I en verden uden Gud

Af Carsten Bagge Laustsen

Et af de forholdsvis få steder i Arendts værk, man finder refleksioner over Machiavellis person og tænkning, er i bogen Between Past and Future (Arendt 1977). Det er ikke uden grund, at den længste ekskurs optræder netop her. Machiavelli var en overgangfigur – én som forbinder fortid og fremtid. Han stod på tærsklen til vores tid. Med Machiavelli fødes forestillingen om det politiske og friheden – eller bedre forestillingen om den politiske frihed. Det religiøse og det politiske løsnes fra hinanden, og et rum for menneskelig frihed og handling udgrænses. Statsmanden – fyrsten – skulle efter Machiavelli ikke længere styre efter gudsgivne mål, men følge sin egen virtu. Med Machiavelli handler det om ”at lære, at man ikke skal være god” (ibid.: 137). Machiavelli ønsker selvfølgelig ikke, at hans fyrste skal være ond. Han burde blot handle uafhængig af kirken og følge det politiskes og ikke det religiøses logik.

Der er imidlertid malurt i frihedens bæger. Friheden var for Machiavelli en frihed til at grundlægge en stat, og det er derfor ikke uden grund, at Machiavelli ofte ses som grundlæggeren af den moderne statsræson. Og det er så efter at have konstateret dette, at Arendt sammenligner Machiavelli med Robespierre og Lenin (ibid.: 139). Alle disse tre ”revolutionære” skikkelser legitimerede volden med henvisning til, at man på samme måde, som man nødvendigvis må fælde et træ, hvis man ønsker at lave et bord, og knække nogle æg for at lave en omelet, også må dræbe nogle, hvis man ønsker at grundlægge en republik (ibid: 139). Friheden er med andre ord et tveægget svær: Den giver mennesket mulighed for at handle frit, men den muliggør også en vold af helt nye dimensioner.

Når Arendt hæfter sig ved Machiavelli som friheden og voldens tænker, er det, fordi dette problem for hende var absolut nærværende. Nazismen, som hun i øvrigt mærkede på sin egen krop, rummede en perverteret forestilling om menneskelig frihed. Det perverterede bestod ikke blot i, at friheden i nazismen blev udlevet som forsøg på at eliminere den menneskelige pluralitet, men også i at den religiøsitet, som man med moderniteten havde forladt, genopstod som en plastisk og menneskeskabt politisk religion. Sekulariseringen gjorde det med andre ord muligt for mennesket at træde i gudernes sted. Som Gud skabte verden ud af intet, kan mennesket nu skabe det politiske fællesskab ud af intet: creatio ex nihilio (Rogosinki 1993). Denne logik fandt i nazismen et perverteret udtryk i koncentrationslejrenes antiutilitaristiske logik. Disse var udtryk for en rendyrket politisk vilje. Det er ikke som hos Machiavelli en suverænitet, der sættes igennem for at grundlægge en stat, men derimod en suverænitet, der havde bestemte gruppers udslettelse som mål. Friheden kan også være en åbning mod det værste, mod noget som ikke kunne tænkes og begribes i et religiøst samfund.

Denne artikel handler om Arendts mellemværende med det religiøse. Ikke om Arendts egen jødiskhed, heller ikke om hendes omgang med og kommentarer til religiøse tænkere og skrifter og slet ikke om, hvorvidt Arendt er en religiøs tænker eller ej. Det, som sættes i fokus, er Arendts analyse af, hvordan religionen og det politiske interagerer og sammenflettes i moderniteten og især i nazismen og ja, så afsluttende alligevel lidt om Arendt som eksponent for en form for religiøsitet. Men for et religiøst sentiment, snarere end noget vi kan forbinde med “kirkereligion”.

Vil du læse resten. Bestil Årsskriftet Critique her