Ang. den gamle luft i Folkepartiet

3. november 2015
18 minutters læsetid

Nej, dette er ikke et svar til David Munk Bogballes udmærkede artikel i Replique. Titlen på indlægget er udtryk for ren opportunisme samt det forhold, at jeg i det flg. faktisk behandler gamle vinde i Det Konservative Folkeparti. Artiklen er fra det netop udkomne, lettere forsinkede, Libertas #60, Februar 2015, som er et temanummer af det i øvrigt liberale tidsskrift, der omhandler konservatisme. Nederst i indlægget har jeg anført oplysninger om bestilling.

Partikonservatismen i Danmark

Af Christian Egander Skov, Libertas # 60 s. 17-23.

Da der for et par år siden var en intens ideologisk debat mellem konservative og liberale i landets aviser, var det påfaldende, hvor få af de konservative skribenter og debattører, som egentlig identificerede sig med Det Konservative Folkeparti. I det hele taget forholdt de partikonservative sig i påfaldende grad i baggrunden, og da enkelte, såsom Brian Mikkelsen, endeligt intervenerede, var det med nogle tyndbenede betragtninger om den idelige fællesborgerlige idyl.

Det er vel et symptom på partikonservatismens dybe krise, at den i så høj grad forholdt sig tavs og uinteresseret i de debatter, der ikke alene er med til at bestemme borgerlighedens ideologiske kurs, men også er afgørende for, hvad vi i det hele taget skal forstå ved begrebet konservatisme. Det er som om, at Det Konservative Folkeparti i disse år ikke alene har opgivet centrale politiske områder til andre partier, men har mistet førstefødselsretten til selve begrebet konservatisme.

Det er ikke længe siden, at Jyllands-Posten bragte en større artikel om et nyt nationalkonservativt højre i Danmark. Det nationalkonservative højre er ganske vist ikke noget nyt fænomen, men voksede for alvor frem i 00’erne, og artiklen var i øvrigt ikke fremragende i nogen henseende, men var vist snarere betinget af den omsiggribende begivenhedsløshed, som havde lagt sig over landet mellem jul og nytår.

Men den handlede altså om konservatisme, og rejser i hvert fald spørgsmålet: hvis det nationalkonservative højre er et relativt nyt fænomen, hvordan hænger det så sammen med, at vi herhjemme siden 1880’erne – i hvert fald – har haft en konservativ tradition organiseret i og omkring et siden 1915 nominelt konservativt parti. Hvis altså vi kan tale om en konservativ tradition, som den nye nationalkonservatisme i nogen grad afviger fra, hvad er så denne danske konservative tradition, som først og fremmest har været knyttet til Det Konservative Folkeparti. I mit forsøg på at skildre denne partikonservatisme vil jeg både trække nogle tråde tilbage i historien og se på dens situation i dag.
Det er her ikke min formål at vurdere partiets muligheder og chancer, men at analysere dets situation med udgangspunkt i bestemmelsen af dets dominerende ideologiske selvforståelse.

Leder man efter konstruktive svar på, hvad der skal gøres, kan man med fordel læse noget andet.

Socialkonservatisme

Dansk partikonservatisme har traditionelt været tegnet af en ideologisk position, som vi bedst kan betegne som socialkonservatisme. Den har forstået sig selv i opposition til ikke blot liberalismen og socialismen, men også til nogle udpræget konservative positioner, som socialkonservative typisk afskriver som reaktionære.
Lytter man eksempelvis til partiets chefideolog Per Stig Møller, er det konservatismens pragmatiske, afbalancerende og modererende funktioner, der til stadighed fremhæves. Socialkonservatismen søger i egen selvforståelse en ”gylden middelvej” mellem de ideologiske yderligheder, den ser i hhv. liberalisme og socialisme. Den er ”borgerlige stemmer, der arbejder”, befinder sig i midten af dansk politik og den arbejder gerne hen over midten, idet den som et efterklang af sit nationale udgangspunkt søger brede løsninger med stor folkelig (eller i hvert fald parlamentarisk) opbakning.

Derfor havde den også haft store kvababbelser ved VKO-samarbejdet, og spændingen mellem de socialkonservative impulser og den politik, som Det Konservative Folkeparti var med til at gennemføre under VKO, er et af de forhold, der har udmattet det gamle parti.

Forvirring fra begyndelsen

Da Det Konservative Folkeparti blev skabt i 1915 var det ikke med en klar defineret ideologisk linje. Egentlig kan man bedst betegne situationen som forvirring. Det var også forvirring, der havde gjort en ende på Højre.

Det gamle konservative parti havde fået sig selv låst fast i rollen som et antiparlamentarisk parti, og da man i 1901 endelig opgav kampen og lod Venstre overtage det tunge regeringsansvar, var det som om Højre havde mistet sin orientering. Sigende var situationen op imod vedtagelse af Grundloven i 1915. Højre støttede af forskellige årsager den nye grundlov, men partiets formand undsagde samtidigt dens bærende princip folketingsparlamentarismen. Man var for og imod på samme tid. Og blot for at understrege, hvilket syndigt rod Højre var blevet stemte et flertal i partiets Landstingsgruppe imod den nye grundlov.

Det var i den situation, at der fra partiets venstrefløj omkring bl.a. redaktør Asger Karstensen og økonomerne L.V. Birck og Arnold Fraenkel udgik initiativ til et nyt parti. Særligt Karstensen lagde vægt på, at det nye parti skulle være et opgør med Højre. Ja, han forestillede sig faktisk et liberalt centrumsparti. Resultatet blev som bekendt Det Konservative Folkeparti, der i sit første program definerede sig som et nationalt parti på forsvarspolitikken og et liberalt parti på indenrigspolitikken.

Arnold Fraenkel udfoldede den moderne konservatisme, som partiet skulle inkarnere, i en bog fra 1918. Her talte Fraenkel om, at samfundet altid var på vej et sted hen, altid var i udvikling. Dette forhold var determineret af økonomiske, før-politiske strukturforandringer, som det ikke nyttede at forsøge at afværge gennem politik. Fraenkel afskrev altså den form for konservatisme, der bare ville blive stående eller lønligt bad ”må det være som det er og blive som det var”. En sådan konservatisme ville blive kørt over af historien. I stedet skulle konservatismen være et korrektiv, der forhindrede for voldsomme udsving, afværgede de værste sociale konsekvenser af udvikling, så den blev til at bære. Desuden skulle konservatismen bekæmpe såvel socialismen som monopolkapitalismen, der var i færd med at udrydde personligheden og den borgerlige frihed fra hver sin flanke. Dette var den første udviklede forsøg på at forlene den nye konservatisme med et teoretisk fundament, og heri var i virkeligheden givet grundkonturerne til den ideologiske selvopfattelse, som endnu er partikonservatismens.

Imidlertid bød 1920’erne på et tilbageslag for den moderne socialkonservatisme. Karstensen var blevet verfet ud, og partiets ledere satsede i 1920’erne alt på at bevare det borgerlige samarbejde med Venstre. Men tråden blev taget op igen fra slutningen af årtiet.

John Christmas Møller

Den personlighed, der mere end nogen anden forbindes med socialkonservatismen, er politikeren John Christmas Møller, som har haft nærmest mytologisk status blandt hos De Konservative. Christmas Møller var partiets formand i 1930’erne og satte hele sin indflydelse ind på en modernisering af partiet, som i hans øjne stadig bar på en arv efter det gamle anti-liberale konservative parti Højre.

Christmas Møller var kompromisløs i sit opgør og er blevet betegnet som en stormfugl i dansk politik. Stort var chokket, da han i slutningen af 1930’erne spændte sit modvillige parti for en grundlovsrevision, der skulle afskaffe det Landsting, som mange konservative endnu opfattede som konservatismens bolværk mod masserne. Selvom Christmas Møller efter krigen kom på tværs af sit parti og endte med at forlade det, var det i hans billede – eller det man mente var hans billede – at en hel generation af konservative politikere videreførte Det Konservative Folkeparti som ”partiet i midten”.

Men dette udtryk, som forbindes med Christmas Møller, stammer egentlig fra journalisten Anders Vigen, der i 20’erne og 30’erne var politisk redaktør på Berlingske Tidende og hvasseste. I dag huskes han vel kun af historikere, der arbejder med perioden, men for eftertidens socialkonservatisme burde han være fast pensum, for som Christmas Møllers personlige tænketank var han i høj grad den moderne socialkonservatismes hovedarkitekt.

Når Vigen i Berlingske Tidendes ledere krævede, at konservatismen skulle stille sig i midten af dansk politik var det et opgør med to forskellige visioner for konservatismen. På den ene side var det en kritik af de livstrætte gammelkonservative, der var blevet så ræd for socialismen, at de ville ofre alt – også konservatismens ideologiske egenart – på det borgerlige samarbejdes alter. På den anden side var det et opgør med de konservative, der ligesom Vigen ønskede en stærk og selvstændig konservatisme, men som ønskede denne selvstændiggørelse gennemført ad udpræget anti-liberale linjer, og mente, at partiet skulle stå i opposition til det etablerede system.

Hvor den forskræmte konservatisme var udbredt blandt konservative politikere og tillidsmænd, var den anden position udbredt blandt den konservative ungdom, som blandt andet havde fået sine politiske ideer fra litteraten Harald Nielsen, der på dette tidspunkt endnu stod som landets mest markante konservative intellektuelle, og som hævdede, at der fandtes en livsanskuelsens kløft mellem konservatismen og liberalismen, fordi liberalismen tog udgangspunkt i individet, mens konservatismens udgangspunkt var staten.

Et stykke ad vejen var Vigens position også formuleret i polemik mod liberalismen, som i hans øjne stod som en snæversynet egoisme, der havde lagt sin fremtid bag sig. Dens hovedsynd var mistilliden til staten. Dens statsfrygt havde gjort den unational for så vidt, at den forhindrede erkendelsen af nødvendigheden af et stærkt forsvar. Liberalismen forstod ikke, at folkets frihed og stadige krav på eksistens, udtrykt gennem forsvarsviljen, var forudsætningen for det frie samfund. Samme statsfrygt havde gjort liberalismen til en indædt modstander af enhver idé om at bruge statsmagten aktivt til at sikre acceptable sociale kår for samfundets svageste. Liberalismen havde udartet sig til en rent negativ, reaktionær holdning, der ikke magtede andet end at stikke en kæp i hjulet på udviklingen, og ikke havde noget positivt at sætte i stedet for. I denne politik spåede Vigen det borgerlige Danmarks sikre nederlag til et frembrusende Socialdemokrati, som valg efter valg erobrede terræn i tabt med det gamle landbosamfunds afvikling.

Men han var ikke anti-liberal. Han ville nok frigøre konservatismen fra liberalismens ideologiske overherredømme, men han ville ikke tage et fuldstændigt opgør med liberalismen. Konservatismen skulle være sin egen og sig selv, men den skulle ikke være anti-liberal. Vigen var ligesom Christmas Møller en stærk tilhænger af det parlamentariske demokrati, og mindede ved en lejlighed sine konservative kampfæller om, at de ikke skulle besudle deres egen rede, hvormed han mente en form for politisk liberalisme, som han opfattede som hele samfundets fælles udgangspunkt, altså også konservatismens.

Politik mellem to stole?

At konservatismen skulle stå i midten af dansk politik betød, at den skulle have bud ikke blot til overklassen men til folket i al almindelighed. Det betød, at den ikke skulle kere sig om én klasses interesser, men tage udgangspunkt i folket som helhed og søge en politik, der på salomonisk vis havde alles gode for øje. Det betød også, at den skønt indædt principiel i sit forsvar for det frie samfund, for den nationale eksistens, for forsvarsvilje og for det liberale demokrati måtte blive konsensusøgende og pragmatisk.

Dens væsentligste problem er måske, at den med tiden mistede sit principielle udgangspunkt og blev reduceret til en slags pragmatisk socialliberalisme, som efterhånden fremstod ret kønsløs. Hvor begrebet ”midten” tidligere var funderet i noget principielt og nationalt, er det i efterkrigstidens socialkonservatisme kommet til at betegne ”den gyldne middelvej”. Det lyder sympatisk, men betyder også, at dens mål og med i virkeligheden bestemmes af de yderpunkter, den til enhver til medierer. Den står ikke så meget i midten, som den står midt i mellem – onde tunger ville sige mellem to stole.

En sådan konsensuskonservatisme er hyppigt blevet beskyldt for slet ikke at være konservativ. Kritikken lyder hyppigt fra f.eks. Søren Krarup, men interessant nok er synspunktet heller ikke ukendt blandt de socialkonservative selv. I et gammelt nummer af Critique skrev Hans Jørgen Lembourn eksempelvis: ”Når jeg selv i sin tid besluttede mig for at arbejde for Det Konservative Folkeparti, var det fordi jeg er det modsatte af konservativ”. Flere gange har der været tale om helt at stryge betegnelsen ”konservativ”. 1930’ernes moderne socialkonservative talte hellere om ”Folkepartiet”, i 1950’erne var der ønske om at ændre navnet i denne retning i 1960’erne faldt kærligheden på ”Centrum”. I 1980’erne var man tilfredse med ikke at være så konservative, så det gjorde noget. I dag er man vist hinsides diskussionerne om at stryge navnet og har i stedet strøget slipset.

1980’ernes liberale vinde

Jeg skal ikke her gå ind i diskussionen om, hvorvidt partikonservatismen i det hele taget er konservativ. Hensigten her har været at vise, hvordan socialkonservatismen som en ideologisk understrøm helt op til i dag har været udslagsgivende for, hvad der opfattes som konservatisme, og ikke mindst for hvordan mange partikonservative forstår konservatismens plads og funktion i det politiske liv.
Naturligvis har socialkonservatismen ikke været enerådende i Det Konservative Folkepartis historie. Partiet har altid rummet højrefløje af både liberal og traditionalistisk karakter, men skal man male med den brede pensel, må man sige, at de kun i ringe grad har formået at indvirke på partiets ideologiske selvopfattelse. Højrefløjen har været en bremse og måske en moderator på partiets udvikling, i perioder har den besiddet det politiske lederskab, men indtil i dag er det aldrig lykkedes den – eller dem – at omdefinere konservatismen i partiet – ganske sjældent har dette i det hele taget været forsøgt.

Måske derfor er netop højrefløjene skallet af så hurtigt i takt med at alternativer som Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance gennem historien er trådt til.

En undtagelse fra ovenstående måtte være den liberale strømning, som med udgangspunkt i Konservativ Ungdom i 1980’erne ramte partikonservatismen. Selvom vi i dag vil være tilbøjelig til netop at opfatte opblomstringen af KU i 1980’erne som et liberalt – eller neoliberalt – fænomen, skete det inden for rammerne af en konservativ bevægelse og inspireret af lignende udviklinger i særlig britisk og amerikansk konservatisme. Hvad der skete i 1980’erne var interessant fordi det for første gang var konservatismens højrefløj, der erobrede den ideologiske førertrøje, mens socialkonservatismen i al væsentlighed reduceredes til tavs politisk praksis, hvilket den har været siden. Til gengæld er det også karakteristisk, at 1980’erne liberale konservatisme til trods for, at den i udgangspunkt stod i nær forbindelse med Det Konservative Folkeparti, kun i meget ringe grad fandt plads i partiet.
Årsagerne hertil er mange og kan kun delvis forklares med den voldsomme ideologiske diskrepans mellem parti og ungdom, men der kan næppe disputeres om, at der var tale om en åreladning af konservatismen.

I dag står partikonservatismen i en krise, der tilsyneladende er uden ende. Lene Espersen slog ikke til, Lars Barfoed slog ikke til, og intet tyder på, at Søren Pape vil slå til. Det Konservative Folkepartis krise af i dag er andet og mere end en personkrise. Det er heller ikke en kommunikationskrise. Det er en helt basal ideologisk krise. Det Konservative Folkeparti er ikke i stand til at levere et troværdigt politisk projekt, fordi partiet allerede i udgangspunktet er i tvivl om, hvad projektet overhovedet skal være. Det er ikke længere sådan, at man kan sige ”Vi har et projekt, lad os lave et parti og realisere det”, men snarere ”vi har det her parti, vi må finde et projekt”. Og det har man så i øvrigt umanerligt svært ved at finde og fastholde, fordi selve partiets ideologiske grundsynspunkt synes at stride imod en sådan enfoldig beslutsomhed, som er forudsætningen for at ville ét.

Værdipolitikkens sammenbrud

Som historiker er det ikke rådeligt at spå for meget om fremtiden. Så i stedet for at gå i dybden med situationen af i dag, kan vi jo overveje Lene Espersens og Lars Barfoeds skæbner.

Da Lene Espersen for nogle år siden kom ud i den pressestorm, der kostede hende sin politiske karriere, talte mange konservative om en mediehetz med udgangspunkt i hendes såkaldte rejsesag. I et parti, der sjældent er enigt om særlig meget, kunne man nå til enighed om, at partiet selv var uden skyld i nedsmeltningen. Det er da også sandt, at andre er sluppet væsentligt billigere fra værre ting end dovenskab og charterferier, men hvis vi skal forstå, hvorfor pressen dengang kastede sig glubsk over Lene Espersen, må vi huske, at journalister mestendels er ådselædere: De spiser kun, det der allerede er dødt, og napper kun dem, der allerede ligger ned. Og Lene Espersen var allerede inden rejsesagen skvattet i sit forsøg på at finde et ledigt standpunkt til Det Konservative Folkeparti.

Lene Espersen stod ved sin overtagelse af partiets ledelse som et sikkert kort, hendes hårde linje tiltalte mange borgerlige vælgere Hun ville styrke den konservative værdipolitik, som havde været underspillet under Bendt Bendtsen. Tilsyneladende var det populært. Op imod 18 % af vælgerne tilkendegav, at de kunne finde på at stemme konservativt med Espersen ved roret.

Udspillet ”Demokratisk Integration” blev den første og væsentligste frugt af Lene Espersens formandskab. Det var partiets forsøg på at knytte an til den kritik af det multikulturelle samfund, som blandt andet konservative debattører havde rejst i den offentlige debat. Udspillet var et ønske om at fastholde centrale værdier i det danske samfund, at vise en anden vej end multikulturalismen og frem for alt at modvirke opbygningen af parallelsamfund. Med Demokratisk integration kunne De Konservative have vundet tabt terræn tilbage fra Dansk Folkeparti.

Men det gik som det gik. Det hele druknede i en burka-debat, der pludselig kom til at handle om, hvorvidt der var tre eller 200 kvinder med burka i landet, og om hvorvidt den største udfordring med burkaen var af trafikal karakter, sådan som Brian Mikkelsen hævdede ved den lejlighed.

Det værdikonservative forsøg mislykkedes altså.

For mig at se er der ingen tvivl om, at årsagen til Lene Espersens krise egentlig var det nederlag, hun lod sit politiske projekt lide i sommeren 2009. Hun lod det sejle og segne og fandt snart på nye projekter. Hun gav sig hen til finanskrisen og en angivelig nødvendig subsidiering af bankerne, og snart kunne man i konservative partisammenhænge høre hende tale om værdipolitik som en luksus, der ikke længere var råd til. Over stok og sten gik det. Pludselig var man nu erhvervslivets bedste ven, og senest så var det skatten, da Liberal Alliance kom til.

Ordentlighedens sammenbrud

Lars Barfoed var da for den socialkonservative venstrefløj, der traditionelt har domineret partiets højborge, nu bedste håb for en redning af partiet. Han ville kunne føre Det Konservative Folkeparti tilbage på en linje præget af ordentlighed og anstændighed. Men også ham gik det jo ilde.

Tænkt blot tilbage på sommeren 2013. Før sommeren havde partiet været præget af en høj grad af optimisme efter dets stærke ageren i kritikken af heldagsskolen. Efter sommeren forekom partiet som en politisk dødsejler, hvor hvor vandet fossede ind, medens styrmænd og matroser ledte efter korkbælterne og redningsbådene – Siden har flere jo også fundet dem. Den 11. august 2013 fik partiet 2,9 procent af stemmerne i en Voxmeter-måling.

Vi kan her spørge, hvad der gik galt. I juni havde partiet placeret sig som et værdikonservativt parti, der kritiserede dannelsesfaldet og den brede konsensus om skolepolitikken. Det var et modigt træk, som gav partiet momentum. Men Barfoed formåede ikke at holde kursen, tværtimod tog han et skridt til venstre på værdipolitikken i en kontroversiel udmelding, hvor han kategorisk afviste nogensinde at medvirke til stramninger af udlændingepolitikken. Det bedste man kunne forvente af De Konservative var, at de ville rulle nogle af regeringens lempelser tilbage. Men også det lød halvhjertet, for Barfoed bedyrede, at han hellere ville samarbejde hen over midten – med De Radikale velsagtens – end med de andre borgerlige partier, hvis prisen var stramninger.

Denne udmelding kunne kun forstås som en skarp symbolpolitisk markering, hvormed partiet søgte at hævde sig som den borgerlige anstændigheds bolværk mod Dansk Folkeparti og alt dets væsen. For partiets ledelse lå udmeldingen vel i forlængelse af målet med den demonstrative skolepolitik. Den skulle skabe kant til de andre borgerlige partier. Men netop fordi der var tale om et kalkuleret træk, var udmeldingen så meget desto mere katastrofal og afslørede den konservative ledelses manglende politiske tæft og de grundlæggende problemer i partiets ideologiske selvforståelse.

For de to udmeldinger strittede i hver sin retning: De rummer hver sin fortælling om konservatismen. Til sammen giver de indtryk af ideologisk skizofreni. Skolepolitikken virkede som traditionel konservativ politik, hvor man slog på traditionelle dyder, dannelse osv. Udlændingeudmeldingen virkede derimod som en fortsættelse af den midterlinje, som Barfoed allerede udstak, da han før valget i 2011 rakte hånden ud til Margrethe Vestager i samarbejde. Det ene vidende om et mod, der ville vove kontroverserne i kampen for konservativ politik, det andet om en modløshed, der så selve konservatismens væsen i det konsensussøgende.
Lars Barfoed formåede dengang at så tvivl om De Konservatives borgerlige profil og underminere ethvert indtryk af partiet som et konservativt parti i traditionel forstand, som nogle vælgere endnu klamrede sig til. Partiet blødte stemmer ikke blot til Liberal Alliance og Dansk Folkeparti men også til Venstre. Borgerlige vælgere ville ikke stemme på et parti, der hellere ville spejde længselsfuldt henover midten end at tage det på sig at være et borgerligt og konservativt parti.

Partiet havde ellers brugt en del energi på efter valgnederlaget i 2011 at finde sinde fødder. Man ville debattere sin ideologiske selvforståelse. Ikke mindst blev der udarbejdet et nyt partiprogram, som blev vedtaget på partiets landsråd i 2012. Læser man programmet er der ingen tvivl om, at det gav udtryk for en anden fortælling om konservatismen end Barfoeds borgerligt-pragmatiske centrisme. Det var konservativt i traditionel forstand med vajende danneborgsflag og Gud, konge og fædreland. Det var endda EU-skeptisk.

Men det viste sig også helt uden betydning. Ikke mindst da partiets ledelse eksplicit nægtede at følge programmets EU-skeptiske linje. For enhver der ville høre, blev det dermed vist, at den ideologiske debat i partiet havde været en skueproces, hvor det ikke handlede om resultatet, men om at aktivere medlemmerne, give dem medejerskab og måske lidt at tage sig til.

Lars Barfoed og folketingsgruppen havde i realiteten fastlagt partiets linje efter noget, de kaldte ”det konservative kompas”; og ligesom et rigtigt kompas peger mod nord, uanset hvordan man vender det, pegede Barfoeds kompas ufortrødent mod den politiske midte, uanset hvordan situationen i øvrigt stillede sig for partiet.
De Konservatives reaktion på, at have tabt den nationale og velfærdstatskritiske dagsorden, har som følge af partiets socialkonservative forståelse været bemærkelsesværdig. I stedet for at søge at tage disse dagsordener tilbage, har man udskammet temaerne som udtryk for nationalisme, ultraliberalisme, uanstændighed og populisme. Intet understreger vel dybden af partiets ideologiske krise mere end, at det så velvilligt har overladt disse dagsordener til politiske opkomlinge. Man kunne få det indtryk, at partiet har åndet lettet op over ikke længere at skulle beskæftige sig med slige sager.

Nu er De Konservative få, men i det mindste har de rene hænder. Og så er de stadigvæk lige der omkring midten, hvor de allerhelst vil være.

Afsluttende efterskrift

Denne artikel har været længe undervejs. I hovedagen bygger den på et par kronikker fra Berlingske Tidende og artiklen selv blev sendt til udgivelse i Libertas i begyndelsen af 2015. Her er kun ændret et par formulerings- og trykfejl fra den oprindelige udgave. Meget kunne altså have ændret sig undervejs. Således syntes De Konservatives ”STOP”-kampagne at markere et skridt til højre, hvilket stemte overens med nogle af de indledende udmeldinger fra Søren Pape Poulsen. Med den nye folketingsgruppe, der fulgte oven på valgnederlaget, har særligt Naser Khader og Rasmus Jarlov præget partiet i en retning, der peger væk fra den bløde midterlinje. For nyligt skrev David Munk Bogballe om nye vinde i Det Konservative Folkeparti bl.a. på baggrund af nogle oplevelser på KU’s Konservativ Konsensus konference i sensommeren 2015. Måske har han ret. Også jeg har mærket brisen. Men er det tilstrækkeligt til for alvor at gennemføre det opgør med socialkonservatismen, som Munk Bogballe lagde op til. Derom gør man klogt i at tvivle.

Om Libertas

Libertas er en uafhængig og ikke partipolitisk gruppe af individer, bragt sammen i arbejdet for et åbent samfund baseret på den frie tanke og den frie markedsøkonomi samt troen på hvert enkelt menneskes værdighed og integritet som absolutte værdier.

Vi anser følgende rettigheder som værende ukrænkelige og fundamentale for opretholdelsen af et frit og menneskeværdigt samfund, og dermed også i opposition til enhver statsautoritær holdning, såvel til “højre” som til “venstre” i det politiske spektrum.

Libertas tror på hvert enkelt menneskes ret til:
Liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom.
Frit at udveksle tanker, varer og tjenester af enhver art og på enhver måde på det frie marked.
At danne frivillige forsamlinger for at tilfredsstille individuelle menneskelige behov for venskab, tryghed, velfærd og kultur.
Alene eller gennem disse forsamlinger at efterstræbe ethvert livsmål og sæt af værdier og at fremme disse gennem fredelig overbevisning af andre individer.

Redaktør: Torben Mark Pedersen
Kontakt: torbenmarkp@hotmail.com

Sekretær: Annie Vinther Sanz
Forretningsfører: Ivan Erik Kragh

MEDLEMSKAB koster 175 kr. for 2015
Betal via dankort/kreditkort på flg. link:
https://www.place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow?seccode=1cd4f51f23

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside