Mindre liberalisme, mere Krarup

2. februar 2015
5 minutters læsetid

Der tegner sig et mønster. Et mønster og en sammenhæng mellem Dagbladet Politiken og rettighedsliberalisternes dyrkelse af det abstrakte. Der er derfor grund til at råbe vagt i gevær, når disse moderne liberalister, i en virkelighedsflugt, lader sig styre af abstrakte principper.

af Morten Torm Nielsen

 

Jeg havde i september den store fornøjelse at deltage i bogmødet om den da nyligt udkomne bog Søren Krarup og hans tid. Trods Krarups facetterede virke har hans anliggende i udstrakt grad gennem et halvt århundrede været kampen mod ”Systemet Politiken” og den dertil hørende humanisme og kulturradikalisme, som tog sit indtog i dansk åndsliv med Det Moderne Gennembrud. Kritikken af Politiken var kritikken af den humanistiske og kulturradikale ideologi.

Denne havde avisens grundlæggere taget til sig i traditionen af tænkere som Hegel og Marx. Her bliver idéen om mennesket som tilværelsens herre introduceret. I samme periode reducerer Darwin mennesket til et stykke natur. Siden da har avisen været den fremmeste repræsentant for forestillingen om en konfliktfri kultur, et globalt og kosmopolitisk samfund, universelle værdier og kulturelt frigjorte verdensborgere, hvor alt er tilladt, fordi mennesket ikke er underlagt noget som helst. En emancipationsideologi, der prædiker frigjorthed og ubundenhed fra alle bånd og konventioner.


Det er disse forestillinger, Krarup opponerer imod med en kierkegaardsk etik: Menneskelivet har med skyld, virkelighed, ansvar og kærlighed til næsten at gøre. Ikke med ideologi og utopi. Som kristen – og konservativ – er du fastholdt af virkeligheden. Fastholdt af næsten og historien. Ingen abstrakte mennesker her. Krarup går så langt som at argumentere for, at der kan trækkes en lige linje fra humanismens ulykkelige sejr med Den Franske Revolution til Gulag og nutidens naive holdning til islam. Mange ulykker er sket i selvforgudelsen af mennesket.

Rettighedsliberalismens ophav

Desværre synes denne dyrkelse af det abstrakte at have fundet plads i borgerlige kredse, navnlig blandt de ungliberale. Karakteristisk for disse er en sværgen til arbitrært valgte principper, som konsekvent transcenderer politiske spørgsmål. Principperne bliver dogmatisk gentaget i det uendelige og er, for de særligt ortodokse, alt et samfund behøver for at fungere. Inspirationen til principrytteriet finder de ungliberale ofte hos libertarianeren Robert Nozick (1938-2002). Hans hovedværk Anarchy, State and Utopia (1974) var et modsvar på en anden rettighedsliberalist, den liberal-egalitære John Rawls’ indflydelsesrige værk A Theory of Justice (1971).

Et af de centrale temaer i Anarchy, State and Utopia er Nozicks berettigelsesteori, som bygger på idéen om at mennesket har naturlige rettigheder. Med ekko i Kant er individet, i sin egenskab af at være menneske, et mål i sig selv. Nozick konstruerer det rationelle individ, frigjort af tid og sted, for hvem rettighederne er forankret udelukkende i individet. Det mest fundamentale princip er selvejerskabstesen: Du har ret til at eje din egen person. Så længe du ikke skader andre mod deres vilje, har du ret – i negativ forstand – til at gøre som du vil. En ekstrem individualisme.Som følge af dette princip vil omfordeling af enhver slags derfor ikke være moralsk forsvarligt. Individet har ret til at nyde frugten af sit arbejde.

Trods sin libertarianisme ønsker Nozick ikke med det samme at afskrive staten enhver legitimitet. Han når frem til, at intet større end minimalstaten kan leve op til det kantianske princip om at behandle mennesker som mål i sig selv. Ræsonnementet er, at de rationelle individer på markedslogisk vis, i anarkiets utryghed, vil betale for sikkerhed hos beskyttelsesvirksomheder. Det vil eventuelt resultere i, at en af disse virksomheder – i kraft af markedet og efterspørgslen – danner monopol, og dermed opstår de facto Nozicks kompromisløse, anti-paternalistiske privatstat. Dennes rolle er at beskytte det selvejende individ ved at opretholde de (negative) rettigheder, der agerer bolværk mod overgreb fra staten. Således kan Nozick skabe sit ”rammeværk for utopier”. Rammeværket for det ubegrænsede individ med uendelige muligheder. Nej, der er ingen slange i Nozicks nye paradis. Noget af et tankeeksperiment, og resultatet er en normløs, værdineutral stat.

På flugt fra virkeligheden

Der tegner sig et mønster. Et mønster og en sammenhæng mellem Politiken og rettighedsliberalisterne dyrkelse af det abstrakte. Der er derfor grund til at råbe vagt i gevær, når disse moderne liberalister, i en virkelighedsflugt, lader sig styre af abstrakte principper. Således kan Krarups kamp mod Systemet Politiken også anvendes til en kritik af rettighedsliberalismen. Liberalisterne argumenterer for statslig neutralitet og dermed til nationalstatens ophør. Det ses eksempelvis i spørgsmålet om indvandring fra ikke-vestlige lande, som de moderne liberalister gerne byder velkommen. De skal bare tage sig et arbejde. Kultur og værdier, det absolut fundamentale i spørgsmålet om integration, vil rettighedsliberalisterne ikke forholde sig til, fordi det hører til i det private, hvorfor det ikke er et statsligt anliggende. Kulturel er simpelthen ikke en del af deres ligning.

Der tegner sig et mønster. Et mønster og en sammenhæng mellem Dagbladet Politiken og rettighedsliberalisternes dyrkelse af det abstrakte. Der er derfor grund til at råbe vagt i gevær, når disse moderne liberalister, i en virkelighedsflugt, lader sig styre af abstrakte principper.

Et andet eksempel er 24-års-reglen, som partout skal afskaffes af hensyn til principperne. Ophævelsen af denne lov vil ganske vist medføre mere frihed i sin rene form, men der er tale om en arbitrær frihed. Her interesserer man sig ikke for den faktiske frihed, de unge piger får, ved ikke at blive giftet væk. Dette er eksempler på, at rettighedsliberalisterne kan være med til at skabe mere ufrihed, på trods af deres intention om det modsatte. Danmark som land, med andet end den sekulariserede, vestlige forståelse af frihed som hovedkultur, vil uløseligt give anledning til konflikter. Historien taler sit klare sprog. Se Muhammed-krisen. En konflikt skabt på baggrund af kløften mellem vestlige og ikke-vestlige værdier. 13 år efter Samuel Huntington søsatte sin teori om civilisationernes sammenstød, oplevede vi den blive en realitet på tæt hold i Danmark.

Det er selvsagt ikke befordrende for et lands sammenhængskraft, hvis ikke-sekulære værdier og traditioner trumfer landets lov og ret. Det er altafgørende, at vi minder om hinanden i Danmark, ikke nødvendigvis i etnicitet, men i sindelag. Vi skal derfor være enige om den vestlige frihedskultur, der hersker i Danmark. Det skaber sammenhængskraft og stabilitet. Stabilitet giver tryghed. Alt dette overser rettighedsliberalisterne, fordi de fjerner blikket fra virkeligheden og lader deres principper gå ud over politiske spørgsmål. Det er kulturradikalisme. Og det er risikabelt.

Ingen paradis på jord

Det er ejendommeligt, at de liberale ikke er bevidste om, at det, der har gjort os frie, ikke er nedfældningen af tilfældige principper i en lovtekst, men faktiske friheds- og kulturbærende institutioner og traditioner. Det er institutioner og traditioner, som skal holdes i hævd. Politisk. Det presserende spørgsmål er dernæst hvordan rettighedsliberalisterne kan tilsikre kultur og værdiernes overlevelse? Spørgsmålet står ubesvaret, for hvis principperne bliver overholdt, må resten være forbeholdt det private. Deri er rettighedsliberalismens akilleshæl. Den kan ikke tilsikre frihed. Dermed kan den ikke opfylde sit eget telos. Og når den ikke kan sikre den frihed, den ønsker at udbrede, bliver den meningsløs.

Det skønne og idealistiske skal tvinges til at blive konkret. Rettighedsliberalisterne bør derfor læse mere Krarup og mindre Nozick. Det går galt, når man løsriver sig fra virkeligheden. Går fra det konkrete til det ukonkrete. Går fra det nære til det fjerne. Fra det begrænsede til det ubegrænsede. Fra virkelighed til utopi. Paradis er ikke en mulighed på jord og det samme gør sig gældende om den evige retfærdighed. Derfor skal menneskets frihed tøjles. Den totale frihed er dømt til at ende i kaos. Sådan er det. Den totale frihed konstituerer intet, det gør derimod orden. Frihed udspringer af orden – ikke omvendt. Og orden, fulgt op af værnet om de friheds- og kulturbærende institutioner, giver faktisk frihed. Frihed der giver mening. Frihed man kan bruge til noget. Frihed ikke blot af navn, men af gavn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside