“Fred er ej det bedste, men at man noget vil!”

8. december 2014
7 minutters læsetid

Med det såkaldte ”Systemskifte” i 1901 var dansk politik for alvor i opbrud. Ganske vist havde Venstre overtaget regeringsmagten med udgangspunkt i parlamentarismen, men denne var langt fra blevet en selvfølge, endsige institutionaliseret. For partiet Højre var tabet af regeringsmagten en katastrofe, som medførte en eksistentiel krise. Hvordan partiets fremtid skulle være, og om det overhovedet havde en, var i høj grad i spil.

Vejen frem mod dannelsen af Det konservative Folkeparti i februar 1916 var lang og stenet, og en ikke uvæsentlig del af denne proces udgjorde den ungdommelige del af Højre. Det førte til dannelsen af Danmarks første politiske ungdomsorganisation i 1904, og det gav en række kontroverser mellem den yngre og ældre del af konservatismen i Danmark, men det gav også plads for nogle principielle diskussioner om, hvad dansk konservatisme var og skulle være, og ikke mindst gav det plads for nogle markante personligheders fremkomst i dansk politik.

Det er denne turbulente periode, der her er genstand for en undersøgelse. En banal, men ofte overset kendsgerning, bør man hele tiden have sig for øje: Det er i dag kendt, at det endte med en ungdomsorganisation (KU) og et parti (Det konservative Folkeparti), som siden har vist sig særdeles levedygtige. Det var på ingen måde forudskikket i 1904 – ja, ikke engang i 1916.

Et Danmark i vækst og splid

Den intense politiske strid, der endte med ”Systemskiftet” i 1901, betegnes oftest forfatningskampen, fordi et hovedstridspunkt var, hvilken regeringsform Danmark skulle have. Men det var i lige så høj grad en strid om, hvem der skulle have magten i Danmark, hvordan den skulle udøves og ikke mindst, hvad den skulle bruges til. Her var udviklingen af det danske forsvar, og snævert forbundet hermed den danske udenrigspolitik efter nederlaget i 1864, helt centrale. Men bag denne intense strid, som kulminerede med konseilspræsident J.B.S. Estrups provisorieår, 1877 og 1885-94, lå et samfund i rivende udvikling. Industrialiseringen og urbaniseringen eksploderede, og samtidig blev Danmark for alvor en eksportør af landbrugsvarer af første klasse.

Til dette kom væksten i de frivillige bevægelser, først og fremmest andelsbevægelsen, højskolerne og arbejderbevægelsen. Det var således i de år, hvor der blev udstedt færrest love og ”regeret mindst”, at Danmark oplevede den største vækst, i hvert fald indtil 1960’erne.
Det politiske liv var imidlertid forpestet som måske aldrig før eller siden i Danmark. Uforsonligheden var stor på begge sider, både hos den stejle aristokrat Estrup og venstrefolkenes selvbevidste ledere som Viggo Hørup og J.C. Christensen. I 1894 kom det imidlertid til et forlig mellem Højre og den moderate venstremand Frede Bojsens gruppe. Estrup gik af som konseilspræsident, men nogen utvetydig sejr for Venstre var det langt fra. Det blev nemlig en anden konservativ godsejer, Tage Reedtz-Thott til Gavnø, der afløste ham, og parlamentarismen var ikke indført. De følgende syv år kæmpede skiftende højreministerier sig frem fra krise til krise, hæmmet af at forliget havde medført stor utilfredshed i både Højres og Venstres bagland – og i Højre var det fortsat Estrup, der havde det store ord.

I 1901 gav Hannibal Sehested op som konseilspræsident, og selvom man i høj grad kan diskutere, hvor meget systemskifte der egentlig var over ”Systemskiftet”, betød det afslutningen på Højres epoke ved magten. Med historikeren Lorenz Rerups ord:

Til sidst havde Højre tabt flertallet i byerne, statskassen var tømt, og hverken dets presse eller partiet var enige om det formålstjenlige i at fortsætte. Højre havde regeret alt for længe. Det ødelagde ikke kun partiet, men skadede også de konservative værdier, det byggede på.

Igen er det imidlertid vigtigt at huske på, at i 1901 kunne ingen vide, at der ikke ville komme en konservativ statsminister igen før i 1982. Tværtimod regnede de færreste på højrefløjen med, at Venstre overhovedet ville være i stand til at regere. Ud over en betydelig aristokratisk modvilje ved at se bønder, skolelærere, husmænd og andre ”simple” mennesker på magtens bonede gulve, var der udbredt tvivl om de stærkt internt splittede venstrefolk overhovedet havde evner for at regere. Og kongen, den aldrende og meget konservative Christian 9., var ked af at have mistet ”min kære Estrup” og var bestemt ikke sindet at opgive al indflydelse på regeringsmagten – der stod (og står) jo stadig i Grundloven, at det er kongen, der udnævner sine ministre.

Venstres reelle leder i de første 20 år af det 20. århundrede, J.C. Christensen, havde imidlertid den vilje til magt, der er nødvendig for at holde et splittet parti ved magten, hvilket ikke mindst indebar at indgå en række kompromisser, for Højre havde stadig flertallet i Landstinget, der skulle godkende alle love. Det gjaldt også på forsvarsområdet, hvor Venstre ellers havde kæmpet indædt mod Københavns befæstning og andre udtryk for dét, de så som militarisme. Det førte dog til afskalningen i 1905 af Det radikale Venstre, som fandt en sammensat base blandt husmænd, skolelærere samt hovedstadens intellektuelle med et markant andet program end Venstre: afmilitarisering, sociale reformer og adskillelse af kirke og stat.

Nye kræfter i Højre

For konservative kræfter var udsigterne efter 1901 således alt andet end lyse. Det stod klart, at der måtte ske både interne og eksterne ændringer, hvis konservatismen skulle have en politisk fremtid. Internt måtte Højre reformeres, så det favnede bredere og mere ungdommeligt, og eksternt måtte især valgsystemet ændres, hvis Højre nogensinde skulle have en chance for igen at vinde indflydelse i Folketinget. Ved valget i 1901 havde Højre fået 8 mandater (af 114), men da valgsystemet var flertalsvalg i enkeltmandskredse, gik mange stemmer tabt, fordi Venstre eller det fremstormende Socialdemokrati fik flertallet i kredsen. Stærke kræfter i Landstinget, hvor valgsystemet favoriserede højrefløjen, var imidlertid imod overgang til forholdstalsvalg og fastholdt, at regeringen skulle udnævnes af kongen. Forholdstalsvalg og valgret til alle var i f.eks. Estrups øjne den sikre vej til populisme, levebrødspolitikere og pøbelvælde.

Der havde imidlertid allerede fra fremvæksten af Højre i 1880’erne været tilløb til en organisering af ungdommen i partiet. En række ”konservative klubber” voksede frem i de større byer, primært med det mål at samle unge højrefolk omkring foredrag og sociale arrangementer. Da man i 1885 stiftede ”Odense konservative Klub”, var den officielle begrundelse, at den skulle samle de unge, som ”paa Grund af deres unge Alder endnu følte sig ligesom trykkede af Situationen i Højrevælgerforeningerne, hvor de ældre Mænd naturligt maatte være dominerende.” Endvidere hed det, at

”Det egentlige Formaal er at samle saa mange som muligt af de Mænd, der hylder det nuværende politiske Højres Anskuelser til et stærkt Parti, der skulle værge mod uberettigede Overgreb fra Oppositionens Side.”

Klubbernes største markering var formentlig et fanetog til Estrup i 1885, efter at konseilspræsidenten havde været udsat for et skudattentat, og samme år stiftedes en landsorganisation for klubberne, ”De forenede konservative Klubber”. Da forfatningskampen ebbede ud i 1890’erne, gjorde de konservative klubber det imidlertid også. Et forsøg af den unge stud. theol. Asger Karstensen på at stifte ”Det unge Højre” i Københavns 5. kreds i 1895 fik kun kort levetid, ligesom ”Den konservative Klubs Hundredmandsforening” fra 1901.

På Højres delegeretmøde i december 1901 fremkom der flere opfordringer til at modernisere og revitalisere partiet, ikke mindst med henblik på at mobilisere ungdommen. Det første konkrete initiativ blev taget i Aarhus i maj 1903, hvor bogholder J. Rose stiftede en ungdomsforening for Højre. Det var en forening, der samlede sig om Gud, Konge og Fædreland, som i Roses øjne var begreber, der blev besudlet af de andre partier. I august samme år blev ”Højres Ungdomsforening for Sorø Amt” stiftet i Slagelse med C. F. von Rosen som formand. Han var så at sige født konservativ, idet hans far, major Sigismund von Rosen, var faldet på Dybbøl den 18. april 1864 i forsøget på at redde general du Plats lig. Men von Rosen var ikke nødvendigvis højremand – i hvert fald havde han intet til overs for partiets interne taktiske kævlerier og så helst ungdomsforeningen som en uafhængig konservativ organisation. I første omgang måtte han dog bøje sig for Højre, der anså ordet ”konservativ” som synonym med ”frikonservativ”, som var otte udbrydere af Højre i Landstinget, der gav partiet store problemer.

I det hele taget måtte de nye ungdomsforeninger træde varsomt i forhold til Højre. Da der i de følgende måneder i 1903-04 skød en række foreninger op rundt om i landet, var det derfor helt almindeligt, at partiet blev solidt repræsenteret i bestyrelsen. Ofte var det dog de unge selv, der ønskede denne repræsentation, og de fleste steder blev initiativet hilst velkommen af Højre. Med von Rosens utrættelige hjælp lykkedes det at få ungdomsforeninger op at stå under forskellige navne i byer som Svendborg, Kolding, Helsingør og Horsens. Mest spektakulært var nok Odense-afdelingens navn fra 4. januar 1904: ”Odense antisocialistiske Ungdomsforening” – et navn, der klart signalerede, hvem der var hovedfjenden.

C.F. von Rosen så gerne sin hastigt voksende ”græsrodsorganisation” samlet under en fælles ledelse. Det var Højre og især dets magtfulde partisekretær Martin Madsen-Halsted dog ikke ubetinget begejstret for. For Højre gjaldt det om at holde fast på flertallet i Landstinget, hvorfor landstingskredsene måtte være de primære led, hvor de unge bare kunne melde sig ind – alt andet var spild af tid og penge. Ikke desto mindre blev ”Danmarks konservative Ungdomsforeninger” stiftet den 8. december 1904 i København. Ledelsen var en overbestyrelse med ni mand med von Rosen som formand, hvoraf de tre skulle udpeges af Højre, og man skulle stå i stadig forbindelse med ”Landets konservative Parti”. En skarp hjerne kunne nok se, at det ikke nødvendigvis skulle være Højre. Partiet vægrede sig noget ved at udpege tre repræsentanter til Overbestyrelsen, formentlig fordi det ville være en blåstempling af organisationen, og det overlod til von Rosen som ny formand at pege på kandidater, hvilket han gjorde – alle tre godsejere, den ene endda søn af J.B.S. Estrup.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique 2014 for kun 125 kr. Årsskriftet sendes direkte til din adresse og indeholder over 170 siders artikler om den borgerlige og konservative idé- og samfundsdebat.

Lars Christensen (f. 1970) er ph.d. i historie fra Syddansk Universitet og forfatter til flere bøger og artikler om navnlig konservativ historie, bl.a. Ungdomsoprør – Konservativ Ungdom gennem 90 år og senest Det skarptslebne sværd – Den konservative presseforening 125 år fra 2012.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside