Konservatisme og nationalfølelse

12. juni 2013
63 minutters læsetid
Historikeren dr. phil. Jon A.P. Gissel undersøger forholdet mellem konservatismen og det nationale i denne artikel fra Årsskriftet Critique IV, der nu gøres offentlig tilgængelig. Et hovedpunkt er, at de konservative i slutningen af 1800-tallet var kritiske over for en overdreven dyrkelse af det nationale, som den blandt andet kom til udtryk i de grundtvigianske miljøer. De konservative ikke modstandere af nationalitet, tværtimod pegede man med henvisning til kristendommen på den større civilisatoriske sammenhæng og den kulturkreds, hvori Danmark indgik, og satte på den måde grænser for nationalismen, samtidig med, at man fastholdt en stærk kærlighed til fædrelandet, kulturen og historien.

Den sidste tredjedel af 1800-tallet er præget af mange konflikter i dansk kultur, på kryds og tværs.[1]  Eftertidens opmærksomhed har især været hæftet ved grundtvigianisme og radikalisme. Men der fandtes perioden igennem forfattere, kulturpersonligheder, som opponerede mod begge bevægelser, som de betragtede som kulturopløsende, hver på sin måde. Det er dem, der her betegnes som konservative. Det betyder ikke, at man skal underkende, at der kan forekomme konservative ytringer i kulturen som helhed. Tidens politik bar præg af, at de ældre konservative, de helstatskonservative, fandt sammen med de nationalliberale i kampen mod Venstre og parlamentarismen. Denne alliance var i udgangspunktet ikke naturlig for nogen af parterne. Politisk konservatisme og kulturkonservatisme dækkede heller ikke altid hinanden. Billedet af konservatismen i denne tid er altså kompliceret, flimrende om man vil; denne artikel vil søge at gøre det tydeligere i forhold til en bestemt del af konservativ holdning.

De konservatives forhold til nationaliteten er et vigtigt tema og er heller ikke entydigt. I denne periode og i hvert fald i første halvdel af 1900-tallet hang det ofte sammen med en stærk loyalitetsfølelse over for kongedømmet. En patriotisme var ikke noget nyt fænomen, men visse meget stærke nationale ytringer i 1800-tallet kunne ses som udtryk for en verdsliggørelse af tankegangen, en overførelse af religiøse følelser på rent jordiske anliggender og med udgangspunkt i Den franske Revolution. Det er ikke mindst hos den konservative teolog Henrik Scharling, at vi finder modstand imod denne forberedelse af moderniteten hos Grundtvig og hans tilhængere. Men også hos litteraturhistorikeren P. Hansen og historikeren Johs. Steenstrup finder vi ytringer, der advarer mod betingelsesløs forherligelse af det danske og nordiske. Konservatismen har i sidste tredjedel af 1800-tallet et klart kosmopolitisk præg, som den i nogen grad også bevarer senere. Dette betyder naturligvis ikke, at konservative som de nævnte ikke har følt varmt for det danske sprog, eller at spørgsmålet om landets overlevelse som et selvstændigt rige ikke var brændende for dem efter nederlaget i 1864. I hele perioden frem til 1920, eller måske til Besættelsen og Befrielsen, levede danskerne i nederlagets skygger. Det var en begivenhed, som satte sit præg på hele tankegangen. I mange tekster, som fremdrages i det følgende, vil vi opleve, hvordan fædrelandsfølelsen trives i sammenhæng med kristendommen oftere end i konkurrence med den. Det gælder især for tiden indtil 1900 samt for ældre forfattere derefter. I nogen grad kan man sige, at konservatismen nationaliserer sig efter 1900, mens kristendommen træder tilbage.

Til forståelse af det følgende må det også nævnes, at de konservative kulturpersonligheder ikke ønskede at bryde med Guldalderens kultur; de var ikke netop efterlignere af den danske litterære Guldalder, skønt de tit er blevet kaldt epigoner, men den historiske sammenhæng betød meget for dem; derfor var bruddet for dem ikke noget positivt. Den nationale linie i kulturen fra 1800-tallets første halvdel blev fortsat i den anden, men sommetider i en anderledes stil og ikke altid forstået; det gjaldt således tegneren og illustratoren Lorenz Frølich (1820-1908), hvis billeder omhandlede danske og nordiske emner. Men Frølich var også, ligesom de ældre Ingemann og Andersen, som han illustrerede, et troende menneske, hvem det faldt naturligt at tale om Skaberen. [2]

De nordiske guder og helte fik en særlig betydning for dansk kultur gennem Den arnamagnæanske Samling, de oldnordiske, for en stor del islandske, håndskrifter i København, hvor de befandt sig i tre hundrede år, og som var centrum for udforskningen af dem. Den arnamagnæanske Kommission var meget aktiv i tidsrummet 1877-1938 og udgav over 30 bind. Ved dem fik dansk national identitet en nordisk dimension ved siden af den særligt danske. [3] Dette har indgået i baggrunden for datidens kulturelle bevidsthed, men fører ikke til nogen dansk-nordisk eksklusivitet hos konservative forfattere.

Historikeren Hans Jensen skrev i 1940 om udviklingstanken i Danmark indtil 1848[4] og karakteriserer her en tankegang, hvor ”udvikling” er det overordnede, og hvor de liberale oprindelig var indstillet på at lade sig nøje med væsentlig mindre forfatningsforandringer end det, der blev resultatet, når blot man kunne se en fortsat ”udvikling”; også Christian VIII, den sidste enevældige konge, havde denne tankegang, og nationalitetsspørgsmålet fremtræder her som en hund i et spil kegler, det der virkelig ødelagde spillet og hindrede et ret harmonisk kompromissøgende forløb. Disse betragtninger giver en væsentlig baggrund for konflikterne i århundredets senere del politisk og kulturelt. Spørgsmålet er, om vi hos de konservative i sidste tredjedel af 1800-tallet finder den samme opfattelse af det fortjenstfulde i en nødvendig udvikling uden overdrivelser?

Der kan anføres eksempler nok på en sådan tankegang. Johannes Steenstrups Historieskrivningen i Danmark i det 19. Aarhundrede fra 1889 udtrykker den med ret stor tydelighed. Mere eller mindre fremtrædende kan udvikling uden brud siges at være et element i tankegangen i Henrik Scharlings tidsskrifter i slutningen af 1860’erne og i P. Hansens litteraturhistorie. De tre nævnte forfattere vender sig mod udpræget nationale synspunkter, og det falder godt i tråd med, at netop det nationale ifølge Hans Jensen var den egentligt revolutionære faktor i 1848.

Henrik Scharling

 Man finder i Henrik Scharlings (1836-1920) tidsskrifter fra sidste halvdel af1860’erne flere kritiske artikler om grundtvigianismen. [5] En central artikel af Scharling er ”Grundtvigianernes Misforstaaelse af Nationalitetens Betydning”,[6] som er væsentlig for den konservative opfattelse af det nationale. Der er tale om en samlet omtale af tre udgivne prædikener, een af N.F.S. Grundtvig selv,[7] to af hans tilhængere, alle fra 1864. Men det er ikke en almindelig anmeldelse. Den har, som det fremgår af titlen et bestemt hovedtema, nemlig den nævnte retnings opfattelse af nationalitetens stilling over for kristendommen. En hovedindvending er netop, at det er prædikener. Grundtvig har taget udgangspunkt i jøderne, som krævede Barrabas frigivet i stedet for Jesus Kristus, og han overfører tanken på det nationale område: Danskerne udleverer deres danske sprog og danske ånd for i stedet at modtage det tyske sprog og den tyske ånd. Scharling skriver nu, at denne tale havde Grundtvig kunnet holde i en hvilken som helst verdslig anledning og et hvilket som helst verdsligt sted, men ikke – i Kirken! Over for talernes begejstring for den danske folkelighed minder han om, at et kristent folk har noget andet og højere at leve for end sin egen folkelighed, og at Luther og Melanchton også var tyskere. Hovmod og Forfængelighed, Egenkjærlighed og Trods, Avind og Partisyge er blomstret saa frodigt op blandt det danske Folk som Tidsler og Nælder. Scharling mener altså, at der er brug for selvransagelse. Han nævner, at nationalitetsbegrebet er meget vanskeligt at behandle, og at man risikerer at falde tilbage til det gamle hedenskab; men han fastslår med bestemthed – og det står med fremhævet skrift i hans artikel – at paa Prædikestolen har Nationaliteten Intet at gjøre. Den er et jordisk anliggende, som det er tilladt at bede for inden for kirkens mure, men som ellers ikke har noget at gøre der.

Her argumenterer han ud fra Bibelen:

 “Nej i Kirken gjælder det: ”Søger først Guds Rige, saa skal ogsaa det Øvrige blive Eder tillagt”. Opdrag Folket i sand og sund Christendom, lær det at erkjende og bekjende sine Synder, at søge sin Tilflugt til Jesu Christi Naade og at elske sin Næste som sin Medforløste i Christo og Medarving til den Herlighed, som engang skal aabenbares paa os – og saa vil Gud ogsaa værne og frede om vort Folk og vor Folkelighed.”

Argumentationen ud fra Bibelen viderefører han ved at pege på, at den snarest giver et ugunstigt indtryk af nationaliteten, som beror på sproget, for Bibelen henfører sprogenes oprindelse til Babels forvirring og dermed til menneskenes syndighed. …Israel bliver  ikke Guds Ejendomsfolk paa Grund af sin ejendommelige Folkelighed, men fordi det har modtaget Guds Lov, og i dets Skjød skal al Jordens Frelse forberedes. Men dette grunder sig i Guds frie Naadevalg og intet andet. Hverken Kristus selv eller Paulus er ivrige forkæmpere for nationaliteten. Nej, det handler om frelsen til det evige liv. Uden for kirken vil grundtvigianerne gøre en god gerning ved at åbne øjne for sproget og folkeligheden, men allermindst maa Grundtvigianerne staae og forkynde fra Prædikestolen, at naar vi blot ville blive rigtig bravt Danske, og tale rigtig godt Dansk, saa vil Gud ogsaa være med os i Tid og Evighed – for det er ikke sandt! Denne argumentation fremkom på et tidspunkt, da nationaliteten var allerhøjest i kurs, og Scharling har følt sig forpligtet til at gøre en indsigelse. Dette betyder naturligvis ikke, at han ikke har været en patriot selv. De slesvigske præsters og læreres situation tages i høj grad seriøst i tidsskriftet, men der er tale om en anden form for nationalfølelse end den, man finder hos grundtvigianerne, og jeg ser en parallel til P. Hansens senere afstandtagen fra, hvad han betegner som ”den exklusive Danskhed, den hyperpatriotiske Forgudelse” hos Grundtvig[8]. Hertil kommer, at for Scharling som luthersk teolog, med den vægt prædikenen har i dette kirkesamfund, har der været noget særligt stødende ved at se den brugt på denne måde. Endelig har han i dette i overensstemmelse med sine andre udtalelser og med den almindelige situation sandsynligvis set et tegn på de verdslige interessers almindelige fremtrængen.

Man har ofte, og tit med negativ betoning, fremhævet det nationale eller nationalitetens betydning for 1800-tallets kultur. Kirkehistorikeren Elith Olesen har f.eks. ikke sympati for Indre Missions leder Vilh. Beck og, ligesom andre, heller ikke for 1800-tallets nationalfølelse. Han skriver om Becks opfattelse af at repræsentere en udpræget dansk kristendom som nok typisk for de nationale mindreværdskomplekser, som dyrkedes med flid efter 1864.[9] Hvordan kan synet på noget som dansk være udtryk for et nationalt mindreværdskompleks? Og hvordan dyrker man et mindreværdskompleks? Bemærkningen er nok karakteristisk for den utilpashed, som mange skribenter lægger for dagen, når de møder et Dannebrogsflag eller denne periodes nationale holdning. Men det er givet rigtigt, at nederlaget i året 1864 øvede stor indflydelse på mange, og hvordan kunne det være anderledes? Den nationale holdnings betydning er et gennemgående træk i samtidens tekster. En stor forskel på de radikale ”europæere” og forfattere af forskellige konservative retninger var netop holdningen til det nationale. Historikeren Johannes Steenstrup[10], litteraturhistorikeren Julius Paludan[11], teologen Henrik Scharling havde alle en national åre i deres virke, men samtidig et bevidst ønske om at undgå overdrivelser. Her har vi hos Henrik Scharling set forbehold mod stærkt nationale ytringer. Den linie, som skal forfølges her, er karakteriseret ved dette dobbelte spor i forhold til det nationale, et både-og.

“De konservative så fædrelandet og folkets liv som et livsfællesskab, der indeholder både ideelle og materielle interesser… Dette livsfællesskab befinder sig mellem familie og verdenskultur…. De ser ikke Danmark isoleret. Fædrelandsfølelsen er for disse mennesker en indlysende del af livet, men de bryder sig ikke om uhæmmet fremhævelse af danskhed, heller ikke stærk sproglig purisme. Det er ikke en holdning, hvor det oprindelige er det eneste afgørende, men også hvad folket har levet med i lange tider.”

Det vil nu være værd at se på, hvordan de konservative selv værdsatte nationaliteten og dermed også nuancerede opfattelsen, se nærmere på, hvad deres nationale holdning var og hvad den ikke var. En af vort Aarhundredes meest betydningsfulde og indflydelsesrige Opdagelser er: Nationaliteten, skriver den nationalliberale Erik Bøgh 1867 og peger selv på, at det nok vil overraske hans samtidige.[12] Bevidstheden om at være dansk, mener han, har ikke eksisteret i fortiden som dansk folkebevidsthed. I den forbindelse sørger han for at lange ud efter den kongetro Augustforening. Han sætter da hurtigt sproget som det afgørende; dvs. nationaliteten er gammel, bevidstheden om den er det ikke. Man mærker sig her dels sprogets betydning i Bøghs tankegang, dels bevidsthedens betydning; det er den nationale bevidsthed, som er århundredets egentlige opdagelse.

Den indre side

En national holdning har som regel både en indre og en ydre side, hvoraf den sidste er karakteriseret ved et modsætningsforhold. Som eksempel på den indre side skal nævnes, at da præsten G. Schepelern talte ved arkæologen J.J.A. Worsaaes begravelse i 1885[13], fremhævede han især fædrelandskærligheden. Med udgangspunkt i Bibelordet kast Dit Brød paa Vandet (Prædikerens Bog 11,1), som han tolker som gavmildhed, siger han: Thi sin Forsknings Resultater, som vi vel ogsaa tør kalde Brød i aandelig Forstand, saa vist som de høre med til det, der skal opholde Folkelivet og give det Næring, den kastede han med den Frejdighed og Kjækhed, der var et Grundtræk i hans Karakter ud paa Vandet, ud i Folket, for at de skulde blive hele Folkets Ejendom. Her markeres tydeligt en sammenhæng mellem forskning og nation. Worsaae ville også henlede kunstneres og håndværkeres opmærksomhed på oldsagerne, for at deres arbejder kunne få et ejendommeligt nordisk præg. Her fremhæves altså et forsøg på ud fra viden om fortiden at indvirke direkte på nutiden. I slutningen af talen omtales Worsaae tillige som troende, men det må siges, at hovedvægten er lagt på det nationale, som dog beskrives ud fra et Bibelord. Det ses, at der fandtes en national konservatisme, og den var ofte akademisk.

Forfatteren K.G. Brøndsted (1851-1945), som hele livet kæmpede mod grundtvigianisme og radikalismen og var både politisk og kulturelt konservativ, har i sin sene bog om Estrup fra 1925 illustreret den indre side på en anden måde. Det må være en national følelse, som ligger bag et træk som dette, som Brøndsted meddeler, dog kun som en historie, han har fået fortalt[14]:

 Det var lige efter, at Alberti i Efteraaret 1908 havde afsløret sig som Storbedrager. En Bondemand kommer gaaende forbi Skaføgaard og siger til en Karl som stod der: ”Nu kan Excellencen da grine.” [Han mente over at en Modstander nu var uskadeliggjort.] ”Nej,” svarede Karlen, ”Excellencen griner ikke, han sørger.” Fint tænkt af den Mand om sit Herskab, og god den Herre, hvis Folk kan tænke saadan om ham.

Sørge måtte man gøre, hvis man tænkte på helheden, på nationen. Men Brøndsteds bemærkning udtrykker samtidig det fællesskab, som han mente, der burde være blandt mennesker af forskellig stand. I forbindelse med en nationalfølelse som denne står både monarkiet og grundloven, som hver spillede en stor rolle i tidens konservative tankegang.

Den indre side træder også frem hos andre end udøvende kunstnere og videnskabsmænd: Mæcener har spillet en stor rolle for dansk kulturliv, og ikke mindst gælder det for museernes samlinger af kunstværker, at privates kulturelle interesser har betydet overordentlig meget for, hvad der findes i danske samlinger. I slutningen af 1800 tallet var bryggerne J.C. og Carl Jacobsen, fader og søn, særlig aktive. Thorvaldsen og Thorvaldsens Museum blev en inspiration for dem, og efter nederlaget 1864 var der et stærkt ønske om at vise, at Danmark stadig var levedygtigt; ”laboremus pro patria” – lad os arbejde for fædrelandet – blev Carl Jacobsens motto. De var førstemænd for handel og industri, som følte en kulturel forpligtelse; J.C. Jacobsen (1811-1887) blev hovedmanden bag genopførelsen af Frederiksborg Slot, som var brændt i 1859. Her opstod en national fortælling i billeder. Carlsbergfondet, som blev stiftet i 1876, fik til opgave at støtte dansk videnskab. Og i 1877 foreslog J.C. Jacobsen oprettelsen af et museum som et hjem for folkets historiske minder. I forslaget brugte han følgende formulering:

Et saadant Samliv med Fortidens Minder vækker og uddanner Folkets historiske Sands og styrker dets Bevidsthed om, at det har haft sin Andel i Menneskehedens almindelige Kulturudvikling og dermed dets Erkjendelse af de Pligter, som denne Arv fra Forfædrene paalægger den nulevende og de kommende Slægter, og en saadan Bevidsthed og Erkjendelse vil ikke undlade at styrke Folkets Selvfølelse og moralske Kraft, hvortil et lille Folk som vort i høj Grad trænger.

 Her er både tale om det bestemte folk, endda et lille folk, med en arv fra specifikke forfædre, og om menneskehedens almindelige kulturudvikling; her er både tale om vækkelse og om uddannelse, den øjeblikkelige begejstring er ikke nok. Det er måske svært at sige, hvad Jacobsen præcis forstår ved ”uddanne” her, men det må være en fordybelse, en varigere tilegnelse end ”vækkelsens”. Det ligger også i ordet ”samliv”, det er ikke meningen, at man ser det en eftermiddag og så glemmer det igen. Også ”erkendelse” virker som en forstærkelse af ”bevidsthed”, og dette hænger sammen med den holdning, at der er noget, der forpligter; det er ikke kun en fornøjelse. Folket ses i sammenhæng med den almindelige kulturudvikling, men dette styrker igen folkets selvtillid; en hentydning til den tvivl om landets evne til fortsat beståen, som på forskellig måde kom frem efter 1864. Nationalfølelsens side indadtil og udadtil hænger indlysende sammen. Jacobsens eget forslag fremstillede Danmarkshistoriens begivenheder i billeder. Dog planlagde han også billeder af de store europæiske fyrster omkring 1600.[15] Tankegangen ligner den klassiske konservative tænker Edmund Burkes om sammenhængen mellem fortid, nutid og fremtid. Sønnen Carl og hans hustru Ottilia Jacobsen stiftede i 1902 Ny Carlsbergfondet med det Formaal for Øje at udvikle og tilfredsstille Sansen for og Trangen til Kunst i vort Fædreland.[16]

Præsten Jakob Paulli talte således over kong Christian IX ved dennes begravelse i 1906:

 Der kan være Lande, rigere og skjønnere end vort. Men det lille Land mod Nord med sine Bælter og Sunde, sine Lyngheder og Bøgeskove, med sine straalende Sommerdage og mørke Vinteraftner, det er nu engang vort, og det elske vi. Der kan være Sprog, som synes at have et skjønnere Tonefald end vort. Men i vort Modersmaal have vi udtrykt vore bedste Tanker; i dette have de mildeste Ord lydt til os, i det lærte vi at bede vor første Bøn, derfor elske vi dette Sprog.

Paulli har her givet en original og helt igennem værdig variation af et tema fra Romantikken om landet, som ikke har noget ydre at prale af, men som vi dog elsker, fordi det er det, som er blevet os givet. [17] Forholdet til andre lande berøres kun let; det afgørende er kærligheden til Danmark. Det nationale kunne i nogen grad gå på tværs i tidens opfattelser. M. Galschiøt redigerede i årene 1887-1893 et værk Danmark i Skildringer og Billeder, som samlede danske forfattere af forskellige retninger til at skildre landets forskellige egne. Ingen af de mere markante konservative forfattere som K.G. Brøndsted, Ernst von der Recke eller Henrik Scharling er dog med, og redaktørens sympati må også siges at ligge på den radikale side. Thomas Lange skrev dog om Vestjylland og Alfred Ipsen om en del af Fyn.

Den ydre Side

Den ydre side af den nationale holdning vil gerne handle om at hævde landet udadtil. I sidste tredjedel af århundredet stod de store militære begivenheder fra dets tidligere del med en særlig vægt, som minder om ofre for landets overlevelse. Slaget på Reden 2. april 1801 vakte en national begejstring, som århundredet igennem blev stående som et lykkeligt eksempel på nationalt sammenhold, kampvilje og munterhed.[18] Ved hundredårshøjtideligheden i Holmens Kirke 2. april 1901 holdt Holmens provst H.M. Fenger (1850-1930) en stor tale[19], som blev udgivet sammen med Ernst von der Reckes kantate og Luthers ”Vor Gud han er saa fast en Borg”, som også blev sunget ved lejligheden. Talen indledes med en tak til Gud, fordi Du gav vort Folk en Plads i Nationernes Række og gav os et Land, vort Fædreland, som er værd at elske, og hvor der er godt at bo og bygge. Både i talens indledning og dens slutning er bønnen for fædrelandet særlig intens, også bønnen om offervillig kærlighed til fædrelandet. Talens grundsyn er, at minderne er forpligtende, og Fenger sammenligner begivenheden med stormen på København 11.2.1659. 2. april var en prøvedag fra Gud, og den nation, der værger sig, som heltene den dag gjorde det, lever. En stor del af talen er genfortælling af begivenheden, og Fenger understreger, at det ikke er tanken at komme med bitre ord mod dem, der dengang var modstandere, heller ikke Nelson: … i Krigen gjælder baade Magt og List, skjøndt de begge ere af det onde ligesom Krigen selv er det. Tanken er da den, at krig er af det onde, men i denne verden må et land dog kunne værge for sig. Hvad den danske side angår, kommer han med følgende bemærkning: … vi ere hos os kun altfor tilbøjelige til at kritisere dem, som have Ledelsen og Ansvaret i de afgjørende Stunder; bagefter og under rolige Forhold, hvor Hjernen er kold og klar, er det ikke svært at sige, hvad der burde være gjort. Heri ligger en afstandtagen fra alt for vidtgående kritik af fortidens ledere, en kritik som også historikeren Johannes Steenstrup har kunnet tilslutte sig. En national vækkelse og enhedsfølelse er, hvad Danmark fik ud af kampen. Fenger spørger til slut, hvad han og hans samtid gør, for at kransen ikke skal visne:

 Gud levendegjøre i os Fædrelandskjærligheden, Enheden, Villien til at ofre alt, hvad vi eje og elske paa denne Jord for at bevare vor Ære og Selvstændighed! Gud give, at naar Prøvens Stund kommer paany, vor Slægt maa kunne skrive Leveattesten med lige saa sikker, fast og tydelig Haandskrift, som det dengang skete.

Her er nu for det første den tanke, at minderne skal vække til handling, for det andet skal den enkelte kunne gå op i noget større. Talen slutter med bøn for fædrelandet, kongehuset, folket og marinen. Denne tale illustrerer dermed sammenhængsfølelsen, som også træder stærkt frem i andre af tidens kirketaler.

Samspillet mellem en national holdnings indre og ydre side kommer tydeligt frem hos historikeren Alexander Thorsøe, der levede 1840 – 1920. Han var en konservativ og national skikkelse, som skrev både historiske værker og historiske romaner med emne fra 1800-tallet. Thorsøe fremhæver i sine Erindringer Augustin Thierry som den, der indførte nationalitetsprincippet som hovedsynspunktet i opfattelsen af den historiske udvikling og derved stiftede en ny skole (s. 90). Dermed viser han tydeligt det nationale standpunkts internationale side. Han skrev om Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene, om Danmarks styre i Slesvig mellem De slesvigske Krige, [20] om den danske adels deltagelse i landets politiske liv i 1800-tallet, om Rigsdagen og udenrigspolitikken.

Sønderjylland

 Den nationale holdning havde det sønderjyske spørgsmål som sit særlige brændpunkt, og dette spørgsmål betød noget for datidens mennesker, som nok vil være vanskeligt at forstå for mange i dag, i hvert fald hvis man ikke selv bor i Sønderjylland. At nederlaget i 1864 og tabet af Slesvig gjorde et overordentlig stort indtryk på den danske befolkning og i høj grad bidrog til at svække de nationalliberale, som opfattedes som ansvarlige, er velkendt, men det er nødvendigt for forståelsen af hele situationen at betone, hvor dybt et sår, der var tale om; og her kan et udsagn fra Helena Nybloms erindringer hjælpe: Søndag den femte Februar, da jeg var i Holmens Kirke, forundrede det mig at se alle Mennesker græde. – Da jeg kom ud, fik jeg Grunden dertil at vide. Dannevirke var rømmet.[21] Dette er et af flere udsagn om, hvor rystende denne begivenhed virkede, som et stød i hjertekulen. Som eksempel fra en senere og ændret situation kan nævnes, at kvindesagskvinden Astrid Stampe Feddersen var stærkt optaget af Sønderjylland, holdt Flensborg Avis, og da hun i 1920 stod på Dybbøl, følte hun, at det var hellig grund. Disse ord står med kursiv i hendes tekst.[22] De viser, hvor dybtfølt tidens nationale holdning var.

En del af den nationale identitet er også, hvilke billeder af Danmarks historie man vælger, og det kan netop illustreres med nederlaget: V. Rosenstands billede af Ottende Brigades Angreb ved Dybbøl og Chr. Mølsteds fra Slaget ved Helgoland havde begge været alternativer til billedet af tilbagetoget fra Dannevirke med de frysende soldater, der slæber kanoner. I så fald havde man lagt vægt på kraft og energi og håb om landets fortsatte beståen selv i den overordnede nederlagssituation. Men billedet, der signalerer nederlag, nederlag, nederlag er i dag langt mere kendt. Det er også et valg.[23] Den samme holdning, som billederne fra Dybbøl og Helgoland udtrykker, findes i Michael Rosings vers på et mindesmærke for faldne i de slesvigske krige i Skt. Bendts Kirke i Ringsted:

 Græd ej for os, thi vi har været tro,
Guds Kys har lukket vore Vunder røde.
Men brister under Folket Haabets Bro
Og synker Dannebrog for Ørnens Klo,
Da græde for de Levende de Døde.[24]

Der var under fremmedherredømmet en række aktiviteter for at støtte sønderjyderne: Den nationale forening ”To Løver”, der stiftedes 1888 af en del medlemmer fra Studenterforeningen og dermed havde en konservativ forbindelse, støttede kraftigt den danske bibliotekssag i Sønderjylland, med afsendelse af et stort antal børnebøger og oprettelsen af et centralbibliotek i Flensborg; en sag som historikeren A.D. Jørgensen støttede kraftigt. Også efter 1920 støttede ”To Løver” bogsagen i Sønderjylland.[25] Blandt dens medlemmer mærkes udover A.D. Jørgensen folkemindeforskeren Axel Olrik, litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen og den konservative politiker John Christmas Møller (fra 1914). Der var også et samarbejde med en sønderjysk kreds i det radikale Studentersamfund, dog ikke uden gnidninger. Under fremmedherredømmet arbejdede foreningen for, at det sønderjyske spørgsmål ikke skulle blive glemt.[26]

Intetsteds var vigtigheden af forholdet mellem det religiøse og det nationale nok tydeligere end i det Sønderjylland, som fra 1864 var underlagt tysk styre. Kirken havde nok en vis selvstændighed, men var underlagt den preussiske stats styre. Denne magt blev bl.a. brugt til at ændre kirkesproget fra dansk til tysk. Der kom en vis grundtvigsk bevægelse i Nordslesvig fra 1830’erne, men større tilslutning fik Indre Mission fra 1860’erne med et ihærdigt vækkelsesarbejde. For denne bevægelse måtte som udgangspunkt evangeliseringsarbejdet være vægtet klart højere end alt andet. Under de stigende angreb på danskheden fra de tyske myndigheders side blev det imidlertid stadig sværere at undgå at tage nationalt stilling.  I 1898 skrev Vilhelm Beck om kristne menneskers ret og pligt til at deltage i arbejdet for og værnet om deres folks liv; dette blev signalet til at en del af bevægelsens tilhængere nu tog del i valgene. [27] Der kom efterhånden en stigende modsætning mellem de tysk orienterede og de dansk nationale. Slesvigs Indre Mission blev sprængt 1912 på det nationale spørgsmål.[28]

Forsvarsbevægelsen

 En særlig side af den nationale holdning var forsvarsspørgsmålet, som for konservative har været den måde, nationaliteten i særlig grad skulle stå sin prøve. Sammenhængen mellem fortid, nutid og fremtid kom her i særlig grad til udtryk f.eks. i forbindelsen mellem udståede krige og fremtidens forsvar[29], og tanken var, at forsvaret var så vigtigt, at det burde stå over partierne. Forunderligt, at der kan være Uenighed om en saa simpel, selvfølgelig Ting, at Nationen maa gøre det yderste for at værge sine Enemærker! Lyder i 1900 Harald Rasmussens udsagn herom.[30] Han levede fra 1853 til 1904 og var teolog og lærer ved De forenede Kirkeskoler. Danmark var stærkt svækket efter 1864 og mistede efter 1871 også overlegenheden til søs i forhold til Tyskland. Forsvarsvennerne agiterede for nødvendigheden af et fortsat forsvar. Efter 1864 vedblev der at være en stærk national stemning; et udtryk herfor var skyttebevægelsen, der bredte sig ud over hele landet fra 1865. Fra 1871 fandtes en folkelig forsvarsbevægelse med flere adresser og foreninger; pastor Johannes Clausen, Ryslinge, var en af de aktive. 1883 blev en adresse med 107 000 underskrifter på et ønske om ordning af landets forsvar overrakt kongen. Fra 1874 debatteredes især spørgsmålet om Københavns befæstning, som fik særlig politisk betydning, idet ministeriet Estrup 1885 gennemførte den ved provisorier. Efter Systemskiftet 1901 var der fortsat en aktiv forsvarsbevægelse, og ministeriet Neergaard faldt 1909 på spørgsmålet om Københavns befæstning[31]. De danske Forsvarsbrødre var en række nationale selskaber, der samledes om konge og fædreland, og som desuden kunne yde medlemmerne økonomisk støtte, 1918 havde de ca. 30 000 medlemmer. Det største selskab blev stiftet af kaptajn Michael Gjørup i København 1879.[32] Vort Forsvar var et tidsskrift, som udkom fra 1881 under ledelse af cand. polit. C. Hall. Dets formål var, at forsvarssagen skulle stå hævet over partistridigheder, og det havde tilknyttede militært sagkyndige. Det formåede også at trække folk fra mange lejre, bragte underholdende stof og fik stor udbredelse (20 000 holdere). Venstre vendte sig dog imod Hall og efterhånden også Højre, mange anså ham for at være for Venstrevenlig efter Systemskiftet. Bladet svækkedes derved stærkt, og ved Halls død 1908 ophørte det.[33] Det er et eksempel på, at sagen har engageret mange mennesker, men det har været svært at samle dem pga. andre modsætninger.

Erik Bøghs holdning er national og forsvarsvenlig, således skriver han 1876: Vi har et Folketing, der nylig fejrede Aarsdagen for vore Forfædres heltemodige Forsvar af Københavns Volde (10de Febr.) med en Forhandling, der prisgiver hele vort Fædreland for den første den bedste Overrumpling af en stærkere Fjende. Københavns befæstning var for ham i tilfælde af fremmed invasion nødvendig for hele landets frelse.[34] I 1883 skrev den nationalliberale Carl Ploug i et skrift om forsvarsspørgsmålet, hvor han i øvrigt så ret kritisk på regeringens ønske om en landbefæstning af København, følgende, som giver en forklaring på, hvorfor dette spørgsmål fyldte så meget i datidens bevidsthed og især da den konservative (s. 6):

Udgangspunktet maa vel være fælles for de fleste oplyste og alvorlige Mennesker, den Erkjendelse nemlig, at det er ethvert Folks, som ethvert Menneskes, Pligt at bevare og værge sin Selvstændighed; og at denne Pligt bliver saameget desto uafviseligere for et Folk, jo mere det føler sig i Besiddelse af en ejendommelig Natur og særegne Evner, og jo mere det er lykkedes det at aabenbare disse i Historien og det almene Kulturarbeide.

Her ser vi den sammenholden af den enkelte og folket, helheden, som møder os på så mange ledder af den konservative tankegang, her ser vi pligttankens betydning, og her ser vi tanken om at bidrage til menneskehedens udvikling. Men Ploug er betænkelig for forsvaret, bl.a. ved at den danske befolkning er så magelig. Han peger da på, at nationer ikke har brev på at bestå evigt, ligesom det enkelte menneske må tænke på, at døden kan komme, igen samme sammenligning. Til syvende og sidst beror det på Gud, om Danmark kan bevare sin selvstændighed, men vi må selv gøre, hvad vi kan (s. 48).[35]

Sproget

Sproget er nært knyttet til nationaliteten i 1800-tallets opfattelse, og uanset deres nærmere observans omfattede de konservative forfattere i sidste tredjedel af 1800-tallet det danske sprog med særlig kærlighed. Vi har allerede set Erik Bøghs fremhævelse af sprogets betydning. Bøghs nationale holdning og respekt for det danske sprog kan også få ham til at komme med en indvending mod en samtid, der har sat tempoet op[36]:

Men den mest nationalitetsfordrivende og sprogudjævnende af alle Dampmaskiner er dog Hurtigpressen: ved den presses Forfattere til Hurtigskrivere og ved den udskrives der et Publikum af Hurtiglæsere. For at læse hurtigt maa man vænne sig til at overse Sprogfejl og for at skrive hurtigt maa man bruge de første de bedste Udtryk og Vendinger, og jo mere Hurtiglæserne taber Synet for Sprogsynderne, jo mere sjusker naturligvis Hurtigskriverne, og jo mere disse sjusker, jo mere vante bliver hine til sjusket. Fremmede Ordstillinger og Udtryksmaader, der indsmugles i Hurtigskrivernes Oversættelser, faar uhindret Hævd først i Skrivebrugen og siden i Talesproget, indtil Modersmaalet har tabt al Ejendommelighed og er blevet til et karakterløst Ruskomsnusk, som man mere og mere taber Interessen for.

Dette er en diskussion, som er fortsat indtil i dag; forskellen er, at sproglige ”fagfolk” i dag også principielt hævder forandringen som en værdi i sig selv og dermed signalerer, at det ikke nytter at gøre indsigelse mod misrøgt af sproget. Bøgh er stærkt optaget af sproget, han er modstander af fremmedord, og han ønsker skriftsproget indrettet efter talesproget; støtter retskrivningsmødet i Stockholm 1870.[37] Men holdningen til sproget viser også interessante forskelle. Det er ikke alle, der har samme holdning til fremmedord, som han. Dermed kommer forholdet mellem den nationale holdnings indre og ydre side frem på en særlig spændende måde i forhold til sproget. Det er også med til at understrege, at de konservative ikke kan sættes på en formel.

I. Krohn (1841-1925), som var leder af Krebs’ Forberedelsesskole i 34 år og forestod den med brændende iver for sit kald og megen sans for pligt og orden, og som skrev børnebøger, herunder den berømte ”Peters Jul”[38], indledte sin ABC og Læsebog fra 1868 med følgende lille vers under en galende hane :

Den galer i din første Bog,
den siger: ”Du maa lære
vort gode, gamle, danske Sprog
og holde det i Ære!

Dette nationale udsagn om værdien af sproget står på en plads, hvor man i en mere kristelig tidsalder ville vente en bøn til Gud.[39]

En anonym forfatter (professor K. Rovsing) skrev i 1877 nogle ”Konservative Sprogbemærkninger” i Nær og Fjern[40]. Han begynder med at forklare ordet konservativ, og at det er en god eller slet egenskab, efter som det man ønsker at bevare, er godt eller slet.

 Al Udvikling er betinget af to Principer, der ere hinanden modsatte. Ifølge det ene holder man fast ved det Standpunkt, der allerede er vundet; Ifølge det andet søger man at komme bort fra det til den ene eller den anden Side, overhovedet at faa Forandring. Det første er det konservative Princip, det andet det progressive eller efter politisk Sprogbrug det liberale.

Han går derefter over til at tale om, at yderpunkterne i begge tilfælde er urimelige: Begge Principerne maa paaagtes, hvis man vil fare vel. Det er ham om at gøre at skille det konservative ud fra det reaktionære. Han taler om, at det for tiden ikke er på mode at være konservativ. Derefter taler han om ordene jernbane, murmester og tømmermester, gemyt og øre (pengene), samt konsonantfordobling i fremmedord. Et gennemgående træk synes at være, at han vender sig imod en noget sygelig Nationalbevidsthed, der vil fortrænge ord, som har fået borgerret i sproget gennem lang brug, fordi de tidligere er kommet ind, især fra tysk. Skønt ordet organisk ikke bruges, må tanken være den, at en gennemført purisme bryder med sprogets sammenhæng. Forfatteren bryder altså med den udprægede sprogrenserbevægelse og viser en anden holdning end Bøgh. Om Kristen Rovsing (1812-89) må det siges, at han var skolemand med interesse for pædagogisk teori og skolens enhed.[41] Når han selv bruger betegnelsen ”konservativ”, må det være ud fra en betragtning om, at kulturværdier er i fare.

I 1881 udgav Rovsing en udvidet udgave som bog under eget navn og med samme titel, dog med tilføjelsen til beleilig Overveielse for de Vaklende. Han skriver i forordet udtrykkeligt, at han henvender sig til almenheden og ikke til fagmænd; derfor tilstræber han ikke nogen systematisk fremstilling, og han siger om bemærkningerne:

At de ikke udgjøre en Helhed, vil saaledes vistnok ikke blive beklaget, saafremt der ikke savnes Enhed i Opfattelsen, og de skulle tilsammen kun udtrykke det ærbødige Spørgsmaal, om ikke denne Opfattelse i det Hele er rigtig, d. v. s. overensstemmende med Folkets sunde Sans og med den Betragtning, der er den gjeldende i den store, fornuftige Almenhed.

Der henvises her til størrelser af betydelig bredde, mere end der er tale om en argumentation, der udmærker sig ved knivskarpe bestemmelser, og dette er et karakteristisk konservativt træk. Rovsing siger her, at han betragter sprogspørgsmålet som almenkulturelt og ikke kun for eksperter, heller ikke et, der kan reduceres til et enkelt princip. Han modsætter sig altså en universalistisk behandling af det. Han taler senere (s. 15) med en smule ironi om lingvisternes foragt for blandingssprogene, der hvert Øieblik bringer deres Papirer i Uorden og forstyrrer Harmonien og Symmetrien i deres grammatiske Bygninger. For ham er sproget et praktisk anliggende, hvilket ikke udelukker, at han har sans for sprogets egen skønhed. Men hans adskillelse af enhed og helhed er også interessant; enheden i opfattelsen må være det praktiske synspunkt, hvor helheden er den teoretisk sammenarbejdede sammenhæng.

Denne tankegang vender tilbage i varieret form og med en mere bestemt brod, når han siger (s. 74): Det er ikke Lærernes Opgave at lære Folket, hvorledes det skal tale eller hvorledes det skal skrive; men de skulle lære Ungdommen, hvorledes Folket taler og skriver. En fælles grundlæggende retskrivning er jo også et praktisk standpunkt. Midt i teksten kommer han pludselig (s. 15f.) med en grundlæggende betragtning, efter at han har konstateret, at sprogene ikke er til for lingvisternes skyld:

 Hvert enkelt Sprog er bestemt til at være et Redskab for Menneskeaandens totale Udvikling. Denne kræver, at det enkelte Folk ikke bør lade sig nøje med sig selv, søge at være sig selv nok, men at det skal tilegne sig, hvad de andre Folk have vundet, berige sig ved deres Rigdom.

Her ser vi nationaliteten som en del af en verdenskultur. Det er et generelt konservativt træk, og vi har lige set brygger Jacobsen bruge et helt tilsvarende udtryk; det nationale sprog står i forhold til andre sprog. Senere i skriftet går han over til at tale om (skrift)sproget i forhold til nationaliteten (s. 81):

En Nationalskrift, der har udviklet sig tilligemed det Folk, som den tilhører, har ligesom Folket hist og her allehaande historiske Mindesmærker. Disse kunne undertiden vise sig saa ruinerede, at det kan synes rigtigst at skaffe dem helt afveien; men uden videre at give sig til at udrydde dem alle sammen er vandalisk. Orthografien har i de lange Tider udviklet sig lidt efter lidt og umærkeligt, stadig afpasset efter Folkets Behov, og naar man betragter den under Hensyn til Tidens Tarv, saa er den første Fordring, vi stille til den, at den skal være fast, almengyldig for det hele Folk.

Om sproget bruger han en organisk sammenligning, en lignelse fra menneskelivet, i forbindelse med skellet mellem stærke og svage verber (s. 28), ikke uden humor:

At disse saakaldte stærke Verber ere de oprindeligste, fremgaaar med megen Sandsynlighed deraf, at de sandselige og mest nødvendige Verbaludtryk endnu have denne Dannelsesmaade, dels ogsaa deraf, at Methoden gjennem hele den historiske Tid har været anvendt med tiltagende Sparsomhed: det gaaer nemlig i Sproget som i Livet, at tiltagende Affældighed i Regelen er Vidnesbyrd om Alderdom.

Han udtaler sig ellers i spørgsmålet forholdsvis pragmatisk og giver netop derved udtryk for en organisk holdning: De stærke former, som een gang er gået af brug, får vi ikke tilbage, men lad os hæge om dem, der kæmper for livet (s. 30), den svagere Part, naar den da ikke er den angribende, har altid størst Fordring paa Sympathi. Som indledning til sin beskrivelse af bestræbelsen på at undgå sammenskrivning af ord, noget han anser for egentligt sprogopløsende, skriver han (s. 42):

Det skal her slet ikke undersøges, hvilket der er det Bedste, det Nye, Friheden, eller det Gamle, Tvangen. Det lade vi enhver afgjøre efter sin egen Samvittighed og minde blot om, hvad der tilvisse ogsaa kan finde Anvendelse i denne Sag, at

                                            alt Nyt er ingenlunde ret,
                                            alt Gammelt heller ikke slet.

… Imod Modens lunefulde Herredømme nytter det i Regelen ikke at gjøre Indvendinger, og for det meste ere de Baand, den paalægger, jo heller ikke videre trykkende. Hvad f. Ex. vide og snevre Benklæder angaaer, saa er det i Virkeligheden temmelig ligegyldigt, hvilket der til en given Tid er Mode; thi man kan unegtelig befinde sig vel i begge Slags. Om Moden forlanger, at man skal bruge latinske Bogstaver eller gothiske, kan ligeledes kun betragtes som ligegyldigt eller uskyldigt. Men den Mode, hvortil vi her sigte, er virkelig i høi Grad faretruende for Sprogets Liv og Sundhed, og den bør derfor ikke vedblivende gaae i Svang upaatalt.

Han hævder således, at ikke enhver mode er det umagen værd at bekæmpe, men der er tilfælde, hvor man må tage bladet fra munden. Han overvejer tilsyneladende ikke, om der ikke i det nye, i den såkaldte frihed, kan være en tvang, men det ligger i hans beskrivelse af moden, at den ofte fungerer som et pres. Alligevel er det kun traditionen, de nedarvede regler, der får ordet ”tvang” hæftet på sig. Han protesterer imod, at man vil undervise børn efter moden (s. 52), og udtaler også en vis kritik af Kultusministeriet for ikke at have bragt orden i uføret (s. 60f.). Han bemærker, at retskrivningskongressen i Stockholm 1869, som satte gang i de tiltag, han er imod, fik et telegram med tilslutning fra det samtidige arbejdermøde i Göteborg (s. 71). Han hævder den traditionelle brug af stort begyndelsesbogstav i substantiver med henvisning til, at dens angribere er inkonsekvente, når de i andre spørgsmål ikke bryder sig om europæisk skik og brug, og at et kompromis ikke nytter (s. 82-86). Konservativ er også orientalisten Harald Rasmussens holdning til sproget; han skriver i Fortalen til sin oversættelse af Fembogen[42]:

 Da de samme Ord i Sanskrit ideligt vende tilbage, er der for at bryde Ensformigheden meget jævnligt i Oversættelsen brugt enstydige danske Udtryk og en Del ældre Ord, som tit med Urette ere skudte til Side af Sprogstrømmen. I en Æventyrbog maa Sprogtonen gærne lyde lidt gammeldags.

Oversætteren udtaler her en bevidst holdning til sproget og genren, og det fremgår samtidig, at han har set sit arbejde som kunstnerisk, idet han jo her viser, at han går ud over originalen for at frembringe et mere tilfredsstillende udtryk. Dette – og det lille ”med urette” – viser en holdning til og en følelse af ansvar over for det danske sprog.

Rovsing og Rasmussen mente, at sprogstoffet lever, men desuden, at man kunne arbejde med det og bevidst modsætte sig antitraditionelle strømninger. Hos Rovsing møder vi en afstandtagen fra udpræget teoretisering og abstrakte synsmåder, som er karakteristisk konservativ. Begge beskæftiger sig konkret med det danske sprog, og deres nationale følelse viser sig i et ønske om, at dette sprog skal virke så rigt og godt som muligt. Dette fører hos Rovsing til en modstand mod det ensidigt nationale, som på sit eget område danner en parallel til det, vi har set hos Henrik Scharling. Rovsings betragtninger danner en parallel til Scharlings tidligere omtalte i den forstand, at det nationale sprog ikke ses som en entydigt absolut størrelse, men som en praktisk størrelse, med historiske træk og en skønhed, man med god grund kan værne om. Det historiske er en del af sprogets rigdom, og muligheden for at tage ord ind fra andre sprog er også en del af denne rigdom.

Hvor nationale var de egentlig? Fædrelandsfølelsen i Litteraturen

Den danske kultur i 1800-tallet er i almindelighed præget af et nationalt engagement. Det er dog et spørgsmål, hvor vidt det strækker sig, og om man ikke har været tilbøjelig til at fremstille det ensidigt i en mere globalt tænkende eftertid. I musikken f.eks. viser den danske og den nordiske stil betydelige nuancer,[43] ligesom man hele tiden var klar over, at der også var en international baggrund for frembringelserne. Vi har set Rovsings indvendinger mod en udpræget sproglig purisme.

Det er min opfattelse, at den konservative tankegang i sidste tredjedel af 1800-tallet i høj grad havde både et nationalt og et internationalt perspektiv, og at værker om den nationale fortid ikke viser en ensidigt nationalt heroisk tankegang. En udpræget national digter som Carl Ploug ser det nationale i sammenhæng med en verdenskultur, som vi også har set det hos Rovsing og brygger Jacobsen. I tidsskriftet For Idé og Virkelighed, 1871 I står Plougs mindetale over Orla Lehmann fra Studenterforeningen (s. 105-129), og det er ikke uden interesse, at denne nationalliberale i sin sammenligning mellem Lehmann og Oehlenschläger betoner, at begge modtog fremmede impulser, den ene fra den tyske romantik, den anden fra Frankrig, og dette ser han ud til at anse for ganske naturligt. En historiker som Johannes Steenstrup skrev især om dansk historie, men var meget vel opmærksom på det europæiske perspektiv.[44] J. Davidsen (1813-1891) fremførte i 1884 nogle almindelige betragtninger om nationalsange, at de bør være tolk for kærligheden til fædrelandet, bør være af et almindeligt indhold og ikke for stærkt præget af øjeblikkets stemninger, bør kunne forstås af alle. Han gennemgår så en række eksempler fra forskellige lande, taler om, hvad der er nationalsange og hvad ikke, og samler til sidst opmærksomheden om de danske eksempler. Det interessante er her, dels at det nationale både ses i national og i international sammenhæng, dels at en oprindelig helstatskonservativ som Davidsen viser samme grundsynspunkt som mere nationalliberalt orienterede typer.[45] Jeg vil her se på, hvordan det nationale viser sig i romaner af Henrik Scharling og H.F. Ewald samt i den danske nationalopera Drot og Marsk.

Henrik Scharling offentliggjorde i 1866 en ret stor roman i to dele, Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter, som er bemærkelsesværdig ved sit stærke præg af stemningen efter 1864 og ved sin kritik af de akademiske kredse, som havde præget udviklingen siden 1848. Den kan ses som et eksempel på tidlig konservativ kritik af overdreven skandinavisme, før den radikale kritik satte ind. Handlingen foregår for en stor del under Treårskrigen, men føres frem til 1864 og må siges at ligge tæt på de begivenheder, den beskriver.

Hovedpersonen Uffe er snublet ind i verden, idet han er søn af en skuffet og deprimeret fader, en oberst som engang var lovende, men er kommen om paa Vrangsiden af Tilværelsen, som det hedder i begyndelsen af bogen. Sin hustru forstår han ikke, da han dømmer efter det ydre skin og ikke ser, at hun har et dybt, stille Gemyt (I, s. 15). I den forbindelse peger Scharling på det religiøse håb. Oberstens hus er mørkt og trist, men han er selv den, der lider mest derunder. Der er blodig ironi i citatet: …han gik nu saa jævnt frem paa ”de Danskes Vej til Roes og Magt, Avancement:” til sidst blev han Oberst. I Ewalds sang er det jo havet, som er de danskes vej til ros og magt. Længe ser det ud til, at det vil gå Uffe på samme måde: Han er kejtet og anses for ubegavet. …. Hvad for et ynkeligt Liv lever jeg om igjen i Dig, siger faderen til ham (s. 88); det er nok så meget selvanklage, men det kan Uffe ikke vide. Han har en instinktmæssig Følelse af, at Faderen ikke holdt rigtigt af ham; thi det er en forunderlig Sikkerhed, hvormed Børn kunde skjønne, hvem der holder af dem, og hvem der ikke holder af dem (s. 28). I denne udvidede generaliserende bemærkning kommer nok en vigtig holdning til udtryk. Senere driver et instinkt Uffe bort fra hjemmet og ind i krigen (II, s. 11). Som han vokser til, lider han af ulykkelig kærlighed og må igen undgælde for faderens gamle sår (I, s. 265). Hans moder forstår bedre, hvad der foregår i sønnen (I, s. 189) … Men hun var ogsaa opdragen i en ganske anden Skole end alle de Andre, i en Skole, hvor hun tidligt havde lært at kæmpe med Haab mod Haab (s. 270). Hvad dette er for en skole, får man ikke direkte at vide, men der er vel tale om både et vanskeligt liv og et kristent håb. Uffe henslæber sin dagligdag i et apotek, går og grubler og har svært ved at træffe nogen beslutning (I, s. 245). Kort sagt, Uffe har det hårdt. Også efter krigens udbrud, da han ellers er vågnet op til dåd, kan han undtagelsesvis gribes af en åndelig lammelse (II, 179).

Alligevel er oberst Hjælm i en vis forstand forfatterens talsmand, da det er ham, som i 1845 ved et middagsselskab udtrykker skepsis overfor, om svenskerne nu også vil komme til hjælp, når det gælder. Han har hørt længe på taler om det nordiske fostbroderskab, men til sidst bliver det ham for vammelt (I, s. 7). Det har Scharling skrevet efter 1864, men hans person siger det inden. Fra den dag er obersten umulig i København. Han holder også på lov og ret, selv når det er personlig vanskeligt for ham (I, s. 178).  Vennen Palle opdrages i fuldkommen frihed (I, s. 61) og taler siden ustandselig om frihed (I, s. 161). Han opgiver efterhånden al tillid til andres autoritet, men uden at se, at han derved kommer ind under en ny autoritet, nemlig redaktør Klemmesens (I, s. 71, 90). På samme måde kommer forfatteren med en bemærkning i forbifarten om, at de teoretiske spørgsmål ofte forsvares med større iver end de praktiske (II, 62). Palle studerer Søren Kierkegaard, men kun for formens skyld, for at samle nogle imponerende fremmedord (II, 316). Uanset at forfatteren ikke sympatiserer med Palles karakter og synspunkter, fremstiller han ham ikke som nogen karikatur; han prøver oprigtigt at hjælpe Uffe (I, s. 213, 244). Omtalen af Palle i bogens sidste kapitler er unægtelig mere karikeret, men der kan heri ligge den pointe, at hans selvglæde bliver stadig mere fremtrædende. Dette står i skarp kontrast til hans lidet heltemodige optræden i krigen. Den første antydning heraf er, at han har sværere ved at drage i krig end Uffe (II, 22). I selve krigen interesserer han sig kun for folkeånden og folkemindet og fejer det praktisk militære til side (II, 63). Han er ikke modig i slag, men er den første til at tale om forræderi (II, 217). Palle og hans venner er altid utilfredse (I, s. 82f.). Uffe føler undertiden før krigsudbruddet en hverdagsagtig Vrantenhed (I, s. 131), men kan ikke give sine negative følelser udtryk på nogen frugtbar måde; han har ingen selvtillid (I, s. 133, 191, 205), hvad Palle har til overflod. Først ved krigens udbrud kan Uffe komme væk fra de trykkende forhold og komme til at handle (II, 8). Da føler han, at hans sjæl udvider sig: Følelsen af noget Ubestemt, Unævneligt gjennemtrængte Uffe, han kunde ikke klare sig selv, hvad det var, men han fornam, at det virkede frigjørende, ja nyskabende paa ham (II, 33). Uffe kommer også til at kende glæden, da han træffer en død kammerats familie, herunder dennes søster (II, 285).

Stilheden har en plads som tema: Uffe vil som barn helst sidde stille (I, s. 29), som voksen befinder han sig bedst i tavshed (I, s. 206). han har ikke ordet i sin magt (I, s. 160); som halvvoksen går han og grubler over de første og sidste problemer i tilværelsen, om Gud er til og om menneskets mulighed for lykke (I, s. 45). Dette viser læseren, at han ikke er helt så sløv, som han anses for at være. Palle holder politiske foredrag for ham, men uden resultat: Uffe sagde nemlig aldrig imod, men han trak sig tilbage i sin Tavsheds endeløse Ørken, hvor Palles meest veltalende Ord aldrig kunde naae ham (s. 81). Der er to lag i dette: Forfatteren er modstander af tom veltalenhed, og samtidig lider Uffe selv under sin forsagthed, taber en overgang tilliden både til sig selv og til alt skønt og ophøjet i livet (I, s. 268). Han er en ”Uffe hin Spage”, om end dette udtryk ikke direkte bruges. I krigen kommer han ud af sin håbløse tilstand, men får dog et tilbagefald, da han hører, at genstanden for hans ulykkelige kærlighed, Inez, er død; da føler han sig indefrossen mellem Dorskhedens og Modløshedens knugende Iisbjerge (II, 327). Scharling fremfører indirekte en satire over og advarsel imod overdreven tillid til ”det levende Ord”s vidunderlige magt (I, s. 49, 91). Dette hænger sammen med bogens almindelige syn på den skandinaviske politiks manglende forankring i virkeligheden som fremstillet ved den geskæftige redaktør Klemmesen og hans stærkt polemiserende blad ”Skandinaviens Morgenrøde”. Man bliver kun respekteret, hvis man rakker ned, er hans hovedregel (I, s. 70); Hertillands har Folk en utrolig Respekt for Grovhed, man brummer jo nok lidt derover, men betragter det dog altid som Tegn paa et godt Hoved. Skriver Palle senere til Uffe (II, 413). I bogens slutning bliver Uffe ligesom sin fader led ved den megen snak og udbringer en skål for tavsheden (II, 483) og gør sig dermed umulig i København. Al forskel til trods bliver der dermed en lighed i faders og søns skæbne.

Med alt dette er der dog en patriotisk åre i bogen: Folket vaagnede som af en Drøm, hedder det om den nationale bevægelse i 1848 (II, 1). På samme måde vågner Uffes kærlighed til Danmark under slaget ved Slesvig (II, 91). Skildringen af dette slag (II, 66-91) er patriotisk, men ikke heroiserende. Ved Fredericia fremstår Uffe som den tapre landsoldat (II, 360), en ny pligtfølelse er vågnet i ham (II, 370). Skildringen af Meza virker tvetydig (II, 355f.). I krigen får Uffe en kernefuld ven i nordmanden Bjørn, som på sin side gør kort proces med skandinavismen og dermed indirekte bekræfter, hvad oberst Hjælm for år tilbage har sagt. Og det er Bjørn, som siger, at vi må sætte vor lid til Gud og dertil føjer, at Gud virker i verdenshistorien gennem de store personligheder (II, 43). Han udtaler ligefremt sit kristelige livshåb (II, 175). Vorherre træder i det hele taget mere frem i anden del af bogen, som foregår efter krigsudbruddet.[46] Da forsones Uffe også med sin fader (II, 375), som har måttet foretage nogle ”frontforandringer”. Men Uffes lykkeligste dage er i krigen, han genkender ikke sine rolige og tapre soldater i det meget talende og meget pralende Folk, som han lever iblandt mellem de to slesvigske krige (II, 475). Handlingen føres nemlig, som sagt, frem til 1864. I bogens sidste scene falder Uffe ved Dannevirke, han oplever ikke tilbagetoget, og bogens sidste ord antyder et håb i hans lille søn.

Når jeg skriver, at Scharlings bog er et eksempel på tidlig konservativ kritik, betyder det ikke, at den er uden fortilfælde: B.S. Ingemanns også ret udførlige fortælling Den stumme Frøken fra 1850 viser samme holdning: Afstand til stærkt skandinavistiske synspunkter og stortalende nationale markeringer, men en kristen grundholdning og over for tidens rørelser en forening af kongetroskab og patriotisme, en dyb bekymring over for udviklingen. Begge foregår i vidt omfang i 1848, netop derfor er en sammenligning så indbydende. To stemninger mødes her i samme emne, før og efter 1864, og to generationer. Slagscenerne er langt mere grusomme hos Scharling end hos Ingemann, der ikke i særlig grad skildrer krigen. Ingemann formidler en poetisk stemning i selve sproget, som man ikke kan forvente at finde hos andre forfattere, heller ikke hos Scharling. Hele rammen hos Ingemann er også mere romantisk end hos Scharling. Satiren over pressens magt og over de skandinavistiske taler er langt skarpere hos Scharling end hos Ingemann. Og i hovedpersonens indledende kvaler er der en intensitet i mørket, som ikke findes hos Ingemann; Uffe føler en uhyggelig Tomhed i Sindet (I, s. 60).

Hos Ingemann findes en egentlig omvendelseshistorie hos en ældre dyster mand, og i den spiller Bibelen en direkte rolle; hertil er der ikke nogen parallel hos Scharling. Dog begynder Uffe at granske Skrifterne, især evangeliebøgerne, henimod slutningen af bogen, og han gribes af den historie, hvori Vorherre selv spiller hovedrollen (II, 309).

Svenskerne paa Kronborg

 Forfatteren H.F. Ewald (1821-1908), der skrev en række historiske romaner og i sine samtidsskildringer vendte sig mod radikalismen,[47] udgav i 1873 den historiske roman Svenskerne paa Kronborg i to dele. Romanen er et vidnesbyrd om en tid, der tog det historiske alvorligt. Navnlig i begyndelsen giver beskrivelserne fremstillingen en vis tyngde. Senere får handlingen tiltagende liv og farve. 1600-tallets lærdom anføres, men H.F. Ewalds samtid havde også en forbindelse med den klassiske tradition, som stort set ikke kendes af nutiden; der har derfor nok været afstand, men dens størrelse skal heller ikke overdrives. Et sted (I, 46) har forfatteren fundet det nødvendigt i en note at forklare, hvem den svenske dronning Christina var; mere sikker har han altså ikke været på sine læseres historiekundskaber. På samme måde har han i en samtale mellem studenter sat oversættelsen af et par latinske gloser i noter (I, 56f.). Standsforskellen mellem adel og uadel understreges, men der er også personlige forbindelser på tværs af skellene, og man mærker sig i handlingen Birthe Ranzows omsorg for den forældreløse Lisbeth. Forfatteren bemærker (I, 53), at Den gamle Adel var dansk i Sind og Sæder, og ikke enhver Herremand var en Bøddel mod sine Undergivne. Her mærkes en opposition mod en udpræget sortmaling af herremændene. Nutiden inddrages jævnligt, således bemærker forfatteren (I, 53), at det var en ægte dansk folkefest, der blev holdt St. Hans Aften mellem Tisvildes banker, men dog saare forskjellig fra Nutidens Folkefester; thi der blev ingen Taler holdt, ikke heller sunget Sange. Dermed har Ewald også givet et bidrag til sin egen tids karakteristik.

I beskrivelsen af Frederiksborg, hvor de to konger mødes, indfletter H.F. Ewald et digt af Carsten Hauch (forbindelse til Guldalderen) og en beskrivelse af, at det Frederiksborg, der brændte 1859, ikke var det samme, som det, Christian den Fjerde havde efterladt sig (I, 75f.). Så samvittighedsfuld er han i sine oplysninger og beskrivelser, der dog som nævnt aftager i bogens løb. Brugen af forgyldningen forsvares også overfor Nutidens smag. Det beskrives endvidere, hvordan Kronborg og dens omgivelser var anderledes på bogens tid end i forfatterens samtid (II, 65f.). Forfatteren udtaler desuden stolthed over stedet og siger (II, 71f.):

 … hvem kan dvæle der uden at føle sig greben af Ærefrygt og ønske, at den nulevende Slægt med Kjærlighed vil bevare dette historiske Minde, et af de Faa, Tiden har levnet os uskadt?… saa vist som Fortids stolte Minder have befrugtende Kraft og styrke Troen paa Fremtiden, ligesom Nattens Dug kvæger Blomsterne, saa at de møde den opgaaende Sol med opreiste Hoveder.

Her udtales et budskab, nemlig om pligten til at værne om de historiske minder. Det fortælles også hvorfor; der er en tråd, som knytter fortid og fremtid sammen. Historien betyder noget for fremtiden, og det er troen på landets fortsatte eksistens, det gælder, det spørgsmål som var så brændende aktuelt i 1873, og som de fleste kun kunne nærme sig med gysen. I et indskud får vi også at vide (I, 113), at konfirmationen ikke var kendt på bogens tid, men afskaffet ved reformationen og først indført igen 80 år senere; en oplysning, som uden tvivl har forbavset H.F. Ewalds samtid. Forskellen mellem før og nu kommer stærkt frem i forfatterens beskrivelse af egnen ved Humlebæk, hvor en af hovedpersonerne, Hans Rostgaard og hans hustru Kirsten bor (I, 137f.):

I vore Dage har denne friske Havstrøms Bred paa dansk Side et Præg af Kultur, som i Forbindelse med den frodige, idylliske Natur gjør den til et sjelden tiltrækkende og idelig vexlende Panorama. Flere og Flere opslaa deres Bopæl paa denne skovbegroede, af milde Bølger beskyllede Kyst, saa at den i Aarenes Løb tegner til at blive en næsten uafbrudt Række af Sommervillaer for Kjøbenhavns Indvaanere og Danmarks Rigmænd.

                                            For to Aarhundreder siden havde den imidlertid et vildere og mere ensformigt Udseende…

Forfatteren giver sig her tid til at fortælle om et samtidigt forhold, udflytningen fra København mod nord, enten til helårs- eller sommerboliger; noget, der givet har berøvet konservatismen mange stemmer i hovedstaden. Den forholdsvis indgående samtidsbeskrivelse bidrager til at understrege den historiske afstand. Ewald lader os også vide, at datidens orlogsskibe var smukkere end nutidens (I, 161), og at krigene var værre dengang end på hans egen tid (I, 189). Nærmere 1800-tallets nationale problemer kommer vi, når forfatteren giver os den oplysning, at sønderjyderne på bogens tid og langt senere gik under navnet holstenere (I, 239). Et helt moderne ord indfører forfatteren, når han skriver, at Tuxen og hans folk førte en Art Guerilla-Krig i Skovene.

Bogens titel kan ikke siges at appellere til nationale følelser, virker snarere afsvalende på en dansker ved at tale sit tydelige sprog om en af vore katastrofale krige. Det forekommer derfor rimeligt at spørge, hvor nationalt et værk der er tale om; uanset at dette spørgsmål kan forekomme mærkeligt i forhold til en bog, der slutter med ordene … saa længe Danmark bestaar, og Troskab mod Konge og Fædreland lever i danske Mænds Bryst. Også i romanens begyndelse fremhæves troskab mod konge og fædreland (I, 69). Romanen er en national bog, men på en mærkelig måde. Som angivet i titlen er det for en stor del fjenden, man følger, lige til deres intimeste rådslagninger. Dette gælder især første del, lige til stormen på København, som er et naturligt højdepunkt, men følges på afstand. To danskere ligger i skjul og iagttager svenskernes oplevelse af nederlaget, de ser kun det, Carl Gustav ser, og hører kun det, han hører, når han modtager rapporter (I, 258-266). Dermed opleves begivenheden gennem flere led, og opmærksomheden samles helt om kong Carls nederlag, ikke om de belejrede danskeres sejr. Carl Gustav er den egentlige centralperson, og Ewald havde dog uden besvær kunnet samle langt mere opmærksomhed om Frederik III. Heri må også bogens, især første dels, moralske betydning ligge, thi i Carl Gustav kan han vise det grænseløse begærs storhed og fald. Ursula Krause, en dansk dame, som bliver på Kronborg under den svenske besættelse for at redde mest muligt for kong Frederik, sætter da også tydeligt pris på kong Carl (II, 112). Kong Carls død skildres som en i høj grad respektabel fjendes, og vi oplever den gennem de svenskere, som får budskabet (II, 289f.).

Vi kommer tæt på danske personer, men det er dem, der lever i og omkring Helsingør, under den besættende magts direkte tryk. For den, som kæmper inde bag Københavns skanser, er livet mindre kompliceret end for den, som er under besættelse, og det er dette sidste, H.F. Ewald har valgt at vise. Ejendommeligt er mødet mellem den kølige statsmand Hannibal Sehested og den varmhjertede patriot Hans Rostgaard lige før stormen på København (I, 255). Ewald agter dem begge, men man fornemmer dog, at han med et stænk af skandinavisme giver Sehested prisen som den, der tænker på et forenet Norden.

Lisbeth er en forældreløs pige, og hendes forhold til sine plejeforældre Mikkel og Maren spiller en stor rolle i handlingen. De er borgerfolk i Helsingør og lægger stor vægt på renlighed. Om Marens glæde ved sit smukke linnedtøj får vi at vide, at dengang var Sligt i langt høiere Grad, end i vore Dage, en Gjenstand for Huusmødrenes Ærgjærrighed (I, 180). Således fastholder forfatteren sammenhængen mellem den enkelte og tiden og forskellen mellem før og nu. Et træk som, at Mikkel er glad for vin, går igennem hele romanen (I, 54). Han må også tage imod svenske officerer til indkvartering og bliver da ofte sat i en vanskelig situation og kan ikke sige, hvad han tænker (I, 196). En længere samtale, hvor Lisbeths plejeforældre prøver at tvinge hende til at gifte sig med den mand, hun afskyr, Gregers, virker overraskende barsk (II, 126-132). Præsten Henrik Gerners og Lisbeths agtelse for og kærlighed til modersmålet fremhæves fra begyndelsen (I, 31) og sættes i modsætning til deres samtidiges holdning – måske vel ensidigt historisk set. At Frederik III gerne talte latin og tysk (I, 87) er givet rigtigt. I Ewalds roman tjener det til at karakterisere en tid, der ikke er særlig nationalt bevidst. Kong Frederik skildres dog som en god dansk mand (II, 184), men meget kort. På samme måde fremhæves det, at Lisbeth læser folkeviser, og i begyndelsen synger en gammel bonde en vise; dette er et træk, som romantikken elskede og gerne brugte til at sætte skel i andre perioder; Oehlenschlägers Dina elsker folkeviserne, men det kan heller ikke nægtes, at der var interesse for folkeviserne også i 1600-tallet. Lisbeth er i det hele taget læsende, og vi får at vide, at det er i modsætning til sin samtids kvinder i almindelighed (I, 181). Lisbeth er også et kristent menneske, som gerne læser i Bibelen (I, 183).

Hun bliver forelsket i svenskeren Erik Dahlberg, den farligste af alle fjenderne, og oplever ham som en helteskikkelse, men hun får samtidig et stadigt tydeligere indtryk af de lidelser, som han og den øvrige svenske hær påfører hendes landsmænd, og hendes stilling bliver stadig mere umulig. Dahlberg er et øjeblik tiltalt af hende, men viser tanken fra sig af hensyn til sin troskab over for sin konge (I, 207). Til trods for at han hører til fjenden, kommer vi tæt på hans tankegang. Også her ser vi, hvordan Ewald i skildringen vælger det komplicerede, det modsigelsesfyldte i de menneskelige følelser, i stedet for en enkel patriotisme. Lisbeth er nemlig et menneske, som føler stærkt for sine landsmænd. Det træder tidligt frem (I, 110), da hun med blussende Kinder og funklende Blik hører om Henrik Gerners værdige svar, da han bliver ydmyget af fjenden. I romanens løb vil nutidige læsere måske synes, at hun fælder vel mange tårer, men det lykkes forfatteren at fastholde hende i en umulig valgsituation og at gøre denne forståelig. Hun søger tilflugt på Kronborg hos Ursula Krause; her kan hun gøre noget for sine fangne landsmænd. hun mindedes sin Pligt, den hun som en ædel, trofast dansk Kvinde følte sig bunden til (II, 190), men en svensker vil tvinge hende til at gifte sig med ham, og det ender med begges død. Det er således Lisbeth i den flere gange tvetydige situation, der repræsenterer den danske kvindes pligtfølelse i bogen. To egoistiske og upatriotiske skikkelser, Valentin Korn og Gregers, som prøver at blive gift med Lisbeth, skildres derimod uden sympati. De tænker på penge og ender med at rammes på pengene. Og dog kæmper gode og onde tendenser også i den svage Gregers (II, 115). Gregers moder Mette er en skarp og hidsig borgerkone, som ikke bryder sig om, at hendes søn vil ægte en forældreløs, men hun er selv tro mod konge og fædreland (I, 232).

Fædrelandskærligheden er til stede som noget naturligt, men patriotismen styrer ikke handlingen på nogen ensidig måde. Det er den nationale lidelse langt mere end den nationale handling, som træder frem i romanen. Troskaben mod konge og fædreland viser sig i en sej udholdenhed, men ikke i nogen vellykket krigerisk handling. Hovedpersonerne giver i Vanmagtens og Ulykkens Tid… et lysende Eksempel paa Fædrelandskjærlighed, Høisindethed og Mod. Det er ikke uden betydning, at disse ord bruges (II, 280) med udgangspunkt i Otto Steenvinkels skæbne, en mand som selv har stået i en tvetydig stilling på Kronborg.

“De konservatives forhold til nationaliteten er et vigtigt tema og er heller ikke entydigt. I denne periode og i hvert fald i første halvdel af 1900-tallet hang det ofte sammen med en stærk loyalitetsfølelse over for kongedømmet. En patriotisme var ikke noget nyt fænomen, men visse meget stærke nationale ytringer i 1800-tallet kunne ses som udtryk for en verdsliggørelse af tankegangen, en overførelse af religiøse følelser på rent jordiske anliggender og med udgangspunkt i Den franske Revolution. Det er ikke mindst hos den konservative teolog Henrik Scharling, at vi finder modstand imod denne forberedelse af moderniteten hos Grundtvig og hans tilhængere”

H.F. Ewald har ligesom Ingemann i dennes romaner valgt at skrive om en nedgangsperiode i Danmarkshistorien. Det nationale i bogen må være at give mod efter 1864, ellers udtrykker den mere en kristen konservativ holdning end en alene national.Kristendommen har betydelig vægt i bogen og stadig mere, som den skrider fremad. I I indledningen siges kort om Guds faldne Skabninger, at i deres hjerter endnu ved Siden af megen Vankundighed den sande christne Tro fandt Rum. Dette er et direkte udtryk for troen, samtidig med at bemærkningen udtrykker en tidsafstand. I slutningen af første del efter stormen på København hedder det, det var et af disse Øieblikke, da Gud bøier den stolteste Nakke og gjør Alle lige. En samtale mellem Gerner og hans hustru Dorothea understreger tidens kristne tankegang (I, 234-237). Gerner er sin konge og sit fædreland tro, men han lægger langt mere vægt på sit kald som præst og han går kun tøvende med til at have noget med en dansk sammensværgelse om at befri Kronborg at gøre (I, 241). Den fangne og pinte Steenwinkel synger en af Luthers bodssalmer i fængslet (II, 207-211). Scenen, hvor den dødsdømte Gerner forbereder sig til døden, er skrevet med gribende kraft (II, 258-266). Forfatteren lægger imidlertid også afstand til en betydelig del af tidens opfattelse af kristendommen og han siger med udgangspunkt i Lisbeths plejeforældres forhold til hende (II, 87): …hvad myndige Forældre i hine Tider kaldte  – ”christeligt” – var tilvisse ofte et skammeligt Misbrug af Ordet. Lisbeth selv svinger mellem opfattelsen af Gud som fader, og den opfattelse af Ham som en streng Tugtemester, som vi tydeligt får at vide, var tidens (II, 242f.). Lisbeth virker som en diakonisse, og det virker næsten som en tanke, at hun, der plejer sine lidende landsmænd, optræder i en roman, som udkom få år efter Diakonissestiftelsens oprettelse. 

Drot og Marsk

Er Peter Heises og Christian Richardts opera Drot og Marsk fra 1878 et nationalt værk? Spørgsmålet kan synes mærkeligt, da det drejer sig om den danske nationalopera, og svaret skulle dermed være givet på forhånd. Men det vil nok være rigtigt i stedet at samle opmærksomheden om spørgsmålet. Drot og Marsk er et romantisk værk i både tekst og musik, et gennemført resultat af romantikkens begejstring for folkevisen og i sin gennemkomponerede form uden ret mange afsluttede numre på linie med samtidens store internationale opera. Det behandler et dramatisk optrin fra Danmarks historie, det aldrig opklarede mord på kong Erik Klipping i Finderup Lade. I denne tilslutning til dansk historie og til de danske folkeviser er det uden tvivl et nationalt værk og kan siges at repræsentere den indre side af en national holdning. Et udtryk som Bengerds onde Frø hentyder til sammenhængen i den nationale historie, om end ikke på nogen positiv måde.

Men værket er ikke nationalt i den forstand, at det gennem sin handling direkte opmuntrer til at tro på landets forsatte beståen efter ulykken i 1864. En sådan opmuntring kan kun findes indirekte i værket som kulturfrembringelse. Kongen er ikke nogen national skikkelse. Vel indeholder musikken ved hans første indtræden en vis værdighed, men ellers er han den personificerede egoisme, forføreren i sine drifters vold, og både digter og komponist har vel at mærke lagt vægt på at skildre ham som sådan. Han står så ubetinget for den skønhedsdyrkende materialisme, som Heise og Richardt har kunnet møde i deres samtid, og de har med fast hånd ført denne materialisme ud i dens mest destruktive konsekvenser (ødelæggelsen af Ingeborgs liv, hedebranden konkret og symbolsk). Først efter dødsstødet er han Kongen, hvis liv trods alt var en vis garanti for indre ro og fred, og koret kan i slutscenen med rette synge, at nu stander landet udi våde.

Men hvad med marsken? Er han en national skikkelse? Da vi først møder ham, er han på vej i leding mod Sverige. Dette gennemfører han til det danske riges tilfredshed. Han er altså den, som tager sig af landets forsvar, mens kong Erik kun tænker på sig selv. Men da marsk Stig er blevet krænket allermest personligt, bliver hævnen det eneste, der betyder noget for ham. Også her viser han dybere rødder i noget, som kong Erik mangler: Marsken optræder som hjemmets, som familiens, som ægteskabets forsvarer. Men hensynet til fædrelandet viger aldeles tilbage for hans egen hævn, kun den tæller. Han synger selv om landet, som vil lide, dvs. han går ind i det med åbne øjne og han gør det alligevel. Hans vished om, hvad der vil ske, afholder ham ikke fra at fremkalde borgerkrig med sin personlige hævn. I forhold til landet er hans dåd også destruktiv. Dermed er begge de to titelpersoner i forhold til fædrelandet udprægede individualister; den ene bringer for sine lysters skyld, den anden for sin hævns, ulykke over Danmark.

Jeg vender tilbage til mit oprindelige spørgsmål, er Drot og Marsk et nationalt værk? Altså i henseende til handlingen. Kun hvis man kan læse en advarsel mod disse to former for destruktivitet ind i værket. I kongens tilfælde skulle det ikke være så svært, men i marskens kan man også se sådan på det, at i visse situationer er der noget, der står højere end nationale hensyn, og i den henseende kan Danmarks nationalopera kaldes et mere konservativt end nationalt værk. Hvis marskens handlemåde skal kaldes national, må det være på et særlig subtilt plan, at også en indre renselse er nødvendig. På den anden side gør de to hovedpersoners udprægede individualisme det vanskeligt at placere operaen som entydigt konservativ. Her må man dog også tage genren med i betragtning, idet operaer som regel handler om helt private intriger. Staten er sekundær for marsken, og det er i og for sig også et historisk træk, da staten i moderne forstand ikke eksisterede i Middelalderen. Snarest kan man sige, at Drot og Marsk er et nationalt, men ikke et patriotisk værk, i den forstand, at det ikke lægger op til national handling. Måske ligger det ikke for danskerne at være nationale på den måde. Med hensyn til spørgsmålet om viljens frihed er kongen den, som fuldstændig undlader at bruge den og som personligt dækker sig bag sin position, hvorimod marsken træder langt mere personligt frem. Denne modsætning er særlig tydelig i scenen på Viborg Thing. Marsken virker også som den, der vælger hævnen, mere end den vælger ham, ligesom hele hans skikkelse har et etisk perspektiv, som ikke findes hos kong Erik. Kristendommen træder i Richardts tekst frem ved en række bibelske referencer, som imidlertid er udeladt af komponisten. Hvad denne danske nationalopera angår, viser selve dens udarbejdelse en sammenhæng og et samarbejde i det konservative Danmark; ægteparret Ploug var således stærkt involveret i processen. Det kgl. Teaters censor Chr. K.F. Molbech anbefalede på grundlag af teksten værket til foreløbig antagelse.[48]

Nationalt i hele sit anlæg er derimod Vort Land. Et geografisk Digt, som Richardt udsendte i 1889 som en selvstændig bog med illustrationer af Knud Larsen. Det er en betragtelig, smukt opsat bog, hvoraf nogle få strofer er blevet gjort til en sang, heraf indledningen: 

Venner, seer paa Danmarks Kort;
Seer saa I det aldrig glemmer,
Til hver Plet har faaet Stemmer,
Thi det Fædreland er vort!
Maalt med Verden er det lille –
Derfor ingen Plet at spilde!
Maalt med Hjertet er det stort –
Dêr er Danmarks Saga gjort!

Med titlen ”et geografisk digt” stemmer den stærke appel til synssansen. Landet og dets steder er det, som lever i bevidstheden, og der går en lige linie gennem 1800-tallet fra Poul Martin Møllers ”Danmark er et lidet fattigt Land!” til Richardts betoning af fædrelandets lidenhed her. Men i den pointerede, uprætentiøst koncentrerede strofe er der også plads til en snusfornuftig bemærkning om ikke at lade noget gå til spilde, vi er i hedeopdyrkelsens tid; og til sidst ordet ”saga” som antyder en højere poetisk flugt, et større historisk perspektiv. Både at se og at måle med hjertet udtrykker en holdning, hvor hele mennesket er med. Derefter gennemgår digteren landets steder, stadig sammenknyttet med deres historiske minder og deres kultur: 

Dronning Dagmars Brude-Kyst!

                                            Esbjerg Havn,
Ung af Aar, men god af gavn.

Fortid og nutid blandes frimodigt i dette digt, hyggeligt og muntert. Undertiden står en lidt tydeligere national tone frem, som om Niels Ebbesen: 

Men, naar Gudenaa du hilser,
Tak det bundne Danmarks Frelser,
Ridderen af Nørreriis –
Elsk du Danmark ligerviis!

Hvori en opfordring til national handling kommer frem med ganske let hånd. Tanken på Sønderjylland dukker frem rundt omkring:

… brudt og deelt,
det kan atter vorde heelt!

Kingo og Holberg er også med. Når Maribo kaldes Kongedattrens Klosterbo! sendes en lille hilsen til Leonora Christina, men det bliver ved de korte nævnelser; historierne læser man ikke her. Så kommer han da også til København: 

Kongens Sæde, Folkets Raad –
Fjerde Christians Spir og Tage –
Bertels Grav foruden Mage –
Kirkehal og Orlogsbaad –
Holbergs, Øhlenschlägers Scene –
Videnskabens rige Grene –
Havn og Børs, og Sang og Klang –
Alt dig giver første Rang!

Hvor en konservativ forkærlighed for hovedstaden finder sit udtryk. Efter et kort udblik til Færøerne og Grønland når vi til Sønderjylland, som digteren har gemt til sidst: 

Dêr i meer end tusind Aar
Dansk og Tydsk tog Livtag sammen!
Snart var Sejren vor, snart Skammen –
Til vi fik vort Ulivssaar.
Dêr i Sønderjyllands Have
Tues vore Heltegrave!
Dêr Kong Fredrik sank i Død –
Dêr er og Kong Christian fød!

Ulivssåret, det dødelige sår, er nederlaget i 1864 og tabet af Sønderjylland. Her skildres dansk og tysk som stadig kæmpende, og digteren udtrykker smerte ved, at stederne for så megen dansk historie, det gamle danske kerneland, nu er skilt fra Danmark. Men også her sammenknyttes fortid og nutid, med en fin henvisning til monarkiet, den gamle og den regerende konge døde og fødtes samme sted. Tydeligere kan det unaturlige ved adskillelsen vel ikke markeres. Til sidst vender Richardt tilbage til ”vennerne” og inddrager her på en helt naturlig måde Gud: 

… til I ender med at bede:
skjærme Gud vor gamle Rede –
skjænke os et Danmarks Kort,
hvor alt Dansk igjen er vort!

Her kunne digtet i og for sig godt slutte, ringen er sluttet, budskabet er klart, temaet er ført igennem. Ingen ville være forbavset, hvis det sluttede her. Det gør det imidlertid ikke. Der kommer een strofe mere, hvor det forudgående digts ”I” forvandles til et ”du”, som en personlig henvendelse til den enkelte læser, efter at forfatteren i det foregående har tiltalt et kollektiv. Her hæver digteren sig på en måde ud over det nationale tema i det foregående, samtidig med at han stadig knytter forbindelsen mellem den enkelte og landets tradition: 

Naar dit eget Liv engang,
Alt som Tidens Slag-Uhr dikker,
Lig et Landkort for dig ligger
Udspændt som nu Danevang –
Gid da blandt de mørke Pletter
Frugtbar Manddoms Sommersletter
Efter gæve Fædres Skik
Maatte lyse for dit Blik!

Det er en påfaldende slutning på et digt af den karakter, som her er beskrevet. Her bliver Danmarkskortet pludselig til et billede på den enkelte læsers eget indre landskab. Digterens håb for læseren bliver her, at der må være gode gerninger blandt synderne. Han nævner ikke behovet for en Frelser, men for den, som er bekendt med kristen tankegang, ligger slutningen ret nær, da han jo direkte har nævnt Gud umiddelbart i forvejen. Men den overraskende slutningsstrofe kan også forstås sådan, at konservatismen aldrig kan undvære den personlige vinkel. Den rigtige konservatisme vil modsætte sig en yderliggående individualisme, men den kan heller aldrig gå helt op i en kollektivfølelse, som f.eks. den nationale. Hermed bliver Richardts digt et bemærkelsesværdigt konservativt udsagn.

Disse tekster udpeger med betydelig konsekvens det konservative standpunkt som det, at den nationale følelse er vigtig, men ikke det eneste afgørende. Den giver ikke ret til at krænke andres ret og følelse, og forfattere som Henrik Scharling og H.F. Ewald virker påfaldende tilbageholdende i national henseende. Men også en skikkelse som Thorsøe, hvor det nationale er mere udtalt, har et alment europæisk og verdenshistorisk perspektiv til at afbalancere den nationale holdning. Hos Scharling og Ewald virker det, som om kristendommen er med til at holde det nationale på plads.

Konklusion 

De konservative så fædrelandet og folkets liv som et livsfællesskab, der indeholder både ideelle og materielle interesser, med et udtryk af juristen og højre-politikeren Carl Goos fra hans Almindelige Retslære.[49]  Dette livsfællesskab befinder sig mellem familie og verdenskultur. Hos Henrik Scharling betones det kristelige mere end det nationale. Hos brygger Jacobsen, hos Rovsing, hos Rasmussen viser sig en forbindelse mellem det nationale og verden: De ser ikke Danmark isoleret. Fædrelandsfølelsen er for disse mennesker en indlysende del af livet, men de bryder sig ikke om uhæmmet fremhævelse af danskhed, heller ikke stærk sproglig purisme. Det er ikke en holdning, hvor det oprindelige er det eneste afgørende, men også hvad folket har levet med i lange tider. Heri ligger en parallel til den kirkelige konservatisme. Tydeligst kommer dette til udtryk hos Scharling. Men også hos H.F. Ewald og Richardt kommer nationalfølelsen til udtryk i sammenhæng med andre værdier, ikke som den eneste kategori man kan tænke i. I periodens begravelsestaler kan man se, hvordan kristendom, kongetroskab og fædrelandsfølelse nøje forbindes i denne tankegang. Fædrelandet fremstår sammen med familien som de større sammenhænge, den enkelte står i, som mennesket er følelsesmæssigt mest engageret i, personligt mest berørt af. Disse udsagn indgår i en situation, hvor der dels findes en tradition fra Guldalderkulturen, dels en stærk forsvarsbevægelse og bevidsthed om Sønderjylland under fremmedherredømmet. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at teksterne er så tilbageholdende med direkte nationale udsagn. Det er vanskeligt at forklare dette anderledes, end at det nationale for disse konservative har hængt sammen med en verdenskultur. Samtidig har disse konservative været i klemme i et mønster mellem stærkt nationale udsagn fra grundtvigiansk side og tilsvarende uvilje over for nationalfølelse og arven fra Guldalderkulturen fra radikal, ”europæisk” side.

Noter

[1] Denne artikel udspringer af nogle studier over emnet Konservatisme i Danmark, som jeg har drevet i de senere år med bevilling fra Statens humanistiske Forskningsråd og Velux Fonden.

[2] Hanne Westergaard: ”Lorenz Frølich. Et bidrag til hans illustrationskunst“ Bogvennen 1964, s. 59-92.

[3]   ”Edda og Saga” Nationalmuseet 17. januar – 8. februar 1953 (småtryk); Arne Magnusson 1663-1963, Det kongelige Bibliotek 1963 (småtryk), herunder s. 18 om udgivelser. Se min artikel ”Den nordiske linie i dansk Musik” Fortid og Nutid 1999/4 s. 281-304 om denne tradition særlig i 19.årh.

[4] Hans Jensen: ”Den politisk-historiske Udviklingstanke i de danske Forfatningsdrøftelser 1830-1848” Historisk Tidsskrift 1940 s. 431-444.

[5]  Se om Scharling Jon A.P. Gissel: ”En historieteologisk syntese: Henrik Scharlings Menneskehed og Christendom og dens betydning for kritik af moderne Historieopfattelse” Historie 2006/2, s. 387-419.

[6]  Ugeblad for den danske Folkekirke 1865, s. 33-41.

[7]  Denne prædiken lod Grundtvig udgive under titlen ”Livsfyrsten og Morderen”; den er ikke blevet holdt, men betegnes af ham selv som fasteprædiken. Se Peter Neergaard Jessen: ”Grundtvigs prædikener i 1864” Grundtvigstudier 1997, s. 102-138, på s. 134.

[8] P. Hansen: Illustreret dansk Literaturhistorie, III, 1902, s. 145.

[9] Elith Olesen: De Frigjorte, Frederiksberg 1996, s. 325

[10] Steenstrup fremhæver i afslutningen på sit værk Historieskrivningen i Danmark i det 19de Aarhundrede, København 1889, s. 407, at historikeren både må tænke på menneskehedens historie og på fædrelandshistorien.

[11] Se om Paludan Jon A.P. Gissel: ”Slægternes Erfaring – litteraturhistoriske værker af Julius Paludan” Semikolon 2006 s. 40-55.

[12] Erik Bøgh: Dit og Dat fra 1867, Kbh. 1868, s. 48-63.

[13] G. Schepelern: Ved Kammerherre, Museumsdirektør, Dr. Phil. J.J.A. Worsaae’s Jordefærd i Vor Frue Kirke den 22. August 1885, København 1885.

[14] K.G. Brøndsted: J.B.S. Estrup. Et Mindeskrift, København 1925, s. 219.

[15] Povl Eller: ”Brygger J. C. Jacobsens plan over historiske fremstillinger til Frederiksborgmuseet” Danske Magazin 1989, s. 309-336.

[16] Ny Carlsbergfondets Jubilæumsudstilling 1902-1952, København 1952.

[17] Jakob Paulli: Ved Hans Majestæt Kong Christian IXs Død, København 1906, s. 20.

[18] Se den karakteristiske skildring i Oehlenschlägers Erindringer København 1850, I, s. 158 og II, s. 114.

[19] H.M. Fenger: Tale ved Højtideligheden i Holmens Kirke 2. April 1901…, København 1901.

[20] A. Thorsøe: Den danske Styrelse i Slesvig fra 1850-1864, Helsingør 1900.

[21] H.Nyblom: Livsminder fra Danmark, 1923, s. 211.

[22] Astrid Stampe Feddersen: Minder, København  1929, s. 134 og 137.

[23] Rosenstands og Mølsteds billeder gengivet i Det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg, 1927, s. 118f.

[24] J.V. Christensen: Sct. Bendts Kirke i Ringsted, Ringsted 1957, s. 13.

[25] J. Hamre og J. Vestergaard (red.): Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig 1921-1971,  Flensborg 1971, s. 16-19 og 50.

[26] Harald Jørgensen: I grænselandets tjeneste: Foreningen To Løver gennem 100 år, 1888-1988, København 1988.

[27] Thade Petersen: ”Kirken og Menighedslivet” i: Fr. v. Jessen: Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie 1900-1937, I (1938) s. 74-88.

[28] J. Holdt i Dansk Biografisk Leksikon XXIV (1943) s. 170f.

[29] Se f.eks. Chr. Kauslund: Mindeblade om Krigerfesten i ”Purlund” ved Vallø den 9de Juli 1882, Køge 1882.

[30] Harald Rasmussen: Dragende Egne 1900, novellen ”Korsfareren”, s. 138.

[31] P. Niewwenhuis i Salmonsens Konversations Leksikon VIII (1919) s. 527-530. Troels Fink: ”Tidsbaggrunden for ”Det jydske historisk-topografiske Selskab” ved oprettelsen 1865-66” i For jysk og for dansk Historie, red. Vagn Dybdahl, Aarhus 1966, s. 9-30, på s. 19.

[32] R.C. Schiøler i Salmonsens Konversations Leksikon VIII (1919) s. 526f.

[33] Oberst Friis i Salmonsens Konversations Leksikon XXCV (1928) s. 416f.

[34] Erik Bøgh: Udvalgte Feuilletoner fra 1876, Kbh. 1877, s. 50, 55.

[35] C. Ploug: Vort Forsvar og vor Fremtid, København 1883.

[36] Erik Bøgh: Udvalgte Feuilletoner fra 1875, Kbh. 1876, s. 232f.

[37] Samme: Dit og Dat fra 1870, Kbh. 1871, s. 55-80.

[38] Chr. Buur i Dansk biografisk Leksikon, 2.udg. XIII (1938) 371f.

[39] J. Krohn: ABC og Læsebog, 6. udg. København 1896.

[40] Anon.: ”Konservative Sprogbemærkninger” Nær og Fjern 269 (1877) 12-15.

[41] Chr. Buur i Dansk biografisk Leksikon, 2. udg., XX (1941) s. 255-58.

[42] De ældste indiske Eventyr og Fabler eller Fembogen, overs. af Harald Rasmussen, København 1893.

[43] Se til dette Jon A.P. Gissel ”Den nordiske linie i dansk Musik” Fortid og Nutid 1999/4, s. 281-304.

[44] Jon A.P. Gissel: ”Johannes Steenstrup som konservativ Historiker” Nomos 2004/2, s. 71-101.

[45] J. Davidsen: Fra vore Fædres Tid, København 1884 s. 93-105. Om Davidsen, Paul Læssøe Müller i Dansk Biografisk Leksikon, 2. udg., V (1934), s. 619f.

[46] II, 78, 289-91, 306 obersten vender sig til livets store Herre, 326 i forbindelse med tvivl om ret og uret, 334, 348, 365, 370, 375, 388, 444 tak for sejren, 464 tak for det gode på denne jord og i den kommende verden.

[47] Se K.K. Nicolaisen i Dansk biografisk Leksikon VI (1935) s. 478f. I tidsskriftet Nær og Fjern 1874, nr. 78 blev H.F. Ewalds stilling mod radikalismen påpeget i forbindelse med fortællingen Agathe.

[48] Historien om Drot og Marsk i G. Hetsch: Peter Heise, København 1926, s. 162-177.

[49] C. Goos: Forelæsninger over den almindelige Retslære, København 1889-92, II, s. 12.

 

Jon A.P Gissel (f. 1961) er dr. phil. i historie fra Københavns Universitet. Han har forsket i konservatisme med støtte fra Statens humanistiske forskningsråd og Veluxfonden, derudover har han i 2003 udgivet sin doktordisputats om historikeren Johannes Steenstrup ” Den indtrængende forstaaelse”

Jon A.P. Gissel

Jon A.P Gissel (f. 1961) er cand. mag. i historie og spansk fra Københavns Universitet, samt ph.d og dr. Phil.

Jon A.P Gissel forsker i konservatisme med støtte fra Statens humanistiske forskningsråd og Veluxfonden, derudover har han i 2003 udgivet sin doktordisputats om historikeren Johannes Steenstrup Den indtrængende forstaaelse.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside