Glistrup om Glistrup

19. februar 2015
11 minutters læsetid
De fleste kan sikkert blive enige om, at Mogens Glistrup fortjener en god og udtømmende biografi. Få har som han sat sig spor i Danmarkshistorien og delt vandene. Men er det nu en god idé at få den forfattet af Glistrups egen datter? Og er Mogens Glistrup en efterstræbelsesværdig frihedskæmper?

Historiens tale har lært os, at når en folkebevægelse vokser sig stor, sker det ofte – ja næsten altid – at der opstår indre splid, intriger og jalousi. Derfor må vi i Fremskridtspartiet på denne dag, hvor vi samles for første gang på Christiansborg, lægge os på sinde at undgå dette”.

Således sagde Fremskridtspartiets stifter og mangeårige kampagneleder, landsretssagfører Mogens Glistrup, der et lille kvart århundrede tidligere havde taget en af det 20. århundredes tre-fire bedste juridiske embedseksaminer, da partiets nyvalgte folketingsmedlemmer samledes på Christiansborg et par dage efter det såkaldte jordskredsvalg i december 1973.

Glistrups – når der bare står Glistrup, menes der Mogens Glistrup – ord holdt ikke vand. Tværtimod. I årene til sin død i 2008 var han inde og ude, ikke blot af fængslet, men også af Fremskridtspartiet indtil flere gange og oplevede både at blive ekskluderet, stifte et andet parti, blive dets kampagneleder på ny, melde sig ud på baggrund af en tabt retssag mod sit parti og endelig gøre comeback som livsvarigt æresmedlem. Måske førte han endog an, når det gjaldt den indre splid, intrigerne og jalousien?

Glistrups eftermæle

“Han skal nok få et pænt eftermæle” sagde Glistrups trofaste hustru dog gennem alle årene, og da Glistrup døde var reaktionerne vel fra forbeholdne til positive. Sidenhen har så væsensforskellige folk som Dagbladet Politikens opinionsredaktør Per Michael Jespersen og kommentatoren Mikael Jalving ventileret deres længsel efter Glistrup-agtige typer i dansk politik. Jo da, Glistrup er levende i den kollektive erindring, men dykker man lidt ned i den kollektive erindring, åbenbarer to afgrunde sig alligevel: De, der savner Glistrup som type. Den uimponerede provokatør, der blottet for taktisk sans taler fra hjertet. Og så de, der savner Glistrups holdninger. Til offentligt ansatte, til socialvæsenet, til muhamedanere, til skattetrykket mv.

En god biografi kunne med fordel tage på ekspedition ned i disse to afgrunde, måske bygge et par broer mellem dem, og så ellers kaste lys over Mogens Glistrups liv og levned. Nok forefindes Flemming Chr. Nielsen aldeles fortræffelige biografi fra 2000, let revideret – måske lovlig meget med salg for øje – i 2013, men den er noget summarisk hvad angår tiden før Glistrups politiske gennembrud først i halvfjerdserne, og så er den meget forankret i fascinationen af Glistrup som personlighed. Ikke så meget i sammenhængene. Altså er det alt i alt fortjenstfuld gerning at kaste sig ud i arbejdet med en bredere anlagt biografi om Mogens Glistrup.

Det har Glistrups datter, faghistorikeren Anne-Marie Glistrup, så gjort. 750 sider fordelt nogenlunde ligeligt på to bind, hvor skillelinjen sættes i 1973, da Mogens Glistrup bliver partiejer og folketingsmedlem. Anne-Marie Glistrup skriver selv i forordet, at det er datteren Anne-Marie Glistrup, der i samarbejde med historikeren Anne-Marie Glistrup har forfattet bogen og mener selv det er en holdbar balanceakt. Det personlige bekendt- og slægtskab bliver blot til et kar af viden der kan øses af, når fremstillingen kræver klarhed. Om det fungerer helt er svært at afgøre, men på enkelte, afgørende felter knækker filmen. Mere om det senere.

Overflødigt første bind

Manglen på biografisk materiale om Glistrups liv, før han blev en offentlig person, råder biografiens første bind så rigelig bod på. Blandt kildegrundlaget findes Glistrups private dagbøger, som han førte fra 1938 til 1950. Slægtskabet fornægter sig ikke, da Anne-Marie Glistrup lige får noteret, at dagbøgerne fylder 4219 sider. Dertil skal lægges materiale – udklipsbøger, papirer, lyd, film og derudover samtaler – som Glistrups hustru, der ud fra bogen at dømme også må have tjent som sin mands fuldgode arkivar, stillede til rådighed, indtil hun døde midt i bogens tilblivelse.

Alligevel forekommer dette bind ganske enkelt overgjort. Optegnelserne om Glistrups barn- og ungdom samt studieår trækker i langdrag, særligt fordi de ikke rigtig peger noget sted hen. Vi får mangt og meget at vide om Glistrups liv og levned – livsvilkårene i barndomshjemmet, slægtens forgreninger, terrænløb og fodboldkampe, endog Glistrups førægteskabelige kvindebekendtskaber – men ikke meget om, hvorvidt der kan skimtes linjer mellem Glistrups opvækst og unge år og så hans liv som offentlig person.

Nærværende anmelder hævder, at et af relevanskriterierne for en biografi er, med en parafrase af vistnok dr.phil. Birgitte Possing, at ”klarlægge mentale strukturer i historiske skikkelsers personlighed”. I første bind bliver det ikke til så meget andet end at Glistrup var umanerlig stædig, højt begavet, men også ret så ubehjælpsom, og netop disse mentale strukturer stod vist også klare før udgivelsen.

Fælles for de to bind er ens temmelig resignerede forundring over, at denne præ livet igennem havde umådelig vanskeligt ved at løse simple opgaver, så som at lave kaffe, skifte batterier i en transistorradio, tage ensfarvede sko på og meget andet muntert. Du kan tro, jeg har haft en god mor skal Glistrup i følge biografien have sagt mange gange livet igennem, og da han flyttede fra den ene, var det nok meget godt, at han et par år senere fandt én der gad være den anden.

Som nævnt er det linjerne mellem barndom, opvækst og så voksenliv, man savner. Det kan der gives tre forklaringer på. Enten har Anne-Marie Glistrup ikke selv set dem. Alternativt kan nærværende anmelder ikke se dem. Ellers findes de ikke, og så bliver det for alvor spændende. Mere om det senere. Blot skal det siges, at første bind forblev en biblioteksbog, og det skyldes bestemt ikke manglende interesse for den biograferede.

Derimod blev andet bind købt ubeset i forventning om, at det skulle ganske sikkert være af interesse. Det viste sig at være korrekt. Her drejer det sig om Glistrups offentlige liv og her kommer kildematerialet – særligt Lene Glistrups store samling af udklipsbøger – til dets ret.

Fremskridtspartiets organisation

Et underbelyst aspekt har nemlig været Fremskridtspartiets mere praktiske virke dengang i halvfjerdserne. Partiets egen jubilæumsbog fra 1990’erne er en skriftlig citatmosiak- manifestation af dets kringelkrogede intriger, Flemming Chr. Nielsen interesserede det ikke så meget, og ellers er man henvist til mere eller mindre tydelige partsindlæg fra aktører, der selv var direkte involverede dengang.

Anne-Marie Glistrup leverer noget mere substans i sin skildring af, hvordan og under hvilke vilkår Fremskridtspartiet bedrev politik i 1970’erne, medens det var et stort parti. Ikke mindst med henblik på de mange interne slagsmål mellem slappere og strammere, dvs. de folk der søgte indflydelse, og de folk der søgte konfrontationer. Chefstrammeren Glistrup skildres som en bedre partistifter end partiejer.

Han var på mange måder tiltalende i sit virke som parlamentariker og rejste land og rige rundt og talte i forsamlingshuse og i idrætshaller og skrev talrige indlæg i partiets blad Fremskridt. Han var en respekteret folketingskollega, der delte sit meget omfattende udklipsarkiv med alle andre på Christiansborg og uselvisk hjalp politiske modstandere med udvalgsarbejdet. Modsat var han også en uregerlig enspænder, der modsatte sig en egentlig organisering af Fremskridtspartiet. Kampen mod bureaukratiet var ikke blot isoleret til det offentlige, den måtte også gælde som et løsen gennem hele organisationen, i hvert fald hvis det stod til kampagnelederen. Glistrup var imod centrale vedtægter, imod afgørelser i hovedbestyrelsen og ville ikke give sig ret mange tommer ved et forhandlingsbord.

I praksis var der borgerligt flertal i 70’erne, men de borgerlige partier ville ikke regere med Glistrup og Glistrup ville ikke regere med dem. Som følge heraf fyldte de politiske resultater – nedlæggelsen af udvalget der fordelte Marshall-hjælpen, afskaffelsen af borgernes pligt til at stille heste til rådighed for militæret og ophævelsen af Københavns universitets monopol på udgivelsen af almanakker – ikke alverden. Frugterne stod vel næppe mål med indsatsen, men her kunne Anne-Marie Glistrup godt være tydeligere i sin bedømmelse.

Stædighed – til ulempe eller til gavn?

Glistrups mere private forhold fylder derimod godt op, også i andet bind. Den komplicerede og uendelige skattesag optager en del plads, og her er Anne-Marie Glistrup tydeligt indigneret på sin fars vegne. En af de stående vittigheder i familien Glistrup var givetvis, at en klynge sommerhuse, ejet af Mogens Glistrup, i følge Højesterets dom af 1983 måtte betragtes som fiktive. Med bred hånd pådømte retten nemlig, at en bunke posteringer i Glistrups bogholderi – indviklede af slagsen, dem der nedbragte trækprocenten – måtte betegnes som fiktive, og her røg sommerhusene med i bunken.

De færreste gider vist røre ved den gamle sag, herunder næppe tage endegyldigt parti, og Anne-Marie Glistrup fremkommer ikke med ret meget nyt eller overraskende stof. Mest sprængstof er der dog i den interessante oplysning, at anklagemyndigheden senere hen – sagen blev ved, også efter Glistrups fængselsophold – begyndte at forsøge at gøre udlæg i aktieselskaber, hvis posteringer Højesteret ellers havde kendt fiktive. Det lyder unægtelig mærkeligt.

Ellers forbliver beskrivelsen af denne sag i samme afdeling som ungdomsårene: Jo da, Glistrup var stædig – dumstædig, for han kunne have undgået at blive bragt til tiggerstaven, hvis han havde handlet i tide – men det forbliver lidt af en gåde, hvorfor han med dødsforagt kastede sig ind i sagen. Han troede tydeligvis han havde ret, men hvorfor var han så sikker på det? Anne-Marie Glistrup kunne godt, jvf. pointen om at klarlægge de mentale strukturer, have dvælet lidt mere ved om Glistrups legendariske stædighed var en egenskab, der livet igennem var ham mere til ulempe end gavn.

Muhamedanerne

I sidste del af Glistrups liv blev hovedanliggendet muhamedanerne. Det gik endog så vidt, at Glistrups halvarkaiske brug af dette udtryk gjorde, at ikke så få troede det var nedsættende. Det er det ikke. Efter at have mistet pladsen i Folketinget i 1990, igen på grund af indre holmgange og Glistrupsk dumstædighed, kastede han sig over indvandringen af fremmede mennesker til Danmark, navnlig muhamedanerne, og iveren modsvarede hans tidligere kamp mod skattesystemet.

Det blev til en bog – De fremmede i landet – og senere hen selvfølgelig en opdateret udgave, der var endnu tykkere. I æresboligens arbejdsværelse svulmede papirerne i skuffer, skaber og på hylder og midt imellem dem sad Glistrup og sled kuglepen efter kuglepen op.

Anne-Marie Glistrup er også i dette aspekt lovlig følgagtig i forhold til faderen. Han udmales ganske meget som en anden Holger Danske, der ud fra et grundigt studium af muhamedanismen vidste god besked og fra et tidligt stadium så, hvilken vej vinden blæste. Selv Glistrups forslag fra 1999 – kort efter den ulyksalige tilbagekomst til Fremskridtspartiet – om at sælge muslimske piger en bloc til Paraguay får mere end et trekvart stykke ad vejen et forsvar med. Glistrup var citeret ude af en sammenhæng, han vidste hvad han talte om, der var mulighed for at rejse ud før osv. Nærværende anmelder kunne have lyst til at spørge Anne-Marie Glistrup, hvad hun mener om faderens udtalelse fra sidst i firserne om, at man med fordel kunne tatovere AIDS-syge på kønsdelene.

Holger Danske-dragten synes at være snublende nær ved at være en ferm rekvisit, der oven i købet i det store og hele kunne genbruges fra skattesagen, og denne påstand vil sikkert skuffe og oprøre ikke så få. Glistrups ry som frihedskæmper synes usvækket.

I takt med at Glistrups fokus ændrede sig fra 1990’erne og frem, ændrede fokus i hans retssager sig også. Nu var det i tide og utide straffelovens berygtede § 266b, ikke skattelovgivningen, han måtte forsvare sig mod, og det var da bestemt ikke kønt, da den 79-årige Mogens Glistrup i 2005 måtte ind og spjælde den for sidste gang. Køn var Glistrups sidste tid gennemgående ikke, og Anne-Marie Glistrup løfter sløret for, at faderen fra et tidligere stadium end hidtil antaget var syg af Alzheimer og derfor kunne kaldes en syg mand, med alle de konnotationer man kan knytte hertil. Den sidste tid blev trist, men Glistrups pligtopfyldende kone afskærmede ham lykkeligvis, også da det virkelig gjaldt.

”Livet er jo dejligt” skal Mogens Glistrup have sagt til datteren, dagen før han døde. Livsmodet svigtede ham aldrig, og sådan ser Anne-Marie Glistrup ham helst skildret. Når sidste blad i tobindsbiografien vendes, slås nærværende anmelder dog af en vis medlidenhed med den biograferede. Selv set gennem hans datters venligtsindede optik virker Mogens Glistrup som en tragisk skikkelse, der ikke ville det han kunne og ikke kunne det han ville. Han satte Danmarks største sagførerforretning over styr, sin formue og ret beset sit eksistensgrundlag, da han blev frakendt, ikke blot folketingsmedlemsskab, men også retten til at føre sagførerpraksis som følge af højesteretsdommen. Og hvad ville han egentlig med sit parti, som han nok rejste land og rige rundt for, men som han også plagede og splittede gang på gang med sin uregerlighed og dumstædighed?

Frihedskæmper?

Som nævnt leder man med temmelig forgæves efter skæringspunkter mellem Mogens Glistrups opvækst og baggrund og så hans offentlige liv. Det kniber med at se den følelsesmæssige bekendelse til noget, han var lige ved at miste eller havde særlig kært.

Det alment borgerlige hjem, Glistrup kom fra, synes ikke at have præget ham med andet end rigelig hjælp og hjerterum. Stridsmand, provokatør, et forekommende menneske, jovist. Særligt provokationerne, der af Anne-Marie Glistrup udmales som kun nødvendige og mulige, når der stås på sikker på grund, bliver udkastet til den sammenhængende livsholdning, men Glistrup synes jo f.eks. ganske målrettet at have sluppet taget i sin protest og sine provokationer mod skattesystemet, anledningerne var jo ellers nærmest værre i 1990 end i 1970, fordi han blot som en anden monoman skiftede spor til muhamedanerne, uden at se sig tilbage.

Holger Danske-dragten synes at være snublende nær ved at være en ferm rekvisit, der oven i købet i det store og hele kunne genbruges fra skattesagen, og denne påstand vil sikkert skuffe og oprøre ikke så få. Glistrups ry som frihedskæmper synes usvækket.

For et par år siden udkastede Mogens Lykketoft, der kunne være blevet en fortræffelig historiker, i en fjernsynsdebat den dristige hypotese, at Mogens Glistrup også kunne have stiftet Fremskridtspartiet som taktisk modtræk mod den gryende skattesag, dvs. blot udvidede scenen for denne til også at omfatte det politiske liv.

Det vil blandt andet forklare, at Mogens Glistrups liv, indtil den berygtede tv-udsendelse den 30. januar 1971 og stiftelsen af Fremskridtspartiet halvandet års (!) tid senere, synes at have været tømt for et formuleret forsvar for et sæt værdier han holdt særligt af. Provokationerne var således ikke engang en livsholdning, men snarere en mulighed, betinget af omstændighederne. Ellers ville han vel ikke have – med sine egne ord fra først i halvfjerdserne – ”gået rundt og holdt kæft de sidste tyve år”. Først i 1971-72 valgte Mogens Glistrup provokationerne i en offentlig kreds – og dertil martyriet.

Hvad der drev ham ved vi ikke. På side 143 i andet bind citerer Anne-Marie Glistrup Thorkil Kristensen, fhv. finansminister og vel en af de mest respekterede danske parlamentarikere i det 20. århundrede, for at have sagt, i 1982, at ”Staten skulle have ansat Mogens Glistrup som konsulent i skatteministeriet for ti år siden. Så havde vi haft bedre skattelove i Danmark i dag. Og vi havde formentlig ikke haft Fremskridtspartiet.” Forblivende i afdelingen for det kontrafaktiske skal det siges, ikke blot at Thorkil Kristensen havde ret, men at Mogens Glistrups liv og levned så også var blevet mindre tragisk end det blev.

Anne-Marie Glistrup: Mogens Glistrup – fra Bornholm til Folketinget. People’s Press, 2013

Anne-Marie Glistrup: Mogens Glistrup – provokatøren og systemkritikeren. People’s Press, 2014.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside