Tusindårsriget

12. oktober 2015
3 minutters læsetid

Jon Eirik Lundberg skriver i sin artikel “Tusindårsriget” om det fænomen, man kunne kalde politisk millenarisme, som vi kender fra såvel islamistiske terrorister som sekulære totalitarister i vesten. Jon Eirik Lundberg undersøger den stærke strømning, der ikke mindst har præget dele af europæisk idéhistorie, hvor mennesket har villet sætte sig udover syndefaldet og skabe gudsriget på jord. I denne bestræbelse, er pointen, finder vi kimen til den moderne totalitarisme.

Af Jon Eirik Lundberg

Lige uden for Europas grænser raser religiøst og ideologisk motiverede krige med en intensitet, verden ikke har set siden Anden Verdenskrig. Endnu en gang trækker karismatiske ledere folkemasser til sig med et budskab om verdensherredømme ”på vegne af Gud”. Sidst vi oplevede dette i Europa talte man rigtig nok ikke om ”Gud”, men om ”racen” som i Tyskland, eller om ”klassen” som i Sovjet. Den symbolske variation til trods har de tre fænomener noget grundlæggende fælles: Nogle mennesker er udvalgt af de højere magter til at indstifte en ny verdensorden og befri menneskeheden for dens lidelser. Dette ædle formål har i århundreder legitimeret forbrydelser af bibelsk omfang og brutalitet. Vor tids fanatiske bevægelser, der har som deres motto, at ”Vi elsker døden som I elsker livet”, og som repræsenteres af skikkelser som Mohammed Atta, Osama Bin Laden og ”Jihad John”, er på ingen måde løsrevet fra denne ”grusomhedens tradition”.

Ideen om et verdensherredømme ”på vegne af Gud” er i princippet ligeså gammel som det politiske selv. Den islamiske fanatisme, der har domineret nyhedsbilledet siden 11. september 2001, står til gengæld i en tradition, som har både jødiske og kristne forgreninger. Dog er der åbenbare forskelle mellem f.eks. en dansk regent, der afslutter sin årlige nytårstale med ”Gud bevare Danmark” og et præstestyre, der fører krig mod Satan (USA, Israel og Vesten) under vejledning af en ”usynlig messias” som nu det iranske. Den afgørende forskel er naturligvis, at statsmagten i det første tilfælde ikke betragter sig selv som værende ”Guds stedfortræder på jorden”, hvorimod magtens legitimitet i det sidste tilfælde langt hen ad vejen hviler på lige præcis sådan en påstand.

At afvente Guds genkomst står dybest set også centralt i kristendommen som et håb om en fremtidig, bedre verden. Ideen optræder første gang i Det Gamle Testamente, f.eks. i profetierne om, at en Messias skal frelse jøderne og genrejse den jødiske nation. ”Kristus” er græsk for ”Messias”, og den kristne tro implicerer troen på, at denne profeti gik i opfyldelse, for så vidt Kristus forstås som ”Guds genkomst”. Dog fandt der i det 3. århundrede en splittelse sted på lige præcis dette punkt. Det skete da Kristendommen blev forvandlet fra en lille, forfulgt minoritet til Romerrigets statsreligion. Den verdslige magt og velstand, der med denne forvandling tilflød Kirken, gav ophav til et ressentiment, der med jævne mellemrum er blusset op i form af revolutionære, millenaristiske bevægelser lige siden.

Ideen om et verdensherredømme ”på vegne af Gud” er i princippet ligeså gammel som det politiske selv. Den islamiske fanatisme, der har domineret nyhedsbilledet siden 11. september 2001, står til gengæld i en tradition, som har både jødiske og kristne forgreninger.

Den centrale pointe i disse bevægelsers doktriner er, kort fortalt, at Paven konstituerer Antikrist. Kirken er ”kuppet” indefra, og den sande kristendom afviser, eller rettere bekæmper, Pavestaten, i det den søger tilbage til en oprindelig (og dybt egalitær) kristendom. Det vil sige kristendommen inden den blev statsreligion. Disse overbevisninger giver næring til forestillinger om Kristus’ ”anden genkomst”. Ved den ”anden genkomst” vil Kristus nedkæmpe Antikrist ved hjælp af en ”hær af engle”, og etablere et Gudsrige på jorden. Dette rige vil ifølge profetierne (man henviser typisk til Johannes Åbenbaring, 10:6) vare i mindst tusind år. Længslen efter Kristus’ anden genkomst, og den dertil hørende gennemgribende omvæltning af verdens orden, har fået betegnelsen Millenarisme efter den latinske betegnelse for ’tusind’, mīllēnārius. Den græske betegnelse for det samme hedder kiliasme (chiliasmos, af chilioi, ”tusind”). En af kristendommens mest centrale tænkere, Augustin (354 –430), forsøgte at komme sin egen tids millenarister i møde ved at slå fast, at Kristus er (var) Guds genkomst, og Den Katolske Kirke er Tusindårsriget på jorden. Det synspunkt har dog aldrig stillet den millenaristiske længsel tilfreds.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2015 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 170 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Jon Eirik Lundberg (f. 1974) er cand.mag. i filosofi, forfatter og chef for Læsø Kunsthal.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside