Frygt ikke!

26. februar 2015
6 minutters læsetid

Det virkelige Danmark vil vågne imod islamismens trussel og ungdommen vil blive voksen. Ved lyden af den danske sang vil alle landsmænd stå sammen og værne om fædrelandet, i tiltro til Herrens Ord. Kun sådan, kan freden vindes – det vil vi snart indse.

af Johan Chr. Nord

En del fornuftige folk har allerede påpeget det – og de af os, der deltog i arrangementet, har det endda fra selvsyn: mindehøjtideligheden d. 16. februar i København havde noget ynkeligt over sig. Ikke bare noget lidt for rundt i kanten. Nej, noget direkte ynkeligt. Javist var det godt, at så mange var mødt op for at dele sorgen. Men desværre viste mindehøjtideligheden sig på mange måder at være en opvisning i alt dét, fjenden ler ad: bløde værdier og psykofarmaka – som gangster-Hassan i sin tid spidsfomulerede det i et afsnit af DR2’s tragikomiske voksenjulekalender Yallahrup Færgeby. En dynge angste menneskedyr – en samling åndeligt knækkede pillevrag, som hyggede sig i smug, mens hele verden brænder om vores vugge.

Der har allerede været skrevet en del om det blødagtigt historieløse sangvalg. Gode kulturkonservative stemmer har blandt andet fremhævet det tåbelige i at synge Poul Henningsens anti-ægteskabsvise og John Lennons selvopgivende hymne til intetheden – og vi, der var tilstede, oplevede jo vanviddet på egen krop. Selv skummede jeg af vrede fra første begyndelse. Ja, vrede. Dybfølt, lidenskabeligt raseri over fornedrelsen af fædrelandet og retsindet. Jeg måtte – mildt sagt – holde min kæreste fast i hånden for at udholde seancen. Krammebamse-klub og kapitulation. Det var dét, Danmark, der stolt poserede med sit nøgne kadaver på Gunnar Nu Hansens plads.

Det virkelige Danmark

Men der er alligevel mere at sige. Der findes også et andet Danmark. Jeg tøver ikke med at kalde det: det virkelige Danmark – det Danmark, der er dit og mit. Et livsfælleskab med dybe, stærke minder og håbet om en fremtid for os og vore. En verden, vi og vore børn kan leve i som vores egen.

Dét Danmark har jeg også mødt her i dagene efter det første islamiske terrorangreb på vores lille jordlod – og det tror jeg også, du har, kære læser og landsmand.

Jeg har særlig mødt det blandt to grupper. I første omgang skimtede jeg mit lands mærke i mødet med dem, der ikke er belastede af den slags ’højere’ uddannelse, som jeg selv er – altså folk, der faktisk passer et rigtigt arbejde og lever et menneskeliv med rigtige sorger og glæder. Folk der ikke lever i verdensborgerens overklasseidyl. Folk der stadig har noget så gammeldags som et overlevelsesinstinkt.

Men skriften på væggen viste sig også et andet sted: i de unges ansigter, i de unge hoveder, som kulturradikalismen ikke har haft held til at lukke kæften på – og liste åget på nakken af.

En ungdom, hvis hjerter ikke synger taktfast med på den kulturradikale melodi om det grænseløse menneske. Det er sammenbruddets børn. Eksperimentets udkomme. En illusionsløs ungdom.

Men ikke kun det. Det er også noget andet. Det er Danmarks børn, der véd, at disse børn må blive voksne. Vi må blive voksne. For størstedelen af vores forældregeneration blev det aldrig – og de har efterladt os en ruin som erstatning for det, der skulle have været vores hjem. Det er en vild erkendelse: det er os, der skal være de voksne i en verden af frygt og vold – og det er os, der vil blive det.

Opvågning

Dette Danmark – de arbejdendes og de vanrøgtede børns Danmark – tørster efter at blive lagt en anden sang på læberne end dem, der lød ved mindehøjtideligheden i København: den danske sang. Ét af dens vers lyder sådan her:

“De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn, –
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal der,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.”

For vi har været der før. Danmark har før grædt bitre tårer, Danmark har før været på afgrundens rand – og når klokken er faldet i slag, er Danmark vågnet. Sådan kommer det også til at gå denne gang.

Opvågning betyder at rammes af angst og tungsind – og så at blive dem kvit. At frygte – og at ville. Det er dét, den skønne kærlighedshymne Det haver så nyligen regnet handler om: den fælles vilje, der gør kampdagen skøn – og opfylder et lille forskræmt menneske med den brusende vilje til liv, der skyder tungsindet og pilleglasset til hjørnet som en luksus, vi ikke har råd til. Nye stridsmænd, der slutter kreds om den fane, vi har kær.

Vi har været der før. Danmark har før grædt bitre tårer, Danmark har før været på afgrundens rand – og når klokken er faldet i slag, er Danmark vågnet. Sådan kommer det også til at gå denne gang.

Det var den sang, jeg sang med mine elever på højskolen, første gang vi mødtes efter angrebet. De kunne den. Den er også deres sang – håber jeg. For det er dem og deres, der skal arve Danmark. Det er dem, der ydmygt skal lægge øret til træets rod og lytte til de dødes hvisken og det levende vands klukken, der fortæller os, at vi har et hverv i tiden og lærer os, at kærlighed og vrede kan bringes til at rime – fordi der i denne faldne verden både kan og skal sættes skel. For menneskelivets skyld skal kampen stå mod »dem, der vil storme og slå de friheds lyse skanser, som vort folk bygger på«, som socialdemokraterne en gang sang i Danmark for folket – og meget gerne må lære at synge igen!

Jeg tror, ungdommen vil forstå dette. Vi vil ikke svigte. Vi vil vide at række hånden til alle vore landsmænd, når blot vi hører sangtonens gode og kraftige ord på deres læber – og vi vil lære at værne blomsterhaven, når djævlene myldrer frem på jord.

Når vi lærer dét, vil det igen lyde sådan her – med Helge Rodes ord fra sidste vers af hans vidunderligt frimodige digt til Danmark, Som en rejselysten flåde:

“Om din frihed vil vi værne,
holde skjoldvagt om din fred,
ofre dig en moden kerne
fra din jord i tusind led.
Indånd Nordens frie luft,
stilhed sød af blomsterduft,
blæst, som søen salter,
medens vi med trofast sind
sætter al vor gerning ind,
Danmark, på dit alter!”

Grundtvigske toner i den danske sang

Ja, sådan skal der igen synges om kampen og alteret. Men ikke kun det. Den danske sang rummer endnu en ganske særlig tone, som for alt i verden ikke må gå tabt – den dybe tone om, hvad det vil sige at høre til et folk. Den lyder – som nogle lykkeligvis allerede vil vide – sådan her og stammer fra fjerde vers af Folkeligt skal alt nu være:

“Til ét folk, de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,
har for fædrelandet ild;
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.”

Hvad Grundtvig her fortæller os – hvad folkeånden her meddeler os – er altafgørende. Det folkelige tilhørsforhold har tre kendetegn: selvbetegnelse, modersmålsbeherskelse og troskab. Dansk er man, hvis man kalder sig dansk, hvis ens sjæl taler dansk, og hvis ens forpligtelse står utvetydigt til Danmark.

Ingen af disse kendetegn angår blod og farver. Folket er ikke en dyreart – og må aldrig fornedres til det. Folket er en åndsbåren, historisk virkelighed. Det betyder, at folket er åbent for nytilkomne. Men det er ikke nemt. Der fordres vilje og indlevelse. Og hvis den ikke er der, ja så har man selv lyst sig ud af ætten. Så har man selv nægtet sig indfødsretten – med de følger, det har.

Det er sådan, det er. Det er virkeligheden. Det er nu.

Det tror jeg snart, vi vil indse. For freden kan vindes. Det kan den dér – og kun dér, hvor hjerterne aldrig, aldrig, aldrig bliver tvivlende kolde.

Frygt ikke, tro kun! – siger Herren til den druknende. Og danskens skjald tror ham på Ordet – og synger det videre med disse linjer fra Kærlighed til fædrelandet – som også dine læber nu skal bære:

“Derfor, Danmark, frygt kun ikke!
Frygt er ej af kærlighed.
Morgendug som mjød at drikke,
faldt til dig fra Himlen ned,
den dig midt i ragnamørke
skænker lys og liv og styrke!”

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside