Verden af i går: hovedlinjer i Anders Bodelsens forfatterskab

En indledende strøtanke ved nærværende artikel var, hvordan Anders Bodelsen vil have det med, at hans forfatterskab og liv og levned, efter en del år med begrænset interesse, nu bliver genstand for en nærmere undersøgelse, tilmed i en artikel i et borgerligt-konservativt årsskrift.

Bodelsen hører nemlig til de ”glemte” forfattere – danskerne har det med at glemme deres meget læste forfattere – og derudover var han hverken politisk eller stilistisk synderligt konservativ. Tværtimod var han i hele sit udtryk mådeholdent progressiv; både stilistisk og i den offentlige debat indtog han en afmålt midterposition. Man sagde om ham, at han ville bringe livets gang på Nærumvænge Torv ind i dansk litteratur. Han spændte over en hel del genrer, faktisk næsten dem alle: romaner af forskellige aftapninger, herunder dokumentariske, noveller, en Bodelsen’sk spidskompetence, de i dag desværre glemte hørespil og endelig omsmeltninger af hans roman- og novelleforlæg til spille- og tv-film.

Den glemte forfatter

Mange, og mest udpræget det lidet tilgivende danske kulturparnas, så i forlængelse af denne indkredsning Bodelsen som lidt af en kunstnerisk diskenspringer, der var lovlig optaget af at give folk det, de gerne ville have. Så udpræget med et solidt aftryk af aktualitet og et anstrøg af spænding. Var der ikke lovlig meget fordansket – aldrig et kompliment – Hitchcock’sk suspense og Patricia Highsmith i det, Bodelsen skrev? Det korte svar er nej. Hvorfor han i et tilbageblik er interessant og så bestemt læseværdig, også for den borgerligt-konservativt sindede, ja, det skal jeg vende tilbage til.

For som nævnt er Bodelsen ”glemt”. Hvem var han så? Datidsformen er på sin vis malplaceret, han lever såmænd i bedste velgående, men skriver ikke så meget mere. Man noterer sig, at der savnes en ordentlig biografi, men diverse interview og Dansk Biografisk Leksikon kan hjælpe. Født 1937 og fra et akademisk præget og trygt, nordsjællandsk hjem. Moderen var estimeret kunsthistoriker, faderen en virksom litteraturprofessor og i øvrigt medlem af Danmarks Frihedsråd. Bodelsen selv må have været en omflakkende student, for han nåede omkring flere, væsensforskellige universitetsstudier, vistnok uden at tage eksamen, før han fandt sit ståsted som journalist, skribent og fuldtidsforfatter i løbet af tresserne. Han debuterede i 1959 med en lille, ret så ungdommelig og sansemættet bog ved navn De lyse nætters tid, men ønskede vistnok ikke dette værk større udbredelse, da han ventede en håndfuld år med at udgive mere – og tolv år, til efter han var blevet en succesforfatter, med at genudgive debutromanen, endog i en revideret og forkortet udgave.

Manifestet

I midten af tresserne skrev Bodelsen en slags manifest i en kronik i Dagbladet Information og sammenfattede sin grundindstilling således: “jeg tror moderne realister og modernister er enige om den opfattelse, at man må forstå kollektive konflikter igennem private konflikter, og ikke omvendt.” Bodelsen satte dermed hegn op omkring sin tilgang til det at skrive, og anliggendet var at lukke af mod to opfattelser: For det første den dogmatiske marxisme, hvis aksiomatiske udgangspunkt Bodelsen med dette forlæg afviste. Dette forhindrede dog ikke en række marxistisk orienterede litterater og sociologer i ihærdigt at forsøge at tolke marxismen ind ad bagdøren til forfatterskabet. Bodelsen må altså i den henseende have lidt af falsk bevidsthed.

For det andet lukkede Bodelsen af mod den opfarende, udpræget freudiansk orienterede kulturradikalisme repræsenteret ved fremtrædende samtidige som Leif Panduro og Klaus Rifbjerg. Denne strømning var navnlig optaget af fortrængte drifter, opvækstvilkår og de andres helvede som determinerende for menneskelivets konflikter. Derfor var det også til tider svært at konstatere en egentlig sammenhæng til en større, kollektiv forståelsesproces, a la den Bodelsen skitserede i sit manifest, da disse konflikter havde så udpræget subjektiv karakter – altså typisk hørte hjemme på en briks eller i en rundkreds af indviede; dybt ”nede” i sjælelivet. Fortrængt homoseksualitet var også en yndlingsforeteelse. Tilmed endte man så også ofte i den grøft, at konflikterne slet ikke skulle forstås, men snarere forløses gennem en frigørelsens terapi. Denne kulturradikalismes patentmedicin var idéen om det frigjorte, legende menneske.

Man kan udtrykke det sådan, at en bredt orienteret kulturradikalisme i løbet af det 20. århundrede, ved hjælp af arkitekturen, litteraturen og den offentlige samtale, ville vende bunden i vejret på befolkningens levevilkår. Denne kulturradikalisme nærede, ligesom dens tilskuer, Bodelsen, derfor interesse for menneskenes typologiske levevilkår i velfærdsstatens rækkehuse, men hvor Bodelsens hovedinteresse så var at forstå dem loyalt på deres egne præmisser, blev typer som Rifbjerg og Panduro altid så uendelig skuffede over deres forudsigelige problemer og valg af samlivsform. Ude i virkeligheden var det sjældent fortrængt homoseksualitet, uforløst pubertetsforlængelse eller latent kannibalisme, der var de dominerende anledninger til konflikter, mennesker imellem.

Bodelsen gav for alvor dette manifest udtryk i en række romaner, der udkom fra sidst i tresserne og frem til først i firserne. Som generalprøve blev objektivet indstillet på livet i velfærdsstatens arkitektur, og novellen ”Fjernsynet flimrer” fra samlingen Rama Sama, udgivet i 1967, er et godt sted at slå ned; nye læsere kan så at sige begynde her.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique her

Anders Orris (f. 1984) er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet. Han er redaktør ved tidsskriftet Replique og arbejder som arkivar.