Den sande fortælling om lensafløsningen

19. marts 2015
6 minutters læsetid

Lensafløsningen af 1919 betød et opgør med de danske godsejere. Et nyt værk af historikerne Ditlev Tamm og John Erichsen gør på nøgterne og overbevisende vis op med fortællingen om lensafløsningsloven som en naturlig, nødvendig og retfærdig overgang fra gammelt til nyt. Drejede spørgsmålet sig i virkeligheden og retfærdighed, eller var der tale om et hævntogt? Jens Wendel-Hansen anmelder bogen ”Grever, baroner og husmænd – opgøret med de store danske godser.

af Jens Wendel-Hansen

Bogen handler om at tage afsked med en ’gammel’ tid, at skabe plads til mere social retfærdighed og se fremad”.

Med disse gemytlige og forsonende ord afsluttes Gyldendals egen beskrivelse af John Erichsens og Ditlev Tamms bog om lensafløsningen i 1919. Denne anmelder undlod ikke at notere sig, at dette var en bemærkelsesværdig beskrivelse af en bog om en begivenhed, som en af forfatterne, Tamm, tidligere har kaldt ”noget af det mest indgribende, man kunne forestille sig uden en regulær revolution”, og forlagets beskrivelse synes da heller ikke at gøre bogen ære. Der er her tale om en veldokumenteret, mangefacetteret, men også slagkraftig beskrivelse af en af de på flere måder mest betydningsfulde reformlove, der er vedtaget siden Grundlovens underskrivelse i 1849 – og uden tvivl også længere tilbage.

Lensafløsningsloven

For den uindviede kan Lensafløsningsloven af 1919 relativt kort beskrives som en opfyldelse af løfteparagraffen i Grundloven sålydende: ”Intet Len, Stamhus eller Fideikommisgods kan for Fremtiden oprettes; det skal ved Lov nærmere ordnes, hvorledes de nu bestaaende kan overgaa til fri Ejendom.” Disse noget arkaiske begreber, len, stamhus og fideikommis, kan virke utilgængelige, men dækker over en mængde ejendom – jord, bygninger, penge, løsøre m.v. – der er omfattet af særlige besiddelses- og arvemæssige regelsæt. Således kunne len, stamhuse og fideikommiser gå i arv i sin helhed til, i reglen, den ældste søn.

Der var imidlertid ikke i den strengeste forstand tale om, at arvingen kom til at eje ejendommen, men at han besad og forvaltede den for familien. Etableringen af en sådan enhed blev givet med kongelig sanktion og knyttede således den besiddende adelsfamilie til kongen i et troskabsforhold. Ordningen blev etableret ved enevældens begyndelse for netop at skabe en loyal skare af adelsfolk omkring kongen. De liberale tanker om personlig frihed og ejendomsret, der fandt sin første og mest markante politiske manifestation i Den Franske Revolution, havde som erklæret politisk mål netop bl.a. at afskaffe feudalrelationerne: mellem konge og adelsmand og mellem adelsmand og fæstebonde.

Den borgerlige ’revolution’ i Danmark i 1848 fulgte samme mønster. Adelige privilegier, men altså også de feudale besiddelsesforhold skulle afvikles. Derfor også denne løfteparagraf. Der kom af forskellige årsager til at gå godt 70 år, før man under den radikale regering Zahle kunne nå til enighed om afløsningen. Dette skete i form af en lov om lenenes, stamhusenes og fideikommisernes overgang til fri ejendom. Overgangen blev imidlertid så langt fra gratis. For at løse båndet på jorden skulle besidderen betale en afgift på 20-25 % af godsets værdi samt afstå en tredjedel af jorden til oprettelse af statshusmandsbrug. Undlod man at afløse sit familiegods, kostede det en årlig afgift af mærkbar størrelse, og en senere afløsning ville desuden blive dyrere. Dette kostede de adelige familier dyrt, og en del familier måtte forlade deres fædrene jorder. Den opmærksomme seer af tv-serien Badehotellet vil også have noteret sig, at netop denne lov bliver brugt som begrundelse for grev Ditmars faders, lensgreven til det fiktive herresæde Frijsenholm, økonomiske problemer.

En nødvendig overgang?

Lad det være sagt først som sidst: Den pæne og almindeligt fortalte historie om lensafsløsningen som en naturlig, nødvendig og retfærdig (eller i hvert fald ikke uretfærdig) overgang fra gammelt til nyt, som den også kommer til udtryk i Gyldendals egen beskrivelse får så afgjort et skud for boven med dette værk, og bogen er klart kritisk over for baggrunden for denne afløsning. Således fremhæver forfatterne, hvordan motivationen for afløsningen tydeligvis skifter fra løfteparagraffens indførelse i 1849 og til lovens gennemførelse 70 år senere. Her er det ikke længere feudalismens afskaffelse, men husmandssagen, som er den drivende kraft for gennemførelsen af loven.

Lensafløsningen bliver således brugt til at skaffe den fornødne jord til oprettelsen af statshusmandsbrug – en georgistisk præget ide, der havde netop statsminister Zahle som en af sine inderligste forkæmpere. Forfatterne har desuden øje for det bemærkelsesværdige fænomen, at værdisætningen af jorden, hvoraf afgiften skulle opgøres, og værdisætningen af jorden, der skulle afstås, ikke skete med udgangspunkt i samme principper, hvilket ellers ville have været oplagt og sikret imod en vis grad af vilkårlighed i udførelsen.

For denne anmelder må det væsentligste i værket netop siges at være de efterfølgende retssager mod loven ført af besiddere og successorer i håb om at få kendt loven ugyldig. Både den indledende diskussion, om domstolene overhovedet kunne agere forfatningsdomstole, men også den alt andet end entydige endelige dom afsagt af en uenig Højesteret på baggrund af en enig afvisning af loven i Landsretten tilfører sagerne stor retshistorisk interesse, og det har forfatterne – logisk nok – et godt øje for.

Sagligt og nøgternt

At dømme på værkets mest markante pointer kan man godt forestille sig denne spille den samme rolle på det konservative sofabord som kunstbøgerne på det kulturradikale: Fra ejerens side tænkes, at den vil provokere den intetanende gæst, og at bogens slagkraftige pointer og illustrationer vil ramme den uforberedte, der i løftet om en kop kaffe og snøfler har sænket paraderne. Ejeren selv vil derimod på trods af stadig hævdelse af bogens provokerende indhold finde sit eget samfundssyn behageligt bekræftet.

Skulle denne bog på nævnte måde blive set som et partsindlæg i kampen om historien går man imidlertid, efter denne anmelders opfattelse, groft galt i byen. De, kære læser, vil antagelig kende Ditlev Tamm som et eller flere af følgende: skribent på Groft Sagt i Berlingske, tilknyttet den liberale tænketank CEPOS og forfatter af flere værker om konservativ historie. Det giver en let mulighed for alene på baggrund af dette forfatternavn at fremstille værket som ensidigt og ideologiserende. En sådan beskyldning vil imidlertid udstille afsenderen som et menneske, der enten ikke forstod bogen eller ikke har læst den. Værkets analyser og argumenter er gennemgående overbevisende, og der gås nøgternt og åbent til stoffet, hvilket også netop kommer til udtryk i fremstillingen af implementeringen af loven som moderat og kyndigt udført.

Lensafløsningen er så afgjort en markering af overgangen fra det gamle til det nye, men det bliver i værket netop understreget, at denne markering så langt fra kan ses som et entydigt retfærdigt og uproblematisk projekt, men også havde skær af kynisme, opportunisme, vilkårlighed og brud på retssikkerheden.

En genistreg er det, at tilstedeværelsen af en kunsthistoriker på forfatterlisten har muliggjort en dybdeborende undersøgelse af de kunstskatte, som indtil afløsningen befandt sig på herregårdene. Den i loven noget vagt formulerede mulighed for at gøre disse tilgængelige for offentligheden igangsatte det, der i værket kækt er blevet benævnt ”Skattejagten”. Navnlig er en markant andel af Frederiksborg Slots kunstværker indhentet netop via denne vedtægt pga. den nidkære museumsinspektør Otto Andrups togter rundt til de forskellige herregårde. Dette afsnit er et eminent eksempel på værkets bredde – at det klart fremvises, hvordan loven sættes i forbindelse med de forhold, den var en konsekvens af eller havde indvirkning på.

Herregårdskultur

Skulle der påpeges mangler i en ellers gennemgribende bog, så stilles den omfattende ændring, der følger 1919 ikke i forbindelse med kulturen omkring herregårdene. Reformen kan rimeligvis siges at være en konsekvens af og måske endda at have sat et punktum for den markante dyrkelse af herregårdskulturen, som havde fundet sted i det, der i en antologi fra 2006 er blevet kaldt Herregårdenes Indian Summer – perioden fra Grundlovens underskrivelse til lensafløsningen. Imponerende bygningsprojekter og storstilede herregårdsjagter, der kan bringe mindelser om scener fra tv-serien Downton Abbey, var tegn på denne sidste glansperiode. Alligevel beskæftiger værket sig kun meget lidt med både den tiltagende kritiske tilgang til landaristokratiet, som den kommer til udtryk i populærkulturen i form af indavlede, indskrænkede, inhumane og inkompetente personligheder – Gustav Wieds Slægten og Herman Bangs Haabløse Slægter er her glimrende, men så langt fra de eneste, eksempler. Derudover hører vi kun få gange direkte reaktioner fra besidderne på denne omvæltning, hvilket imidlertid, det er denne anmelders egen erfaring, kan skyldes en meget høj grad af mangel på sådanne reaktioner, hvilket muligvis kan siges at være en pointe i sig selv.

Lensafløsningen er så afgjort en markering af overgangen fra det gamle til det nye, men det bliver i værket netop understreget, at denne markering så langt fra kan ses som et entydigt retfærdigt og uproblematisk projekt, men også havde skær af kynisme, opportunisme, vilkårlighed og brud på retssikkerheden.

I sin helhed er bogen som den dejligste kvinde: Lækker at se på, en oplevelse at lytte til og efterfølgende en kilde til intens eftertanke.

John Erichsen og Ditlev Tamm: Grever, baroner og husmænd – opgøret med de store danske godser 1919, Gyldendal, 2014, 346 s., kr. 399,95

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside