Film: Nymphomaniac – seksualitetens veje og vildveje

5. januar 2014
6 minutters læsetid

Godt 2 år efter sin Melancholia fra 2011 er Lars von Trier klar med sin næste film, Nymphomaniac, der har fået en del omtalte på grund af sit emne, sex, og den eksplicitte behandling af dette emne. Filmen går i biograferne i en 4 timer lang udgave, der angiver at være en forkortet og censureret version af en oprindelig version på 5½ time, der udkommer på et senere tidspunkt. Når denne er på gaden, vil det derfor muligvis være på sin plads med en genanmeldelse.

Filmen handler om kvinden Joe, der i filmens start bliver fundet livløs og forslået i en skummel gyde af manden Seligman, hvis navn, filmen fortæller os, betyder “den lykkelige”. Seligman tager Joe med hjem; og hun fortæller ham, at hun er ond og et dårligt menneske på grund af sin livsførelse. Dette er han ikke overbevist om; og Joe fortæller ham derfor sin livshistorie, fra hun var helt ung, og indtil hun endte i gyden.

Joes historie er i det store hele fortalt kronologisk og er en historie om en kvinde, der fra hun først opdagede sin fisse som barn har ladet den tage kontrollen, hvorfor Joe har levet et liv i lasternes vold. Først som mere eller mindre uskyldig leg, men senere mere alvorligt. Dette står i skærende kontrast til Seligman, der betragter sig selv som aseksuel og aldrig har haft et seksuelt forhold til nogen, men derimod har studeret klassisk litteratur og kunst, hvilket er noget for Joe totalt fremmed. Joe bruger forskellige genstande i Seligmans værelse, hvor de opholder sig, som inspiration til de forskellige kapitler i historien. Seligman lytter opmærksomt, og indskyder konstant utallige sidehistorier og bemærkninger og relaterer ustandseligt Joes fortælling fra alt til lystfiskeri og fluebinding til Edgar Allan Poe og Thomas Mann samt værker af J. S. Bach m.v.

Joes livshistorie i lasternes vold er god; og filmen drives frem af hendes trang til konstant at søge og overskride nye grænser. Efter hun har opdaget sin fisse begynder hun at onanere, herefter beder hun en bekendt, Jerõme, der bliver en gennemgående figur i filmen, om at tage hendes mødom, endnu senere har hun sammen med veninden B en konkurrence om, hvem der kan have sex med flest mænd ombord på et tog osv. Denne drivkraft fejler for så vidt ikke noget, men filmen får ret hurtigt sagt, hvad den vil, om Joe og hendes karakter; og det er derfor relativt uinteressant for karakteristikken af hendes person, at hendes udskejelser drives helt ud i det ekstreme i form af sadomasochistisk sex, kriminalitet og egentlig voldtægt og mishandling (af andre).

De mange sidespring og referencer til klassisk litteratur og kunst passer fint ind i filmens rytme, da de hjælper med at drive historien frem og introducere nye personer og emner. Eksempelvis bliver tre af Joes samtidige elskere sammenlignet med stemmerne i en af Bachs fugaer. Den første stemme er den bløde og tilbedende elsker, der venter tålmodigt på, at Joe er færdig med en af sine andre elskere, før han kan komme til. Han gør alt, hvad hun beder ham om, han vasker hende og slikker hendes fisse præcis på den måde, hun bedst kan lide. Den anden stemme er omvendt et rovdyr, en tiger, der kommer springende og tager hende med stor voldsomhed. Den sidste stemme – cantus firmus (dvs. den stemme i en fuga, der er udgangspunktet, og som de andre stemmer skal forholde sig til) – er hendes seksuelle forhold med en person, som hun faktisk elsker.

For så vidt fungerer de forskellige referencer og sidehistorier godt, men de hjælper kun meget lidt med at blive klogere på filmens personer eller Joes liv. Dette er formentlig heller ikke meningen med dem alle sammen. Mange af dem er decideret søgte, hvilket Joe får lejlighed til at påpege over for Seligman, hvor han begynder at tale om bjergbestigning, da Joe fortæller om de knuder, som den sadistiske K binder hende med, før han gennembanker hende. Joes bemærkning til Seligman i dette tilfælde er formentlig en metakommentar, hvor instruktøren fortæller os, at han selv finder de mange sidehistorier og referencer søgte. Digressionerne er derfor højest rent katalytiske, men herudover bruges de til at karakterisere Seligman som en dårlig fortolker af Joes livshistorie. Seligmans reference til Wagners Das Rheingold (1869) viser i øvrigt, at han formentlig også er en anstrengt fortolker af Wagner.

Et andet af mange gennemgående elementer er vals nr. 2 fra Sjostakovitjs Suite for varieteorkester. Brugen af denne vals er interessant af 2 grunde. For det første bruges valsen ofte i film til at illustrerer det ubekymrede, lidt overfladiske, men lykkelige liv, hvor alt – i hvert fald på overfladen – er som det skal være. I Hitchcocks Shadow of a Doubt fra 1943 – Hitchcocks egen favorit blandt de mere end 60 film han lavede fra 1920erne til 1970erne – går hovedpersonen Charlie således konstant rundt og nynner en vals, mens hun tror på, at alt i hendes familie er, som det skal være. Mest kendt er nok brugen af valse i Kubricks 2001: A Space Odyssey fra 1968, hvor valse bruges til at illustrerer menneskets sorgløse tro på udviklingen og fremskridtet. I Kubricks Eyes Wide Shut fra 1999 er det Tom Cruises og Nicole Kidmans udadtil perfekte ægteskab, der ledsages af en vals, og her er vi fremme ved den anden grund til at Sjostakovitjs vals er interessant: Det er nemlig den samme vals, som Kubrick bruger i denne film. De to film har da også mere til fælles end man umiddelbart tror.

Kubricks brug af valsen er dog noget mere gennemgående end Triers og sidstnævnte bruger også en del anden musik, blandt andet Rammstein, Beethoven og – som nævnt – Bach afhængigt af hvad han skal skildre. Filmen er flot, men nok ikke visuelt på niveau med Melancholia og Antichrist, der gør mere ud af at dvæle ved enkelte billeder. Måske bliver det anderledes i den fulde version. Filmen forstår at variere sine stemningsmidler effektivt. F.eks. er hospitalsmiljøer vist i sort-hvid, sexscenerne med den gennemgående Jerôme er vist i et blødt skær, mens scenerne med den sadistiske K er vist i et uerotisk, koldt lys fra lysstofrør. Filmens emne taget i betragtning er der i sagens natur en del sex i filmen, men den forsøger ikke at være pirrende, og hvis man forventer en pornofilm, bliver man skuffet. Det er vel egentlig ret kærkomment, at der laves film om og med sex, som ikke er porno, der vel er langt den mest udbredte fremstilling af sex i filmmediet.

Filmen kan efter min mening ikke ses som et feministisk statement. Ganske vist handler den om en kvinde, der går sine egne (lysters) veje og fejer alle andre hensyn til side, herunder mand og barn m.v., men filmen fremstiller ikke denne position som specielt ønskelig og filmens hovedperson starter også med at fortryde sin egen livsførelse, da hun betragter sig selv som ond. Hertil kommer, at feministerne – gætter jeg på – vil fremhæve, at filmen er en mandlig instruktørs billede af kvinder og deres seksualitet og derfor vil anse den som alt andet end feministisk.

Der citeres en del fra Triers tidligere film. Helt konkret vises der eksempelvis et klip fra Riget, og en scene fra Antichrist gentages næsten på identisk vis i Nymphomaniac. Digressionerne rammer altså også von Trier selv. Filmen tager også temaer og ideer op fra Triers tidligere film, ikke mindst Antichrist, der også er centreret omkring en samtale mellem to personer. Nymphomaniac tager på sin vis tråden op fra Antichrist, hvor vi finder ud af, at kvinden i filmen er “ond”, fordi hun undlader at rede sit barn, men i stedet tænker på sin egen – seksuelle – tilfredsstillelse. Nymphomaniac kan måske siges at prøve at undersøge, hvordan det kom så vidt, men jeg har p.t. svært ved at sige, om filmen rent faktisk giver os et svar. Som jeg ser filmen forsøger den heller ikke at sige, at et liv i drifternes vold er at foretrække frem for et aseksuelt liv, og at Joe derfor ikke er ond. Heller ikke forsøger den at sige det modsatte. Begge ekstremer har sine ulemper, og forstået på den måde minder filmen om Wagners Tannhäuser (1845, revideret i 1861). Eksperimentet består i at lade de to ekstremer mødes og se, hvad der kommer ud af det. Film behøver naturligvis ikke have et egentlig morale eller forsvare en bestemt position over for en anden; og Nymphomaniac er først og fremmest blot en smuk og vellykket film om seksualitetens veje og vildveje. 8/10

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside