Waugh og folkets krig

15. maj 2013
8 minutters læsetid

Den britiske forfatter Evelyn Waugh talte sin tid midt imod: Han var en åndsaristokratisk kritiker af det, han betragtede som en flad og meningsløs moderne verden. Ved 2. verdenskrigs udbrud så han optimistisk på krigens muligheder for at frembringe et opgør med de totalitære ideologier, men han blev siden desillusioneret over det, der blev kaldt folkets krig – en krig, der skabte en middelmådig britisk identitet, som Waugh stod i stadig stærkere kontrast til.

Den britiske forfatter Evelyn Waugh er en af det 20. århundredes største britiske satirikere. Ved 2. Verdenskrigs udbrud havde han længe været en bredt anerkendt, højt estimeret, men også kontroversiel forfatter. En af sin tids skarpsindigste konservative kritikere, der allerede i sin ungdom havde konverteret til katolicismen. Og han var stadig mere fremmed for den samtid, der med hast vendte ryggen til den britiske aristokratiske og elitære højkultur. Waughs ærinde kan ligefrem betegnes som et korstog mod moderniteten, som post. doc. Søren Besenbacher har gjort det i Årsskriftet Critique II .

Krigen mod Ideologierne

Waugh hilste krigen velkommen. Kort forinden havde Sovjetunionen indgået den såkaldte Molotov-Ribbentrop pagt med Tyskland. Kommunismen og nazismen havde gjort fællessag, og dermed betød krigen i Waughs øjne en mulighed for at bekæmpe begge disse totalitære ideologier, som han opfattede som ”The Modern world in arms”. Waugh blev soldat og kæmpede sin krig frem til den sejrrige afslutning i maj 1945.

Krigen optrådte flere steder i hans forfatterskab. Charles Ryder, hovedpersonen i Brideshead Revisited, er kaptajn i hæren ved romanens begyndelse, og i bogen Put out More Flags skildrede Waugh krigens forvandling af den æstetiserende og overfladiske britiske overklasseungdom, som han havde fulgt i gennembrudsromanerne Decline and Fall og Vile Bodies.

Det var imidlertid først med Sword of Honour-trilogien, at han kunne fælde sin endelige dom over krigen. De tre bøger Officers and Gentlemen, Men at Arms og Unconditional Surrender, som udkom i hhv. 1952, 1955 og 1961, vidnede om en forfatter, der havde oplevet krigen som desillusion. Den havde ikke været sejren over totalitarismen, men en nivellerende modernitets endelige sejr over den gamle verden og dens dyder. Krigen kaldtes i samtiden folkets krig, og Waugh forstod den følgelig som skabelsen af en ny britisk identitet, der svælgede i det middelmådige, almindelige og ligefremt vulgære. I 1964 udgaves en samlet, revideret version af bogen, som er udgangspunktet her.

Officerernes onkel

Trilogiens hovedperson Guy Crouchback lever ved romanens og krigens begyndelse på en gammel familieejendom i Italien. Han er skilt fra sin utro kone Virginia. Han har ingen børn og han er dermed den sidste af sin slægt; en gammel anglo-katolsk adelsslægt, der ligesom Guy selv har set bedre dage. Guy er i dobbelt forstand eksileret. Fremmed for det England, han har forladt, men også for den italienske by, hvor han har slået sig ned. Indbyggerne synes ikke han er en simpatico. Han er desillusioneret, men da krigen bryder ud, forekommer det ham, at der endelig er rene linjer:

”The enemy at last was plain in the view, huge and hateful, all disguise cast off. It was the Modern Age in arms. Whatever the outcome there was a place for him in that battle”.

Således opstemt drager Guy til England, hvor det lykkedes ham at blive optaget på en officersuddannelse, selvom han med sine 36 år er væsentlig ældre end de fleste af sine nye kolleger. Når de tager ud og fester, bliver han i messen. De kalder ham for onkel.

Krigen havde ikke været sejren over totalitarismen, men en nivellerende modernitets endelige sejr over den gamle verden og dens dyder. Krigen kaldtes i samtiden folkets krig, og Waugh forstod den følgelig som skabelsen af en ny britisk identitet, der svælgede i det middelmådige, almindelige og ligefremt vulgære.

Guy er ikke en dårlig officer, men kronisk uheld holder ham fra at excellere. På et tidspunkt deltager Guy i et farceagtigt angreb på Vichy-Frankrig i Dakar. Guy klarer det godt, men står efterfølgende helt uforskyldt i fare for at blive dømt ved en krigsret. Samtidig får den, ifølge Waugh, helt igennem kommunistisk infiltrerede efterretningstjeneste den idé, at Guy må være politisk farlig og muligvis fascist på grund af sine år i Italien. Også dette skal flere gange spænde ben for Guys karriere.

Guys skuffelser afspejler Waughs oplevelser i hæren. Men romankarakterens evne til at ende i uforskyldte nederlag dækker over, at Waughs skuffelser skyldtes hans fuldstændige mangel på egnethed som officer. Han var kolerisk, snobbet (også overfor sine mindre kultiverede overordnede), gerne beruset og desuden almindelig forhadt blandt sine underordnede. Det var en almindelig holdning, at hans mænd nok ville skyde ham i ryggen, hvis han nogensinde skulle lede dem i kamp.

Sword of Honour foregår under krigen, men måske er det ikke en krigsroman. Guy møder aldrig rigtig fjenden, og handlingen udspiller sig mere i messen end i felten. Den er næsten blottet for kamp og helt for heroisme. Den ene meningsløse operation følger den anden, og officerernes inkompetence overdøves kun af mængden af andre laster.

Stalins sværd

Der er vel ellers næppe nogen krig, som har været opfattet som mere meningsfuld end netop 2. verdenskrig, men hos Waugh bliver den næsten absurd. Den bliver ikke meningsløs, som i Sidste Nyt fra Vestfronten eller sværmen af vestredrejede krigsfilm i traditionen efter Dommedag nu. Dens meningsløshed består i, at den skildres som en blot og bar fortsættelse af tilværelsens almindelige fravær af mening i førkrigstiden. Krigen bliver en skuffelse, fordi den gennem kampen mod totalitarismen stillede i udsigt at udfylde meningstomrummet, men ender med at være mere af det samme.

I begyndelsen af krigen følger briterne begejstret med i finnernes heroiske kamp mod Stalin. Senere erklæres Finland krig i solidaritet med Stalin, der nu – efter tyskernes invasion af Sovjetunionen i 1941 – er blevet en allieret. Alliancen med kommunismen står som det store syndefald. Illusionen om krigen mod ”the modern age in arms” krakelerer. Waugh skildrer levende, hvordan Stalin nu fremstilles som en godmodig hyggeonkel. Der støbes et pragtsværd. En gave fra kongen til Stalin. Det udstilles i Westminster Abbey. Endelig kommer folket i kirke. De defilerer måbende forbi og de forstår helt, hvad det symboliserer og hvad der ligger i slagordet om ”folkets krig”. Krigen er deres kamp og de kæmper den sammen med bedstefar Stalin. Fjenden er ikke bare aksemagterne, men hele den gamle verden med dens værdier og hierarkier. Titlen Sword of Honour henviser til dette sværd, og der er intet ærefuldt over det.

Waugh skildrer levende, hvordan Stalin nu fremstilles som en godmodig hyggeonkel. Der støbes et pragtsværd. En gave fra kongen til Stalin. Det udstilles i Westminster Abbey. Endelig kommer folket i kirke. De defilerer måbende forbi og de forstår helt, hvad det symboliserer og hvad der ligger i slagordet om ”folkets krig”. Krigen er deres kamp og de kæmper den sammen med bedstefar Stalin. Fjenden er ikke bare aksemagterne, men hele den gamle verden med dens værdier og hierarkier.

Efter en operation på Kreta i 1941, hvor Guy kommer lige tidsnok til at deltage i retræten, ender han hjemme i England, hvor han henslæber det meste af krigen med rutineopgaver. Almindeligvis tænkes jo netop disse år at have været skæbnestunden, hvor de allierede tog de første skridt på vejen til sejr, men Waugh spoler simpelthen forbi disse for Guy helt begivenhedsløse år, inden han lader ham deltage i et sidste eventyr i Jugoslavien. Dette udfolder sig i seriens oprindelige tredje bind.

Kommunistisk krig

Guy skulle til Jugoslavien for at hjælpe de kommunistiske partisaner, der kæmpede mod tyskerne, de kroatiske fascister i Ustasha og den monarkistiske modstandsbevægelse, cetnikkerne. Officielt støttede England monarkisterne, der havde deres eksilregering i London. Men Waugh skildrer i fiktionens form, hvordan den officielle støtte undergravedes af de kommunistiske officerer, embedsmænd og propagandister, som nu ifølge Waugh sad tungt på det britiske statsapparats mellemniveau, hvorfra de fremmede verdensrevolutionens interesser.

Guy bliver en slags forbindelsesofficer og skal støtte partisanerne, der mestendels bruger de britiske forsyninger i kampen mod briternes allierede, de monarkistiske serbere, eller til at gennemføre en udrensningskampagne mod den katolske kirke. Tyskerne bekæmper de ikke. Da Guy besøger byens katolske præst og skrifter, deporteres denne kort efter. Som britisk soldat må han deltage i en krig, der ikke alene er en krig mod den gamle verden, men også mod selve den kirke, hvori Waugh i Brideshead Revisited havde ladet Charles Ryder se et glimt af en sandhed, som kunne oprejse ham midt i forfaldet.

Kirkens forfald

Aldrig havde Waugh forekommet sin samtid så reaktionær som i skildringen af Guys uheroiske krig. Man vidste ikke hvad man skulle stille op med bogen. Afstanden øgedes konstant mellem Waugh og verden. Ved udgivelsen af den reviderede og sammenskrevne udgave af Sword of Honour i 1964 skrev han:

”On reading the book I realized that I had done something quite outside my original intention. I had written an obituary of the Roman Catholic Church in England as it had existed for many centuries. All the rites and most of the opinions here described are already obsolete. When I wrote Brideshead Revisited I was consciously writing an obituary of the doomed English upper class. It never occurred to me, writing Sword of Honour that the Church was susceptible to change.”

Mellem udgivelsen af tredje bind og den samlede trilogi lå den katolske kirkes 2. vatikanerkoncil. Det varslede reform og betød et opgør med katolske traditioner og ritualer, som Waugh og mange andre katolikker havde troet permanente og urørlige.

Den kirke, Waugh havde konverteret til, da han vendte sin samtid ryggen, rettede nu ind efter tiden. Den moderniserede. Waugh var forfærdet, men på trods af den voksende afstand mellem Waugh og hans samtid er Sword of Honour ingen tragedie og desillusionen får ikke det sidste ord.

Optimismen

Krigen afføder ganske vist ingen heroisme og forlener ikke den faldne verden med ny mening. Men det lykkedes for Guy at bjærge en sandhed, som tiden har fornægtet. Han finder humanitet i ordets kristelige og dermed egentlige forstand. Det lykkes at fastholde menneskeværd midt i ødelæggelsen. På Kreta begraver Guy en ung soldat, der ellers var blevet efterladt, og i Jugoslavien indleder han efter megen tøven en personlig kamp for at redde en gruppe jøder, der har lidt under først nazisterne og siden partisanernes regime.

Denne humanitet findes kun på trods, for i snæver forstand kan den ikke nytte. Det betyder intet, om soldaten på Kreta begraves, og det betyder intet i det store billede om gruppen af jøder reddes af Guy eller om de må leve videre under kummerlige kår under partisanvældet. Det afgør ikke krigens gang. Det forkorter den ikke med et sekund, og ingen af Guys indsatser lykkedes til fulde, for han er som individ afmægtig. Det er krigens vilkår.

Men alligevel midt i den totale krigs altgennemtrængende kvantitative logik, lykkes det Guy at erkende sandheden af et udsagn udtalt af hans far ”kan blot én sjæl reddes…”, der lyder som et ekko af en glemt forkyndelse. Sword of Honour er ikke en kristen roman i snæver forstand, men alligevel bliver den hævdelsen af en kristen sandhed om mennesket, der trænger igennem som en indsigt, der rettelig forstået betyder afvisningen af den moderne verden og dens logik.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside