Venstrefløjens ypperstepræster

23. marts 2016
8 minutters læsetid

Venstrefløjens filosoffer dekonstruerer sproget og gør det ulæseligt for at undgå sin værste fjende: virkeligheden. Dette er udgangspunktet for Roger Scrutons bog Fools, Frauds and Firebrands, hvori Scruton grundigt udstiller tomheden i venstrefløjens filosofi og formulerer et positivt alternativ. Morten Torm Nielsen anmelder bogen.

Morten Torm Nielsen

En af de allerstørste nulevende konservative filosoffer, Roger Scruton, gæster for første gang København til april. Og så er han bogaktuel med en fornyet udgave af Fools, Frauds and Firebrands. Her foretager han en dissekering af venstrefløjens tænkning, og han kan konstatere, at der ikke er noget indeni. For dem der, ligesom mig, har været tvunget til at tygge sig igennem folk som Zizek, Deleuze og Sartre, er det befriende læsning, når Scruton giver sig i kast med at klæde venstrefløjens fidusmagere af. Venstrefløjens absurde idéer udstilles, og han drager opmærksomhed derhen, hvor det er nødvendigt – nemlig til den rolle, mange af venstrefløjens tænkere har spillet som forsvarere af blodige tyrannier.


Virkeligheden og de menneskelige konsekvenser har alle dage været socialismens største hindring. Dette har venstrefløjens nye tænkere forsøgt at komme ud over ved at gøre deres sprog obskurt og meningsløst, så de undgår mødet med virkeligheden. Endnu mere omsonst bliver det for dem, når virkeligheden i Vesten viser sig at være god. Som Scruton beskriver det, er en af årsagerne til den obskure sprogbrug den, at en afstandstagen til den kapitalistiske orden i frihedens navn åbenlyst ville være absurd, fordi kontrasten til det sovjetiske alternativ var så tydelig. Hvad gør man så? Så må man vise, at den kapitalistiske frihed er en illusion. At sproget er dunkelt gør blot troen dybere på, at lige netop denne venstreorienterede teori er noget særligt. Dermed bliver det et valg om at tro; at forholde sig deontologisk til ideologien. Selvom det er absurd. Tro fordi det er absurd.

Althusser, Adorno, Habermas, Lukács og resten af Frankfurterskolen bidrog alle med tekster til dette bibliotek, men bevægelsen fra biblioteket og ind på universitetsprofessorernes skrivebord indledte kommunisten Antonio Gramsci. Igennem en kulturkrig skulle det regerende hegemoni udskiftes. En kulturel revolution var målet. Midlet var universiteterne, teatrene, auditorierne og skolerne, hvor de intellektuelle fandt deres publikum.

Den lange march igennem institutionerne, overtagelsen af samfundets bærende institutioner, er måske venstrefløjens største bedrift. På alle niveauer i samfundet ser man eksempler på denne bedrift. Når politiet af uransagelige årsager ikke fandt det relevant at nævne, at terroristen Omar Abdel Hamid El-Hussein bar en koran på sig, da han blev skudt; når retssystemet i form af Retten på Frederiksberg dømmer Lars Hedegaard for at nævne navnet på manden, der forsøgte at slå ham ihjel; når det eneste vi hører fra kunsten i form af diverse skuespillere, sangere og instruktører er, at de skammer sig over Danmark; når konsensus i uddannelsessystemet har erstattet objektivitet, mens sandhed, betydninger og værdier er relativeret til genstand for diskussion; når Danmarks Radio laver den ene røde produktion efter den anden – ja, så er der syn for sagen.

Den politiske korrekthed er det sikreste tegn på venstreorienteret hegemoni. Det bliver for alvor tydeligt ved den lethed, hvorved diverse frelste typer toner frem på skærmen med nye ”kampe”. Tænk på, hvordan Lisbeth Zornig Andersen turnerede land og rige rundt med, at hun har fragtet flygtninge til Sverige. Det var menneskesmugling, men det betød ikke noget. Det handlede nemlig om demonstrativt at placere sig selv på de godes side. Og venstrefløjen forsvarede retfærdigheden i hendes sag ved at udvælge overlegne termer til at indsvøbe hendes moralske forfængelighed i illusioner. Den blev en ”kamp” mod regeringens inhumane flygtningepolitik eller et opgør med en eller anden ”kultur”.

Nonsensmaskinen

På trods af bogens titel er psykoanalytikeren Jacques Lacan den eneste, Scruton lige ud kalder et fjols mens Lukács bliver kaldt ond. De resterende opdeler Scruton i to lejre. Der er dem, der er forkerte på den – omend de trods alt stadig er kloge. Og så er der dem som Lacan: forkerte på den og uintelligente. Lacan udgør sammen med Althusser og Lukács et kapitel for sig, når det kommer til fidusmageri. Lukács’ volapyk bliver endnu mere volapyk med Althusser. Lacan tilfører gakket pseudomatematik og Zizek topper den med en perlerække af overfladiske referencer fra populærkulturen. Af samme grund bliver særligt disse tre anset af Scruton for at være chefingeniørerne i ”nonsensmaskinen”.

Venstrefløjens tænkere skriver ofte nonsens. Men nonsens er ikke et tilfældigt biprodukt, der kommer ved at filosofere over revolution, men er et overlagt kneb til at ekskludere de ikke-indviede – det vil sige alle os, der ikke vil leve under den socialistiske sol – og til at gøre (kapital)logikken, der leder til konklusionen på sådan en tænkning, resistent overfor kritik.

Et er forsøget på at kamuflere sproget i floromvunden betonsocialistisk candyfloss. Noget andet er korrumperingen af sproget, hvorved det politisk korrekte segment søger at identificere og ekskommunikere kætterne.

Erstatningsreligion

Begrebet kætteri fører os ind til sagens kerne. Hvad dette socialistiske projekt reelt handler om, er at formulere en erstatningsreligion blottet for kompromis med menneskets luner. Disse tænkere er i virkeligheden præster, og de prædiker i bedste fald Marx’ arbejdsværdilære – i værste fald Det Store Spring Fremad. Der er tilsyneladende ingen ende på de ting, de nye venstrefløjstænkere har legitimeret. Historikeren Eric Hobsbawn hyldede Lenin for at frigøre russerne fra tsaren og kaldte Lenins nådesløse metoder for nødvendige for menneskeheden. Sartre retfærdiggjorde mord på jøder og hyldede Stalin. Foucault var begejstret for Khomeini. Hver gang har målet helliget midlet.

Udskamningen af kætterne afslører et element af infamt medløberi og barnagtig frigørelsestrang i venstrefløjens tænkning. Det er hipt at være Elbæk-progressiv og være imod ”systemet”. Den eneste forskel mellem de nye venstrefløjstænkere og en fra f.eks. Ungdomshuset er, at de første er bedre til at dække deres skamløse selvmodsigelser med flerstavelsesord i næsten kriminelt besværliggjort syntaks. Ord som ”struktur”, ”subjektivisering”, ”transcendens” og ”emancipation” er, som Scruton viser, den verbale ækvivalent til blåt hår, ring i næsen og at synge ”I kan ikke slå os ihjel”.

Tilsyneladende ren feel good. Men under det svært tilgængelige sprog gemmer sig revolutionære aspirationer.

Scruton har måske mere end nogen anden prøvet udskamningen på egen krop, da hans første udgave af Fools, Frauds and Firebrands (1985) fremkaldte en stormflod fjender indenfor universitetsverdenen. En skrev til forlaget og opfordrede dem til ikke at udgive noget som helst fra Scruton fremover; en anden forlangte de resterende eksemplarer fjernet fra butikkerne. Det var helligbrøde at kritisere venstrefløjens ypperstepræster.

Hykleriet er så tykt, at det kan skæres i skiver, når de samme mennesker prædiker tolerance og demokrati.

Venstrefløjens monomani

Venstrefløjens tænkere har tilsyneladende mange temaer:

Klassekamp hos historikere Hobsbawn og E.P. Thompson; foragt for forbrugerisme hos Gailbraith og Dworkin; eksistentiel, anti-bourgeois kvalme over hverdagen hos de franske forfattere Sartre og Foucault og kulturkrigene udløst af Antonio Gramsci og Edward Said. I USA hviler venstrefløjens kamp ikke på en borgerskab-proletariat dikotomi, men på kritik af forbrugersamfundet, en kritik, der ikke desto mindre har rod i Marx’ teori om fremmedgørelse og varefetichisme.

Iklædningen er forskellig men hos venstrefløjens tænkere er konklusionen altid den samme: Overalt er fjenden kapitalismen og bourgeoisiet, og alt, der ikke passer ind i den socialistiske støbeske skal nedbrydes til fordel for utopien om lighed, social retfærdighed og hvad der ellers hører sig til. Det afgørende er altid dette: Ved at erklære dig enig med venstrefløjens idéer placerer du dig selv på den rigtige side.

Scruton gør i øvrigt hverken nar eller er uretfærdig overfor de tænkere, han tager under behandling. Tværtimod dekonstruerer han dem tålmodigt ved at tage sig tid til at udlægge deres tænkning på retfærdig vis. En prisværdig fairness. Forventer man sig fx et blodbad i kapitel fire, hvor han tager Sartre og Foucault under lup, bliver man skuffet. Begge har Scruton rost for at skrive smukt. Også de britiske tænkere får ros med på vejen. E. P. Thompson bliver eksempelvis beskrevet som en mand med ”a beautiful investigative mind”.

Det forekommer denne anmelder interessant, at Scruton i sin clinch med venstrefløjens obskure sprogbrug ikke også har valgt at medtage den mest dunkle og utilgængelige filosof af dem alle: Martin Heidegger. Nazisten fra den sorte skov bliver nævnt en enkelt gang, men bliver ikke udsat for kritik. Dette til trods for at han inspirerede til både strukturalismen og kritisk teori samt at radikale tænkere som Sartre, Marcuse og Foucault alle er arvtagere til Heidegger og får med grovfilen. Uanset hvad Scrutons syn er på Heidegger måtte være, havde det være interessant at høre, om han mener at finde noget opbyggeligt i Heideggers filosofi.

Scrutons relevans?

Man vil naturligvis kunne stille spørgsmålet, om vi i Vesten, hvor kommunismen allerede er drevet på porten og hvor kapitalismen og det åbne samfund har slået rod, har brug for en bog som denne.

Men der skal man forstå, at de tænkere, Scruton behandler, har en prægnant indflydelse på kulturen og på europæiske og amerikanske fakulteter, som igen har afgørende indflydelse på fremtidens beslutningstagere. Samtidige tænkere som Zizek, Badiou og Edward Said, der er blevet tilføjet den nye version af Scrutons bog, bliver da også i de sidste kapitler behandlet netop som en påmindelse om, at idéen og håbet om det radikale og revolutionære overhovedet ikke er lagt i graven.

Et positivt alternativ

Heldigvis vier Scruton også et kapitel til at udlægge sit syn på borgerlighed. Hans pointe er, at højreorienteret tænkning er selvfølgelig. Det som de fleste synes er sund fornuft. Denne tænkning indebærer et samfund, hvor uenighed er tilladt; hvor kompromiset i stedet for censur er normen; hvor institutioner er pålidelige; hvor alle mennesker og institutioner er underlagt loven; hvor alle mennesker træffer deres egne valg og hvor mennesker trives i ”little platoons” – kernefamilien.

”Forfærdeligt bourgeoisi!” ville de ypperstepræsterne protestere. Men som den hegelianer Scruton er, er det hans ambition at fortælle, at det er igennem – ikke på trods, men på grund af – the rule of law, og ikke ved en revolutionær bevægelse, at individet får beskyttelse og et meningsfuldt liv.

Dette er også et eksempel på Scrutons metode. Han tager venstrefløjens aversioner og giver dem en konservativ iklædning. Han tilbyder en vej ud af marxismen. En positiv fortælling. En opbyggelig konservatisme. Han skriver om skønhed, om det gode og ikke om had, men kærlighed og pietet. Ingen socialistisk manikæisme; ingen dikotomisering i borgerskab mod proletariat; skyldige mod uskyldige; gode mod onde; rigtig over for forkert; sort mod hvidt. Tværtimod er Scrutons filosofi præget af sædvane, kompromis og ”soil and settlement”.

Sådan er Scrutons konservatisme. Beskeden. Moderat. En beskedenhed, der står i skærende kontrast til revolutionens ypperstepræster med deres besværgende retorik og dogmatik. At nonsensmaskinen vil fortsætte med at producere gakkede bøger vil næppe overraske nogen. Der er heller ikke tvivl om, at der vil komme nye helte på venstrefløjen, som sønderriver sproget, men det de vil producere vil stadig være fidusmageri. I modsætning hertil vil Scrutons bøger forblive læselige såvel som opbyggelige.

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside