Krigstid

25. marts 2016
7 minutters læsetid

Terroren har atter ramt Europa. Virkeligheden har vist sig. Krigen er over os. Johan Christian Nord om den situation, der nu er vores.

Af Johan Christian Nord

Da skal man freden fatte
som livets sommervejr.
Da skal man kæmpen skatte,
som drog for den sit sværd,
ej alt i fred-lér forme,
men vælge livets storme
for gravens stille ro.

Grundtvig: Nu skal det åbenbares, Højskolesangbogens nr. 88a

 Jeg skriver disse indledende linjer med tårevædede øjne. Jeg hørte radio: en ung, dansk kvinde fortalte om det, hun havde set på metrostationen i Bryssel. Hun havde set forældre med et blodigt spædbarn i hænderne.

Vi har set billederne før, og vi har hørt vidnernes skildringer. Men alligevel sad jeg dér i sofaen og græd. Jeg tænkte på det lille barn – og vist også på mit eget lille barn. Jeg fik en følelse af, at Døden var i rummet, og i dét øjeblik var jeg, som fjenden ønsker, vi skal være: rådvild, lamslået, frygtsom.

Jeg var ramt.

 

Men frygten har sine hemmeligheder, og gråden har sine mysterier. For frygten og gråden stiller os ansigt til ansigt med virkeligheden – og hver gang vi møder virkeligheden, stilles vi over for en afgørelse, der både er enkel og svimlende: vi kan vælge at synke ned i løgnen og handlingslammelsen, eller vi kan se bæstet i øjnene, ranke ryggen og spænde bæltet.

Disse linjer er et forsøg på at gøre sidstnævnte – at vende ryggen til løgnen og kalde på kampviljen.

Vesten er under angreb. Vi er under angreb. Fjenden er i vore lande, og hans længsel er vores død.

Dét er virkeligheden.

Vi havde ikke regnet med, at det skulle gå sådan. De fleste af os var ikke forberedte. For vi er opvoksede i en fredstid. Ja, de af os, der er unge, kender slet ikke andet end fredstidens lyse løfter om en fremtid, hvor alt ville blive godt. Gennem hele vores opvækst er vi blevet stopfodret med letkøbte drømme om en tid hvor freden, friheden, glæden og det udslåede hår ville overskride alle grænser – og gøre vores eget grænseværn overflødigt. Ved vores sengegærde har vi kun hørt de blide klange af fredstidens sange. For vore håbefulde mødre kendte ingen andre sange, og vore fredelige fædre har aldrig fortalt os om Holger Danske. Indtil vi selv opdagede det, havde ingen fortalt os, at freden kun er livets sommervejr. Ingen havde røbet for os, at friheden er en undtagelse i folkeslagenes liv, som kun findes dér, hvor kæmper har draget deres sværd for den – og hvor der fortsat er helte, der vil gøre det nødvendige, når tiden drejer sit store hjul, og kampen bliver menneskers virkelighed.

Alt det, vi ser nu, er kun begyndelser og antydninger. Fremtiden bliver vildere. Der vil komme flere angreb, og der vil flyde mere blod. For fjenden er sulten.

Vi havde ikke regnet med, at det skulle gå sådan. De fleste af os var ikke forberedte. For vi er opvoksede i en fredstid. Ja, de af os, der er unge, kender slet ikke andet end fredstidens lyse løfter om en fremtid, hvor alt ville blive godt. Gennem hele vores opvækst er vi blevet stopfodret med letkøbte drømme om en tid hvor freden, friheden, glæden og det udslåede hår ville overskride alle grænser – og gøre vores eget grænseværn overflødigt.

For at forstå det, der sker lige nu, og for at forberede os på alt det, der vil komme til at ske, må vi vende ryggen til det meste af den såkaldte nyhedsstrøm og endnu mere af det såkaldte politiske liv i Europa. Vi må selv opsøge en anden slags oplysning end den, vi møder i samtids-snakkens evige kværnen. Vi må finde tilbage til livsoplysningen – og dermed også kampoplysningen.

For at genfinde vejen ind til denne oplysning af menneskets liv og menneskets kamp må vi åbne os for de billeder og fortællinger, der er selve rygraden i vesterlandets lange liv. Vi må lægge øret til træets rod og lytte til rodnettets sange – til myternes hvisken og historiens vidnesbyrd.

Alt det, vi ser nu, er kun begyndelser og antydninger. Fremtiden bliver vildere. Der vil komme flere angreb, og der vil flyde mere blod. For fjenden er sulten.

For både vesterlandets myter og historiens vidnesbyrd fortæller os om kampens virkelighed – og om de helte, der er gået ind i den, fordi deres kærlighed til liv og fædreland kaldte på dem. Eller som det så rammende formuleres et sted i indledningen til 2006-genudgivelsen af tegneserie-mytemesteren Frank Millers legendariske Batman Saga: »Back then. It wasn’t so long ago. We had heroes«.

Sidste gang, heltene for alvor vandrede på europæisk jord, var under Nazi-Tysklands blodrus. Dengang var der mennesker, som gjorde det, der måtte gøres, og der var svæklinge, som foretrak fulde maver og dyrisk ro. I vores land var det som bekendt kun et forsvindende lille mindretal, der vovede at trodse bæstet – og dets hjemlige lakajer blandt regeringen og regnedrengene. Langt de fleste af vore forfædre krøb i flyverskjul, håbede på det bedste og indrettede sig stilfærdigt på tanken om et tysk Europa. I andre lande var modstanden skarpere og modigere – og særligt i ét land rejste en statsmand sig fra folkets midte og lod sin mund løbe over med det, folkehjertet var fuldt af:

We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in       the air, we shall defend our Island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; weshall never surrender, and even if, which I do not for a moment believe, this Island or a large part of it were subjugated and starving, then our Empire beyond the seas, armed and guarded by the British Fleet, would carry on the struggle, until, in God’s good time, the New World, with all its power and might, steps forth to the rescue and the liberation of the old.

Ja, så højstemt kunne Winston Churchil tale om forsvaret af sin ø – og om det sejrshåb og fredshåb, der var kampens sjæl. Han veg ikke tilbage for de store ord eller de store følelser. For han vidste, at den sande kamp altid kalder på det største og dybeste i mennesket: kærligheden – kærligheden til dem, der gav os livet, dem, vi lever det med, og dem, vi skal give det videre til.

Vi må lægge øret til træets rod og lytte til rodnettets sange – til myternes hvisken og historiens vidnesbyrd.

Når et menneske er bundet af denne kærlighed, er det ikke en mulighed at holde sig på kølig og såkaldt fornuftig afstand af begivenhedernes gang. For når kærligheden retleder kampen, vågner de gamle følelser: ærefrygten, troskaben, heltemodet. Alt det, som mennesker glemmer, når de bliver til dyr. Alt det, som vi havde glemt – men som Virkeligheden nu igen vil opdrage os til at forstå.

Én af vore egne landsmænd – den grundtvigske højskolemand Aage Møller – har sagt det, så det kan høres af danske hjerter. Hans livsgerning var at finde vejen hjem til nordens myter – og lade dem klinge i lyttende ører. Under besættelsen gav han sin mund og pen til modstandsbevægelsen, og efter befrielsen udgav han en genfortælling og tolkning af nordens myter, der bærer tydeligt præg af krigstidens erfaringer. Et sted i bogen – der ganske enkelt hedder Nordiske Myter – lyder det sådan her, når Møller skærer ind til benet i myternes tale om kampens virkelighed og vilkår:

Man maa først og fremmest lære at finde sin plads i rækkerne, der er opstillet til kamp. Man maa lære kampsignalerne at kende. Man maa lære, hvad pligt er, hvad det er man skal, uden hensyn til, om man har lyst til det eller ej. Man maa lære, hvad man kæmper for. Man maa kende og elske de værdier, der er saa store, saa man kan lide saar og smerter for dem og finde, at man derved kun har gjort sin pligt. Man maa lære at tro paa livsværdier, som det er værd at ofre alt for, saa man kan bære nederlag med rank ryg, og saa man kan bære sejren med ydmyghed.

Sådan kunne Aage Møller tale og skrive, fordi han havde drukket af myternes kildevæld og vidste, hvad han troede på. Han troede på, at mennesket er et åndsvæsen, som først forstår sig selv, når det indser, at livet altid er et kampliv. Han forstod, at ånden først blomstrer, når Odins kampvilje og Friggs fredshåb går hånd i hånd, når Holger Danskes skjold er prydet af både løver og hjerter – når kampens mening er at værne den blomsterhave, hvor freden kan gro.

I dag, hvor disse linjer offentliggøres, er det Langfredag. Graven er mørk, og Døden griner.

Men dér, hvor hjerterne venter på morgengry, er alt muligt.

Påskemorgen bliver alt nyt. Lyset vender tilbage. Håbet vender tilbage. Kongen vender tilbage.

Når Fredsfyrsten til sidst opretter sit rige, er kampen ovre. Når håbet bliver virkelighed, og lyset sejrer, skal glædesklokkerne ringe fra de tusind tårne, og vi skal sænke vores våben.

Men ikke endnu. For nu er det krigstid – og i krigstid er ordren enkel og umisforståelig: stå fast – stå fast og dan en skjoldvagt om Vestens grønne jord og himmelblå tro.

Eller som tronens arving siger det i den tredje og sidste filmatisering af det største populærmytologiske værk i vestens nyere historie – som Aragorn siger det i den tredje Ringenes Herre film The Return of the King:

Sons of Gondor, of Rohan, my brothers! I see in your eyes the same fear that would take the heart of me. A day may come when the courage of men fails, when we forsake our friends, and break all bonds of fellowship; but it is not this day! An hour of wolves, and shattered shields, when the Age of Men comes crashing down; but it is not this day! This day we fight! By all that you hold dear on this good earth, I bid you stand, Men of the West!

Velkommen til Virkeligheden.

Johan Christian Nord er ph.d.-stipendiat. Han har desuden været redaktør for den anmelderroste antologi Efter Georg – virkningshistoriske livtag med brandesianismen.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside