Ødelæggelsen af vores gymnasier

7. april 2016
6 minutters læsetid

Den liberale regering har præsenteret sit nye udspil til gymnasiereform. Udspillet indeholder godt, men mest skidt, og det dårlige er faktisk så slet, at det kaster et skident skær over selv det gode.

Ulla Tørnæs’ gymnasiereform

Skal vi tage det gode først, så er det godt, at der i det hele taget kommer en gymnasiereform. Det var Venstre – og Konservative – der i 00’erne gik forrest i ødelæggelsen af gymnasiet under undervisningsminister Ulla Tørnæs, og det er på høje tid, at der bliver rettet op på den skade, som den gamle reform har forvoldt.

Gymnasiereformen undergravede kernefagligheden, fordi dens grundtanke var tværfaglighed. Konkret betød det, at der blev lagt op til flere fællesforløb mellem fag med meget lidt berøringsflade.

Tværfaglighed er godt, men kræver et udgangspunkt i solid faglighed. Kort sagt, hvis du er dårlig til at spille klaver, så skaber du ikke noget skønt ved også at være dårlig til at spille på tværfløjte. Hvis du mestrer det ene, derimod, har du vundet en forståelse, du kan applicere på alle områder.

Det grelleste udslag af den forcerede tværfaglighed var fagene AT, almen studieforberedelse, og almen sprogforståelse. Det første har været alle læreres og gymnasielevers faste hadeobjekt siden indførslen. Alment Tidsspilde er det meget korrekt blevet kaldt i folkemunde: Et fag med masser af mål, men uden egentligt formål. Det andet var en grov spøg, en dans på sprogforståelsens grav, en sidste hån til den obligatoriske latinundervisning, som blev afskaffet med reformen.

Og derved er vi ved endnu et af den gamle reforms ømme punkter. Med afskaffelsen af obligatorisk latin, rev man et væsentligt dannelsesmoment ud af uddannelsen. Ud over at give en uovertruffen, praktisk tilgang til det at beherske et sprog, var latinundervisningen også et vindue til antikken, og dermed til et af de tre ben, vores civilisation hviler på.

Med reformen blev dette ene ben næsten savet af, og nu undrer vi os over, at det hele synes at hælde lidt.

Andre problemer var beskæringen af historiefaget og en kraftig reduktion i skriftlige afleveringer, der har betydet, at studenter fra Det almene Gymnasium anno 2016 måske til nød kan læse, men i hvert fald ikke kan skrive.

Endelig har der, ikke som følge af reformen, men som følge af en mere generel problematik i forhold til vores ungdomsuddannelser, været en eksplosion i antallet af elever på det almene Gymnasium, hvoraf mange har haft så ringe forudsætninger, at det har haft alvorlige konsekvenser for undervisningen i gymnasiet og det generelle niveau.

I dag går gymnasierne ikke længere efter faglighed, når de ansætter nye undervisere, men leder efter kandidater, der har tilstrækkelig pædagogisk rummelighed til at kunne håndtere en situation, hvor Det almene Gymnasium nok er alment, men i mange tilfælde ikke længere et Gymnasium i nogen meningsfuld forstand.

En reform af gymnasiet må først og fremmest have som formål at udbedre de skader, som seneste reform forvoldte. På det skal dens berettigelse måles.

Et par gode ting

Desværre er Venstres reformudspil langt fra en løsning. I flere tilfælde vil det faktisk forværre situationen. Venstre vil i al væsentlighed radikalisere Tørnæs’ fejlslagne reform.

Det betyder naturligvis ikke, at der ikke er gode elementer, som kunne give det indtryk, at Venstre faktisk har forstået, hvad det hele drejer sig om. I sit nye udspil vil regeringen afskaffe AT. Det er et ubetinget gode. Det er også et ubetinget gode, at regeringen vil indføre et karakterkrav i Gymnasiet på 4. Eller helt ubetinget er det ikke, for det havde været væsentligt mere reelt med et karakterkrav på 7, hvis regeringen virkelig havde til hensigt at sikre Gymnasiet som en institution, der primært skal forberede eleverne til videre studier.

Men 4 er bedre end ingenting, og langt bedre end 2, som den gamle regering havde foreslået som grænsen – der er nemlig så godt som ingen, der bliver optaget på Gymnasiet uden at havde mindst 2 i gennemsnit. Det ville have været ren symbolpolitik.

Man kan så undre sig over, at det kun er karakterne i dansk og matematik, der skal tælle. Mon ikke dette vil betyde, at andre fagområder vil blive behørigt nedprioriteret i folkeskolen.

Pandemisk talfetichisme

Dette problem peger på det generelle problem i gymnasiereformen, nemlig at den ikke er bestemt af hensynet til at sikre gymnasieungdommen en dannelse funderet i solide kundskaber, men anlægger et teknokratisk synspunkt, hvor det handler om at bruge Det Almene Gymnasium som et værktøj til at sikre, at unge studenter kan være med til at skabe vækst i fremtiden.

Reformen beror på en instrumentalisering af uddannelsessystemet, der er som gift for enhver dannelsestænkning. Derfor bærer reformen stærkt præg af den talfetichisme, som har plaget de fleste partiers undervisningspolitik siden begyndelsen af 00’erne. Et udslag af denne excelisme – en trosretning, der dyrkes af folk, der har vanskeligt ved Word men bygget deres karriere over beherskelsen af Excel – er at alle nu skal have Matematik på B-niveau, et fag, som indtil sidste reform var forbeholdt matematiske studenter.

Man kan så spørge, kan en elev, der kommer ud af Folkeskolen med et snit på 4 i matematik, have nogen forudsætninger for at give sig i kast med matematik på så højt et teoretisk niveau?

Nej naturligvis ikke, men derfor er der også røster fremme om at ”dumme” matematik ned, så det bliver mere ”praksisorienteret” som det hedder, eller skrive den ind i en samtidig kontekst, som det også hedder. Ja, det er som bekendt lige meget, hvad der kommer i flasken, bare der står øl på etiketten.

Et andet udslag af excelismens talfetichisme er, at Gymnasiet nu integreres i den måltals- og læringsideologi, som har plaget Folkeskolen i mange år. Eller som lektor Thomas Aastrup Rømer fra DPU har udtrykt det på Facebook:

”1. Dannelsesbegrebet afvikles (ch.3). Det er man endda fræk nok til at kalde “styrket almendannelse”, f.eks. er “karrierekompetencer” :-(((
2. Man indfører operative måltal på statsniveau og datalogisk læringskontrol på undervisningsniveauet. Det kalder man “kvalitetsudvikling”. :-(((
Dermed får vi en copy-paste af folkeskolereformen med fuld hornmusik og konsekvens. :-(((”

Fra rodfæstning til fleksibilitet

Endelig er der den store katastrofe blandt alle de mindre: sammenlægningen af fagene historie, religion og oldtidskundskab i én såkaldt fagruppe. Konkret betyder det, at fagene reelt set mister deres status som selvstændige undervisningsfag. De vil have fælles formålsformulering, således at f.eks. historieundervisningen nu skal tilrettelægges ikke som historievisning men som et element i et bredere humanistisk fællesfag, et slag HUMBAS på gymnasieniveau. Og der vil kun være én eksamen, hvor eleverne så skal holdes op på, ikke om de mestrer en faglighed, men om de honorerer fælleskrav, der formuleres i fagets målsætning.

I praksis betyder det udslettelsen af de tre fag til fordel for et bredt, vagt og udefinerbart kulturfag, som det, der i dag kendes fra f.eks. HF eller HHX. Det er en væsentlig radikalisering af det opgør med faglighed, fordybelse og dannelse funderet i kundskabsbeherskelse, som allerede blev lanceret i den sidste gymnasiereform.
Det er som Thomas Aastrup Rømer – igen – meget præcist har skrevet: ”Nogle er glade for at faget AT afvikles, men desværre er prisen herfor, at hele gymnasiet bliver et stort radikaliseret AT”

Den nye gymnasiereform gør for lidt, hvor den vil gøre godt, og gør for meget, hvor den vil gøre skidt. Derfor må den bekæmpes resolut af alle, der kerer sig om dannelse og forstår dette begreb som et, der knytter sig til viden, visdom og indsigt, der forbinder det enkelte individ til en større historisk sammenhæng.

Mener man derimod, som regeringen, at dannelse handler om karrierekompetencer, ja så skal man naturligvis støtte dette frontalangreb mod klassisk dannelsestænkning.

For regering vil netop gøre sit for at rive mennesket ud af sin sammenhæng, så han ikke længere er menneske og person, men blot individ, og således løsrevet intet andet valg har end selv at skabe en identitet på skrømt ved at finde sin plads i samfundsmaskineriet som et tandhjul blandt tandhjul.

Og denne trang til selvudslettelse er vel også udtryk for en karrierekompetence – nærmere betegnet de højt besungne egenskaber, vi kalder fleksibilitet og robusthed.

Ødelæggelsen kommer, den kommer ikke udefra, men fra os selv – og den vil ikke lade noget forblive urørt, før vi sætter foden ned og lærer at sætte ord på det væsentlige i tilværelsen.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside