“Var de da virkelig syge og svage?”

Af Børge Kristiansen

Friedrich Nietzsche betragtes i filosofiske og intellektuelle kredse verden over stadig som en banebrydende tænker. Der er skrevet i tusindvis af artikler og bøger om hans forfatterskab og tænkning,[1] der bortset fra ganske få undtagelser[2] ikke stiller fundamentale kritiske spørgsmål til hans filosofi. Man godtager den som banebrydende nytænkning til trods for, at Nietzsche stort set kun har hån tilovers for de værdier, der i dag af det store flertal i Europa betragtes som grundværdier.

I demokrati, civilisation, retssamfund, stræben efter fred, afvikling af social uretfærdighed, moral og i al normativitet til regulering af adfærden imellem mennesker ser Nietzsche stort set kun symptomer på en kulturel forfaldsproces, der med indre nødvendighed må munde ud i nihilismens horror vacui. Nietzsche er ikke blind for, at det totale værdivakuum kan medføre kaos og undergang, men opfatter dog først og fremmest nulpunktet som en mulighed for at skabe et helt nyt værdigrundlag, hvoraf der skal fremgå en ny kultur.

Da årsagen til den herskende forfaldskultur ifølge Nietzsche skyldes kristendommen, Platons tænkning og den efterfølgende metafysiske filosofitradition, der udgør en prægende faktor i den kristne tænkning, består et centralt anliggende i Nietzsches filosofi i at få udslettet det kristne og metafysiske værdigrundlag, som den kristne kultur bygger på.

Det er Nietzsches hensigt dels at bidrage til destruktionen af de gældende kristne værdinormer ved at afdække årsagerne bag forfaldsprocessen, dels at vise vejen, ad hvilken det er muligt at nå ud over nihilismen. Nietzsche vil altså både nedbryde de gamle værdiforestillinger og formulere den kommende nye kulturs værdigrundlag. Hvorfor Nietzsche anser det for nødvendigt at komme kristendommen og den kristne moral til livs, vil fremgå af det følgende, men før vi begynder med denne redegørelse, må der siges nogle få ord om de præmisser, der ligger til grund for Nietzsches kritik af den ’asketiske moral’.

Metoden bag Nietzsches moralkritik er den såkaldte ’naturhistoriske’ eller ’genealogiske’,[3] der implicerer opfattelsen af, at alt er blevet til og har sin oprindelse i bestemte historiske konstellationer. Dette betyder for moralens vedkommende, at moralske normer og værdier hverken lader sig aflede af et metafysisk eller et apriorisk absolutum, det være sig Gud, almengyldige naturlove eller et transcendentalt ’kategorisk imperativ’ (Kant), men udspringer af historiske traditioner og konventioner, hvis oprindelse kan føres tilbage til det præhistoriske menneskes historiske, mentale og psykiske forudsætninger. Opfattelsen af moralens historicitet har Nietzsche tilfælles med blandt andre Machiavelli, Hobbes, Schopenhauer, de franske materialister, dvs. La Mettrie, Holbach, Helvètius, men i modsætning til disse filosoffer bliver den genealogiske metode hos den sene Nietzsche underordnet et afgørende livsfilosofisk perspektiv.

I et efterladt fragment fra 1886/87 stiller Nietzsche spørgsmålet: ”’Hvad vil det sige at ’erkende’”?[4] Dette spørgsmål besvarer han med: ”At føre noget fremmed tilbage på noget bekendt, noget fortroligt”[5], hvorefter han udlægger denne erkendelsesmetode livsfilosofisk. Han påstår – og i teksten taler han om fysikerne – at det fremmede og ubekendte ubevidst opleves som noget, der er forbundet med uro og frygt, og drager som slutning, at ”frygten for det uberegnelige udgør et bagvedliggende instinkt i videnskaben”.[6] Dette livsinstinkt er ikke interesseret i sandheden, men vil hurtigst muligt skaffe sig af med den ubehagelige tilstand, som frygten fremkalder. Det griber derfor ubevidst for videnskabsmanden ind i erkendelsesprocessen og nøder ham til at finde en forklaring på det fremmede fænomen, der berøver dette det urovækkende ubehag, hvilket sker ved en fortolkning af fænomenet ud fra de allerede kendte regler. Det ubekendte fænomen er dermed ført tilbage til det fortrolige, og frygten er afløst af ’sikkerhed’. Videnskabsmanden ”vil”, som Nietzsche skriver, ”reglen, fordi denne befrier verden for frygten”.[7]

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique her

Børge Kristiansen (f. 1942) er dr.phil. og i mange år docent ved Institut for Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet. Han er desuden forfatter til en lang række bøger og artikler ikke mindst om Thomas Mann. På dansk er senest udkommet hovedværket Thomas Mann. Digtning og Tankeverden (2013)

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside