Ang. formandsskiftet hos De Konservative

6. august 2014
7 minutters læsetid

sppBarfoeds afgang

Lars Barfoed træder tilbage og afløses angiveligt af Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen til partiets landsråd til september. Bliver det som spået er det på en gang en ganske overraskende handling fra en partiformand, der ellers ikke er kendt for at overraske, men samtidig nogenlunde forudsigeligt. Lad os begynde med det uforudsigelige. I de næste dage kommer vi vel til at høre mange politiske sandsigerske, der længe har hørt forlydender om både det ene og det andet, og har spået Barfoeds afgang i kaffegrumsen og Kaare R. Schous leverplettede isse. Men tro dem ikke. Havde de vidst noget, havde de sagt noget, og de har ikke sagt spor.

Som politisk handling er den pludselig afgang dristig, grænsende til det skødeløse. Er det en overlagt handling fra en mand, der efter grundig overvejelse er nået frem til en konklusion om, hvad der ville gavne partiet bedst, eller er det en slagen mand, der kaster håndklædet i ringen, fordi vægten af politiske skuffelser har tvunget ham til at krybe frem, hvor der skulle springes? Jeg aner det ikke, og egentlig klarhed opnår vi vel kun gradvist og stykvist i månederne og årene, der kommer.

Men måske er det mindre væsentligt. For uanset om her er tale om fremstød eller resignation, må handlingen hvile på Barfoeds – og kredsen omkring hams – erkendelse af hans manglende evne til at løse den opgave, der var hans: at genrejse Det Konservative Folkeparti.

Barfoeds nederlag

For sandt at sige er det kun gået tilbage, siden Lars Barfoed bevirkede en paladsrevolution mod Lene Espersen. Kun sjældent har partiet i meningsmålingerne overgået resultatet fra sidste folketingsvalg – der som bekendt var det værste i partiets historie.

Det Konservative Folkeparti har til gengæld kunnet glæde sig over, at valgresultaterne til såvel kommunal- som EU-parlamentsvalget har afsløret en langt større vælgeropbakning til partiet end, hvad folketingsgruppen anført af Lars Barfoed har kunnet præstere. Men mens dette har været en trøst for partiet og ikke mindst dets græsrødder, der i modgangen har kunnet fastholde en truet og vaklende identitet som et stort parti, så har selvsamme græsrødder næppe kunnet undgå at hæfte sig ved, at folketingsgruppen og formanden i særdeleshed synes at have trukket partiet ned, mens andre har kæmpet for at trække det op.

Til kommunalvalget var det ikke ualmindeligt, at de lokale kandidater simpelthen bad folketingspolitikerne i almindelig og Lars Barfoed i særdeleshed om at gå i flyverskjul og i hvert fald holde sig langt væk fra deres respektive lokalområder. En situation, der naturligvis er helt uholdbar i en politisk virkelighed, hvor det først og fremmest er folketingsgruppen og formanden, der er partiets ansigt udadtil.
Der har rundt omkring i det partikonservative miljø været en udbredt erkendelse af, at Lars Barfoed mere var en del af problemet end en del af løsningen. For præcis et ord siden skrev jeg en kronik herom i Berlingske Tidende:

”Nu nærmer afgrunden sig i form af et kommunalvalg, der truer med at blive et konservativt blodbad, der vil vælte højborge, decimere byrådsgrupper og gøre partikonservative til en udrydningstruet dyreart i dansk politik. Der er intet »quick fix« for partiet. Bliver det et dårligt valg, må de Konservative stille sig spørgsmålet: »Hvis vores kurs er forkert, skyldes det så kompasset eller kaptajnen?« De Konservatives største problem er, at svaret måske er begge dele, og alt imens de overvejer, hvad der må gøres, rinder tiden ud for det gamle parti.”

Kommunalvalget gik relativt godt for De Konservative, og dette redede Lars Barfoed, men det var også med til at cementere en forskydning i det partiinterne styrkeforhold mellem folketingsgruppen og det kommunale bagland. I takt med, at partiets situation er forblevet kritisk men stabil, har Barfoed opbrugt store dele af det konservative baglands tålmodighed – og mon ikke også, der er tale om en form for selvindsigt.

Det kommunale baglang

Når partiets nye håb hentes fra det kommunale bagland skyldes det netop denne forskydning af magt og prestige i partiet. Ikke blot formandens prestige, men hele folketingsgruppens har været under stærk pres længe. Og når man kigger ud over den forsamling, der repræsenterer Det Konservative Folkeparti på tinge, falder øjnene da heller ikke på en eneste, der kunne løfte opgaven. Den konservative folketingsgruppe er, hvis man skal være ærlig og bramfri, i høj grad præget af folk, hvis politiske gnist er udslukt, eller alternativt af folk, hvis politiske gnist aldrig er blevet antændt.

Derimod er der stadig tunge skikkelser i det kommunale bagland. Mest synlig har vel Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler været. Han er da også den, der typisk er blevet fremhævet, som et bud på en partiformand, hvis en sådan skulle rekrutteres uden for folketingsgruppens egne rækker. En anden konservativ kommunalpolitiker, der har haft en høj grad af synlighed er Rasmus Jarlov fra Københavns borgerrepræsentation. Måske har han i visse henseender endog overgået Ziegler, hvis prominens først og fremmest skyldes hans idelige tilstedeværelse på tv-skærmene, da KL tampede lærerne. Rasmus Jarlov har været den politiker, der typisk har repræsenteret De Konservative i debatter og lignende, selvom han ret beset ikke er medlem af Folketinget. Dette siger både noget om Jarlovs evne til at spidsformulere konservative positioner og på folketingsgruppens manglende evne til det samme.

Et første spørgsmål kunne være, hvorfor det ikke er blevet nogen af de to? Jarlov ligger for langt til højre for hovedstyrken i Det Konservative Folkeparti. Der er mange steder blandt de såkaldt pæne konservative en stærk uvilje mod ham og hans politiske stil. Han ville næppe blive gammel i gårde, før han ville blive offer for en af partikonservatismens utalige kongemord. Ziegler derimod hører nærmest til på partiets venstrefløj. Har ført en meget bredt orienteret politik i Høje Taastrup, der har grænset til det konturløse. Han har endda bosat sig i kommunens ghetto Taastrupgård bare for at bevise, at der slet ingen rigtige integrationsproblemer var. Jovist, han boede der ikke så længe, som andre folk, der ikke er f.eks. borgmestre i kommunen, men han var der da. Selvom Ziegler vel er en mand af en anden støbning end Barfoed er han i en henseende bare bøf på en anden måde.

Et par ord om Søren pape Poulsen

Hvad da med Søren Pape Poulsen. Det første, der bør siges om valget af ham, er vel at det er dristigt. For han er relativt ukendt i landspolitik, der jo egentlig er en afledt form af storkøbenhavnsk lokalpolitik. Søren Pape Poulsen er fra Jylland og repræsenterer allerede dér en afvigelse fra en partikonservatisme, der på godt og ondt har sine epicentre i enklaver i og omkring hovedstaden.

Om han er den rigtige mand, vil tiden vise. Man må ikke forklejne de problemer, der nu tårner sig på for ham. Det allermest alvorlige er, at der intet ”quick fix” er for Det Konservative Folkeparti, eller sagt på en anden måde: partiets krise var ikke kun en personkrise, men et udslag af, at partiet gennem en meget lang årrække dels har undergravet sin egen politiske kultur, og dels har mistet sine platforme og positioner i det politiske landskab til andre partiet.

Dernæst kommer det lidt mere aktuelle, at han nu skal slå igennem som person og bærer af og garant for konservativ politik. Det bliver selv sagt vanskeligt, når han ikke sidder i folketingsgruppen. Brian Mikkelsen bliver gruppeformand, og meget kommer til at afhænge af, hvordan deres parløb bliver. For uden et særdeles tæt samarbejde med Brian Mikkelsen, vil Søren Pape Poulsen ingen chance have for at styre en folketingsgruppe, der i politisk henseende næppe er i stand til at styre sig selv. Det er netop denne nød, der nu skal knækkes, og det vel at mærke uden at det hele splintrer og falder fra hinanden.

Om det lykkes afhænger foruden parløbet med den parlamentariske leder af, i hvor høj grad det lykkes Søren Pape at samle det konservative bagland – eller væsentlige dele heraf bag sig. Et andet succeskriterium er om det lykkes for Søren Pape at markere sig som en spiller i den politiske debat. Det lykkedes aldrig for Barfoed. Her drejer det sig om at spidsformulere konservative standpunkter, at turde sige ting, der splitter og skaber konfrontation, snarere end ting, der samler og skaber konsensus. Lykkes det ikke for Søren Pape at skille sig ud og dermed markere konservatismen og Det Konservative Folkeparti som et parti der vil ét, så vil også hans lys brænde ud og partiet vralte videre mod sin undergang.

Men heldigvis for ham og partiet, har han i begge henseender gode kort på hånden. i Det Konservative Folkeparti er han kendt og mestendels for det gode. Han er alment respekteret og vellidt og opfattes desuden som en behagelig person, der dog langt fra er behagesyg. Han har ved flere lejligheder markeret sig i opposition til folketingsgruppens linje – ikke mindst, da folketingsgruppen forrige år forsøgte at underløbe partiets nye og mere EU-skeptiske linje. Han er også kendt for ikke at være bange for at komme med synspunkter på eksempelvis Facebook, som nogle konservative vil opfatte som kontroversielle:
Efter valget af føderalisten Jean Claude Juncker som formand for EU-kommissionen, skrev han eksempelvis:

”Jean-Claude Juncker som ny formand for EU-kommissionen. Sikke et forfærdeligt valg. En føderalist der ikke mener der skal lyttes til befolkningerne – overhovedet. Tak til David Cameron for at kæmpe imod!”

Her hører det med til historien, at Det Konservative Folkeparti i Europaparlamentet støttede valget af Juncker. Der kunne findes andre og bedre eksempler, men dette skulle være sigende nok. Nu er spørgsmålet i hvor høj grad Søren Pape kan og vil markere sig som en markant konservativ politiker, i Viborg er han også kendt som eksponent for en anden traditionsrig konservativ dyd. Han er en kompromisets mand og ligefrem folkekær i visse henseender. Hvordan det vil gå for Det Konservative Folkeparti afhænger nu af, hvilken partiformand Søren Pape Poulsen bliver.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside