han skrev sin kommentar på twitter. Det er et rum der ikke tilhører nogen. Det er ”den syvende adkomst til magt” hos Ranciére: At enhver kan tage del i debatten, fordi hver stemme har samme vægt.

Lægger man den onde vilje til, kan det se ud som om Aamunds fortælling forvandler det offentlige rum til de arbejdsskys magt over de arbejdende. At de arbejdende nu er ufrie, fordi de dovne brandskatter dem via Folketinget. Og at de arbejdende vil blive frie, hvis blot man fjernede muligheden for at dovne den på overførselsindkomst.

Men sagen er, at uden flexicurity, uden den sociale sikkerhed, vil man ændre det offentlige rum. Et offentlig rum med ringere sikkerhed vil implicere en forringet politisk frihed. En forringet politisk frihed implicerer en forringet økonomisk frihed. En forringet økonomisk frihed gør hverken de arbejdende eller liberalister friere, men mere ufrie. Man køber sig ikke politisk frihed, man forvalter den, hvis man er så heldig at have arvet den. Men for at forvalte den, og bevare den, må man begynde med at identificere den. Og det gør man ikke ved kun at nærlæse et statsbudget.



Jon Eirik Lundberg, (f. 1974) Cand. Mag. i filosofi fra Københavns Universitet, skribent og kunstformidler. Mit filosofiske omdrejningspunkt er den politiske frihed. Hvad er det der skaber den, hvad er der gået galt de gange den er gået tabt, hvordan kan man forstærke den og bringe den andre steder hen, hvor den er efterlyst. 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside