Masten er knækket, skibet synker, vi er alle i samme båd

24. juni 2016
4 minutters læsetid

Nigel Farage erklærer national uafhængighedsdag, David Cameron går af, pundet styrtdykker, aktiemarkedet tager turen med ned, Le Pen og Wilders kræver folkeafstemninger, Dansk Folkeparti kræver folkeafstemninger, skotterne truer med uafhængighed fra Storbritannien – idet mindste stemte waliserne også nej, så de går ingen steder.

Det er formiddag i Europa den 24. juni 2016, og ingen aner, hvad der skal ske.

Valget mellem Brexit eller Bremain, mellem at forlade eller forblive i EU, var aldrig så let et valg, som patentideologer af national og kosmopolitisk variant har forsøgt at bilde os ind. Derfra har den indlysende sandhed været, at støttede man Brexit, var man snæversynet etno-nationalist, sikkert racist og i hvert fald idiot. Derfra har den indlysende sandhed også været, at støttede man Bremain var man oikofobisk internationalist, reguleringsliderlig eurokrat og fyldt med foragt over for de europæiske befolkninger.

Sådan har det lydt, men det har aldrig været sandt, eller rettere det har aldrig været hele sandheden. For naturligvis findes der blandt modstanderne af det europæiske samarbejde forbenede nationalister og folk, der har gjort en dyd ud af at indtage kontroversielle positioner for at tale Roma midt imod. Og naturligvis findes der blandt tilhængerne af Bremain en del kosmopolitter, der lider af kronisk skam over at være født ind i et folkeslag, og som har gjort det til en livsopgave at skære alle rødder over, ikke blot deres egne men også deres landsmænds.

Men det egentlige spørgsmål er, hvad vil konsekvensen være af Brexit i forhold til Bremain?

konsekvensen af Brexit?

Blandt dem, der nu hylder Storbritanniens udmeldelse af EU, må det være antagelsen, enten at Brexit vil bane vejen for EU’s sammenbrud, eller at de europæiske eliter vil tage deres projekts nederlag til efterretning og bevæge EU væk fra det spor, institutionen nu er inde på; et spor, der fører til en stadig mere snæver union.

Vil et køretøj på vej ned ad en bakke køre langsommere eller hurtigere, hvis der ikke er nogen til at stå på bremsen? Svaret turde være åbenlyst.

Har de ret i første antagelse, må spørgsmålet blive, om man som EU-skeptiker kan opfatte EU’s sammenbrud som en glædelig begivenhed, eller om man vil erkende, at dette også vil være med til at kaste kontinentet ud i en politisk usikkerhed, hvis konsekvenser vi ikke kender. Det er i hvert fald højt spil. Et politisk eksperiment af de helt store.

Har de ret i den anden antagelse, er det naturligvis positivt set fra et EU-skeptisk perspektiv, men spørgsmålet er, om ikke Brexit-tilhængerne her har forregnet sig. Storbritannien var den væsentligste kraft i EU, der forsvarede nationalstaterne interesser. Storbritannien førte an i den løse gruppering af nord- og østeuropæiske lande, der i stigende grad har vist bekymringen over den føderale udvikling i det tysk-franske Europa.

Vil et køretøj på vej ned ad en bakke køre langsommere eller hurtigere, hvis der ikke er nogen til at stå på bremsen? Svaret turde være åbenlyst. De lande, hvor skepsissen ikke spiller nogen politisk rolle, vil nu samle sig om det europæiske projekt. Deres analyse vil være, at Brexit er et resultat af Storbritanniens påholdenhed og Camerons uansvarlighed, at den skeptiske linje har spillet fallit, fordi den fører til et svækket EU, at det ikke nytter at komme skepsissen i møde – som man forsøgte under forhandlingerne med Cameron – og at løsningen på EU’s krise er mere EU.

Med samme logik kunne man pege på, at Bremain – i kraft af de indrømmelser, der var givet til Storbritannien samt landets fortsat store rolle i EU – ville betyde, at EU ville blive tvunget af nationalstaterne ind på en ny kurs.

Man kan håbe, at Brexit fører til selvransagelse blandt de europæiske eliter, men der er ingen grund til at tro på det.

Euro-elitens fallit

Dette bringer os til den væsentligste pointe, en pointe, der ligger på den anden side af de umiddelbare overvejelser om situationens karakter: Ligesom den forbenede nationalismes fallit var den væsentligste årsag til skabelsen og udbygningen af det europæiske fællesskab, er den kosmopolitiske elites fallit den væsentligste årsag til, at kolossen nu skælver.

EU’s problem er ikke, at det er et europæisk projekt, men at det er et anti-europæisk projekt.

Europas karakter er ikke monolitisk enhed, men heller ikke uforenelig flerhed. Europa har altid været begge dele, altid både civilisation og kultur. Kun som nationale kan vi være europæere, og der findes ingen europæisk identitet, der går uden om det nationale, for i det øjeblik den gør det, ophører den med at være europæisk.

EU er et barn af Anden Verdenskrig og som sådan bygget på en velbegrundet frygt for utøjlede nationale modsætninger. Institutionen er gennemsyret af denne frygt, der går hånd i hånd med en foragt for europæere, der er deres rødder bevidst. EU’s identitetspolitisk udfordring er ikke, som føderalisterne har troet, at formulere en ny europæisk identitet, men at vedkende sig Europas identitet.

EU’s problem er ikke, at det er et europæisk projekt, men at det er et anti-europæisk projekt.

EU er et opgør med det historiske Europa til fordel en idé om Europa, hvor Europa blot bliver et udtrykt for en ideologisk bestemt almenmenneskelighed. EU er et liberalglobalistisk projekt, hvis jurisdiktion blot begrænser sig til Europa.
Det er den iboende modsætning i det europæiske projekt, der har gjort det umuligt for EU at være et politisk projekt for europæere, og det er samme modsætning vi nu finder udtryk i vores tids nationale kritik af EU.

Dette er institutionens tragedie. Guderne skal vide, at Europa er stærkest, når det står sammen. De selvsamme guder skal også vide, at der er masser af opgaver at løse for Europa, at det frie marked er et uvurderligt gode, at migrantproblemet er et europæisk problem, at det ikke gavner Europa at stå splittet over for vores aggressive og ustabile naboer i syd og øst.

Ingen kan tvivle om dette og samtidig være ædru.

Men hvad gør det, at vi er enige om, at vi må sidde i samme båd, når nu båden tager vand ind, masten er knækket og kursen forkert. I det lys er Brexit ikke krisens udgangspunkt eller krisens løsning, men slet og ret et symptom.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside