Johannes Horstmann og kirkens borgerlige ord

9. november 2015
6 minutters læsetid

af Jacob Aarslev

Artiklen er en introduktion til den store danske teolog Johannes Horstmann, der især er kendt for sine arbejder om dogmatik. Centralt i denne læsning af Horstmann står hans samfunds- og samtidskritik, som den blandt andet kom til udtryk i skriftet Den socialistiske æras dødskamp, hvor han som teolog bevægede sig ud over de grænser for teologien, som sekulariseringen havde sat, samt spørgsmålet om, hvorfor det ifølge Horstmann var afgørende, at kirken netop foretog denne bevægelse.

Jeg vil her nævne en anden hovedskikkelse i Tidehvervs senere periode, Johannes Horstmann, der blev K. Olesen Larsens efterfølger som præst ved Esajas Kirke på Østerbro i København. Hans flid var formidabel og kan konstateres i Tidehvervs spalter, hvor man også kan konstatere hans teologiske format og dogmatiske indsigt og overblik … det karakteristiske er, at det er denne teolog, som mange ville kalde verdensfjern, der satte sin samtid på plads og gennemskuede dens forløb.”

Ordene er Søren Krarups. De stammer fra hans korte værk om det teologiske arbejdsfællesskab Tidehvervs historie fra 2007. Og de placerer ganske rigtigt Johannes Horstmann som en hovedskikkelse i Tidehvervs historie: Han var kendt som den teologisk tunge og grundige dogmatiker i bevægelsen, og udfoldede, som det også bemærkes i citatet, et enormt forfatterskab i tidsskriftet Tidehverv. Fra 1950 til 1997 udkom så godt som hvert år mindst én, ofte flere, lange eller længere artikler fra hans hånd. I en trykt tale i anledning af Horstmanns 80-årsdag i 1995 gør kollegaen Vilhelm Krarup det op til over 800 sider.2 I samme periode udfoldede Horstmann desuden en meget omfattende skrivevirksomhed i det ingenlunde uvæsentlige tidsskrift, Præsteforeningens Blad.

Julius Johannes Horstmann (1915-1999) blev cand.theol. i 1942 og ordineret præst i 1943. Efter at have virket som hjælpepræst og kapellan i henholdsvis Hjørring og Randers, blev han 1964 residerende kapellan i Esajas Kirke i København. Fra 1969 til 1974 og igen fra 1988 til 1989 virkede han, samtidig med præstegerningen, som lektor ved Københavns Universitet.

det er denne teolog, som mange ville kalde verdensfjern, der satte sin samtid på plads og gennemskuede dens forløb

Om Johannes Horstmann gennemskuede sin samtids forløb, som Krarup siger, det er straks mere tvivlsomt. Der er jo netop det ved samtiden, at man altid står lige midt i den. Man synes måske, man kan fornemme tidens strøm, dens retning eller gætte på dens mål. Men aldrig er man uden for sin samtid eller hævet over den. Det, Johannes Horstmann til gengæld gjorde, var at forkynde Evangeliet. Og enhver tid, hvor Evangeliet bliver forkyndt, gennemlyses selv af det. Hvad end tiden så vil det eller ej.

Verdensfjern eller politiserende

Som intellektuel teologisk bevægelse havde og har Tidehverv et ry for til tider at brede sig over områder, som ved første øjekast synes at ligge et stykke fra det, man umiddelbart forstår ved teologi, og emner, som i hvert fald for en overfladisk betragtning kunne synes uvedkommende for den danske folkekirkes umiddelbare situation. I 1970’erne var det velfærdsstaten og fra 1980’erne i stadig stigende grad islam og den muslimske indvandring – for at nævne blot et par eksempler. I Tidehvervs egen selvforståelse ligger det endda i navnet i den forstand, at man som tænkende og skrivende kristent menneske netop er henvist til at tage sin egen samtid i denne forgængelige verden på alvor, med alt hvad den indeholder af humanistiske ideer og politiske afveje. Men overordnet set er det nu ikke så enestående igen; tænk blot på grundtvigianismen og dens forkærlighed for hedenold, danskhed og skandinavisme, eller på Indre Missions store interesse for filantropi og socialpolitik. Blandt Tidehvervs betydelige skribenter er Johannes Horstmann nok den, for hvem det mindst gjorde sig gældende. I det mindste kvantitativt set. Men han var ingen undtagelse. Titler som ”Den socialistiske æras dødskamp”, ”Om at være muhamedansk flygtning eller indvandrer i Danmark” og ”Efter Tamilsagen” indikerer, at han ikke blot var en dogmatisk ånd, der, så at sige, svævede over de teologiske vande, som Tidehverv rørte op. En sådan karakteristisk ville han nok også have sat sig eftertrykkeligt imod.

Tilbage står dog, at han ikke havde ry for at være blandt de skarpe polemiske tunger i Tidehverv; han var dogmatikeren, den boglærde, med sætninger, der er lange selv for teologer. Og det var et ry, som også var hans jævnaldrende teologiske kampfæller bekendt. Vilhelm Krarup anvendte retorisk dette faktum i sin tale til Horstmann ved dennes 80-års dag i 1995:”På baggrund af din teologiske lærdom, der gør, at dine tilhørere eller læsere fristes til at betragte dig som indviklet og spekulativ, vil jeg stræbe efter at sige det så jævnt som muligt.”

Blandt Tidehvervs betydelige skribenter er Johannes Horstmann nok den, for hvem det mindst gjorde sig gældende. I det mindste kvantitativt set. Men han var ingen undtagelse. Titler som ”Den socialistiske æras dødskamp”, ”Om at være muhamedansk flygtning eller indvandrer i Danmark” og ”Efter Tamilsagen” indikerer, at han ikke blot var en dogmatisk ånd, der, så at sige, svævede over de teologiske vande, som Tidehverv rørte op.

At Johannes Horstmann af og til kunne være svær at læse eller ligefrem udtrykke sig unødigt indviklet er nok et ubestrideligt faktum. Ikke mindst for de årgange, for hvem kommatering mest af alt er et følelsesspørgsmål, som afgøres af øjeblikkets stemninger. Undertegnede kan næppe helt sige sig fri for at være en af dem.

Men hvad med det verdensfjerne? Det til tider svært tilgængelige sprog er måske i sig selv en del af forklaringen på, hvorfor lige Horstmann frem for andre teologer fik et ry for at være verdensfjern, eller virkelighedsfjern; men det er slet ikke det væsentlige. For hvad vil det sige, om en teolog er verdensfjern? Johannes Horstmann tilsluttede sig fuldt ud den formulering, at teologi er forberedelse til prædiken. Forhåbningen er, gennem studier og dygtiggørelse, at gøre sig til et – stadig unyttigt – talende redskab for den Helligånd, som alene virker troen gennem Ordet. Og præsten skal prædike. Det er en bestemmelse som de fleste nok kan tilslutte sig uden videre. Men at denne prædiken også kan, eller ligefrem til tider skal handle om emner, som ligger uden for teologiens område, det er straks mere problematisk.

Som børn af den sekulariserede tid er det svært for os at se andet, end at præsten med sådanne ”politiserende” prædikener træder uden for sit afmålte domæne. Selv denne artikel indeholder jo en stipuleret grænse mellem teologiens område og det udenfor – også selvom netop denne grænse skal komme under kritisk behandling i det følgende. På sekulariseringens præmisser er teologien netop verdensfjern – og den står sig bedst i at forblive verdensfjern, forstås. Og selve det at håbe på, at det nytter noget at prædike, samtidig med at man bekender, at netop prædikenens resultater ikke afhænger af en selv, men af Gud og Helligånden – det er om noget verdensfjernt for enhver gængs betragtning. Men omvendt: Hvis præsten kun taler om teologi, eller, som det også hedder, prædiker for koret, så er beskyldningen der jo igen: ’”Det var mig noget verdensfjernt”, eller ”han var ikke rigtig vedkommende”.

Denne artikel handler om, hvordan Johannes Horstmann forholdte sig i dette spændingsfelt. De første dele er eksempler på hans samtids- eller samfundskritik. Eller man kan sige, at det er eksempler på områder, hvor han kan synes at træde uden for den afskærmning, som sekulariseringen har rejst omkring teologien – nemlig hans kritik af socialismen, og hvad han kalder den sociale idealisme, som er nært forbundet med socialismen. Samfundskritik kan gå for at være et neutralt ord, men i virkeligheden markerer det jo også, at der her er tale om noget, som adskiller sig fra den øvrige forkyndelse. Artiklens sidste del handler om, hvordan Horstmann forstår og forklarer nødvendigheden af, at kirken taler om sådanne ting. Den tematiske inddeling er tilvejebragt i høj grad på kronologiens bekostning, men forhåbentlig træder meningen desto tydeligere frem.

Som intellektuel teologisk bevægelse havde og har Tidehverv et ry for til tider at brede sig over områder, som ved første øjekast synes at ligge et stykke fra det, man umiddelbart forstår ved teologi, og emner, som i hvert fald for en overfladisk betragtning kunne synes uvedkommende for den danske folkekirkes umiddelbare situation. I 1970’erne var det velfærdsstaten og fra 1980’erne i stadig stigende grad islam og den muslimske indvandring – for at nævne blot et par eksempler.

Nu kunne man indvende, at det i virkeligheden slet ikke er svært for præsten at tale om samfundet, blot han gør det så at sige i teologiske vendinger. Og det er for så vidt også, hvad Horstmann gør. Men det er en rent retorisk bekvemmelighedsbetragtning, som overser det væsentlige, nemlig at det slet ikke er et valg. Horstmann redegør for, hvorfor Kirken har pligt  til at tale både til og om samfundet. Og her er der både ment samfundet med lille og stort S. Kirken har noget at sige både om og til staten, øvrigheden og om den menneskelige moral. Og det er en pointe, som i hvert fald undertegnede vil give Horstmann ret i, ofte overses.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2015 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 170 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Jacob Aarslev (f. 1985) er cand.mag. i historie fra Syddansk Universitet og stud.theol. ved Aarhus Universitet.

Jacob Aarslev

Jacob Christian Aarslev er cand.mag. i historie og religionsstudier fra Syddansk Universitet i Odense, hvor han har skrevet speciale om den kirkelige filantropi, der udgik fra Indre Mission, og de politiske holdninger i bevægelsen. Til daglig er han beskæftiget som tekstforfatter. Jacob Christian Aarslev er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside