Ang. Skolepolitikken

7. juni 2013
5 minutters læsetid

lb2Lars Barfoed kan være en tilfreds partileder i dag. Ikke alene har Det Konservative Folkeparti fået en mængde omtale, som de kun har kunnet drømme om, men de har dertil fået det på en sag, som med partiformandens hyppigt gentagne bemærkning er ”konservativt hjerteblod”. En række politikere fra forligskredsen strækkede sig fra SF’s Pernille Vigsø Bakke til Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen har kritisereret Det Konservative Folkeparti for at bruge sagen til egen fordel. Også en række medier har slået denne streng an ikke mindst Politikens lederskribent Kristian Madsen, der mener at vide, at

”i realiteten har de konservative manøvrer intet med eleverne at gøre. De handler udelukkende om en desperat partiformands forsøg på at få lidt tid i kameraets skær. Derfor har Barfoed også gjort sig selv til hovedforhandler: Det handler om at profilere sig selv – ikke om skolen.”

Den nominelt borgerlige avis Jyllands-Posten har valg en mere broget tilgang. På lederpladsen skoses De Konservative og reformen lobhudles, mens en af avisens artikler handler om, at børn ikke skal tvinges til lektiecaféer. Det kan jo undre. Spørgsmålet er dog, hvad kendetegner disse alle disse politiske kommentarer?

Spin og virkelighed

Det er kommentarer, der interesserer sig mere for taktik end indhold. De er udslag af tendensen til at opfatte politik som ren taktik, positionering, markering – spilfægteri med et andet ord. Eller det er måske for meget sagt, for tilsyneladende er det kun De Konservative, der beskyldes for ”spin”, mens mens regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti tilsyneladende handler ud fra ædlere motiver. Den slags må man jo vide på Politiken.

Analysen er forkert ikke alene fordi den er overfladisk, men fordi den slet ikke er en analyse, men undfanget som et partsindlæg.
Forholdet er dette. For det første. Der er også tale om taktik. De Konservative står med en gylden mulighed, fordi de kan nedlægge veto mod forliget, og fordi de dermed har mediernes bevågenhed, som ingensinde, siden en tidligere formand satte nøglerne i bilen efter en glad aften og begav sig ud på Helsingørmotorvejen. For det andet. Men det er kun en gunstig taktisk mulighed, fordi Det Konservative Folkeparti faktisk mener det, de siger. Og man må gå ud fra, at Det Konservative mener, hvad de gør, fordi de mener, at en bevægelse i retning af heldagsskolen vil skade mere end den gavner. Kun hvis man køber præmissen om, ikke alene at heldagsskolen er den eneste måde at løfte folkeskolens niveau på, men også, at Lars Barfoed og hans parti i virkeligheden erkender dette i deres hjertes lønkammer, kan man tale om, at Det Konservative Folkeparti sætter sine egne behov over folkeskolens. Hvis man derimod ankerkender, at Det Konservative Folkepartis idéer om, hvad den gode folkeskole er, peger i en anden retning end den, som reformen lægger op til, så falder hele argumentationen til jorden.

Det konservative DNA

Det Konservative Folkeparti er på mange måder et lidt underligt parti, der i sit ideologiske grundlag – eller DNA som det er blevet så populært at kalde den slags – kombinerer en generel idé om at være ”borgerlige stemmer, der arbejder” med nogle enkelte punkter, hvor partiet har en meget principielt betonet indstilling. Det vil sige på den ene side er De Konservative et parti i midten, der udøver borgerlige indflydelse gennem aktiv meddeltagelse i politiske forlig, på den anden side er det et parti, der på områder som forsvarspolitik, udenrigspolitik og uddannelsespolitik har været præget af en stærk overbevisning. Mht. de to første har denne overbevisning i vidt omfang været delt af den politiske konsensus – i hvert fald fra 1950’erne og frem til 1980’erne – mens partiets standpunkter på uddannelsesområdet traditionelt har været i strid med konsensusholdningen.

Populært sagt, har skoleområdet været et af de områder, hvor De Konservative vitterligt har været konservative. Derfor har Det Konservative Folkeparti faktisk stået uden for de væsentlige skoleforlig i nyere historie. Man stod således uden for i 1975 og man stod uden for i 1993. Og det var man godt tilfredse med. I 00’erne stod man i sagens natur ikke uden, fordi man var i regering. Dette er også årsagen til, at partiet nu sidder med gode kort på hånden; om man så er tilfreds med resultaterne af sidste skoleforlig, må stå hen i det uvisse.

Den korte udgave af dette er, at der intet nyt er under solen. Det Konservative Folkeparti har groft sagt ikke kunnet bifalde udviklingen på skoleområdet de sidste 40 år.

Familien som institution

Historien peger altså på, at det altid var en mulighed, at partiet ville sætte sig på tværs. Men man skulle egentlig ikke være historiker – endsige profet – for at nå til den erkendelse. Man kunne også bare læse i partiets program, der ikke er mere uaktuelt, end at det blev vedtaget sidste efterår. Her giver partiet et bud på en folkeskole, der ser markant anderledes ud end den, vi her, og den som reformen lagde op til.

Der lægges afgørende vægt på kundskaber og konkret viden, på et udpræget traditionelt dannelsesbegreb med vægt på dansk kultur og historie, og på folkeskolens karakter af fællesskabsorganisation. Der tales også helt eksplicit om forældreansvar i forhold til at sikre, at eleverne møde udhvilede op og laver deres lektier.

Det Konservative Folkepartis holdning til folkeskolen synes bestemt af partiets grundlæggende nationale holdning og dets holdning til familien. Der er altså tale om tre institutioner, der tænkes at stå i et forhold til hinanden. Nation-familie-skole og derfor vender partiet sig helt naturligt imod dels, at skolen bidrager til funktionstømningen af familien. Det er på den baggrund, man skal forstå partiets modvilje mod heldagsskole og tvungen lektiecafé. Begge dele opfattes som et udtryk for en institutionalisering af livet, der dermed ophæver familiens relevans. Hvor forligspartierne taler om at bryde den negative sociale arv for de 15 procent, der har det svært, taler Det Konservative Folkeparti hellere om at bevare den positive sociale arv for de resterende 85 procent.

Den konservative skolepolitik er altså også familiepolitik, for den positive sociale arv er afhængig af velfungerende familier, mens den negative sociale arv udspringer af ikke velfungerende familier. På dette punkt har De Konservative en god sag. For er funktionstømningen af familien med til at skabe stærkere familier, eller er der ikke snarere tale om en misforstået hjælp, der måske gavner på kort sigt, men på langt sigt bidrager til at undergrave den institution, hvorpå også folkeskolens succes afhænger.

Det er en konservativ pointe, og det er tilsyneladende også Det Konservative Folkepartis pointe. At partiet i denne sag har valgt at være konservative, kan man næppe lægge det til last, ligeså lidt som man kan skose det for ikke at bidrage til en reform, det ikke kan eller bør tro på som konservativt parti.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside