Brünnhilde stiger til båls (Arthur Rackham)

Nibelungens Ring del 4: Götterdämmerung ”Du hehrstes Wunder!”

20. april 2014
57 minutters læsetid

Dette indlæg er det fjerde indlæg i en serie af indlæg, som jeg tidligere påbegyndte om de i alt fire operaer, der til sammen udgør Richard Wagners “Nibelungens Ring”. De tre første indlæg er tidligere blevet offentliggjort, men dette indlæg er af forskellige grunde først nu blevet færdigt.

Forspil: Skæbnetråden brister – solen lyser på menneskene

Fjerde og sidste del af Nibelungens Ring begynder ikke med første akt, men med et forspil, der ligger før den egentlige første akt. Dette skal fungere som en slags introduktion. Nibelungens Ring var oprindelig tænkt som én opera ved navn ”Siegfrieds Død”, der i det store hele havde et indhold, der svarede til, hvad der senere blev til Götterdämmerung. Komponisten fandt dog hurtigt ud af, at det ikke lod sig nøje hermed, da der var en hel del forhistorie, som tilhøreren måtte være bekendt med for at få det fulde udbytte af operaen. Dette blev i første omgang forsøgt løst ved at komponere det omtalte forspil. Senere måtte komponisten dog erkende, at dette nok heller ikke var nok til at give tilhøreren de nødvendige forudsætninger, hvorfor ”Siegfried”, ”Valkyrien” og ”Rhinguldet” blev komponeret. Hermed har vi måske også forklaringen på, hvorfor historien konstant opsummeres i de enkelte operaer, eksempelvis i slutningen af Siegfried og i Valkyriens anden akt. Det samme ses i Tristan & Isolde, 1. akt, hvor der også opsummeres en lang forhistorie, som vi skal kende for at forstå handlingen. Her fandt forhistorien dog ikke udtryk i en egentlig opera.

Vi befinder os i starten af Götterdämmerung samme sted som i slutningen af Siegfried og Valkyrien, nemlig på Brünnhildes bjerg. Her møder vi de tre tidligere omtalte skæbnegudinder, Nornerne, der er i fuld gang med at væve den tråd, hvori alting står skrevet, mens de venter på, at dagen bryder ud. De kan ane noget lys i det fjerne, men de er ikke helt sikre på, om det er dagen, der er på vej, eller om det er den ild, som Wotan i slutningen af Valkyrien lod flamme omkring bjerget, hvor Brünnhilde blev lagt til hvile. Vi er således på overgangen mellem nat og dag, mellem lys og mørke. Da vi sidst forlod Siegfried og Brünnhilde stod det klart, at de skulle arve verden, og at gudernes verdensorden var tættere på sin afslutning end nogensinde. Nornernes venten på dagen marker den sidste anspændthed i overgangen mellem det gamle og det nye. Vi ved alle godt, hvad der skal ske, men præcist hvornår og hvordan er os endnu ikke helt klart. Det er det, som de sidste ca. 5 timer af Nibelungens Ring skal bringe for dagen.

Nornerne spinder på deres tråd som de kaster til hinanden, mens de opsummerer handlingen indtil nu. Noget nyt kommer dog også til. Den første norne fortæller om det store verdens-asketræ og om visdomskilden, der flyder i skyggen af det, hvordan Wotan i tidernes morgen havde givet sit ene øje for at få lov til at drikke af kilden og ikke mindst om, hvordan han havde brækket en gren af asketræet, hvoraf han havde gjort det spyd, der blev symbolet på gudernes magt og verdensorden. Såret fra dengang har lige siden naget træet, og langsomt men sikkert var det begyndt at visne og bladende faldt af det: Altså lige som gudernes verdensorden hele tiden har været på vej mod en uundgåelig undergang.

Herefter går tråden videre til den anden norne, der fortæller om runerne i Wotans spyd, og hvordan det blev splintret af Siegfried: Vi så jo sidst, hvordan Wotan havde tilegnet verden til menneskene i form af Siegfried og Brünnhilde, nu får vi at vide, hvordan overguden har ladet sine helte fra Valhal hugge verdens-asketræet ned. Den tredje norne fortæller nu om, hvordan træet ligger stablet op som brændeknuder i Valhal parat til at blive antændt. Når det sker, vil gudernes tid være omme:

“Brennt das Holz
heilig brünstig und hell,
sengt die Gluth
sehrend den glänzenden Saal:
der ewigen Götter Ende
dämmert ewig da auf. -”

Herefter kastes tråden videre mellem de tre norner, mens vi hører om, hvordan Brünnhilde blev efterladt sovende på bjerget, om Alberichs tyveri af Rhinguldet, om forbandelsen etc. De tre norner kaster tråden frem og tilbage mellem sig, mens de fortæller. Ulykkeligvis slipper tråden op, og nornernes forsøg på at strække den ud, sådan at de kan kende slutningen på historien, resulterer i, at tråden bliver revet over på mitten! Enden forbliver dem ukendt. Afslutningen står hen i mørke:

”Es riss!
Es riss!
Es riss!
Zu End’ ewiges Wissen!
Der welt melden
Weise nichts mehr: –
hinab zur Mutter hinab!”

De tre norner trækker sig tilbage til jorden og dagen begynder langsomt at bryde frem for fuld musik. Siegfried og Brünnhilde kommer herefter til syne i solens lys som endnu en markering af, hvem solen går ned for, og hvem den står op for. Det er også værd at bemærke, at nornerne må sige farvel til den evige viden. Vi husker, hvordan Mime ikke kunne bruge sine nok så mange færdigheder som smed til at smede Nothung på ny. I modsætning til den ”dumme” Siegfried der ubundet af den gamle verdens normer og konventioner ubesværet er i stand til at smede sværdet uden nogen forudsætninger overhovedet. Her markeres på samme måde nornernes indsigt og viden som utilstrækkelig i modsætningen til parret over hvem solen nu står op.

Brünnhilde er i færd med at tage afsked med Siegfried, der er på vej ud i verden mod ny heltedåd. Stemningen er præget af voldsom, berusende eufori, der illustrerer de unge nyforelskede pars hæmningsløse glæde ved hinanden. Brünnhilde udtrykker dog diskret en smule ængstelse. Dels fordi hun nu skal skilles fra helten, som hun netop har mødt, og som hun elsker, dels er hun bange for, om hun nu er ham værdifuld nok, på trods af al den guddommelige kærlighed og visdom, hun skænker ham. Hun beder ham huske på, hvordan han vækkede hende og hvordan de har lovet sig til hinanden. Meget sigende for denne passage med de to bærer Brünnhildes replikker præg af at være lange og mere eller mindre formanende, mens Sigfrieds svar er korte og bærer præg af rastløshed for at komme videre ud i verden. Brünnhilde synes med andre ord at være en smule bange for, om Siegfrieds troskab nu også holder, når han skal væk og ud i verden og begå heltegerninger. Her skal vi huske på, at Siegfried stadig kun knapt er blevet voksen og stadig er ganske uerfaren i livet. Som bevis på sin kærlighed og troskab giver Siegfried hende ringen, med beskeden om, at den rummer al den dyd han har vundet gennem alle sine heltegerninger. Til gengæld får Siegfried Brünnhildes hest, Grane, med sig. Det hele slutter i vild jubel med ordene:

“Heil, strahlende Liebe!
Heil strahendes Leben!”

Brünnhilde bliver herefter stående og lytter til lyden af Siegfrieds horn, som han lystigt trutter i, mens han fjerner sig. Den berusende jubel fortsætter over i mellemspillet, hvor orkesteret fortsætter i samme stil som hornet, men bliver til lyden af vand og bølger, der illustrerer, hvordan Siegfried begiver sig af sted til vands, Siegfrieds Rhinfart. Herefter falder tæppet til forspillet og den egentlige handling kan nu tage sin begyndelse.

Første akt: En helt mister sin uskyld

Da tæppet går til første akt, befinder vi os nu ved Rhinens bred, nærmere bestemt i den store sal hos Gibichungerne og deres konge, Gunther, hans søster Gutrune og halvbroderen Hagen. Vi erfarer, at mens Gunther er den ægtefødte søn af kong Gibich og hans kone Grimhilde, så er Hagen kun den uægte søn af Grimhilde. Mens Gunther som den ægtefødte har fået tronen, har Hagen derimod arvet visdom og snilde; og det er derfor også ham Gunther spørger til sit og slægtens ry. Hagen må indrømme, at det ikke ser så godt ud for slægten: Gunther er uden viv og også Gutrune er stadig ugift. Hagen fortæller herefter videre, at det ville gavne slægtens ry og omdømme, hvis Gunther får Brünnhilde til hustru. Han fortæller om, hvordan hun kun er bestemt til den stærkeste helt og hvordan kun denne kan trænge i gennem flammerne til ildbjerget. Gunther er ikke helt sikker på, at hans mod rækker til at bestige ildbjerget. Ilden omtales også her som “Brunst”, og som omtalt i indlægget om Siegfried skal ilden omkring Brünnhildes bjerg ses som en metafor for seksualiteten. Når Gunther ikke formår at trænge igennem den, er det således også med til at understrege hans seksuelle uformåen, dvs. impotens.

Hagen lader ham da også forstå, at det kun er Siegfried, der er modig nok til at bestige ildbjerget. Netop Siegfried skal ifølge Hagens plan ægte Gutrune. Hermed er slægtens ry og omdømme sikret. Planen er, at Siegfried, der jo er den eneste, der kan trænge i gennem flammerne til Brünnhilde, skal bringe hende til Gunther, mens han selv forbliver uden for fare. Til gengæld skal Siegfried få lov til at ægte Gutrune. Gutrue tror ikke meget på denne plan. Hvorfor skulle verdens største helt lade sig nøje med hende, når de skønneste kvinder i verden vil stå i kø for at ægte ham? Selvværd har hun således ikke meget af. Dette problem løser Hagen med en trylledrik, som Siegfried skal lokkes til at drikke. Trylledrikken gør ham tro over for Gunther, får ham til at udse sig Gutrune som hustru og sidst, men ikke mindst, så får den ham til at glemme alle de kvinder, der hidtil har været ham kære.

Det er altså ikke just et positivt billede, der tegnes af Gibichungerne. Det er en slægt, som er ved at forvitre, og som ikke ved egen drift har været i stand til viderefører fordums storhed. De er ikke i stand til at opretholde deres ry ved at begå heltedåd ligesom Siegfried; og de er ikke i stand til at skaffe sig passende ægtefæller uden at det skal ske ved snyd og tvang. Billedet ligner meget det, der tegnes af Hunding i Valkyrien. Også han var låst fast i den gamle verdens æresbegreber og hans forhold til Sieglinde var ligeledes et ægteskab baseret på tvang og underkuelse. Ægteskabsplanerne hos Gibichungerne bærer heller ikke just præg af, at kærligheden er tænkt som det bærende element. Her er det ene og alene slægtens ry og omdømme, der er baggrund for udvælgelsen.

Gunther er godt tilfreds med Hagens plan, og Gutrune ligeså; og hun er spændt på at møde den store helt, som er blevet hende stillet i udsigt som ægtemand. Siegfried kan nu høres i det fjerne; og snart kan helten også anes i det fjerne, som han kommer sejlende nedad Rhinen. Hagen anråber ham, og han er snart i land og hilser kækt Gunther med ordene ”ficht mit mit, order sein min Freund”. De hilser ligeledes og byder ham velkommen i Gibichungernes sal; og Gunther lader ham tvetydigt forstå, at han skylder ham sin arv, og at han kan regne alt hvad han ser som sit eget. Tvetydigt i den forstand, at der på den ene side er tale om en almindelig hilsen i ”lad som om du er hjemme-stilen”, men på den anden side også med den sandhed der ligger i referencen til Siegfrieds ubevidste rolle i planen om at føre slægten videre, fordi de nu ikke i selv er i stand til det. Siegfried svarer kækt, at han ikke ejer noget, udover sit sværd, som han selv har smedet samt dølgehjelmen. Adspurgt om Fafners skat svarer han blot, at han har ladet den ligge. Nå ja, så var der også en ring, som han nu har overladt til en smuk kvinde (Brünnhilde). Atter understreges det altså, at Siegfried er fri fra forestillinger om materielle goder; han kender ikke til de konventioner, der behersker den almindelige verden og dens almindelige mennesker. Han ved ganske enkelt ikke, at penge og skatte er noget, som samfundet værdsætter.

Nu kommer Gutrune til og hilser ham velkommen med et drikkehorn med den fatale trylledrik. Siegfried lader den første skål være til Brünnhildes ære; og med de lettere ironiske ord, at omend han måtte glemme alt, hvad hun har lært ham af kundskaber, så vil han dog aldrig glemme at tilegne den første skål til hende og deres kærlighed. Han drikker herefter af hornet. Trylledrikken virker omgående, for straks hæfter Siegfried lidenskabeligt sit blik på Gutrune:

”Ha, schönstes Weib!
schliesse den Blick!
Das Herz in der Brust
brennt mir sein Strahl:
zu feurigen Strömen fühl’ ich
ihn zehrend zünden mein Blut!”

Han er herefter ikke sen til at fri til hende. Dette virker tilsyneladende overvældende på Gutrune, for hun bøjer ærbødigt hovedet og med ”einer Gebärde, als fühle sie sich siner nicht werth”, forlader hun scenen. Igen understreges hendes lave selvværd, og at Gibichungerne er ikke bare er feje og impotente, men tillige har en gennemført svag karakter. Gutrune er langt fra de handlekraftige kvinder, som vi ser i Sieglinde og Brünnhilde.

Siegfried stiller herefter det lidt prækære spørgsmål, om Gunther har en kone. Gunther fortæller, at det har han endnu ikke, men at han påtænker ægteskab med Brünnhilde på klippen, der er omgivet af flammer. Siegfried lytter opmærksomt, og vi er nu for alvor klar over, at han ikke kan huske det mindste om Brünnhilde. Gunthers kujonagtive væsen understreges endnu engang, da han er nødt til at fortælle Siegfried, at han ikke selv er i stand til at trænge igennem den farlige ild. Siegfried frygter imidlertid ingen ild, og han skal gerne skaffe Brünnhilde til Gunther, hvis han til gengæld får Gutrune til ægte. Nærmere bestemt går planen ud på, at Siegfried skal bruge dølgehjelmen til at tage Gunthers gestalt, hvorefter han skal tiltvinge sig Brünnhilde. For at besegle aftalen besluttes det, at Siegfried og Gunther skal sværge blod-brødeskab: Hagen fylder et drikkehorn med vin, og efter at de to mænds blodkar er åbnet med Siegfrieds sværd og blodet blandet i vinen, skåles der behørigt på det fremtidige broderskab. Hagen tager ikke del i skålen, men afstår da hans blod som omtalt tidligere ikke er ægte.

Siegfried begiver sig herefter tilbage til stranden for at sejle hen til Brünnhildes klippe. Hagen bliver tilbage og bevogter Gibichungernes borg. Musikken bliver mørk; og Hagen røber sine fordægte motiver. Han er ikke interesseret at hjælpe halvbroderen eller i Gibich-slægtens videreførelse eller ry. Han er kun interesseret i én ting, Siegfrieds ring, der kan skaffe ham magt:

”Hier sitz’ ich zur Wacht,
wahre den Hof,
wehre die Halle dem Feind: –
Gibichs Sohne
wehet der Wind;
auf Werben fährt er dahin.
lhm führt das Steuer
ein starker Held,
Gefahr ihm will er besteh’n:
die eig’ne Braut
ihm bringt er zum Rhein;
mir aber bringt er – den Ring. –
Ihr freien Söhne,
frohe Gesellen,
segelt nur lustig dahin!
Dünkt er euch niedrig,
ihr dient ihm doch –
des Niblungen Sohn’.”

Betydningen af betoningen hans uægte æt står nu klart: Han er Alberichs søn, den som blev varslet i Valkyriens andet agt. Hans karakter af at være ”uægte” kædes sammen med hans fordægte motiver, der er af en anden karakter end de ”ægte” Gibichungers”. Gibichungernes motiver er mere almindelige, menneskelige, end Hagens og handler om æresbegreber og slægtes ve og vel og videreførelse. De er af samme karakter som dem, der blev repræsenteret ved Hunding og Fricka i Valkyrien. Hagens motiver er knyttet til de primitive drifter, der også kendetegnede Alberich, der afsværgede sig kærligheden til fordel for magt og begær. Ikke at disse motiver ikke er menneskelige eller findes hos mennesker – tværtimod – men de findes i mere ren form hos Hagen. Han for så vidt på et trin lavere end Gibichungerne og andre mennesker, der er ufri slaver af menneskeverdenens konventioner, der så igen er på et trin lavere end Siegfried, der som tidligere beskrevet er helt fri for den slags.

Vi befinder os herefter på Brünnhildes klippe, hvor sidste del af først akt foregår. Brünnhilde mindes Siegfried ved lidenskabeligt at betragte ringen, som hun overdækker med søde kys. Pludselig hører hun en fjern lyd. Det er lyden af en hest, der rider gennem luften. Det viser sig at være hendes valkyriesøster Waltraute, der kommer for at besøge hende. Dette glæder naturligvis Brünnhilde meget, da Wotan jo havde lyst hende i ban, var det forbudt for søstrene at nærme sig hendes klippe. Brünnhildes reaktion er derfor, at Wotan måske er blødt op? Eller at hun i det mindste kan regne med søsterens sympati, og at hun af medfølelses trodser Wotans vrede præcis som hun selv trodsede Wotan af medfølelse over for Siegmund og Sieglinde? Dog ikke. For Waltraute frygter ikke Wotan eller hans vrede:

”Dürft’ ich ihn fürchten,
meiner Angst fänd’ ich ein End’!”

Waltraute og Brünnhilde (Arthur Rackham)
Waltraute og Brünnhilde (Arthur Rackham)

Waltrautes angst er således stimuleret af, at der netop ikke er noget at være bange for, hvilket hun uddyber. Wotans resignation har nemlig nået et nyt lavpunkt, og kommentaren må ses som endnu en skildring af hans impotens og uformåen som gud. Allerede i Valkyrien indså han, at gudernes verden var fortabt, og i Siegfried tilegnede han den direkte til menneskene ved at lade Siegfried slå spyddet, symbolet på gudernes verdensorden, i stykker. Waltraute beretter nu, at Wotan, som vi ved, har vandret verden tynd, og sidenhen vendte hjem til Valhal med stumperne fra spyddet. Herefter beordrede han verdens-asketræet fældet og hugget til brændeknuder, der nu ligger stablet i Valhals mægtige sal. Herefter har han blot siddet stum med spydstumperne i hånden. Frejas livgivende æbler har han helt opgivet. Sine to ravne sender han på rejse i verden for at holde ham orienteret. På et tidspunkt havde han som i en drøm hvisket til Waltraute, at kun hvis Brünnhilde giver ringen tilbage til Rhindøtrene kan guderne og verden forløses:

“Des tiefen Rheines Töchtern
gäbe den Ring sie wieder zurück,
von des Fluches Last
erlöst wär’ Gott und Welt!”

Waltraute har efterfølgende skyndt sig hen til Brünnhilde for at bringe denne bøn videre. Brünnhilde mener ikke overraskende ikke, at hun skylder de selvsamme guder, der stødte hende fra deres kreds, noget som helst. Slet ikke ringen, der jo var Siegfrieds kærlighedspant. Ironisk nok knyttets ringen altså igen sammen med netop kærlighed, selvom den ret beset står for alt andet.

“(…)
Mehr als Walhall’s Wonne,
mehr als der Ewigen Ruhm –
ist mir der Ring:
ein Blick auf sein helles Gold,
ein Blitz aus dem hehren Glanz
gilt mir werter
als aller Götter
ewig währendes Glück!
Denn selig aus ihm
leuchtet mir Siegfrieds Liebe:
Siegfried’s Liebe!
– o liess’ sich die Wonne dir sagen! –
Sie – wahrt mir der Reif.
Geh’ hin zu der Götter
heiligem Rat;
Von meinem Ringe
raune ihnen zu:
die Liebe liesse ich nie,
mir nehmen nie sie die Liebe,
stürzt’ auch in Trümmern
Walhalls strahlende Pracht!”

Herefter sender hun Waltraute bort med besked om aldrig mere at vende tilbage.

Da Brünnhilde er blevet alene tilbage, begynder ilden omkring bjerget at flamme op. Brünnhilde tror, at det er Siegfried, der vender tilbage. Ilden flammer således op på samme måde som hendes lidenskaber; og viser os således, hvad der i øvrigt er en slut skjult metafor, ilden som symbol på den vilde og farlige seksualitet. Brünnhildes lidenskaber køler dog noget, da hun ser Gunthers gestalt og hun udbryder et frygteligt skrig. Siegfried gør i sin Gunther-gestalt det klart for Brünnhilde, at hun bare har at følge med, da han er trængt igennem ilden, og at hun derfor tilhører ham:

“Brünnhild’! Ein Freier kam,
den dein Feuer nicht geschreckt.
Dich werb’ ich nun zum Weib;
du folge willig mir!”

Brünnhilde sitrer af skræk, for hun kan jo udmærket se, at den, der nu gør krav på hende, ikke ligefrem ligner en stærk helt. Siegfried gør det dog klart, at han har tænkt sig at tiltvinge sig Brünnhilde med vold, hvilket synes beskrevet sådan, at han har tænkt sig at tage hende med vold:

“Ein Helde, der dich zähmt,
bezwingt Gewalt dich nur.”

Den vilde og flammende kvindelige seksualitet synes således at skulle tæmmes gennem samlejet. Brünnhilde svarer med et “Wer bist du, Schrecklicher” og forbander Wotan og hans straf:

“Wotan! Ergrimmter,
grausamer Gott!
Weh’! Nun erseh’ ich
der Strafe Sinn:
zu Hohn und Jammer
jagst du mich hin!”

Det bliver mørkt; og Siegfried bekendtgør overfor den skrækslagne Brünnhilde, at han vil formæle sig hende i hendes klippegemak:

“Die Nacht bricht an:
in diesem Gemach
musst du dich mir vermählen.”

Desperat forsøger Brünnhilde at værge for sig med ringen, men Siegfried griber fast i hende og hiver voldeligt ringen fra hende:

“Mannesrecht gebe er Gunther,
durch den Ring sei ihm vermählt!”

Brünnhilder udstøder et højt skrig. Hun er knækket, og synker livløst sammen foran hulen. Siegfried driver hende herefter ind i hulen. Hans sidste kommentar, før han følger efter hende, synes at illustrere, at han trods alt ikke har tænkt sig at tiltvinge sig samleje med hende. Han er tro over for Gunther og den ed, han har svoret, ligesom hans kærlighed er hos Gutrune, der er tilstede i musikken. Sværdet Nothung skal bevidne, at han ikke vil røre Gunthers brud ved at skille ham fra Brünnhilde natten igennem:

”Nun, Nothung, zeuge du,
dass ich in Züchten warb:
die Treue wahrend dem Bruder,
trenne mich von seiner Braut!”

Hvad der sker i hulen ved vi ikke, for tæppet falder herefter for første akt; og da det går op igen, er vi ikke længere på Brünnhildes klippe. Før den netop citerede passage antyder teksten ret klart, at Siegfried har tænkt sig at voldtage Brünnhilde. Nu siger han det modsatte, hvilket nok må tages for pålydende. De andre referencer må derfor måske bortforklares som refererende til en voldtægt i symbolsk forstand, dvs. som illustrationer af Brünnhildes (kvindelige) menneskelighed og sårbarhed.

Trylledrikken synes at have gjort sin virkning, Siegfried er som forandret; og han synes nu at have overtaget Gibichungernes livsførelse og værdier. De fokuserer – i modsætning til den Siegfried, vi lærte at kende i Siegfried og i starten af Götterdämmerung – på materielle goder, hvilket Siegfried var fri for. Vi kan konstatere, at sådan er han ikke helt længere. Han er blevet forandret, eller rettere: Forvandlet. Han behandler Brünnhilde som en genstand, en ting, han har ejendomsret, ”Mannesrecht”, til.

Trylledrikken kan tages bogstaveligt, som det der udvirker Siegfrieds forvandling. Efter min mening er der dog intet til hindrer for at betragte den i overført betydning: Siegfried har indtil starten af Götterdämmerung levet uden kontakt med det etablerede samfund og dets normer, som han derfor var fri for, han var ren. Nu er han kommet i kontakt med samfundet og har fået kendskab til verdslige goder som penge og æresbegreber og deres værdi. Han er med andre ord blevet korrumperet eller er i hvert fald godt på vej til at blive det. Forstået på den måde har Siegfried ikke længere sin uskyld i behold – han er ikke længere den rene og naive helt, som vi kendte fra tidligere. Denne udvikling blev sat i gang allerede i slutningen af Siegfried, hvor Brünnhilde faktisk advarer ham mod netop at tilsmudse sin sjæl og plette sin uskyld, jf. indlægget om Siegfried.

I relation til Gutrune kan hans kærlighed til hende ligeledes ses som langt mindre kompliceret end noget magisk. Den kan vel nemlig anskues således, at han slet og ret forelsker sig i hende, eller i hvert fald tiltrækkes erotisk af hende. Det er hans kødlige drifter, der er på spil mere end magi. Trylledrikken er også det, der gør Tristan og Isolde forelskede på trods af alle normer og konventioner tilsiger det modsatte, men også i denne opera er det ret nærliggende at se trylledrikken som drifternes vilkårlige rasen. Det er de fleste bekendt at kærlighed og lidenskaber kan komme og gå, uden at man selv er herre over det, og i den forstand kan ses som en udefrakommende, ”magisk”, kraft man ikke selv kan styre.

Henrik Nebelong foreslår i sin Wagner-biografi, at Wagner vælger at bruge trylledrikken, fordi han gerne vil bevare Siegfried ren og uskyldig, således at det er Gibichungerne, der via trylledrikken udvirker noget, der ikke ellers ville være sket. Dette giver mening, da det synes nærliggende, at kun den rene og fri helt kan frelse verden. Hvorfor skulle Siegfried kunne ændre noget som helst, hvis han bare er et menneske som alle andre? Svaret er, som vi skal se senere, at Siegfried ikke alene kan frelse verden.

Anden akt: “Er zwang mir Lust und Liebe ab”

I anden akt befinder vi os igen ved Gibichungernes borg, hvor Hagen stadig holder vagt. Det er nat; og han er faldet halvt i søvn. Alberich kommer for at tale med ham. Som omtalt i det tidligere indlæg om Rhinguldet kan Alberich ses som et mareridtsagtigt væsen, en ond drøm, hvilket ligger i hans navn, der er afledt af det tyske ord for mareridt, “alptraum”. I scenen i starten af Götterdämmerungs anden akt synes han nærmest at hjemsøge Hagen i dennes drømme. Musikken er uhyggelig; og vi er i det hele taget lidt i tvivl om, hvorvidt Alberich faktisk er til stede, eller om det hele er noget, som Hagen drømmer. Dette er dog ikke så vigtigt, effekten af mareridt og uhygge er den samme. Alberich kommer for at få Hagen til at bekræfte sin troskab, og han fortæller os samtidig, hvordan han har opdraget Hagen som led i sin plan for at kunne skaffe ringen tilbage, sådan at han kan få hævn over guderne, især Wotan. Interessant er også, at han beretter om den frie Siegfried og dennes gerninger og i den forbindelse måske synes at bekræfte, at det er Siegfrieds drifter, der korrumperer ham snarer end en trylledrik:

“(…)
denn nicht kennt er
des Ringes Wert,
zu nichts nützt er
die neidlichste Macht;
lachend in liebender Brunst,
brennt er lebend dahin.
Ihn zu verderben
taugt uns nun einzig…”

Det betones her, at det er Siegfrieds naive og instinktive sind, der ikke kender til ringens kraft, der gør ham til en nyttig idiot i Alberichs plan. Hans “liebender Brunst” fører til hans fordærv.

Alberich forsvinder; og det lysner. Siegfrieds hornmotiv høres; og han dukker selv op. Han beretter gladeligt, at han nu har betvunget Brünnhilde og derfor kan gøre krav på Gutrune som viv. Hagen hidkalder Gutrune, der er lykkelig for budskabet, og som lytter opmærksomt, mens Siegfried beretter om, hvordan han efter at have tilbragt en nat sammen med Brünnhilde med Nothung som sit vidne på, at eden, han svor med Gunther, ikke blev brudt. Efterfølgende, da han havde bragt Brünnhilde ned fra bjerget, havde Gunther hurtigt taget Siegfrieds plads, hvorefter Siegfried havde forvandlet sig til sig selv igen. Gutrune beder herefter Hagen om at kalde rigets mænd sammen til bryllup. Hagen bryder herefter ud i sit voldsomme og dystre ægteskabsråb, “Hochzeitsruf”, der er mørkt og dystert og ikke specielt festligt. Dette råb kommer til at præge stemningen i resten af Götterdämmering. De sammenstimlende mænd tror da også først, at de skal i krig, men Hagen beroliger dem og forklarer sammenhængen. Passagen er en stor, flot korpassage af den slags, som Wagner egentlig tidligere havde anset for overflødig pragt, og som han ville udrense fra operagenren. De tidligere kapitler i Ringen er til sammenligning næsten klinisk renset for store korpassager, kvartetter, duetter og lignende elementer, man ser andre steder i samtidens operaer. I korpassagen kædes Gibichungerne sammen med de herskende guder; og der råbes lystigt om, hvordan der skal slagtes vildsvin, kvæg, bukke og får til Wotan, Donner, Froh og Fricka for at sikre ægteskabelig lykke til de to par, der står for at skulle giftes.

Gunther kommer herefter sammen med Brünnhilde og Siegfried sammen med Gutrune. Folket jubler højlydt og takker guderne for, at de atter har bragt lykke over Gibichung-slægten. Brünnhilde bliver ikke overraskende meget oprevet, da hun ser Siegfried, der nu ikke længere er i Gunthers gestalt, og at han skal giftes med Gutrune. Vreden går over i sorg, da hun ser, at Siegfried slet ikke kan genkende hende. Sorgen bliver dog igen til raseri, da hun ser ringen på Siegfrieds finger, for det var jo ikke Siegfried, hun så tage ringen fra hende, men derimod Gunther. Ringen burde derfor være på Gunthers finger. Hun kan derfor hurtigt regne sagens rette sammenhæng ud, nemlig at det ikke var Gunther, der tog ringen fra hende, men Siegfried. Gunther og Siegfried forsøger at slå det hen ved at henvise til, at Brünnhilde må være gal, men Hagen sørger for at puste til ilden ved at stille meget konkrete spørgsmål til Brünnhilde om, hvem hun har fået ringen fra, men Brünnhilde er allerede begyndt at lave en scene og råber højt om bedrageri og forræderi og lader vide, at hun allerede gennem tvang er formælet med Siegfried og ikke med Gunther:

“dem Manne dort
bin ich vermählt.
(…)
Er zwang mir Lust
und Liebe ab.”

Ordene er tvetydige. Det sidste antyder vel nærmest, at Siegfried faktisk havde samleje med Brünnhilde i grotten på bjerget, hvilket jo så betyder, at han har brudt sit blodbrødreskab med Gunther. Omvendt kan det også referer til, at de jo siden slutningen af Siegfried har været sammen og elsket hinanden. Dette anser hun nu som bedrageri og tvang, noget hun føler, at hun blev narret til, da det nu har vist sig, at Siegfried ikke elsker hende. Brünnhilde siger således ikke noget forkert, for Siegfried var jo hendes før Gunther kom ind i billedet. Hvis man ikke kender forhistorien, lyder det dog unægtelig som om, at Siegfried har brudt sit blodbrødreskab med Gunther, hvilket han nægter og henviser til, at sværdet Nothung skilte ham fra Brünnhilde, da de overnattede i grotten. Brünnhilde siger nu, at sværdet ikke skilte hende fra Siegfried:

“Wohl kenn’ ich Seine Schärfe,
doch kenn’ auch die Scheide,
darin so wonnig
ruht’ an der Wand
Nothung, der treue Freund,
als die Traute sein Herr sich gefreit.”

Sværdet var altså i skeden i mere end blot én forstand; og Brünnhilde siger her ret direkte, at Siegfried havde samleje med hende og derved brød sin ed, mens Nothung hang på væggen. Gunther og Gutrune er fortørnede; og Siegfried sværger derfor, at han ikke har brudt sin ed. Hagen stiller sit spyd til rådighed til formålet, og Siegfried sværger ved at lægge to fingre på dets spids, at han ikke har brudt sin ed:

“Helle Wehr!
heilige Waffe!
Hilf meinem ewigen Eide! –
Bei des Speeres Spitze
sprech’ ich den Eid:
Spitze, achte des Spruchs! –
Wo scharfes mich schneidet,
schneide du mich;
wo der Tod mich soll treffen,
treffe du mich:
klage des Weib dort wahr,
brach ich dem Bruder den Eid!”

Siegfried sætter således sit liv ind på, at eden er holdt, hvis Brünnhilde taler sandt, skal spyddet være i stand til at dræbe Siegfried. Brünnhilde træder herefter frem og tager fat om spydspidsen og sværge med et næsten identisk ordvalg, at hun taler sandt, og at Siegfried har svoret mened og derfor skal kunne rammes og såres af spyddet:

“(…)
Spitze, achte des Spruchs! –
Ich weihe deine Wucht,
dass sie ihn werfe;
deine Schärfe segn’ ich,
dass sie ihn schneide:
denn, brach’ seine Eide er all,
schwur Meineid jetzt dieser Mann”

Siegfried kalder det for skamløs løgn, men nu gider han ikke diskutere det længere, han slår det hen som kvindeævl, som han ikke behøver forholde sig til:

“Ihr Mannen, kehret euch ab!
Lasst das Weiber-Gekeif’!
Als Zage weichen wir gern,
gilt es mit Zungen den Streit.”

Herefter går han med Gutrune og et stort følge hen til bryllupsmiddagen. Siegfried karakteriseres efterhånden ikke særlig pænt. Selvom vi ret beset ikke ved, hvem der taler sandt med hensyn til, hvad der skete i grotten, så står vi nu tilbage med indtrykket af at, at den store helt, vi lærte at holde af i Siegfried nu er en løgnagtig, utro kvindehader. Selvom trylledrikken kan forklare utroskaben, så ville den ikke kunne forklare hans adfærd efterfølgende, der får ham til at fremstå som om heltestatusen er stegt ham så meget til hovedet, at han kan tillade sig alt. Selvom han ikke kan huske Brünnhilde, og hun derfor er en for ham tilfældig kvinde, behandler han hende stadig uacceptabelt dårligt.

Brünnhilde, Gunther og Hagen bliver tilbage. Hagen beder Brünnhilde at betro ham at hævne sig på Siegfried. Brünnhilde er ikke overbevist om, at Hagen er i stand til noget i den retning, Siegfried er jo den stærkeste helt, som verden kender til. Hagen indvender, at han må kunne besejres med det spyd, som han har svoret mened ved. Brünnhilde siger, at ingen kan besejre Siegfried i åben kamp, men han kan såres ved at blive ramt i ryggen. Dette har aldrig været aktuelt, for Siegfried har endnu ikke vendt en fjende ryggen. Gunther, hvis ære er voldsomt krænket, er helt med på planen om at dræbe Siegfried, men har dog en vis tilbageholdenhed, da det vil gå ud over Gutrune, hvis Siegfried dør. Dette berører dog ikke Brünnhilde:

“(…)
Gutrune heisst der Zauber,
Der den Gatten mir entzückt!
Angst treffe sie!”

Når denne passage skal fremhæves, er det også fordi, at Brünnhilde identificerer Gutrune med den trolddom, der har ramt Siegfried. Brünnhilde kender dog ikke på dette tidspunkt til trylledrikken, men citatet synes at antyde, at trylledrikken er et symbol på, at Siegfrieds adfærd skyldes hans drifter, og at han – groft sagt – bare har fundet en pige, som han synes bedre om.

Det besluttes herefter, at de skal tage på jagt næste dag, hvor Siegfried skal dræbes. De forenes herefter i fællessagen, hvor Brünnhilde og Gunther synger om hævn som følge af Siegfrieds forræderi, mens Hagen synger om, hvordan drabet på Siegfried skal give ham og Alberich magten over verden. De to førstnævnte synger til Wotan, der jo er vogteren af alle løfter, sidstnævnte derimod til Alberich som ringens herre:

Gunther/Brünnhilde:

”Allrauner!
Rächender Gott!
Schwurwissender
Eideshort!
Wotan!
wende dich her!
weise die schrecklich
heilige Schaar,
hieher zu horchen
dem Racheschwur!

Hagen:

Alben-Vater!
Gefall’ner Fürst!
Nacht-Hüter!
Nibelungen-Herr!
Alberich
achte auf mich!
weise von neuem
die Nibelungen
schar,
die zu gehorchen
des Reifes Herrn!“

Herefter kommer bryllupsgæsterne gående i et stort optog, hvor Siefried bæres på et skjold og Gutrune på en bærestol. De slutter sig herefter til toget, mens det ildevarslende bryllupsråb afslutter anden akt.

Tredje akt: “Ruhe! Ruhe, du Gott!”

Götterdämmerung er en meget mørk opera; og den bliver hele tiden mørkere og mørkere, og således også i tredje akt, hvor den fatale jagt tager sin begyndelse, hvor vi kan høre jagthornene kalde. Akten starter med Siegfrieds muntre hornråb, der hurtigt besvares af Hagens dystre ditto, svarende til bryllupsråbet i anden akt. Vi befinder os atter ved Rhinen, hvor det hele begyndte. Det bliver lysere; og de tre rhindøtre dukker frem og hilser solen velkommen, mens de lystigt danser i kreds. Selvom de stadig er muntre, så er alt ikke så godt, som da vi mødte dem i starten af Rhinguldet. De mangler nemlig det guld, der blev stjålet fra dem, og Rhinen er derfor henlagt i mørke:

“Frau Sonne
sendet lichte Strahlen;
Nacht liegt in der Tiefe:
einst war sie hell,
da heil und hehr
des Vaters Gold noch in ihr glänzte!
Rhein-Gold!
Klares Gold!
wie hell du einstens strahltest,
hehrer Stern der Tiefe!”

Mens de tre piger leger og danser kommer Siegfried tilstede, han er kommet bort fra de andre, men har mistet færten af vildtet:

“Ein Albe führte mich irr,
dass ich die Fährte verlor:”

Rhindøtrene og Siegfried (Arthur Rackham)
Rhindøtrene og Siegfried (Arthur Rackham)

Interessant nok bruger Siegfried ordet “Albe” til at illustrere, at han er kommet på afveje. Som omtalt i indlægget om Rhinguldet er det tyske ord for mareridt nemlig “Alp”, hvilket genfindes i Alberichs navn, og som omtalt ovenfor optræder han da også netop som et mareridtsvæsen i starten af anden akt i Götterdämmerung, hvor han næsten hjemsøger Hagen i dennes søvn. Brugen af ordet kan formentlig forstås som et form for kraftudtryk, anvendt mod det “kræ”, der er forsvundet fra ham på forunderlig, uforklarlig vis, som var det noget overnaturligt. Det må dog ikke overses, at Siegfried her bliver associeret med noget mareridtsagtigt. Dette kan referere til, at han har drukket trykkedrikken og således befinder sig i en forkert tilstand, og dermed også i den henseende er ledt på afveje. Referencen er imidlertid også med til at ligestille ham med Alberich, der også er en form for mareridtsvæsen. Ikke at forstå således, at de er blevet ens, og at Siegfried er en ny Alberich, kun at Siegfried bliver beslægtet lidt med Alberich og i den forstand altså er blevet an “Albe”. Dette viser det efterfølgende optrin da også, idet det minder en smule om det, der passerede i starten af Rhinguldet.

Rhindøtrene spørger til, hvad Siegfried vil give dem, hvis de skaffer ham vildtet; og han svarer, at han ikke har noget, og at de derfor kan bede om, hvad de vil. De foreslår derfor, at de giver ham ringen, som de kan se, at han har på sin finger. Indtil videre har ingen givet ringen fra sig frivilligt; og det gør Siegfried heller ikke. Han lader de tre piger forstå, at han har dræbt en farlig orm for at få fat i ringen; og at han naturligvis ikke vil bytte den for simpelt jagtvildt. De tre piger bliver ved med at plage ham og kalder ham drillende for nærrig og siger, at han skal være gavmild over for kvinder. De griner af ham og synger om, hvor stærk og flot en fyr han er, men at det er en skam, at han er grisk og nærig! Herefter bliver tonen mere alvorlig; og de advarer Siegfried mod ringens forbandelse, og at Siegfried vil dø inden dagen er omme, hvis ikke han befrier sig fra dens forbandelse ved at kasten den i Rhinen:

“Wie den Wurm du fälltest,
so fällst auch du,
und heute noch
– so heissen wir’s dir: –
tauschest den Ring du uns nicht,
im tiefen Rhein ihn zu bergen.
Nur seine Fluth
sühnet den Fluch!”

Siegfried vil dog ikke høre på dem, men de lader ham forstå, at Nornerne har vævet hans skæbne:

“Siegfried! Siegfried!
Wir weisen dich wahr:
Weiche! Weiche dem Fluch!
Ihn flochten nächtlich
Webbende Nornen
In des Urgesetzes Seil.”

Svaret fra Siegfried er hovmod. Når han har kunnet besejre Fafner og ødelægge Wotans spyd, kan hans sværd vel også sagtens trodse Nornerne og skære deres skæbnetråd over:

“Mein Schwert zerschwang einen Speer: –
des Urgesetzes
ewiges Seil,
flochten sie Wilde
Flüche hinein,
Nothung zerhaut es den Nornen!
Wohl warnte mich einst
Vor dem Fluch’ ein Wurm,
doch das Fürchten lehrt’ er mich nicht! –”

Herefter gør han grin med forbandelsen og ringen, ved at sige, at han skam gerne vil undvære den og verdensarven til gengæld for kærlighed, men hvis de tror, at de kan true sig til den, så tager de grueligt fejl! Så vil han hellere dø!

“Der Welt Erbe
Gewänne mir der Ring:
für der Minne Gunst
miss’ ich ihn gern –
ich geb’ ihn euch, gönnt ihr mir Lust.
doch bedroht ihr mir Leben und Leib:
fasste er nicht
eines Finger’s Werth –
den Reif entringt ihr mir nicht!
Den Leben und Leib
Seht! – so
Werf’ ich sie weit von mir!”

For at understrege de sidste ord kaster han en jordklump fra sig. Rhindøtrene svømmer herefter væk og tilkendegiver opgivende, hvad vi kun alt for godt ved: At Siegfried kun er skyggen af, hvad han har været, og hvad han burde være. Måske hans kommende enke vil være dem mere lydhør:

“Kommt, Schwestern!
schwindet dem Toren!
So weise und stark
verwähnt sich der Held,
als gebunden und blind er doch ist.
Eide schwur er –
und achtet sie nicht;
Runen weiss er –
und rät sie nicht!
Ein hehrstes Gut
ward ihm vergönnt! –
dass er’s verworfen,
weiss er nicht:
nur den Ring, der zum Tod ihm taugt –
den Reif nur will er sich wahren!
Leb’ wohl, Siegfried!
Ein stolzes Weib
wird noch heute dich Argen beerben:
sie beut uns bess’res Gehör:
Zu ihr! Zu ihr! Zu ihr!”

Siegfried affejer det hele som kvindeævl, som han ikke behøver tage højtideligt. Hvad kvinder ikke kan opnå med smiger, vil de forsøge at opnå med trusler. Det er altid det samme, hvad enten de er til lands eller til vands:

“Im Wasser, wie am Lande
lernte nun ich Weiberart:
wer nicht ihrem Schmeicheln traut,
den schrecken sie mit Drohen;
wer dem kühnlich trotzt,
dem kommt dann ihr Keifen dran.
Die Rheintöchter sind hier gänzlich verschwunden”

Og dog. Der er jo stadig Gutrune!

“Und doch, trüg’ ich nicht Gutrun’ Treu, –
der zieren Frauen eine
hätt’ ich mir frisch gezähmt!”

Den første del af citatet understreger Siegfrieds korrumpering. Hans kvindesyn er blevet præcist som det, der hersker i det samfund, hvis normer han oprindelig ikke var en del af. Han synes nu ikke at være meget bedre end Gunther eller Hunding med alle deres æresbegreber og institutionalisering af kvinder. Han er blevet en del af samfundet og dets forfald.

Jagthorn kan nu høres. Siegfried besvarer dem med sit eget horn. Snart er Gunther, Hagen og jagtfølget kommet til syne. De beslutter sig for at holde hvil. Ligesom Siegfried har heller ikke den øvrige del af jagtselskabet haft heldet med sig og er uden bytte. De slår sig ned og får sig en tår over tørsten, og Gnther og Hagen begynder deres listige plan om at ombringe Siegfried. Hagen spørger, om det er rigtigt, at Siegfried kan forstå fuglenes sang, hvortil Siegfried svarer, at det kan han ikke længere:

“Seit Frauen ich singen hörte,
Vergass ich der Vögelein ganz.”

Efter Siegfried har lært kvinden at kende forstår han altså ikke længere fuglens sang. Uskyldstabet illustreret som manglende forståelse af naturen. Det var jo i sin tid evnen til at forstå skovens fugle, der hjalp Siegfried til at besejre Mime samt til at finde skatten og til sidst Brünnhilde. Nu da han er trådt ind i samfundet og er blevet påvirkets af dets normer, har han ikke længere den naturlige uskyld, der satte ham i stand til at udrette heltegerninger.

I stedet vil Siegfried hellere synge sange fra sine unge dage; og han synger herefter om hvordan han hos Mime blev opdraget til at dræbe Fafner og skaffe skatten, hvordan han lærte at smede, men endte med selv at måtte smede sværdet, der var stærkt nok til at kunne dræbe Fafner, ved at smelte stumperne af sin fars sværd og smede det på ny. Vi hører under vejs i fortællingen de forskellige motiver fra de episoder, der synges om, og således får vi også musikalsk genskabt de omhandlede situationer. De forsamlede er vilde med fortællingen og stiller insisterende spørgsmål, ikke mindst Hagen, der har et ganske bestemt formål. Da Siegfried meget pudsigt når til det sted, hvor Mime er blevet dræbt efter at have forsøgt at få Siegfried til at drikke den forgiftede drik, tilbyder Hagen ironisk nok Siegfried en drik “die Erinnerung hell dir zu wecken”. Dette passer med, at Siegfried jo må have glemt, hvad der skete fra dette tidspunkt, idet fuglen jo herefter synger om kvinden på klippen – Brünnhilde, som han jo på grund af glemselsdrikken fra første akt ikke kan huske noget om. Hagen har blandet en urt i drikkehornet, der virker som en modgift; og Siegfried kan nu huske, hvad der skete; og han synger nu om, hvordan fuglen sang om kvinden på klippen, som han måtte gå igennem ild for at komme til. Underligt nok synger Siegfried ikke om, hvordan han på vejen splintrede Wotans spyd og hele den verdensorden, som det symboliserede. Endelig når han frem til stedet, hvor han fortæller, at han vækker kvinden, hvis navn han på grund af modgiften er i stand til at nævne, med et kys:

“Den Helm löst’ ich
Der herrlichen Maid;
Mein Kuss erweckte sie kühn: –
O wie mich brünstig da umschlang
Der schönen Brünnhilde Arm!”

Hagen er ikke sen til at udbryde: “Was hör’ ich!” Samtidig flyver to ravne ud af busken, kredser om Siegfrieds hoved og flyver derefter derfra. Hagen råber hånligt, om Siegfried også kan forstå ravnene; og da Siegfried vender sig om for at se efter dem, støder Hagen sit spyd i ryggen på Siegfried med ordene “Rache rathen sie mir!”. Siegfried forsøger forgæves med alle kræfter at kaste sit skjold mod Hagen, men han har allerede mistet kræfterne og synker sammen over skjoldet. Det er begyndt at blive mørkt.

Forsamlingen styrter sammen og udbryder fortvivlet, men stille ”Hagen, was thatest du? “Hagen svarer køligt, at han har hævnet Siegfrieds mened. Hagen forsvinder herefter fra selskabet. Gunther synes nu ikke at være helt så afklaret med Siegfrieds skæbne, som han gav udtryk for i anden akt, for han er nu tydeligt bevæget over, hvad der er passeret. Han synes nu at have forstået, hvad han har gjort. Lang tids tavshed. Den livløse Siegfried, der af to mænd er blevet hjulpet op i siddende stilling, kommer nu til form for afklaring, hvor han mindes den Brünnhilde, som han nu kan huske:

“Brünnhilde –
Heilige Braut –
wach’ auf! öff’ne dein Auge!
Wer verschloss dich
wieder in Schlaf?
wer band dich in Schlummer so bang? –
Der Wecker kam;
er küsst dich wach,
und aber der Braut
bricht er die Bande: –
da lacht ihm Brünnhilde’s Lust! –
Ach! Dieses Auge,
ewig nun offen! –
ach, dieses Atems
wonniges Wehen!
Süsses Vergehen –
seliges Grauen –:
Brünnhild’ bietet mir – Gruss! –”

Musikken, der ledsager ovenstående, er samme musik som det sted, hvor Siegfried vækker Brünnhilde med et kys i slutningen af Siegfried. I Siegfried viser denne passage, hvordan Brünnhilde mistede sin guddommelighed og blev et sårbart menneske, helt bogstaveligt illustreret ved at Siegfired fjernede hendes hjelm og rustning og kyssede hende. Nu bruges altså samme musik til at illustrere Siegfrieds sårbarhed. Ganske vist var han ikke sen til at synge “leuchtende Liebe, lachender Tod!” i slutningen af Siegfried, men i modsætning til Brünnhilde havde han kun naivt (hvis noget) kendskab til, hvad det ville sige at være sårbar. Nu “vågner” han selv til denne erkendelse.

Han synker herefter sammen og dør. Det er nu blevet helt mørkt. Mændene lægger Siegfrieds lig op på deres skjolde og påbegynde et ligtog tilbage til Gibichungernes borg. Den ledsagende musik er en af Nibelungens Rings mest berømte passager, hvor musikken kulminere i uhørt storladenhed. I denne musik er det heroiske fremhævet frem for det sørgelige og det melankolske, som ellers så ofte høres i traditionelle sørgemarcher: Her skal der ikke grædes over helten, helten skal hyldes og æres for sin storhed. Som Brünnhilde senere siger, så er gråd noget, der sømmer sig for børn, men ganske uværdigt for en helt:

“Kinder hört’ ich greinen nach der Mutter,
da süsse Milch sie verschüttet:
doch nicht erklang mir würdige Klage,
des hehrsten Helden wert.”

Musikken starter mørt og kredser i sagens natur omkring Siegfried-motivet, men den kommer også igennem en lang række andre motiver, og er således med til at karakterisere heltens liv inden den munder ud i det det lysende heltemotiv, som i starten af Götterdämmerung ledsagede ordene “Heil, strahlende Liebe! Heil strahendes Leben”. Thomas Mann har meget rammende karakteriseret, hvordan musikken ved at inddrage de forskellige motiver fra episoderne omkring Siegfrieds liv gør den til en del af et større hele og ikke blot til pompøs musik i en enkeltstående scene:

“Ganske vist kunne man til “verdens ædleste helt” og hans sørgefærd skrive en rystende musik, der var født af det tragiske moment og levede relationsløst af sig selv. Men ville dette ikke være ligesom hos de gamle operakomponister, der skrev “numre”, og hvis opfinderevne altid kun gjaldt én scene uden relation til helheden og dennes digteriske hensigt? Hvorledes nu, hvis han udvidede sin metode, der bestod i at lade temavævet udbrede sig ikke, kun over en enkelt scene, men over hele dramaet – udvidede den enormt og anvendte den ikke kun på ét drama, men på en hel episk succession af dramaer, i hvilket alt blev ført frem lige fra begyndelsen? Dette ville give en relationsfest, en hel verden af åndsfuldt-dybsindige associationer, stundom en sådan bevægelse og storslåethed i den musikalske tænken, at ingen ville kunne holde begejstringens tårer tilbage – den begejstring, som han selv følge ved den blotte idé, og som han skrev til Liszt om. Så ville dødsklagen over Siegfried, den såkaldte Sørgemarch, blive noget andet end selv en nok så stærkt virkende opera-pompe-funèbre. Da ville det blive en overvældende tankens og tænkningens højtid. Drengens længselsfulde spørgsmål efter moderen; hero-motivet hos hans slægtning, som en ufri gud lod føde til gudløs fri dåd; kærlighedsmotivet hos hans forældre (der jo er søskende), vidunderligt fremført; sværdet, som mægtigt farer af skeden; hans eget væsens store fanfareformel, der længe forinden først er hørt som forkyndelse af Vakyriens mund; klagen af hans horn, trukket ud i uhyre rytmer; den herlige musik om hans kærlighed til den fordum vakte; rhindøtrenes gamle klage over det røvede guld, og det dystre tonemaleri om Alberichs forbandelse: alle disse ophøjede følelsestunge, skæbnefyldte appeller eller erindringer ville under jordskælv og tordenslag drage forbi ligtoget – og dette var kun et eksempel på al den åndelige højtidelighed og mystiske højstemning, som forjættedes, når dramaet bliver til scenisk epos.”

Mens ligtoget begiver sig af sted bryder månen igennem skyerne og skinner på følget. En tåge stige op fra Rhinen, og den tilslører hele scenen. Da den igen letter, er vi tilbage i Gibichungernes borg, hvor Gutrune er vågnet ved noget, som hun først troede, var Siegfrieds horn. Hun er ængstelig og kan ikke sove på grund af onde drømme. Hun håber, at Siegfried snart kommer hjem. Hun har set en kvindeskikkelse gå ned mod Rhinen, og hun går ud for at se, hvem det er. Hun hører igen et horn, der denne gang tydeligt er lyden af Hagens horn. Da hun vil gå tilbage hører hun Hagens råb, der råber folk op for at se det jagtbytte, som selskabet har bragt med sig hjem. Mændene begynder langsomt at komme til syne og Hagen råber hånende til Gutrune, at hun skal komme ud og hilse på Siegfried:

“Auf, Gutrun’!
begrüsse Siegfried!
Der starke Held,
er kehret heim”

Gutrune bliver endnu mere foruroliget, da hun jo ikke kunne høre Siegfrieds horn. Hagen svarer igen hånligt, at Siegfried aldrig mere kommer til at blæse i sit horn, for det de bringer med hjem er et vildsvinds bytte, Siegfried, hendes døde mand. Gutrune ser nu liget, og udbryder et højt skrig. Gunther forsøger at trøste hende, men hun er fortvivlet og sender ham væk, som hun med det samme udpeger som Siegfrieds morder:

“Fort, treuloser Bruder,
du Mörder meines Mannes!
O Hilfe! Hilfe!
Wehe! Wehe!
Sie haben Siegfried erschlagen!”

Gunther er oprevet, og vil ikke kendes ved mordet, selvom han sammen med Brünnhilde ellers er at regne som medgerningsmand, og udpeger Hagen som det vildsvin, der blev Siegfrieds endeligt. Hagen vil imidlertid godt kendes ved mordet. Han har jo netop slået verdens største helt ihjel, da denne svor mened ved Hagens spyd. Ved samme lejlighed kræver Hagen ringen, som Siegfried bærer på:

“Ja denn! Ich hab’ ihn erschlagen:
Ich – Hagen –
schlug ihn zu Tod!
Meinem Speer war er gespart,
bei dem er Meineid sprach.
Heiliges Beute-Recht
hab’ ich mir nun errungen:
drum fordr’ ich hier diesen Ring.”

Gunther er dog ikke indstillet på at lade Hagen få ringen, da det jo er Gutrunes arv, da hun jo er Siegfrieds hustru. Gunther kender stadig ikke ringes værd, og det er stadig ære og konventioner, der er den drivende kraft bag hans handlinger:

“Rührst du an Gutrune’s Erbe,
schamloser Albensohn?”

Hagen indvender, at ringen er Alberichs, og dermed kan han som dennes søn kræve den udleveret:

“Des Alben Erbe
fordert so sein Sohn!”

Han trænger herefter ind på Gunther, der forgæves forsøger at værge for sig; og slår denne til jorden med sit sværd. Han griber herefter ud efter Siegfrieds arm for at tage ringen fra hans finger. Da han skal til at tage den hæver Siegfrieds arm sig imidlertid truende, hvilket lammer forsamlingen af rædsel og klageskrig. Brünnhilde træder herefter ind på scenen og beordre forsamlingen til at stoppe dens jamren, der er Siegfried uværdig “Schweigt eures Jammers jauchzenden Schwall”. Gutrune er stadig ude af sig selv, og giver hende skylden for den nød, der har ramt dem. Brünnhilde beder hende tie, da hun ikke er Siegfrieds retmæssige hustru:

“Armselige, schweig’!
Sein Eheweib warst du nie:
als Buhlerin bandest du ihn.
Sein Mannesgemahl bin ich,
der ewige Eide er schwur,
eh’ Siegfried je dich ersah.”

Gutrune forstår herefter tingenes rette sammenhæng, og at Brünnhilde var den kvinde, som hun fik Siegfried til at glemme med den drik, som hun tilberedte i første akt:

“Verfluchter Hagen!
Dass du das Gift mir rietest,
das ihr den Gatten entrückt!
Ach, Jammer!
Wie jäh nun weiss ich’s,
Brünnhilde war die Traute,
die durch den Trank er vergass!”

Der er med andre ord kø ved håndvasken. Ligesom Gunther ikke vil kendes ved sin medskyld i Siegfrieds død vil Gutrune nu ikke kendes ved sin medskyld i, at han fik den drik, der fik ham til at glemme Brünnhilde. I første akt siger Hagen ganske vist ikke noget om, at Siegfried allerede har været sammen med Brünnhilde, men det er ret klart, at drikken skal udvirke, at han glemmer alle andre kvinder end Gutrune. Hendes skyld bliver vel ikke mindre af, at hun ikke troede, at Siegfried glemte Brünnhilde, men derimod en hvilken som helst anden kvinde? Nu har hun mistet alt, både sin bror og den mand, hun troede var sin. I den anden ende af scenen står Hagen hensunket i dystre tanker. Brünnhilde bliver stående alene i midten af scenen, hvor hun længe og tavst betragter Siegfrieds lig. Herefter vender hun sig mod de tilstedeværende og beder dem samle stærke brændeknuder sammen til et ligbål, og beder dem fører Siegfrieds hest, Grane, som Brünnhilde jo gav Siegfried i bytte for ringen i starten af operaen, hid, for at den kan følge hende i hendes trang til at dele Siegfrieds hellige ære. Dette er begyndelsen på den 15 minutter lange arie, der – hvis man ser bort fra Hagens fortvivlede sidste råb – er de sidste ord, der bliver sagt og sunget i Nibelungens Ring:

“Starke Scheite
schichtet mir dort
am Rande des Rheins zu Hauf:
hoch und hell
lod’re die Glut,
die den edlen Leib
des hehrsten Helden verzehrt! –
Sein Ross führet daher,
dass mit mir dem Recken es folge:
denn des Helden heiligste
Ehre zu teilen,
verlangt mein eigener Leib. –
Vollbringt Brünnhilde’s Wort!”

De første par linjer markeres med musikken for verdensasketræet, hvilket bringer associationer til Wotan, som vi jo har fået at vide, har hugget træet i stykker og skabt et bål i Valhal, som kun venter på at blive antændt. Nu bliver der skabt et parallelt bål nede på jorden. I Valkyrien sagde han, at han kun ville enden, men han kan ikke gøre meget for at fremskynde den; og han må vente på, at en anden antænder bålet, der kan gøre en ende på gudernes verdensorden, som han har indset er falsk.

Folkene begynder at gøre ligbålet klar, og efter ovenstående indledning fortsætter Brünnhilde sin afslutningsarie. Næste del handler om Siegfried, og hans troskab – eller mangel på samme. Dybt betaget af hans ansigt synger hun om, hvordan han på én gang var den reneste og mest trofaste, men på den side både bedrog og var utro:

“Wie Sonne lauter
strahlt mir sein Licht:
der Reinste war er,
der mich verriet!
Die Gattin trügend,
– treu dem Freunde, –
von der eignen Trauten
– einzig ihm teuer –
schied er sich durch sein Schwert. –
Aechter als er
schwur keiner Eide;
treuer als er
hielt keiner Verträge;
laut’rer als er
liebte kein andrer:
und doch, alle Eide,
alle Verträge,
die treueste Liebe –
trog keiner wie er! –
Wisst ihr, wie das ward?”

Udover at udtrykke noget dybt menneskeligt, nemlig at hun elsker ham på trods af hans fejl og utro, understreger hun også ambivalensen i Siegfried-karakteren. Den rene, uforfærdede, helt, der er i stand til at udrette heltedåds som ingen anden, som er i stand til at ryste gudernes verdensorden. Alligevel synes han at blive korrumperet. Han er utro og holder ikke sit løfte. Brünnhilde kan her forstås således, at hun referer til glemselsdrikken, at han gerne ville være tro, men alligevel – uden at ville det – endte med at blive utro på grund af den. Jeg synes nu også, at det er nærliggende at læse passagen sådan, at Siegfried kun er et menneske som alle andre. Sårbar og fyldt med fejl. Han er netop ikke en gud, og netop dét at han som tidligere nævnt er ren i den forstand, at han er født i naturen uden kontakt med den herskende verdensorden, og således ikke er bundet af denne verdens konventioner og dogmer, gør, at han kan sætte sig ud over denne og ryste den i sin grundvold og ikke kan knægtes af Wotans spyd. Siegfrieds fejl gør ham ægte og naturlig, og ret beset er hans korrumpering jo ikke andet end et udtryk for, at han overtræder den herskende verdensordens normer (ægteskabsbrud, mened m.v.). Altså de normer, der er et produkt af den verdensorden, som han jo netop i øvrigt er en modpol til, og som han i øvrigt knuser sammen med Wotans spyd. Groft sagt, så kan vi vel heller ikke med rette forvente, at Siegfried holder sig inden for samfundets normer. Gjorde han det ville han jo ikke være en fri helt. Wagner viste allerede i Valkyrien, hvor radikalt han var villig til at lade sine helte bryde samfundets konventioner ved at lade dem begå ægteskabsbrud, oven i købet af incestuøst karakter. Siegfrieds manglende troskab over for Brünnhilde og mod Gunther er for så vidt bare mere af det samme. Der er dog stadig meget der taler for, at Siegfried-karakteren ikke kan forstås helt så enkelt. Skildringen af ham i Götterdämmerung er i lange træk negativ, særligt hans forhold til kvinder. Måske giver Brünnhilde selv et svar. Den sidste sætning i det citerede tyder på, at hun nu vil fortælle os, hvordan Siegfried skal forstås, og hvorfor det gik ham, som det gik. Bemærk, at den er et direkte referat til de tre norners dialog i starten, hvor de hver især slutter sit indlæg med en lignende frase, idet de giver ordet videre til den næste, der så fortæller os, hvad der sker. Nu er det ikke længere gudernes repræsentanter, men den menneskeliggjorte Brünnhilde, der er kilden til visdom:

“O ihr, der Eide
ewige Hüter!
Lenkt euren Blick
auf mein blühendes Leid:
erschaut eure ewige Schuld!
Meine Klage hör’,
du hehrster Gott!
Durch seine tapferste Tat,
dir so tauglich erwünscht,
weihtest du den,
der sie gewirkt,
dem Fluche, dem du verfielest:
mich – musste
der Reinste verraten,
dass wissend würde ein Weib! –
Weiss ich nun, was dir frommt? –”

Skylden er med andre ord gudernes, og i særdeleshed Wotans, der står som garanter for samfundsordnen i form af samfundspagten. Herfra udspringer alle løfter og normer, og altså også det som Siegfried forbrød sig mod, hvilet igen førte til hans død. Det var jo netop den slags løfter og brud på samme, der endte med at koste Siegfried livet. På den måde rammer den forbandelse, som Alberich kastede over ringen også Siegfried. Ikke blot i konkret forstand i og med at Siegfried jo har ringen i sin besiddelse, men også i overført betydning. Som redegjort for i indlægget om Rhinguldet, så er ringens forbandelse et symbol på, at gudernes verdensorden er forbandet, fordi den hviler på en forsagelse af kærlighed til fordel for begæret i alle dets afskygning. Siegfried fulgte sin natur. Han gjorde, hvad der faldt ham ind, uden hensyn til samfundets konventioner. Derfor kan han både være ren og samtidig forråde. Han forråder kun samfundet og den gamle verdensordens konventioner. Han bukker ganske vist under i kampen, men han bevarer sin renhed. Den sidste linje i ovenstående retter sig mod guderne, og hvad der skal ske med dem, nærmere bestemt Wotan, som hun er begyndt at henvende sig direkte til:

“Alles! Alles!
Alles weiss ich:
alles ward mir nun frei!
Auch deine Raben
hör’ ich rauschen;
mit bang ersehnter Botschaft
send’ ich die beiden nun heim.
Ruhe! Ruhe, du Gott! –”

Brünnhilde overtager her med ordene “Alles! Alles! Alles weiss ich” rollen som den alvidende karakter, hvilket tidligere har været Wotan og til dels Erda, der dels havde kendskab og viden om alt, og dels vist alt, hvad der kom til at ske. Brünnhilde er nu den, der kender tingenes sammenhæng. De ravne, der var Wotans kilde til viden, varsler hun nu at sende tilbage med et sidste budskab. Den fred som Wotan har søgt så længe, men som han ikke har kunnet finde, ser nu ud til at være nær, og guden kan nu endelig hvile.

Hun signalerer herefter til mændene, at de skal bærer Siegfrieds lig til del den færdiggjorte stabel af brændeknuder. Hun tager samtidig ringen fra Siegfried og begynder den sidste del af sin arie, der handler om løsningen på hele miseren. Hun tager sin arv i form af ringen til eje, og giver den tilbage til Rhindøtrene, men de skal tage den fra hendes aske, hvor den ild, der har fortæret hende, har renset den fra dens ondskab, sådan at de igen trygt kan vogte over guldet:

“Mein Erbe nun
nehm’ ich zu eigen. –
Verfluchter Reif!
furchtbarer Ring!
Dein Gold fass’ ich,
und geb’ es nun fort.
Der Wassertiefe
weise Schwestern,
des Rheines schwimmende Töchter,
euch dank’ ich redlichen Rath!
Was ihr begehrt,
ich geb’ es euch:
aus meiner Asche
nehmt es zu eigen!
Das Feuer, das mich verbrennt,
rein’ge vom Fluche den Ring!
Ihr in der Flut
löset ihn auf,
und lauter bewahrt
das lichte Gold,
das euch zum Unheil geraubt. –”

Hvor Brünnhildes intention tidligere kun var antydet, så får vi den her ret direkte serveret. Hun har tænkt sig at begå selvmord ved at kaste sig på Siegfrieds ligbål. Og hun har tænkt sig at tage guderne med sig i flammerne. Helt konkret beder hun nu Wotans ravne om at flyve hjem til Valhal. På vejen skal de lægge turen forbi hendes klippe, og bringe ilden, der brænder dér, der som tidligere beskrevet er et symbol på hendes lidenskab og seksualitet, til Valhal. Som vi ved fra tidligere, har Wotan ladet livstræet hugge til brændeknuder, der ligger stablet op til et bål i Valhal, hvor det kun venter på at blive antændt, noget Wotan ikke selv formåede. Dette formår nu imidlertid Brünnhilde:

“Fliegt heim, ihr Raben!
Raunt es eurem Herren,
was hier am Rhein ihr gehört!
An Brünnhilde’s Felsen
fahrt vorbei:
der dort noch lodert,
weiset Loge nach Walhall!
Denn der Götter Ende
dämmert nun auf:
so – werf’ ich den Brand
in Walhalls prangende Burg.”

I mellemtiden har hun bemægtiget sig en stor fakkel fra en af mændene; og hun slynger den nu ind i brændestablen med Siegfrieds lig, der med hendes egne ord ligestilles med Valhall. Bålet brænder hurtigt lystigt. To ravne letter og forsvinder ud i baggrunden. Herefter kommer i tekstbogen til operaen en passage, hvor Brünnhilde udpensler begivenhederne i slutningen. Disse er imidlertid faldet bort i librettoen, da Wagner fandt dem overflødige, fordi han mente, at moralen i slutningen allerede fremstod meget klart. Der blev aldrig komponeret musik til tekststykket. Jeg finder det dog relevant at medtage:

“Ihr, blühenden Lebens
bleiben Geschlecht:
was ich nun euch melde,
merket es wohl! –
Saht ihr vom zündenden Brand
Siegfried und Brünnhild’ verzehrt;
saht ihr des Rheines Töchter
zur Tiefe entführen den Ring:
nach Norden dann
blickt durch die Nacht!
Erglänzt dort am Himmel
ein heiliges Glüh’n
so wisset all’ –
dass ihr Wallhall’s Ende gewahrt! –

Verging wie Hauch
der Götter Geschlecht,
lass’ ohne Walter
die Walt ich zurück:
meines heiligsten Wissens Hort
weise’ ich der Welt nun zu. –
nicht Gut, nicht Gold,
noch Göttliche Pracht;
nicht Haus, nicht Hof
noch herrischer Prunk:
nicht trüber Verträge
trügender Bund
noch heuchelnder Sitte
hartes Gesetz:
selig in Lust und Leid
lässt – die Liebe nur Sein!”

Det gøres endnu engang klart, at flammerne fra Siegfrieds ligbål skal fortære ham og hende og skal herfra sprede sig til Valhal, sådan at guderne kan finde hvile. Guderne skal forgå, sådan at verden kan blive tilbage uden gudernes styring og snærende samfundspagter. Det understreges helt klart, at der ikke kun menes “guder” i streng for stand, men også andre ting, der er styrende for menneskers liv, eksempelvis gods, guld, rigdom magt, afstamning samt hykleriske skikke. Ting som i en vis forstand kan betragtes som afguder. Tilbage bliver kun kærligheden “die Liebe”, som det eneste styrende princip. Opgøret er altså totalt. Vi er langt videre end liberalisternes evindelige afskaffelse af staten, penge, rigdom, afstamning, ja sågar skikke skal lutres bort i flammerne fra verdensbranden. Mennesket bliver ene tilbage og kun bundet af sine følelser. Det eneste som synes ægte og rigtigt i en falsk verdensorden, der bygger på netop en forsagelse af kærligheden.

Det må nok indrømmes, at der ikke tilføjes det store til, hvad der ikke allerede kan udledes af den øvrige tekst; og i den forstand har Wagner nok gjort klogt i at fjerne den. Ikke fordi Nibelungens Ring i øvrigt er fyldt med gentagelser, men fordi pointen overdrives og risikere at blive trivialiseret, når den på den måde reduceres til blotte slagord.

I de sidste linjer fører Brünnhilde sin dåd ud i livet. Nogle mænd kommer med hesten Grane, og de sidste ord ret beset adresseret til den:

“Grane, mein Ross,
sei mir gegrüsst!
Weisst du auch, mein Freund,
wohin ich dich führe?
Im Feuer leuchtend
liegt dort dein Herr,
Siegfried, mein seliger Held.
Dem Freunde zu folgen
wieherst du freudig?
Lockt dich zu ihm
die lachende Lohe?
Fühl’ meine Brust auch,
wie sie entbrennt;
helles Feuer
das Herz mir erfasst;
ihn zu umschlingen,
umschlossen von ihm,
in mächtigster Minne
vermählt ihm zu sein! –
Heiajoho! Grane!
Grüss’ deinen Herren!
Siegfried! Siegfried! Sieh!
Selig grüsst dich dein Weib!”

I musikken kan anes såvel Siegfrieds motiv samt forløsningsmotivet, hvilke understreger, at det er Siegfried og Brünnhilde forenet i flammerne, der frelser verdens fra dens ondskab. Ilden og referencerne til den kædes også sammen med Brünnhildes kærlighed og lidenskab. Brünnhilde svinger sig op på hesten og springer ind i det antændte ligbål. Resten er overladt til orkestret, og ringen afsluttes med en 5 minutter lang, enesteånde orkesterpassage, der viser både den gamle verdens undergang og den nyes opståen.

Afslutning: “Du hehrstes Wunder!”

Brünnhilde stiger til båls (Arthur Rackham)
Brünnhilde stiger til båls (Arthur Rackham)

Ilden flammer op; og den synes snart at have fået fat i hele Gibichunernes borg. De forskræmte mennesker flygter i panik. Musikken vokser tilsvarende til stor voldsomhed og kulminere med et kraftigt bækkenslag, hvorefter ilden og musikken falder til ro lige så pludselig, som den var flammet op. Kun en dyster sky af gløder svæver tilbage over det hele. Den stiger til vejrs og dele sig. Rhinen er gået over sine breder og har nu omsluttet brandtomten. Vi er nu ved at være tilbage, hvor vi startede; og musikken er faldet til ro og blevet til musikken, som i starten af Rhinguldet repræsenterede Rhinens vand. Med Rhinens kølige vand kommer de tre rhindøtre og musikken tager samme karakter som deres uskyldige sang. Hagen, der stadig befinder sig i sikkerhed, kan godt se, hvad de har i sinde og kaster sig hovedkulds ned i vandet for at redde ringen, men Rhindøtrene trækker ham ned, og han forsvinder i dybet, musikken tager form, så den minder os om ringens forbandelse, men den afbrydes brat, som Hagen bukker under. Rhindøtrene følger nu Brünnhildes opfordring og tager ringen fra resterne af ligbålet og løfter den jublende i vejret, musikken tager atter karakter af deres sang.

I horisonten skimtes et lysglimt, der tager til i styrke. I dette skær ser man de tre piger lege med ringen i Rhinens vand, der nu har fundet tilbage til sit naturlige, rolige leje. Musikken skifter først til motivet for Valhal og herefter hurtigt tilbage til rhindøtrenes sang. Herefter indtræder operaens klimaks, da forløsningsmotivet sætter ind i de lyse strygere. Forbandelsen er brudt og verden er blevet lutret fra sin ondskab og falskhed.

Fra borgens ruiner ser de forsamlede mennesker “in höchster Ergriffenheit”, hvordan lysskæret på himlen tager til i styrke. Musikken skifter til motivet for Valhal, der vokser i styrke, og vi bliver dermed klar over, hvad lysglimtet på himlen er og forstår, at ravnene har fulgt Brünnhildes ord og bragt ilden til Valhal, der nu står i flammer. Da lyset når den højeste lysstyrke, ser vi da også Valhals prangende sal præcis som Waltraute berettede om den for Brünnhilde i første akt. Musikken tager kort form af det store verdensasketræ, hvorefter den brutalt afbrydes af Siegfriedmotivet, der nærmest synes at sprænge de foregående melodier i luften, hvorefter det falder sammen i Götterdämmerung-motivet. Herefter bliver alt stille et kort øjeblik; og forløsningsmotivet kommer igen frem i alle de lyse strygere. Dette er det sidste motiv, vi får at høre, for da guderne er helt omgivne af flammer, falder forhænget.

Det afsluttende forløsningsmotiv blev af Thomas Mann kaldt for “den himmelske melodi”; og selvom det kun optræder ganske få gange, er det særdeles markant og helt uforglemmeligt. Udover i slutningen af Götterdämmerung, hører vi det faktisk kun i Valkyrien på det sted, hvor Brünnhilde har forkyndt for Sieglinde, at hun skal føde Siegfried. Sieglinde udbryder herefter ordene “Du hehrstes Wunder | herrliche Maid!”, hvilket sker på netop forløsningsmotivet. Det er altså i en vis forstand de ord, som verdens undergang ledsages af.

Musikalsk viser musikken altså tilbage til glæden ved det ufødte barn. Kasper Holten overfortolker dette i sin opsætning af værket, og forstår det således, at Brünnhilde skal føde et barn. Det ses af ovenstående citater og gennemgang, at der ikke er noget belæg for denne udlægning. Motivet er så markant, at det naturligvis betyder noget, når det kæder verdens undergang sammen med Sieglindes glæde ved at skulle føde et barn. Det rækker dog til fulde, at verdens undergang i operaen er en ny begyndelse i en ny verden befriet fra gudernes åg og alverdens dårligdom. På samme måde er en barnefødsel også en ny begyndelse, hvor et uskyldigt væsen kommer til verden. Sammenkædningen understreger således, at nyere generationer kommer til at vokse op i en verden befriet fra gudernes falskhed.

Mere direkte viser motivet også hen til Siegfried, der jo var det barn, som Sieglinde jublede ved at skulle føde; og det var jo netop også Siegfried, der forløste verden ved sin død. Siegfried kan frelse verden, fordi han er den eneste der står uden for den, den eneste, der ikke er bundet af dens normer og konventioner. Alle andre skildres som uformående og impotente tabere, der enten ikke har forstået noget eller ikke er i stand til at ændre noget. Alberich kan ikke skaffe ringen tilbage, Mime kan ikke smede sværdet, der kan dræbe Fafner, Wotan har forstået, at hans verdensorden er falsk, men kan ikke gøre noget ved det. Alle er de slaver af den gamle verdensorden og dens normer. Siegfried kan ændre på den gamle verdensorden, fordi han som den eneste ikke er bundet af den. Han har i hele sin opvækst været frie af den. Som allerede beskrevet er dette billede af Siegfried tvetydigt, fordi han netop bliver korrumperet; for så snart han kommer i kontakt med “civilisationen” besmudses han af dens normer og konventioner.

Og her kommer vi så frem til Brünnhilde, der jo trods alt er den, der tager ringen fra Siegfried og lutre sig med den i flammerne fra verdensbranden. Det er hende, kvindens, lidenskab, der sætter verden i brand. Siegfried gik et pænt stykke ad vejen ved at erobre ringen, knuse Wotans spyd og vække Brünnhilde, men det var til syvende og sidst hende, der gik det sidste stykke ad vejen. De er så at sige sammen om at frelse verden; og de er begge nødvendige og ingen af dem kan tænkes væk, uden at vi må forestille os et væsentligt andet begivenhedsforløb og udfald. Det er Siegfried, der mere eller mindre intuitivt gør alle de rigtige ting, men da han afgår ved døden som følge af sin korrumpering; er det Brünnhildes kærlighed, der sejrer og forløser verden. Siegfried forstod aldrig, hvordan det hele hang sammen, som sagt handlede han konsekvent impulsivt, hvilket netop sætter ham i stand til at gøre det, som han gør. Brünnhilde er derimod den kloge, alvidende, der forstår til sidst forstår tingens sammenhæng og fører Siegfrieds ubevidste dåd til ende. Ikke som ubevist intuition, men som lidenskabeligt, handlende menneske.

Parallellen til afslutningen på Goethes Faust II er oplagt, for her forkynder koret også – om end i mere poetiske vendinger – om, hvordan alle verdens forgængeligheder kun er som billeder, og at vejen går igennem det evigt-kvindelige:

“Alles Vergängliche
Ist nur ein Gleichnis;
Das Unzulängliche,
Hier wird’s Ereignis:
Das Unbeschreibliche,
Hier ist’s getan;
Das Ewig-Weibliche
Zieht uns hinan.”

Frelsen kommer altså også her med det kvindelige, og i såvel Nibelungens Ring placeret ordet “Weib” centralt i slutningen. Ganske vist kommer Faust frelse, fordi han bestandigt stræbte efter at blive et bedre menneske, men det var den kvinde, han havde svigtet, der skænkede ham den i form af tilgivelse. I begge dramaer er det således en kvindes kærlighed, der får en central betydning for forløsningen.

Hvad der mest markant står tilbage, når tæppet er gået ned efter Götterdämmerung er det totale opgør med alt, ikke blot religion, men stort set alle tænkelige konventioner, sæde og skikke, der hæmmer menneskets selvudfoldelse i en verden, hvor det eneste sande er følelser. Thomas Mann har skitseret det således:

“Man må være klar over, at et værk som „Nibelungens Ring“, som Wagner konciperede efter “Lohengrin”, i grunden er rettet og digtet mod hele den borgerlige kultur og dannelse, således som den har hersket siden Renæssancen – at det i sin blanding af oprindelighed og fremtidighed henvender sig til en ikke-eksisterende verden af klasseløs folkelighed.”

Selv dette forekommer dog for beskedent, når man tager Nibelungens Ring på ordet. Opgøret er totalt. Kun hinsides moral og orden er mennesket for alvor frit.

Menneskets kamp mod guderne og deres snærende konventioner kan uden problemer ses som en kamp mod de kræfter i mennesket, der i en vis forstand er styrende, og dermed større end mennesket selv. På den ene side (“i bunden”) har vi drifterne, begæret, grådigheden, besættelsen af rigdom og magt m.v., der er repræsenteret ved Nibelheim og navnlig Alberich og til dels Mime. “I toppen” har vi politiske og religiøse forestillinger repræsenteret ved guderne og deres verdensorden. Som beskrevet i indlægget om Rhinguldet er der i vidt omfang tale om to sider af samme sag. Midt i alt dette står mennesket, der kæmper for at komme fri af disse kræfter. Problemet med mennesket er imidlertid, at det er svagt, hvilket illustreres ved Siegfried, der – ifølge min udlægning – netop bliver korrumperet og forfalder til de nævnte ting. Ganske vist er det de menneskelige lidenskaber, der helt konkret sætter verden i brand og gør plads for en ny, men operaen viser vel netop, at lidenskaber ikke er noget solidt fundament for en verdensorden og vel ret beset måske er bedst til at rive den ned: Hvordan kan drifter og begær på den ene side være det, der frelser verden, men på den anden side det, som den skal frelses fra? Denne selvmodsigelse forbliver uløst; og der skulle endnu en opera til, før Wagner – måske – giver os en løsning. Denne er dog ikke en del af Nibelungens Ring og skal derfor ikke omtales nærmere her.

Referencer

Tekstbog anvendt til citater

Dr. Julius Burgholds udgave af Nibelungens Ring med ledemotiver (ukendt år)

Libretto

Fra Opernführer, http://www.opera-guide.ch

Billeder

Illustrationer til Götterdämmerung (1912) af Arthur Rackham (1867-1939)

Bøger

Johan Wolfang Goethe, Faust, der Tragödie, zweiter Teil (1833, Philipp Reclam-genudgivelse fra 1978)
Thomas Mann, Richard Wagner og Nibelungens Ring (1937) – trykt i Thomas Mann, Richard Wagner – To essays af fundamental betydning for forståelsen af Richard Wagners musik (på dansk ved Mogens Boisen) (1969)
Henrik Nebelong, Richard Wagner – Liv -Værk – Politik (2008)

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside