Verdenskrigen og det moderne skvat

18. august 2014
10 minutters læsetid

Første verdenskrig blev den skelsættende begivenhed, der endte al fremskridtsoptimisme, og også betød begyndelsen på et langt opgør med autoriteten; det er de væsentligste pointer i Henrik Jensens bøger.

af Christian Egander Skov

Hvis man ellers kan komme til for historiske mindedage for den perlerække af historiske nederlag og ydmygelser, der er Danmarks historie, så er 2014 også 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig. Denne krig fylder ikke meget i vores bevidsthed herhjemme, men Danmark var på ingen måde uberørt af hverken krigen eller dens konsekvenser. Særligt sønderjyderne kom på egen krop til at mærke, hvad det egentlig betød at stå under fremmed herredømme.

Da de i stort talt blev udskrevet til den tyske hær betalte de med renters rente prisen for en tidligere generations liberale lemfældigheder. Således skriver også Den store Krig sig ind i den danske nederlagshistorie som en uhyggelig påmindelse om, at gælden efter ideologisk blindhed engang skal betales af.

Men 1914 er jo længe siden og Sønderjylland er så langt væk fra Slotsholmen og København at ingen – ikke engang prins Joakim – kan holde det ud. Og i Århus står det store mindesmærke fra Første Verdenskrig og bliver stadig mere glemt og stadig mere sodet og grøngrumset, alt imens byrådet har åbnet en racerbane i selve Mindeparken. Det er heller ikke længe siden, at daværende kulturminister Uffe Elbæk sløjfede en bevilling til vedligeholdelsen af et mindesmærke for de faldne sønderjyder i Frankrig.

Første Verdenskrig er vores glemte krig. Men i disse år bliver der dog rådet bod på forsømmelsen. Historikeren Niels Arne Sørensen har udgivet et stort og flot værk om krigen, Den store krig, ligesom Hans Schultz Hansens og Inge Adriansens Sønderjyderne og den store krig 1914-1918 fra 2007 understreger en fornyet interesse for emnet.

Blandt de mest interessante skildringer er imidlertid historikeren Henrik Jensens kalejdoskopiske fremstilling i Ofrets århundrede fra 1998 og Det Faderløse samfund fra 2006, som siden har fået følgeskab af bogen Det ordentlige menneske. Netop i år er så hans Krigen 1914-1918 udkommet og dertil udgav han i 2003 den mindre kendte gymnasielærebog Den sønderrevne baldakin – første verdenskrig som optakt til ofrets århundrede.

Jeg vil imidlertid fokusere på de to førstnævnte, der må tages som hovedværkerne i forfatterskabet. Ofrets århundrede og Det faderløse Samfund er begge kultur- og mentalitetshistoriske fremstillinger, hvis analyser leder frem mod en eksplicit kultur- og modernitetskritisk position. Det ordentlige menneske er en debatbog, som i letfattelig og populariseret form giver et bud på en kvalificeret konservativ samtidskritik, mens Krigen 1914-1918 og Den sønderrevne baldakin tværtimod er værker, som peger mere i retning af det historiske og i det hele taget understreger, at Første Verdenskrig er den akse, som Henrik Jensens forfatterskab drejer sig om.

Torden i syd

I Jacob Paludans Jørgen Stein beskrives Første Verdenskrig som en torden i syd. Selvom dette udtryk rummer forestillingen om en trussel eller i hvert fald noget ildevarslende – for uvejret kunne rykke nærmere – så ligger der også i billedet en slags banalisering af krigsudbruddet, fordi det registreres som et fjernt naturfænomen, noget foregår derude, som man kan stå på afstand af og betragte. Men krigsudbruddet blev netop et indbrud i tilværelsens orden og et brud med den givne, historiske sammenhæng. Krigen blev, selvom den foregik et andet sted, ikke bare et fænomen, der kunne beskrives og analyseres, men var levende virkelighed for datiden – og for os. Det er netop dette, Paludan konstaterer i Jørgen Steins andet bind, der samtidig giver en nøgle til at forstå Henrik Jensens historiske fremstilling og samtidskritik. Om fædrenes generation, de ældre, skrev Paludan:

[De] måtte i deres livs eftermiddag lære, at de havde gået i søvne hele deres livs formiddag… Begrebet menneske, begrebet kultur måtte erkendes og defineres på ny – men de var jo langt ude over den alder, hvor hjernesubstansens smidighed tillader dannelsen af ny livsanskuelse. De ældre blev mærkeligt meget ældre på disse år; de trådte så underlig hurtigt ud af sammenhængen – som falske læremestre, der efter Afsløringen maa vende hovedet bort. Man spurgte dem ikke længer med tillid. Og tiden før krigen, der dog både havde rummet velvære og ideel stræben, rykkede fjern, som var disse fire år en afgrund, og antog for erindringen et gustent udseende. Under dens overflade havde jo dog den sygdom luret, der blev alle tiders sværeste for den beboede jord.

Dette er skellet mellem før og efter; et skel så radikalt, at den mellemliggende periode ikke er overgang men afgrund. Man falder fra den gamle tid og ned i den nye. De unge snubler i starten – et udtryk, der også stemmer fra Jørgen Stein, men er blevet udødeliggjort af litteraten Ernst Frandsens i den uforlignelige Aargangen, der maatte snuble i Starten. Men her er det de ældre, vi skal opholde os ved. De var patriarkerne, som personificerede og bar tiden før krigsudbruddet. Efter faldet blev de i bedste fald latterlige.

Den nye tid præges derfor af sin afstand til tiden før og kan bestemmes negativt ved fraværet af en faderlig eller patriarkalsk autoritet, der i bredeste forstand fæstnede samfundsordenen i en ubetvivlelig selvfølgelighed.

En selvtillidsfuld individualist slukker efter sig

Historien om dette fald kan fortælles på mange måder, og det kan nemt blive vældig kedeligt, som det ofte er med historiske afhandlinger. Det er en stor styrke ved Henrik Jensens bøger, at de, samtidig med, at de fastholder et overordnet mentalitetshistorisk perspektiv, søger at fortælle denne historie gennem konkrete eksempler. I Ofrets århundrede bruger Henrik Jensen således den britiske udenrigsminister Edward Grey til at fortælle historien om en generations fald.

Grey var som så mange politikere i den klassiske britiske parlamentarisme af adelig slægt, og hans slægts historie var filtret ind i historien om det britiske imperium. Et blik henover slægten viser, hvordan den britiske elites rolle i samfundet havde forandret sig: ”fra djærv buccaneer over John Bull-herremand og købmand, til kuponklippet og årvågen administrator af de erhvervede rigdomme.”

Edward Grey var et barn af den britiske kostskoleverden, hvor man blev godt uddannet – men ikke til noget særligt. Det var først og fremmest gentlemanen, der blev fremelsket gennem en dannelsesproces, der bl.a. ved mødet med kristendommen og den antikke oldtid satte velopdragenheden i system, skabte en disciplineret maskulinitet, der tillod en fåtallig britisk overklasse at styre et verdensrige i en tid, hvor det moderne bureaukrati endnu var i sin vorden.

Grey var således præget af en selvtillidsfuld individualisme og som så mange i sin generation også af liberalismen. Men det var Greys verden, aristokratiets, dannelsens og liberalismens, der styrtede i grus med krigsudbruddet og krigens udvikling til en moderne teknisk, massemobiliserende totalkrig. Grey forstod dette og som politiker havde han gjort sit til gennem en sindrig alliancepolitik at holde krigen fra døren, men altså uden resultat. Dermed blev krigen også hans livsværks nederlag. ”Lygterne er ved at gå ud over hele Europa”, skrev Grey, ”vi skal ikke se dem tændt igen i vores levetid.” Og med disse ord registrerede han resigneret sin verdens undergang.

Den nye verden tilhørte massen, fremhævede Grey og med ham Henrik Jensen. Han identificerer dermed med stor præcision det fænomen, der blev det væsentlige og udslagsgivende politiske subjekt i en mellemkrigstid, der var præget af både den atomisering, der er massesamfundets paradoksale følge, og af forsøgene på med stokkeslag og pryglestraf at genindføre, hvad der var blevet tabt i ånden. Nok så væsentlig peger han dermed også på en kilde til vores egen samtids generelle orienteringsløshed og den amorficitet, der præger vores post-diluviske tidsalder med dens omsiggribende offergørelse, selv-klientisering og identitetsshopperi.

Grey er blot et eksempel blandt mange, og man nyder hver en sætning hos Henrik Jensen, der netop gør et i udgangspunktet vanskeligt idéhistorisk stof levende gennem en mesterlig evne til at lade den store fortælling udtrykke sig i den lille og give det abstrakte konkret form.

Det faderløse samfund

Når det lykkes Henrik Jensen at ballancere mellem historisk analyse og kras civilisationskritik uden at fremstillingen bryder sammen, skyldes det blandt andet, at forfatteren læner sig op ad en række klassiske og nyere sociologers vurderinger af moderniteten som tilstand og problem. Til de klassiske hører Durkheim og Tönnies, men måske særligt Max Weber, der også – sammen med Freud – er en slags hovedperson i Det faderløse Samfund, hvor han således både kommer til at indgå som en ramme om fortællingen, et perspektiv, hvorfra historien kan anskues og begrebsliggøres, og som et led i fortællingen, et eksempel på den gamle generations fald, men også på dens myndige kritik af den yngre generations intellektuelle fadermord.

Dette fadermord er vel at mærke ikke en én gang overstået begivenhed, men en stadig gentaget handling. I dag er patriarken død. Det er kun hos sære afvigere, at maskuliniteten får form af myndighed. Den lever i det hele taget kun videre lever som et ironisk ekko af var-engang i bløde mænds veltrimmede fuldskæg, eller kommer til syne – som en grim påmindelse om kulturens naturgrund – i en marginaliseret utilpassetheds machismo ude i samfundets etniske, kulturelle og sociale periferi. Stendød er den, og det er således først nu, at vi – endelig – slipper for de ritualistiske fadermord i bedste sendetid søndag aften på Danmarks Radio i Bryggeren, Krøniken, Sommer, og hvad det nu ellers hedder. Tilbage er kun stærke kvinder og mænd, der dybt og inderligt og helt igennem er skvat. Det moderne skvat har sat seglet for patriarkens grav.

Opgøret hos Henrik Jensen drejer sig ikke om kønsroller, men om to strømninger i vestlig kultur. Et sted udtrykker han det sådan, at der i førkrigstiden endnu bestod en vertikal pligtstruktur, hvor der var forskel på ”oppe” og ”nede”, og hvor det enkelte menneske ikke havde problemer med at bøje knæ for faderen i hans forskellige skikkelser (faderen i himmelen, faderen i riget og faderen i huset). Individets handlinger bestemtes derfor ikke af ønsker om selvrealisering, lykkeoptimering eller andre af de kriterier, vi navigerer efter i dag. De har nemlig det til fælles, at de netop ikke orienterer sig efter en vertikal akse, men snarere ud fra forestillingen om os selv som verdensaksen – egocentrisme i ordets egentlige forstand.

Frontlinjen går – mest eksplicit i Det faderløse samfund – mellem en traditionel pligtkultur og en moderne rettighedskultur, og i Henrik Jensens fremstilling bliver det netop Første Verdenskrig, der sætter det skred i gang, som endnu skrider videre under betegnelsen fremskridt.

Nomos

I sin begrebsliggørelse af den vesterlandske pligtkultur knytter Henrik Jensen an til religionssociologen Peter Berger. Han introducerede i The Sacred Canopy fra 1967 begrebet nomos om det korpus af love, traditioner, ritualer, vaner og konventioner, der traderes gennem tiden og skaber normativ integration i et givent fællesskab. For Berger er det religionen, der sikrer dette nomos ved at fæstne det i en transcendens, der hæver det over diskussion. Med verdenskrigen afgår Gud populært sagt ved døden, og dermed bryder også autoritetens vertikalitet sammen.

Individets handlinger bestemtes derfor ikke af ønsker om selvrealisering, lykkeoptimering eller andre af de kriterier, vi navigerer efter i dag. Frontlinjen går mellem en traditionel pligtkultur og en moderne rettighedskultur, og i Henrik Jensens fremstilling bliver det netop Første Verdenskrig, der sætter det skred i gang, som endnu skrider videre under betegnelsen ‘fremskridt’.

Med sin anvendelse af nomosbegrebet foretager Henrik Jensen en bevægelse, hvor han først går fra det overordnede til det konkrete gennem sin eksemplificering af den store historie i de mange små, men dernæst går han fra det konkrete til det abstrakte, eller man skulle måske snarere sig det principielle. Dette er en afgørende styrke ved bøgerne. For nomos er dels et væsentligt sociologisk begreb, men det er også et, der i virkeligheden adresserer meget af den bekymring for sædernes forfald, som vel altid har motiveret konservative til politisk handling, men som mange har haft vanskeligt ved at begrebsliggøre på en måde, der rakte ud over det konkrete forsvar for én given orden.

Nomosbegrebets relevans rækker således ud over den rolle det får i bøgerne, hvor det kaster nyt lys over en konkret historisk proces. Begrebet kan – og bør – føje sig ind i den aktuelle konservative samtidskritiks vokabularium. Hvad er egentlig konservatismen andet end netop et forsøg på at begrebsliggøre og forsvare et nomos mod anomien?

Er ethvert udslag af konservatisme ikke blot en variation over dette tema? Og er det ikke netop dette, der gør konservatismen relevant i et samfund under forandringens lov?

Ethvert samfund bygger på orden, og orden er forudsætningen også for frihed og demokrati og andre hurra-ord, der lyder langt mere tiltalende end såvel orden og nomos. Sagen er nemlig at også disse begreber indgår i, værdisættes og afgrænses i et givent kulturelt system, en orden eller et nomos, hvis eventuelle sammenbrud også er disse begrebers semantiske sammenbrud som meningsfulde sociopolitiske begreber.

Et trodsigt smil

Ja, Første Verdenskrig er længe siden, men vi lever endnu i dens skygge. Med sit forfatterskab har Henrik Jensen præsenteret en stærk og velargumenteret civilisations- og modernitetskritisk tese om årsagen til den konstante opbruds- og oprodningsstemning, vi lever i. Men endnu vigtigere har han med sin anvendelse af nomosbegrebet insisteret på, at anomien ikke er en ny orden – selvom den nok er dagens orden.

Netop i vores samfunds mangel på et nomos fæstnet i et kosmologisk postulat – Gud – ligger roden til vores krise. I denne situation er pessimisme, som filosoffen MacIntyre har bemærket, ikke en luksus vi kan tillade os, og derfor kan jeg måske slutte af med den betragtning, at Henrik Jensens bøger også er enormt morsomme. De fremkalder læst her i 100-året for syndfloden et trodsigt smil, der vel er det eneste håb, for den, som har fået til opgave at hive sig selv op ved håret.

Selv skriver Henrik Jensen i afslutningen af Det faderløse samfund:

I 1991 skal Leonard Cohen på spørgsmålet, om han var pessimist, havde svaret: ’Pessimist? En pessimist er en, der tager sin paraply med, når han går ud, fordi han forventer regn. Jeg er allerede gennemblødt.

Henrik Jensen: Ofrets århundrede. People’s Press, 1998.

Henrik Jensen: Det Faderløse samfund. People’s Press, 2006.

Christian Egander Skov er ekstern lektor i historie samt redaktør af Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside