Den korrekte ligestilling

15. februar 2016
6 minutters læsetid

Præges ligestillingsdebatten af hykleri og dobbeltmoral? Chris Bjerknæs Fallesen mener ja – og taler af erfaring. For nyligt blev han udsat for voldsomme personangreb efter at have skrevet et indlæg om feminisme i Politiken.

Chris Bjerknæs Fallesen

Der findes elitefeminister, der kun selv kender til den korrekte ligestilling, som nok ved, hvordan man bekæmper køns- og ligestillingsudfordringer. Det er de politisk korrekte feminister, der kun vil se i en retning og står på spring for at slå hårdt ned på enhver, der formaster sig til at kigge i en anden. Når det sker glemmer de deres korrekthed og viser, hvad der gemmer siger under deres ellers så pæne facade.

Elitefeministernes svirp

Det skal jeg love for, at jeg fik at føle, da jeg omkring nytår skrev et indlæg i Politiken om netop den moderne ligestilling, som blev stærkt kritiseret af feminister. Ja, man kan sige, at jeg stillede min bagdel i højde til at modtage spanskrørets svirp, da jeg valgte at sende mit indlæg til netop deres kæreste organ for højere oplysning.

Nærmere bestemt lød elitefeministermes svirp noget i retning af dette, og jeg citerer:

“Vrøvl. Kvindeforskrækkethed. Mundlort. Stakkels lille Chris, som er kommet for tidligt hjemme fra moar. Jubelidiot, som skulle finde sig en identitet og affinde sig med singletilværelsen. En klam artikel. Et ubehjælpsomt og ynkeligt lille menneske.”

Hvorfor denne sydende arrighed? Mit indlæg handlede om, hvordan kvindekampen i dag ikke længere har den samme berettigelse som den engang havde, samt at jeg ville slå et slag for en højere grad af ligestilling. Jeg påpegede, at der i dag findes mange udfordringer for ligestillingen, udfordringer, som specielt ligger på det mandlige køns stadigt smallere skuldre. Som jeg for eksempel skrev i mit indlæg:

“Mens vi har passet børn, lavet mad og forsøgt at være den perfekte mand og far, har kvinderne taget os på sengen. Vi har ladet kvinderne få børnene, vi har undladt at tage kampen for juridisk abort til mænd, vi har ladet de mandlige pædagoger blive umyndiggjort i kontakt med og berøring af børn i deres arbejde, vi har accepteret, at vores drenge sakker bagud i skolen og på de videregående uddannelser, vi har ladet kvinder får lettere adgang til jobs og bestyrelser end os, og vi har accepteret, at vi bliver mere syge og dør tidligere end dem. Hele livet igennem, i alle livets faser, sidder kvinderne nu med den gule førertrøje.” (Politiken, d. 28/12-2015)

Ligestillingskamp – I stedet for kvindekamp

Alle disse forhold er faktuelle. Det er udfordringer, som er relevante at tage op af den simple grund, at ligestillingen for mænd generelt er blevet nedprioriteret af hensyn til kvindernes ligestilling. Mange af disse væsentlige emner er aldrig blevet behandlet seriøst – ja, er de overhovedet blevet berørt? Så det er vel rimeligt at gøre opmærksom på ligestillingspolitikkens blinde vinkler?

Nej, tilsyneladende ikke. Helvede brød løs. Og flere af disse førnævnte elitefeminister har valgt at forvanske mit indlæg helt ud af proportioner, sådan, at jeg ønskede at kvinderne hverken skulle have stemmeret eller deres gang på arbejdsmarkedet. Det er naturligvis ingenlunde tilfældet og det er ærgerligt, at man skal beskyldes for den slags, blot fordi man belyser mænds krav på ligestilling. Jeg tror på, at der findes en ligestillingskamp for både det mandlige og det kvindelige køn. Mit indlæg var et opråb om en mandlig ligestillingskamp, en kamp, som ikke har rykket sig meget de sidste mange årtier – og det bekymrer mig.

Kvindekampen havde, det er hævet over enhver tvivl, sin berettigelse engang, men i dag virker den underlig udvandet. Engang kæmpede kvinderne for stemmeret og adgang til arbejdsmarkedet. Og dengang, mener jeg, var kvinderne vitterlig undertrykte, mens mændene sad på rettighederne over både hus og børn, ligesom de i for stort omfang bestemte over kvinderne. Dengang var kvinderne ikke frigjorte. Dengang var der for alvor noget at kæmpe for, og den kamp er jeg selvfølgelig glad for at kvinderne tog.

I dag er feminismens bannerførere en flok højtråbende og -uddannede kvinder, som i realiteten har opgivet kampens for kønnenes ligestilling. I stedet kæmper de for feministisk overmagt, det vil sige stadig flere og bedre rettigheder til kvinder på mændenes bekostning.

Dermed ikke sagt, at kvinder ikke har noget at kæmpe for, pointen er, at disse kvinder, elitefeministerne, i dag alene kæmper for positiv særbehandling af deres køn. Feminismen er nu blevet forvandlet til et misforstået korstog for kønsprivilegier i stedet for en kamp mod undertrykkelse. Feminismen er blot kvinder med stort overskud og styrke, der kæmper om at rage mest muligt til sig. I dag drejer det sig altså ikke om frigørelse, men om kønskvoter så elitefeministerne uforstyrret kan få et boost til deres karriere.

De blinde pletter

Hvis man tør tale åbent om kvinders problemer i dag, de egentlige og alvorlige trusler mod ligestillingen, kan man derimod ikke regne med støtte fra elitefeministerne. Lad mig give et konkret eksempel. For nylig har vi hørt om systematisk overgreb på kvinder i Köln. Hvor var karrierefeministerne henne? Vi hørte intet. Undtagen når de forsøgte at bagatellisere eller relativere hændelserne ved f.eks. at sammenligne dem med numse-gramseri på Roskilde Festival.

I dag er feminismens bannerførere en flok højtråbende og -uddannede kvinder, som i realiteten har opgivet kampens for kønnenes ligestilling. I stedet kæmper de for feministisk overmagt, det vil sige stadig flere og bedre rettigheder til kvinder på mændenes bekostning.

Hvad skete der med søstersolidariteten? Der er heller ingen feminister, der tør slå et slag mod undertrykkelsen af muslimske kvinder med tørklæder, eller som tør tage kampen for de mange kvinder, som lever i voldelige forhold, eller for de mange kvinder med etnisk baggrund, som gemmer sig rundt om på de danske krisecentre. Der er udbredt undertrykkelse af kvinder i indvandrermiljøer med rod i Mellemøsten. Det er desværre bare fakta. De kommer ikke ud, så de lærer ikke dansk, de bliver holdt væk fra arbejdsmarkedet, gemt bag kødgryderne og indhyllet i tørklædet – hvor er de stærke danske feminister henne i kampen for dem? De har for travlt med at tale om kvoter i bestyrelser og med at bekæmpe busreklamer med bare bryster.

Ja, jeg blev hængt til tørre af alle disse elitefeminister, som med deres hetz endnu engang fik understreget, at de er helt ligeglade med ligestillingen. Modstanderen i deres øjne er ikke den undertrykkende mand med mellemøstlig baggrund, men mig: En DF’er, en mand, som ovenikøbet er lavtuddannet, der slet ikke kan bruge fransk filosofi og akademiske spidsfindigheder i min argumentation. Jeg er er trussel: Alt hvad jeg siger og står for er sexistisk og alt, hvad jeg skriver er nedsættende over for kvinder.

Den uindtagelige fæstning

Når elitefeministerne kæmper for deres privilegier er det altid med beskidte kneb. Det lærte jeg. De misforstod mig forsætligt. Det er kun alt for nemt at fordreje andres ord, når man har læst retorik, sociologi eller til politiker på statskundskab. Her blev det rigtig grimt. Jeg havde bare at lukke munden. Det ellers så pæne akademiske sprog med flot, højt lixtal og uforståelige fremmedord forsvandt som dug for solen og i stedet kom sandheden i form af kommentarer som dem, jeg nævnte i begyndelsen, samt det obligatoriske, at det da er utroligt, at hver fjerde vælger sætter kryds ved DF og så må vi hellere afskaffe demokratiet.

Disse ellers så pæne elitefeminister, der ellers promenerer med deres godhed og politiske korrekthed, glemte sig selv – eller rettere: viste, hvad der var bag pænhedens facader. Reaktionerne viste, at de politisk korrekte, der ellers ikke umiddelbart fremstår som hverken aggressive eller farlige, havde lighed med onde drager, som spyede nederdrægtige personangreb ud fra hvert skydeskår i eliteprivilegiernes og den politiske korrektheds uindtagelige fæstning.

Ak ja, hvis jeg må være så fri – moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt. Den politisk korrekte position giver et vist spillerum til modbydeligheder. Så meget har jeg lært. Hvad jeg stadig undrer mig over er, at disse feminister hellere vil råbe op end kæmpe for ligestilling. Man kan undres over, at de ikke varetager alle kvinders ligestillingsudfordringer. Og om de overhovedet har interesse i at kæmpe for reel ligestilling.

Chris Bjerknæs Fallesen er kandidat til landsformandsposten i Dansk Folkepartis Ungdom. 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside