Den parlamentariske børnehave

18. september 2016
6 minutters læsetid

Der tales meget om, at Lars Løkke pga. den manglende imødekommen af Liberal Alliances krav til helhedsplanen, kan blive tvunget til at udskrive valg. Sagen er sådan set meget enkel. I Grundlovens paragraf 32, stk. 2 står:

“Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de bestående folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted.”

At denne kongens opløsningsret på listig vis er sneget sig over til at blive statsministerens, forbigår vi i stilhed, men tilbage står i hvert fald, at statsministeren selv bestemmer, hvornår han vil udskrive et folketingsvalg, og således kan Lars Løkke formelt aldrig nogensinde blive tvunget til at udskrive folketingsvalg, før valgperioden er udløbet.

Jeg er jo ikke dummere end et menneske, så jeg er naturligvis godt klar over, at det ikke er det formelle, de politiske kommentatorer hentyder til, når de belemrer os allesammen med deres overvejelser om, hvad der sker, hvis Liberal Alliance også er sure på Løkke efter endte forhandlinger om helhedsplanen. Der menes naturligvis, at Løkke i en presset situation for at undgå, at han selv skulle blive mødt med et mistillidsvotum, vil blive nødt til at komme dette i forkøbet ved at signalere, at han har opgivet at forhandle med det nuværende parlament. Det har man i den parlamentariske historie traditionelt gjort ved at bede vælgerne om et nyt.

Med de nuværende meningsmålinger er der imidlertid ikke meget at hente for Løkke i et nyvalg – navnlig hvis det gerne skulle give ham et parlamentarisk flertal, hvor han kan danne regering uden Liberal Alliance.

Så lad os derfor forsøge os med tankeeksperimentet: Hvad nu, hvis Løkke gør det, der ud fra en politisk betragtning synes at være det eneste fornuftige og undlader at udskrive valg?

Hvis Liberal Alliance ikke får, hvad de skal have i forhandlingerne om helhedsplanen, og hvis de på den baggrund stiller regeringen over for et mistillidsvotum, så bliver regeringen naturligvis nødt til at begære sin afsked, men den kan Dronningen først give den, når hun har fundet en minister til at kontrasignere beslutningen om, at regeringen er afskediget.

Det var, da vore tipoldeforældre endnu var unge og spændstige, til ivrig debat, om dette kunne ske af den afgående minister, men det har man for længe siden afvist. Det harmonerer nemlig dårligt med idéen om en tilbagetrukket og ceremoniel regent, at regenten pludseligt og egenhændigt skal udnævne en regering, fordi der altid skal være en, mens der endnu ikke har været en dronningerunde, der kan give indtryk af, hvilket parlamentarisk grundlag en sådan vil have bag sig.

Men vi har altså Løkke siddende som forretningsministerium. Han og hans fæller venter alene på, at Dronningens beslutning om regeringens afskedigelse kan kontrasigneres. Dronningen skal udpege en kongelig undersøger, som skal forsøge at danne parlamentarisk basis for at etablere en regering. Her har Liberal Alliance tre muligheder: Enten at pege på Anders Samuelsen, hvilket vil være nytteløst, fordi de formodentlig vil være de eneste, der gør det, at pege på Mette Frederiksen, som kan blive svært at forklare den liberale vælger, men som dog kan glide ned, fordi der ikke dermed nødvendigvis er tale om, at hun skal danne regering – blot, at hun skal undersøge, hvordan en regering kan dannes – og så at pege på Lars Løkke, hvilket nok vil blive fremstillet som lidt underligt, fordi Liberal Alliance selv har væltet ham, men kan skjules bag den tanke, at man gerne ser en højrefløjsregering etableret igen, blot på et andet grundlag.

Men kan det tænkes, at Liberal Alliance så kunne pege på en regering Mette Frederiksen? Med de forbehold allerede tagne, at den liberale vælger vil være noget forundret, så vil det dog sikkert godt kunne lade sig gøre, men i så fald ville det formodentlig føre til et folketingsvalg under alle omstændigheder, da Frederiksen med skelen til de nuværende meningsmålinger ville kunne tænkes at ville sikre sig selv et bedre mandat end at have Liberal Alliance som parlamentarisk grundlag. Dette ville imidlertid næppe være i Liberal Alliances interesse, der – endnu engang med de nuværende meningsmålinger – vil være placeret i den politiske kulde og må og skal forlade sig på, at deres vælgere sætter politisk idealisme højere end politisk magt. Det forekommer umiddelbart svært at forestille sig – i hvert fald i længden.

Liberal Alliance har dog i så fald en enkelt chance, nemlig at stille regeringen Mette Frederiksen over for et mistillidsvotum, inden hun får udskrevet et folketingsvalg. Det er nemlig desuden et grundlovsmæssigt krav, at statsministeren skal have forestillet sig for Folketinget, inden nyvalg kan udskrives.

Skulle det gå så vanvittigt til, at vi får sat gang i hele denne mistillidskarrusel, så er det nok det mest sikre bud, at Liberal Alliance ender som den store taber, fordi vælgerne mister tålmodigheden, og til sidst vil føle sig nødsaget til at finde sig et ståsted, som formodentlig vil blive i den blå lejr. Der er dog en vis sandsynlighed for, at regenten sætter sig til modværge et sted i dette forløb. Vi har her eksklusivt indhentet en kommentar fra kong Christian X: “jeg… udnævner [ikke] et ministerium, der ikke er i overensstemmelse med folketingets flertal.”

Spørgsmålet ender så med at blive, om Løkke, hvis han er bevidst om ovenstående forhold, faktisk har is nok i maven til at undlade at udskrive et folketingsvalg. Dertil er der vel bare at sige, at vi taler om en mand, der overlevede et bondeoprør i Venstre (!).

Jeg har i denne forbindelse undladt at forholde mig til alle mulige andre variable, deriblandt at Dansk Folkeparti skulle skifte fløj, som sikkert bliver stadig mere og mere sandsynligt – hvad ved jeg. Jeg er ikke politisk analytiker.

Hvad jeg imidlertid synes at kunne spore i dette rod, som er langt mere dybdegående og alvorligt, er, at dette ikke er et enkeltstående tilfælde. Det forhold, at befolkningerne i Europa efterhånden er begyndt at bevæge sig ud på fløjene enten økonomisk eller værdipolitisk, har gjort det politiske landskab betragteligt mindre ensartet og betragteligt mere uforsonligt.

Det har ikke været atypisk før at holde politiske partier ude af det parlamentariske samarbejde – f.eks. Die Linke i Tyskland – men det har hidtil været partier af beskeden størrelse, og de øvrige partier har hidtil erkendt at have en parlamentarisk forpligtelse til at samle et stabilt flertal bag sig.

Jo større disse radikale partier bliver, jo mere afgørende er det i et parlamentarisk land for de forskellige partier – radikale såvel som moderate – at finde løsninger til at skabe et stabilt politisk samarbejde, men det modsatte er sket, f.eks. i Sverige, hvor udelukkelsen af Sverigedemokraterna efter det foregående rigsdagsvalg reelt stillede Sverige i den situation, at man havde en parlamentarisk regering uden et parlamentarisk grundlag.

Samtidig har den intensiverede politiske dækning gjort det stadig mere nødvendigt for politikere og partier at finde den mest bombastiske type udmeldinger frem, som kan sikre dem en plads på forsiden. Her lyder ord som “ultimatum”, “absolut krav” eller “ellers vælter vi regeringen” noget mere slagkraftigt end “Vi må se, hvordan forhandlingerne forløber”.

Tilbage står, at der i lande, der hidtil har haft en lang parlamentarisk tradition, synes at være opstået en manglende forpligtelse på denne tradition. Forpligtelsen til at skabe et stabilt parlamentarisk grundlag burde være lektien af f.eks. Weimarrepublikkens kaos i 1920’erne og 1930’erne, og den var sidst et afgørende problem for den siddende danske regering i 1910. Den er tilsyneladende nu i fare, fordi det på kort sigt er bedre for det enkelte parti at tjene sine egne profileringsmæssige interesser end i samarbejde at skabe et stabilt politisk styre.

Ikke få har for nylig benævnt det danske politiske landskab, som det ser ud nu, en børnehave. Det er en meget præcis beskrivelse, hvis man udvider metaforen til at rumme en ekskursion på en knivfabrik. Den manglende evne eller vilje til at leve op til den grundlæggende parlamentariske forpligtelse, at skabe en stabil parlamentarisk regering, er ikke i sidste ende kun til fare for politikerne selv, men vil i tilfælde af et egentligt sammenbrud af de politiske fløje skabe et samlet set ikke bare ustabilt dansk styre, men også et, hvor ingen er interesseret i ansvaret, alle i obstruktion.

Dette vil være til grundlæggende skade for det, der burde være de enkelte partiers egentlige projekt: Danmark.

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside