Nationalpopulismens svigt

1. marts 2016
5 minutters læsetid

Dansk Folkepartis Ungdom og Dansk Folkeparti begår et fundamentalt svigt, når de på én gang vil beskytte Danmark mod overstatslig regulering og overstatslige overgreb a la EU og indvandring, men ikke vil tage et opgør med velfærdsstaten, der på tilsvarende vis opløser den nationale kernekultur og tømmer civilsamfundet for mening. Månedens kronikører retter en anklage.

Jesper Holm Frederiksen og Casper Stefani

Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) har for ikke så længe siden fået en ny formand, Lucas Hultgren. Den nye formand optrådte i Dagbladet Politiken i oktober måned 2015 i en portrætartikel, hvor han priser at ungdommen atter igen kan og tør udvise kærlighed til fædrelandet. Det er en observation og en glæde, vi deler med ham. Sagen er imidlertid blot den, at den gode DFU-formand hjertens gerne vil have DFU til at fremstå som de eneste og sande forsvarere af ægte fædrelandskærlighed, og han erklærer sågar i samme omgang, at han betragter sig selv som konservativ, rent ideologisk.

Jubilaren

Dansk Folkeparti kunne for ikke så længe siden fejre dets 20 års-jubilæum. Det må være en passende anledning til ikke blot at anerkende, hvor stor indflydelse partiet har haft i dansk politik i de 20 år, men faktisk også udvise taknemmelighed. Det må være rimeligt at erkende, at DF bør tilegnes en betydelig del af æren for, at Danmark i dag ikke har et debatklima som i det politisk korrekte Sverige. Vi kan tale frit. Dansk Folkeparti har i et vist omfang i lange perioder været det eneste parti, der har forstået og anerkendt, at Danmark er en suveræn nation, det er nødvendigt at forsvare. Dette er kommet til udtryk i partiets konsekvente skepsis overfor EU og partiets ihærdige modstand mod overdreven masseindvandring

Hvad den relativt nyvalgte DFU-formand imidlertid glemmer – eller bevidst overser – er, hvordan DF i samtlige af sine leveår har medvirket til fædrelandets fordærv på en anden scene: velfærdsstaten. Den socialdemokratiske velfærdsstat er en faktor, der vil ødelægge Danmark og det danske folk i samme omfang som EU vil fratage os vor suverænitet og ret til selvbestemmelse, og i samme omfang som masseindvandring ligeledes kan ødelægge det Danmark, vi holder af.

Den vil ikke være ødelæggende på samme kortsigtede og direkte vis, men hvis ikke der fra politisk side tages et fundamentalt opgør med velfærds – og behandlerstaten vil modstanden mod EU og masseindvandringen være forgæves og overflødig. Når vi nu gennemgår de konsekvenser ved velfærdsstaten, der ødelægger og korrumperer det danske folk og den danske kernekultur, må vi have in mente, at kulturradikalismens foragt for Danmark og 68’ernes kamp mod autoritet og tradition skal tilskrives en ligeså stor – hvis ikke større – del af ansvaret for, at stort set alt er gået galt i efterkrigstiden. Dette vil Lucas Hultgren formentlig erklære sig enig i, og derfor undlader vi at behandle disse faktorer i dette regnestykke.

Velfærdsstaten som magnet

Velfærdsstaten har for det første været en af de direkte og mest tydelige årsager til den folkevandring, der begyndte i kølvandet på udlændingeloven af 1983. Havde den danske stat ikke delt så ødselt ud til tilflyttere – asylansøgere såvel som indvandrere – havde antallet været et helt andet.

Dette er en tydelig og direkte negativ konsekvens, som jeg forestiller mig, de fleste DF’ere vil kunne erklære sig enige i. De væsentligste negative konsekvenser af verdens største velfærdsstat ses dog internt i kongeriget.

Her har vi set, hvordan velfærdsstaten har tømt civilsamfundets vigtigste institution, kernefamilien, for dens funktion. Dette har flere årsager. En af de væsentlige er økonomi. Det er i dag – pga. verdens højeste skattetryk – ualmindelig svært for en familie at klare sig for en enkelt fuldtidsindkomst, hvorfor de fleste børnefamilier må se sig nødsaget til at sende både mor og far på arbejde 37 timer om ugen, hvilket efterlader børnene henvist til – overvejende – kommunale pasningsinstitutioner i et miljø præget af larm, rundkredspædagogik og fravær af forældrenes kærlige omsorg.

Hvis ikke der fra politisk side tages et fundamentalt opgør med velfærds – og behandlerstaten vil modstanden mod EU og masseindvandringen være forgæves og overflødig. Når vi nu gennemgår de konsekvenser ved velfærdsstaten, der ødelægger og korrumperer det danske folk og den danske kernekultur, må vi have in mente, at kulturradikalismens foragt for Danmark og 68’ernes kamp mod autoritet og tradition skal tilskrives en ligeså stor – hvis ikke større – del af ansvaret for, at stort set alt er gået galt i efterkrigstiden.

Velfærdsstaten yder økonomisk støtte til fraskilte i et sådant omfang, at Danmark er det land i verden, hvor man oplever det mindste økonomiske tab ved skilsmisse (i visse tilfælde kan man sågar opnå økonomisk gevinst ved at lade sig skille), og derfor er det da nærliggende at tro, at de uhyggeligt høje skilsmissetal hænger sammen med dette forhold. Velfærdsstaten er dermed en stærkt medvirkende årsag til opløsningen af den traditionelle kernefamilie –  den væsentligste byggesten i et ordentligt og stabilt civilsamfund.

Arbejderklassens afskaffelse

Den traditionelle danske arbejderklasse er halvt om halvt udraderet af den socialdemokratiske velfærdsstat – ironisk nok. Dette skyldes primært to faktorer: Den ene er velfærdsstatens enormt høje driftsomkostninger. Den har resulteret i en enormt høj skatteopkrævning, hos virksomheder såvel som hos borgere. Det svækker naturligt nok det private arbejdsmarked – altså der, hvor arbejderklassen arbejdede. Den anden – og måske væsentligere årsag –  er de skyhøje overførselsindkomster. De gør – kombineret med mindstelønningerne – at personer, der af den ene eller anden årsag er ude af stand til at levere et stykke arbejde af en værdi af mere end cirka 90 kroner, bliver permanent holdt udenfor arbejdsmarkedet. De menneskelige konsekvenser, det kan medføre at være permanent passivt forsørget er veldokumenterede: alkoholisme, narkomani, kriminalitet og mange andre ulykker.

Velfærdsstaten har i meget vidt omfang underkuet vores gamle arbejderklasse. Den danske arbejderklasse og dens politiske ledere var af en særlig støbning (ja, bevares man kan da være uenig i deres politiske ambitioner), for de vægtede faglig integritet, flid og loyalitet højt. De forstod værdien af sammenhold, både i faglige organisationer, men også det nationale sammenhold. For dem var det danske sprog og kultur ikke ligegyldigt. På grund af velfærdsstaten er arbejderklassens arbejdspladser dog flyttet til Østeuropa eller Fjernøsten. Imens er over 1 million mennesker i Danmark parkeret på en eller anden form for overførselsindkomst. Alt dette er sket indenfor velfærdsstatens godt fyrre leveår. Påfaldende nok er kriminaliteten, narkomanien, alkoholismen og volden eksploderet i samme periode. Dansk Folkepartis ihærdige forsvar af den socialdemokratiske velfærdsstat er ikke et forsvar af Danmark og dansk kultur – det er det modsatte. Den efterlader et folk i kulturelt og menneskeligt forfald og medfører økonomisk ruin for staten.

Velfærdsstaten har i meget vidt omfang underkuet vores gamle arbejderklasse. Den danske arbejderklasse og dens politiske ledere var af en særlig støbning (ja, bevares man kan da være uenig i deres politiske ambitioner), for de vægtede faglig integritet, flid og loyalitet højt.

Fodslag og skillelinjer

KU og DFU har trods alt en fælles sag i den forstand, at vores respektive hensigter peger mod fædrelandets bedste. Dette står i kontrast til liberale og socialister, som kun er sig selv nærmest. Den Europæiske Union, indvandring fra tredjeverdenslande og velfærdsstaten er alle tre fænomener, der udgør en alvorlig trussel mod den danske, evangelisk-lutherske kernekultur. Det er indenfor rammen af denne kernekultur, at vi har Danmark og alt, hvad der skal forsvares. Vi har stor sympati for de bidrag, Dansk Folkeparti har gjort mod to førstnævnte trusler, men vi må konstatere, at indtil partiet og Lucas Hultgren erkender truslen fra velfærdsstaten, er deres fædrelandskærlighed utilstrækkelig og kun at regne for fine hensigtserklæringer.

 Jesper Frederiksen er forretningsudvalgsmedlem i Konservativ Ungdom.

Caspar Stefani er tidl. formand for Konservativ Ungdom i København og stud.scient.pol.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside